”Man må kende mine marker,
for at tale om Venezuela.
For når du ser det, vil du sige dig selv,
hvor ondt min jord gør mig.

Jorden af fjerntliggende ranchos,
af det fattige barn,
benet på jorden.
Jord uden skyld, Venezuela.
Jord uden skyld, Venezuela.

Jord uden skyld, Venezuela.
For du har børn,
uden parker eller skoler,

Hvorfor ikke omdanne
den olie som de tager med sig
og det jern de tager med sig,
til lindring af din smerte.

Slut med at pantsætte
mit folks sved.
Det lidende folk
uden skyld og så godt.
Jord uden skyld, Venezuela.”

– Ali Primera

“Den politiske, retslige, filosofiske, religiøse, litterære, kunstneriske osv. udvikling beror på den økonomiske. Men de virker også tilbage på hinanden og på den økonomiske basis. Det er ikke sådan, at de økonomiske forhold er årsagen og alene aktive og alt det andet kun passiv virkning. Der består tværtimod en vekselvirkning på grundlag af den økonomiske nødvendighed, der i sidste instans altid gør sig gældende”

– Friedrich Engels (Brev til Starkenburg)

Passagerne fra Ali Primeras sang er ingen overdrivelse. Det mest slående, for den der rejser igennem Venezuela for første gang, er ikke bare den ekstreme ulighed, men først og fremmest den ujævne og kombinerede udvikling. Side om side med de mest moderne olieraffinaderier findes der veje med huller og små gadehandlere, de såkaldte buhoneros, som forsøger at komme af med noget krimskrams, for at tjene et par dollars til at leve for resten af ugen. Lige ved siden af Caracas’ gigantiske skyskrabere ligger de beskidte ranchos, huse af blik og tage lavet af bølgepap. De nyeste bilmærker kan ses i stort omfang i de største af landets byer, men lige ved siden af dem findes biler og busser fra 1970’erne, som hensynsløst oser benzin ud og gør landevejene usikre pga. deres elendige motorer, der fra tid til anden svigter.

Hvad er grunden til denne modsætningsfulde udvikling? Indtil videre har jeg analyseret den venezuelanske revolution fra et bredere historisk perspektiv. Men det er utilstrækkeligt at studere de politiske udviklinger isoleret. Uden en indgående analyse af økonomien vil vi være på bar bund i forhold til at forstå mange af de forandringer, der finder sted. For en arbejder er det ikke ligegyldigt, om han lever under et opsving med fuld beskæftigelse eller en recession med fyringer og usikkerhed på arbejdsmarkedet.

For den venezuelanske revolution er det heller ikke ligegyldigt, om den finder sted i en tid med opsving eller krise i verdensøkonomien. Allerede i 1848 forklarede Marx og Engels, at kapitalismen var blevet global og havde lagt grunden for et verdensmarked. Den såkaldte ”globalisering” blev forklaret af dem for over 150 år siden. I det 21. århundrede er denne tendens tiltaget og ekspanderet på et hidtil uset niveau. Lige netop derfor vil det være utopisk at tro, at et enkelt lands økonomi kan undslippe effekterne af den verdensomspændende økonomiske situation.

Chávez arvede en meget speciel økonomi med særlige kendetegn. En økonomi med umådelige naturrigdomme, men som var afhængig af olieproduktion og eksport. Paradoksalt nok er det netop denne olieøkonomi, der har skabt og opretholdt den fattigdom, som over halvdelen af befolkningen traditionelt har levet i. Et paradoks, som forfatteren agter at analysere og klarlægge i dette kapitel.

Afhængighed af olie
Som så mange andre latinamerikanske lande blev Venezuela tildelt en rolle som producent og eksportør af råstoffer. Det betød groft sagt, at imperialismen bevidst, og i fuld overensstemmelse med det nationale oligarki, indrettede de latinamerikanske økonomier til kun at udvinde metaller og andre naturalier fra deres rige undergrunde, men ikke være i stand til at forsyne sig med anden nødvendig industri og fødevarer. På den måde var de tvunget til at handle med de industrielt avancerede kapitalistiske lande, Dette er et kendetegn som er stærkt indprentet i Venezuelas økonomi.

I den første fase af olie- og mineudvindingen i Venezuela var udbytningen fuldstændig. Senere blev den mere skjult, men i begyndelsen var det direkte udenlandske multinationale selskaber, som fik lov at tegne kontrakter med Venezuela for at udnytte mineralerne. I 1909 blev der oprettet et kontor for minedrift i Caracas, som forærede udenlandske selskaber kontrakter til benyttelse af i alt 30.000 hektarer land, hvilket svarer til en tredjedel af Venezuelas territorium. Økonomien var på det tidspunkt stadig landbrugsbaseret, grundlagt på et system, hvor en lille gruppe godsejere, 4 procent af befolkningen, ejede 80 procent af jorden.

Olie havde været kendt lige siden de oprindelige indianske folk, men det var først fra omkring 1917, at olien blev kommercialiseret som eksportvare. Første Verdenskrig var en af de begivenheder, der var med til at øge oliepriserne på verdensmarkedet gevaldigt; fra 1913 til 1920 gik den fra 19,4 til 31,1 dollar per tønde. På den baggrund skete der også et skift i sammensætningen af landets eksport. Kaffe og kakao var traditionelle venezuelanske eksportvarer og repræsenterede henholdsvis 72,3 procent og 10,1 procent af den samlede eksport i 1888. Men i 1969 var de faldet helt ned til hhv. 0,2 og 0,3 procent..

Omlægningen af landets produktion havde flere konsekvenser. For det første gjorde det de multinationale olieselskaber uhyre interesserede og de installerede nærmest enklaver i landet, isolerede raffinaderier, ”beskyttet” fra omverdenen med pigtråd og vagter. En gruppe venezuelanske rigmænd tog imod de multinationale med åbne arme og samarbejdede intensivt med dem for at fjerne alle unødvendige ”forhindringer” for, at deres udenlandske venner kunne skrabe maksimal profit ud af Venezuela.

I stedet for at gøre en ende på de semifeudale strukturer på landet gav olieudvindingen større forankring til godsejernes herredømme eller el latifundio, som det er kendt i Latinamerika. De multinationale olieselskaber blev hurtigt til landets største godsejere. Til gengæld gav olieboomet også plads til en ny klasse: den venezuelanske arbejderklasse, som første gang gik i aktion ved oliearbejdernes strejke i 1936 for bedre arbejdsvilkår og lønforhold. Dette skulle senere lægge grunden for en magtfuld arbejderklasse i olieselskaberne i Zulia, Monagas og Anzoátegui, i aluminiums- og stålværfterne i Guayana og i tekstil, byggeri og jernfabrikker i Aragua og Carabobo.

En rentista økonomi
Det helt store problem for Venezuela var, at olieboomet udviklede sig til en permanent tilstand. I 1930’erne var der endnu mange, der troede, at olieudvindingen ville være en midlertidig fase, ligesom de engelsk ejede multinationale selskabers udvinding af ædle metaller og af kobber havde været det i andre latinamerikanske lande. Men firs år efter er Venezuela om noget endnu mere afhængig af olien og må importere langt de fleste forbrugsvarer og industriprodukter.

Nøglen til at forstå denne situation skal findes i det venezuelanske industriborgerskabs svaghed. Det var altid umådeligt tilbageholdende, og det kunne aldrig spille en selvstændig rolle i kampen for forandringer. De rigmænd, der forpagtede sig med de multinationale selskaber, var omvendt kendetegnet ved deres snæversyn, deres konservatisme og forsvaret for status quo. I bytte for deres gæstfrihed gav de multinationale dem lov til at administrere den politiske magt i landet. Med undtagelse af den national-demokratiske regering under Medina Angarita fra 1941-45 var samtlige regeringer således opretholdere af den nye olieøkonomi.

I Venezuela hedder det sig, at det 20. århundrede startede med 36 års forsinkelse, nemlig i 1936, efter at den mangeårige diktator Juán Vicente Gómez døde i december 1935. Gómez’ styre, som jeg kort har beskrevet i introduktionen til dette værk, var kendetegnet ved en utrolig underdanig tilgang til de multinationale. Strejker var forbudt og blev nedkæmpet med jernhånd. Alt, hvad der stod i vejen for de multinationale selskabers profitjagt, blev anset som ”forhindringer”, der skulle ryddes af vejen. Der blev ikke lavet nogle investeringer i at udvikle landet, udover det der var absolut nødvendigt for at få olieindustrien til at køre rundt.

Angaritas regering fra 1941-45 viste tydeligt, at det ikke var muligt at bryde det herskende mønster, uden at tage radikale skridt imod oligarkiet. Medina Angarita forsøgte, i stil med Lázaro Cárdenas i Mexico eller Juan Domingo Perón i Argentina, at lindre Venezuelas underdanighed og ændre på dets rolle som eksportør af råstoffer og metaller. Midlerne var bl.a. en landbrugsreform og en større beskatning af de multinationale olieselskaber, som staten derefter skulle bruge til at give incitament til en national produktion af forbrugsvarer og til en generel industrialisering af Venezuela. Projektet var ønskværdigt, men problemet var, at Angarita forsøgte at basere det på det svage venezuelanske industriborgerskab, som i sidste endte forrådte ham og dannede en pagt med imperialismen. Resultatet blev et statskup i oktober 1945, der gjorde en ende på den ”nationaltdemokratiske” revolution i Venezuela.

Både under Marcos Pérez Jímenez’ seksårige diktatur, men i lige så høj grad under de ”demokratiske” regeringer, som fulgte i kølvandet på 1958-revolutionen og AD-COPEI’s toparti-styre, cementeret ved underskrivelsen af den berygtede ”pagt af Punto Fijo”, fortsatte olieøkonomien. Samtidig med det enorme fald i eksporten (og dermed i produktionen) af kakao og kaffe skete der også en stor befolkningsvækst: imellem 1900-1925 voksede befolkningen med 22,5 procent, 1925-1950: 61,7 procent , 1950-75: 148,7 procent, 1975-2000: 94,1 procent .

Denne vækst var bl.a. resultatet af en enorm indvandring fra Europa, men også fra andre latinamerikanske lande, især Colombia. Men trods den store beskæftigelse i oliesektoren, forårsagede faldet i produktionen af de traditionelle venezuelanske produkter som kaffe og kakao et tomrum, hvad angik arbejdspladser. Landbruget formindskedes også til et minimum, til en situation hvor Venezuela i dag producerer under 30 procent af sine egne fødevarer. Faldet kan bl.a. observeres ved et kig på bevægelsen fra land til by: I 1926 boede 85 procent af Venezuelas befolkning på landet, mens tallet i 1971 var nede på 27,2 procent og i 2001 vat antallet faldet helt til 11,6 procent.

For at opsummere kan vi sige, at det, der i Venezuela blev kaldt Una economia rentista (en rente-økonomi), har følgende karakteristika: Massiv eksport af et eller flere råstoffer, import af de fleste forbrugsvarer og industriprodukter og en politisk overbygning, der cementerer denne økonomi. En overklasse (oligarki) som administrerer denne model og tager deres del af overskuddet fra olie-udvindingen. Dette betyder omvendt, at den enkelte produktion, der er i landet, er specielt beregnet på at opfylde oligarkiets ønsker og bærer præg af at være produktion af luksusvarer, prangende villaer, rejser og forlystelser for det privilegerede mindretal, osv. De mere basale forbrugsvarer, herunder fødevarer, bliver omvendt ikke produceret i massivt omfang i landet men derimod importeret for at blive distribueret i de supermarkedskæder, som er ejet af oligarkiet eller af multinationale. Dette er en af de faktorer, som forårsager den ”strukturelle” høje inflation, der er så typisk i Venezuela.

Et andet karakteristika er, at i Venezuela er der ikke nogen direkte sammenhæng imellem rigdommen og arbejdet, ingen sammenhæng imellem indtjeningerne fra olien og produktiviteten og ej heller nogen sammenhæng imellem det interne forbrug og vækstraten. Når oliepriserne stiger på verdensmarkedet, kan staten pumpe flere penge ud i samfundet, men det rokker ikke nødvendigvis på uligheden, fordi dette øgede forbrug ikke er udtryk for en udvikling af produktivkræfterne. Således vil det i værste tilfælde blot betyde, at der er for mange penge i omløb, og dermed vil det betyde, at møntfoden taber værdi, og at inflationen stiger voldsomt. Uden en generel plan for industrialisering af landet, højere velfærdsydelser for de fattige, der kan hæve levestandarden og en satsning på øget produktion af basale forbrugsvarer, vil Venezuela fortsætte i den samme cirkulære udvikling. Den ulige fordeling af olierigdommen vil fortætte, og olieøkonomien vil på den måde fortsat forårsage fattigdom for det store flertal.

Betydelige bestanddele af de sociale, politiske og kulturelle fænomener i Venezuela er betinget af denne økonomi. Således er nationalsporten i Venezuela ikke fodbold, som i de fleste andre latinamerikanske lande, men derimod baseball, fordi de amerikanske oliearbejdere spillede det sammen med deres venezuelanske kollegaer i pauserne på de store olieraffinaderier. Den herskende klasse, det venezuelanske oligarki, importerede ikke kun luksusvarer fra USA og Europa og tog ikke blot på dyre shopping ferier til Miami, de hentede også deres kultur og traditioner herfra og forsøgte at fortrænge hele Venezuelas tidligere kultur, som var under stærk indflydelse af efterkommerne fra afrikanere, spaniere og de oprindelige indianske folk. Det er først i de senere år, under indflydelse af den bolivariske revolution, at traditionel venezuelansk musik og danse som llanera og joropo igen er kommet på mode.

Ujævn og kombineret udvikling
Det største problem ved olieøkonomien er, at Venezuela ikke får muligheden for at udvikle sig uafhængigt som nation. Al den olie og de metaller, som kommer op af landets undergrund, bliver ikke brugt til at industrialisere landet, men bliver derimod eksporteret til gavn for de teknologisk avancerede kapitalistiske lande. I slutningen af 1940’erne voksede importen drastisk, på trods af et fald i oliepriserne på verdensmarkedet og på trods af et tilsvarende fald i eksporten af de øvrige traditionelle venezuelanske eksportvarer. Med andre ord blev landet i denne periode endnu mere afhængigt af en massiv udvinding og eksport af olie.

Afhængigheden af USA blev i perioden under diktatoren Marcos Pérez Jiménez intensiveret: I 1957 var Venezuela kilden til mere end halvdelen af det multinationale selskab Standard Oil of New Jerseys profitter på verdensplan, og ligeledes var de venezuelanske filialer af Shell garant for halvdelen af denne virksomheds indtjening. Venezuela importerede i 1957 hele 63 procent af sine udenlandske produkter fra USA og sendte 96 procent af sin eksport, foruden olien, til USA.

Om end Marcos Pérez Jímenez formelt kun besad præsidentposten fra 1952, indtil han blev væltet af en folkelig revolution den 23. januar 1958, er det klart, at han stod bag skiftende militærkup i 1948 og 1950 (et snigmord på præsident Chalbaud). De fleste fastholder, at hans styre stod på i et årti, fra 1948-1958. Denne periode var kendetegnet ved en modsætningsfuld politik, som skulle blive genstand for kontroversielle debatter i årene derefter. På den politiske front var der tale om et tilbageskridt til Gómez-diktaturet: alle progressive politiske partier blev forbudt og hård repression blev sat ind imod strejker.

Omvendt blev der lavet offentlige investeringer som aldrig før og store prangende bygningsværker, broer, motorveje, hoteller og avenuer blev opbygget. Caracas blev omdannet fra top til tå. Der blev konstrueret store skyskrabere, imens de fattige måtte bosætte sig op og ned af bjergsiderne. Det var denne tid, der lagde grunden for den enormt ujævne og kombinerede udvikling, som er så karakteristisk for nutidens Venezuela.

I sin indgående analyse af datidens Rusland forklarede Leon Trotskij, at ujævn og kombineret udvikling er et generelt kendetegn ved mange tilbagestående lande:

”Ujævnhed, den historiske proces mest generelle lov, udtrykker sig skarpest og mest komplekst i de tilbagestående landes skæbne. Under den eksterne nødvendigheds pisk bliver deres tilbagestående kultur nød til at tage spring fremad. Fra ujævnheden, som er en universel lov, udspringer der således en anden lov, som i manglen på et bedre navn kan kaldes loven om kombineret udvikling – med hvilken vi mener et sammenfald af forskellige af rejsens stadier, en kombination af forskellige skridt, en blanding af arkaisk med mere moderne former. Uden denne lov – som selvfølgelig må tages i hele dens materielle indhold – er det umuligt at forstå Ruslands historie, ja sågar ethvert land af den anden, tredje eller tiende kulturelle klasse. ”

(Den russiske revolutions historie)

Det var præcis denne blanding af forskellige stadier og kombination af forskellige skridt, som prægede Venezuela. Overfladisk så Venezuela ud til at være et land i fremdrift. Bygningsværkerne var imponerende. Men både korruptionen og fattigdommen voksede ekstremt. Pérez Jimenez satte gang i nye industrier i Guayana; stålværfter og aluminiumsfabrikker. Men formålet med dem var ikke at gøre Venezuela til en industrination, men derimod at eksportere flere råstoffer, for at gøre hans familie og den klan, han havde dannet rundt om sit styre, rigere. Til sidst blev modsætningerne i hans politik for store, og selv CIA forstod, at hans dage var talte. Det venezuelanske oligarki konspirerede for at give de reformistiske ledere af Acción Democrática magten. Men der skulle en folkelig revolution i 1958 til, før Pérez Jímenez røg af pinden.

Ingen vilje til industrialisering
Regeringerne fra 1958 og fyrre år frem, til 1998, bliver i Venezuela kaldt for el puntofijismo. Udtrykket kommer af en pagt, som blev underskrevet i Punto Fijo af lederne af partierne AD og COPEI, som cementerede et slags to-parti demokrati, hvor præsidentembedet gik på skift mellem de to partier. Den økonomiske politik var i denne periode temmelig ensartet; En total opretholdelse af rentista økonomien og skiftende repression imod guerilla-grupper og venstreorienterede, der ønskede at gøre op med denne Fjerde Republik.

Et af de vigtigste karakteristika ved denne periode var den fuldstændige mangel på vilje til industrialisering. Den venezuelanske overklasse (kapitalisterne, bankejerne og jordejerne) – hvad der i folkemunde kaldes oligarkiet i Venezuela – har i årtier fungeret som en helt igennem parasitisk klasse. I stedet for at bruge de høje indtægter fra olieproduktionen til at udvide produktionsapparatet og reducere importen af forbrugsvarer (herunder fødevarer) nedtrappede de investeringerne i økonomien og opretholdt den struktur, hvor supermarkedskæderne importerer fødevarer fra nabolandene.

Dette er ikke sket, fordi den venezuelanske stat manglede penge til at investere i industri. Imellem 1917 og 1959 tjente staten 833 milliarder dollars på skatter fra olieindtjeningen.
(Luciano Wexell Severo: Economia venezolana (1899-2008) – La lucha por el petróleo y la emanicipación, Fundación editorial el perro y la rana, side 159)

Men disse svimlende beløb blev ikke brugt til at akkumulere industriel kapital eller til at modernisere landbruget. De blev snarere betalt af i renter på lån til de grådige venezuelanske kapitalister, tilskud som incitament til produktion til kapitalejere (der sjældent blev udnyttet) eller blev skudt ind som tilskud til import af varer fra udlandet.

Det ser man klart, hvis man kigger på statistikken for erhvervslivets investeringer i fast kapital (FBCF) under de sidste seks venezuelanske regeringer, hvor procentandelen ifølge avisen El Nacional lå på 26,7 procent under Pérez Jimenez, 31,5 procent under Carlos Andrés Perez i hans første periode, 19,9 under Jaime Lusinchi, 18,2 under Carlos Andrés Perez anden perioder, 17,5 under Rafael Caldera og 13,8 procent under Hugo Chavez i perioden 1998-2005. Således er det en kendsgerning, at kapitalisternes investeringer i Venezuela har været for nedadgående de sidste 30 år. Og det ser ikke umiddelbart ud til, at det vil ændre sig lige foreløbig.

I den borgerlige avis El Universal kunne man den 14. august 2008 i en artikel om Venezuelas økonomi læse følgende:

”Den førende repræsentant for Conindustria [svarende til Dansk Arbejdsgiverforening i Danmark, AB] huskede på, at industrisektoren de sidste 10 år er blevet reduceret med 40 procent og fastslog, at omstændighederne ikke er til stede for en vækst på kort eller mellemlangt sigt.”

Det er rigtigt, at der i 1960’erne skete en vis opbygning af industri i Venezuela, men denne industri var ikke beregnet til at fremstille produkter fra start til slut, men snarere til at bearbejde importerede industriprodukter og sælge dem på hjemmemarkedet. Som historikeren Féderico Brito Figueroa forklarer i bogen Historia económica y social de Venezuela, så byggede de store multinationale bilfabrikanter fabrikker til at samle maskindelene til færdige biler, tekstilfabrikkerne syede importeret tekstil til t-shirts, cigarfabrikkerne rullede den importerede tobak til færdige cigarer, snedkerne måtte lave møbler af importeret træ, osv. Der var således tale om en falsk industrialisering, som på ingen måde rokkede ved Venezuelas position som domineret, teknologisk tilbagestående land.

Statskapitalisme – en ny metode til udplyndring
På grund af forskellige begivenheder på verdensmarkedet og krige i Mellemøsten, som jeg ikke vil gå i detaljer med her, steg prisen per tønde olie enormt fra 1973 og flere år frem. Dette var en af årsagerne til, at flere og flere strømninger, partier og bevægelser i Venezuela begyndte at kræve nationalisering af olieproduktionen. I 1973 var Carlos Andrés Pérez, kandidat for Acción Democrática, kommet til magten på et program, der lovede mere statsintervention i økonomien, flere offentlige investeringer og bedre social fordeling af olieindtægterne, der kunne skabe grundlaget for et øget forbrug. Med andre ord en typisk keynesianistisk politik.

Men Pérez skulle med årene vise sig at være langt mindre interesseret i en virkelig uafhængig politik, end hvad han havde givet indtryk af i sin valgkamp. I 1976 gennemførte han en ”nationalisering” af olien, som skabte grundlaget for det statsejede olieselskab, PDVSA. Tre år forinden havde den forrige præsident, Rafael Caldera, nationaliseret landets gasproduktion, men trods mange protester havde han givet 4,3 mia. dollars i erstatning til de multinationale gasselskaber. (La otra nacionalización, Humberto Márquez)

Dette på trods af, at de imellem 1960-1971 havde tjent 7,8 mia. i rent overskud. (Ángel Cristóbal Colmenares: ¿A quién benefició la nacionalización del petróleo?)

Carlos Andrés Pérez’ nye ”nationalisering” af olien havde intet anti-imperialistisk indhold i sig, men var tværtimod blevet forhandlet på plads i samarbejde med repræsentanter for den amerikanske regering, de multinationale olieselskaber og de venezuelanske arbejdsgiveres forening, FEDECAMARAS.

”Nationaliseringen” i 1976 havde tre hovedelementer:
1) En enorm erstatning til de multinationale, som i sidste ende fik udbetalt 4,3 mia. bolívares, hvilket var mere, end hvad de kunne have tjent ved at fortsætte olieudvindingen op til 1983, som var udløbsdatoen for deres daværende kontrakter. (La Nacionalización del Petróleo en Venezuela)

Dette skete på trods af, at den venezuelanske oliekooperation (et statsorgan for oliedriften) havde beregnet, at de multinationale selskaber havde tappet 207 millioner tønder olie ud over det, der var fastlagt i deres kontrakter med den venezuelanske stat. Men Carlos Andrés Peréz’ regering så gennem fingre med disse kendsgerninger og beregnede overskridelsen af kontrakterne til blot at være 43 millioner. Det vil sige 36 procent af det virkelige tal. Således blev antallet af olietønder, der skulle modregnes erstatningskravet, langt mindre, og den venezuelanske stat blev snydt for milliarder af dollars.

2) I nationaliseringslovens paragraf fem blev det fastslået, at den venezuelanske stat kunne etablere kommercielle forbindelser og søge teknologisk assistance fra udenlandske virksomheder. Dette var en maskering af, at økonomien i virkeligheden ville fortsætte med status quo: afhængighed af imperialismen. Flere venezuelanske teknikere og ingeniører protesterede over denne paragraf, idet de påpegede, at Venezuela igennem årene havde ophobet en vis erfaring med olieudvindingen, og at der var et stort udbud af kvalificeret, veluddannet arbejdskraft, der kunne varetage opgaven. Men regeringen lyttede ikke og valgte at fastholde paragraf fem, som senere skulle bane vejen for en de facto privatisering af olien.

3) Hele ledelsesstrukturen i det nye statsejede selskab, PDVSA, blev overdraget til tidligere ledere af de multinationale selskaber. Disse selskaber skabte alle sammen ”venezuelanske” firmaer; Shell skabte Maraven, Exxon skabte Lagoven, Mobil skabte Llanoven, Texas skabte Deltaven og Chevron skabte Boscanven. Disse ”nye” virksomheder leverede alle sammen ”teknologisk assistance” til PDVSA og snuppede derved en stor del af indtjeningen fra olieudvindingen. Det er tilstrækkeligt at se på en lille sammenligning for at forstå hvor mange penge, der gik tabt på den konto: Imens hver olietønde i Irak kostede 0,12 dollars at producere, kostede det 2,0 dollars i Venezuela. (Luciano Wexell Severo: Economia venezolana, side 195)

Med andre ord var den nye ”nationalisering” blot en form for statskapitalisme, hvor staten fungerede som støtte for, at de multinationale selskaber kunne fortsætte deres udplyndring af landet. Noget lignende skete ved aluminiums- og stålværfterne i Guayana, som er et eksempel, der fortjener særlig opmærksomhed; I Guayana var samtlige store industrivirksomheder, SIDOR (stål), ALCASA (aluminium), VENALUM (aluminium), BAUXILUM, EDELCA (elektricitet), osv. på statens hænder. Men flere af dem genererede et forholdsvist lavt overskud eller i nogle tilfælde, som ALCASA, slet intet overskud.

Forklaringen er, at de fungerede, og i høj grad stadig fungerer, som støttepiller for de multinationale selskaber, som leverede service til dem. Disse services bestod dels i levering af de industrivarer, ovne, smeltemaskiner, bor og materialer, der skulle til for at bearbejde metallerne og dels i simple ydelser, såsom transport. F.eks. har både SIDOR og ALCASA deres egne havne, der strækker sig op ad Orinico-floden, for at stål og aluminium kan lastes på de skibe, der venter, og eksporteres direkte til køberne i USA, Canada, Mexico og andre lande. Men selvom havnene er ejet af den venezuelanske stat, er det multinationale selskaber, der ejer skibene og ansætter daglejere til at laste dem. Ved et møde den 15. maj 2010 konstaterede Chávez i en tale, at hele 98 millioner dollars var blevet brugt i 2009 på udliciterede services alene på SIDOR. Blot 41.34 procent af dette beløb var gået til lønninger til arbejderne i de multinationale selskaber. (Venezuelanalysis.com)

Chávez-regeringens økonomiske politik
Allerede i kapitel to og tre er de grundlæggende udviklinger i venezuelansk økonomi i 1980’erne og starten af 90’erne blevet behandlet, og derfor vil jeg undgå gentagelser her. Det er nok at sige, at den periode falder ind under den Fjerde Republik, eller puntofijismo om man vil, i den forstand, at der var tale om et grundlæggende forsvar for den afhængige, oliebaserede økonomi. Fra slutningen af 1988 og frem til 1998 fik dette forsvar et neoliberalistisk udtryk, idet at der var tale om store privatiseringer, udliciteringer og nedskæringer i den offentlige sektor.

Det var på den baggrund, at Hugo Rafael Cávez Frías i februar 1999 overtog præsidentembedet. Den bolivariske revolutions økonomiske politik havde fra første færd en klart progressiv karakter. Regeringen forsøgte at vende bølgen med privatiseringer og satsede i stedet på at bruge olieindtægterne til flere offentlige investeringer. Det første led i denne kampagne var at få oliepriserne tilbage på et niveau, hvor det var muligt at akkumulere kapital til det formål. Således tog Chávez i 2001 på rundtur til de forskellige lande, der var medlemmer af OPEC for at forhandle aftaler på plads om overholdelse af de fælles kvoter for olieproduktion. Dette var til stor irritation for de imperialistiske lande, da det betød, at olieudbuddet blev mindre og dermed dyrere. Turnéen gav gode resultater, og oliepriserne steg næsten uafbrudt fra 2001 til 2008 fra det lave 16,2 dollars per tønde til omkring 160 dollars på dets højdepunkt i 2008.

Som beskrevet i detaljer i kapitel to var regeringens oprindelige projekt at rydde op i PDVSA. Men hurtigt måtte Chávez sande, at problemet var endnu mere graverende end først antaget, og at en oprydning var mere kompliceret end som så. Regeringen valgte at rulle tyve års privatiseringspolitik tilbage ved at opsige mange af de kontrakter, der var indgået med de multinationale selskaber. Det blev også fastslået, at i de få tilfælde, hvor der kunne være tale om en fortsat kontrakt, skulle staten have aktiemajoriteten, og beskatningen på omsætningerne skulle ligge på 68 procent.

Disse forholdsregler vakte naturligvis harme både hos imperialismen og det venezuelanske oligarki. Det var netop disse midler, sammen med starten på en jordreform og andre progressive tiltag, som forfatteren har set nærmere på i kapitel to, der lagde grunden for oligarkiets fejlslagne statskup i 2002 og arbejdsgiverlockouten i december samme år. I kølvandet på denne begivenhed kunne regeringen endelig begynde en form for oprydning, der i det mindste fjernede de mest korrupte teknikere og topledere fra PDVSA.

Fra 2004 og frem var den katastrofale sabotage mere eller mindre udbedret, og oliepriserne steg kraftigt, hvilket gjorde regeringen i stand til endelig at ophobe en vis kapital, sådan som den havde planlagt fra starten. Pengene blev brugt på store velfærdsprojekter, såsom Barrio Adentro (gratis lægehjælp i slumkvartererne) og Missiones (alfabetiserings-kampagne og gratis gymnasielle uddannelser). Resultaterne var imponerende: Andelen af venezuelanere, der lever under fattigdomsgrænsen, blev fra 2003 til 2008 reduceret fra 62.1 procent til 31.5 procent af befolkningen. Antallet af mennesker, der lever under ekstrem fattigdom, blev reduceret fra 29 procent i 2003 til 9.1 procent i 2008. (Eric Toussaint: Bolivarian Venezuela at the crossroads, Part 3: The Venezuelan economy: in transition towards socialism)

Allerede i november 2005 var analfabetismen faldet til 0,10 procent af befolkningen, hvilket er under det niveau, som FN\’s uddannelsesorganisation UNESCO har sat for, hvornår man kan sige, at et ”område er befriet for analfabetisme”

Desuden blev milliarder af dollars skudt ind i en omfattende udvikling af landets infrastruktur. På den ene side blev der bygget tre nye metro-linjer i Caracas, som blev indviet i 2006. Dette gjorde trafikken i storbyen langt mere overkommelig og var en tiltrængt fornyelse, i og med at byen var vokset med mere end halvanden million indbyggere over de seneste tyve år uden nogen nævneværdig fornyelse af infrastrukturen. Ydermere blev der bygget en metrolinje, der forbandt Caracas med satellitbyen Los Teques, hvilket sparede tusinder af arbejdere for en halv til en hel times transport. En anden ny toglinje forbandt Caracas med den anden Charallave i de sydøstlige Valles del Tuy og en telegraflinje, Metro Cable, gjorde det i 2009 muligt at blive trukket op igennem bjergsidernes tætbefolkede kvarterer, hvilket igen sparede dets beboere for meget besvær og tid med transporten.

I modsætning til hvad en neoliberalistisk doktrin vil hævde, var disse træk efter forfatterens mening umådeligt positive, ikke kun ud fra et socialt synspunkt, men også ud fra et økonomisk. Uddannelse af millioner af mennesker frigør et hidtil uudnyttet potentiale, nemlig befolkningens kreativitet og opfindsomhed, hvilket er essentielt for at få en økonomi på rette spor. Medicin, sundhed, udryddelse af børnedødelighed og generelt større social sikkerhed er ikke spild af penge, men er derimod et skridt på vejen imod en solid reproduktion af arbejdskraften, som sikrer, at der er nye hænder til at tage fat, og at der er sikkerhed for, at arbejdsskader ikke skaber usikkerhed på arbejdsmarkedet.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle landets problemer er løst. De nye velfærdsydelser, som stadig er begrænsede og mangelfulde, er kun noget, der giver et potentiale, men ikke udløser det. For at nå dertil er det selvfølgelig nødvendigt at finde beskæftigelse til alle disse nyuddannede mennesker. Dette kan kun ske ved at udvide produktionen. Og her kommer vi tilbage til det samme dilemma: Hvordan kan man gøre op med olieøkonomien og den dårlige, afhængige cyklus?

Zigzag kurs på spørgsmålet om produktion
Regeringens svar på ovenstående spørgsmål har været rimelig tvetydigt. Man kan uden overdrivelse tale om en zigzag kurs i regeringens politik på spørgsmålet om udvidelse af produktionen. Præcis ligesom Medina Angarita i 1940\’erne har Chávez i første omgang forsøgt at sætte sin lid til en såkaldt ”nationalistisk” sektor af borgerskabet. I flere omgange har han givet billige kreditter og endda store tilskud til mindre kapitalistiske selskaber, som incitament til produktion.

Omvendt har han flere gange måttet sande, at han ikke har formået at vinde nogen nævneværdig opbakning eller tillid hos de kapitalejere, som han febrilsk har forsøgt at opmuntre. Faktisk var det karakteristisk, at netop det lag så til med passiv (og i nogle tilfælde aktiv) sympati på alle de hidtidige forsøg på at vælte ham. De har sagt, at den ”legale ramme” ikke var stabil. Med andre ord frygtede de ekspropriationer eller reguleringer, som var folkelige krav i Chávez’ bagland.

Chávez har samtidig vist sig at være yderst uberegnelig i de venezuelanske kapitalisters optik. Han har gang på gang truet de største kapitalistiske selskaber, f.eks. fødevarekæden POLAR, som er ejet af den stenrige Enrique Mendoza, med ekspropriering, hvis ikke de overholder de regler og priskontroller, som hans regering har fremsat. En artikel i det borgerlige finansmagasin Reporte Diario de la Economia fra den 13. januar 2010 forklarede situationen således:

”Chávez sender blandede signaler til den private sektor: han truer med ekspropriering af virksomheder, som hæver priserne med gode begrundelser, men han tilbyder 1 milliard dollars i kredit og subsidier som incitamenter og opfordrer til dialog med arbejdsgiverne.

Svækkelsen af Bolívaren [efter devalueringen i januar 2010, AB] gør de venezuelanske produkter relativt billigere, men arbejdsgiverne tvivler på, om de skal investere under en recession. Udover det har de måtte gå igennem år med intimidering fra præsidenten, som har nationaliseret vidtrækkende industrielle sektorer.”

Som vi skal se, er den bolivariske regering gået et langt stykke i dens indtog imod den private ejendomsret, og nogle dele af økonomien er blevet nationaliseret. Men alligevel er det en kendsgerning, at 70 procent af landets BNP skabes af den private sektor. (El Universal, 19. juli 2010: Sector privado aún controla dos tercios de la economía en Venezuela)

Staten kontrollerer kun knap 25 procent af bank- og finanssektoren (Venezuelanalysis.com). Som formanden for det nationale statistikinstitut, Elías Eljuri indrømmede i et interview med avisen El Universal 9. januar 2010, så er ”økonomien stadig kapitalistisk”.

Opretholdelsen af en kapitalistisk økonomi, men med en masse reguleringer og trusler om ekspropriering har betydet, at Venezuela har oplevet en rimelig kaotisk situation, hvis konsekvenser jeg vil gå i detaljer med længere fremme. Men i første omgang er det nødvendigt at spørge, hvorvidt regeringens tvetydige strategi med dens økonomiske politik har skabt en virkelig udvidelse af produktionen, for at sætte en stopper for den massive import af forbrugsvarer.

Tallene taler desværre for dem selv; Under Chávez-regeringen er der blevet investeret mindre i fast kapital end under de tidligere regeringer. Produktionen af fødevarer har heller ikke vist sig at give synderligt gode resultater: Ifølge avisen Utimas Noticias den 18. december 2009, var der i 2009 en nedgang i produktionen af de fleste basale fødevarer, f.eks. majs: 26 procent, kaffe: 27 procent, sukkerrør: 12 procent, kartofler:15 procent og appelsiner: 25 procent.

Det er rigtigt, at der fra 2004 til 2008 var en vis fremgang i produktion af forskellige varer, men det bar præg af en bestemt kortsigtet, konjunkturbestemt fremgang, hvor kapitalisterne investerede med hurtige profitter for øje. Men i det store hele har de ikke rørt en finger for at industrialisere landet. Faktisk viste en undersøgelse fra Conindustria, at der over de seneste 10 år er blevet lukket omkring 4.000 små og mellemstore fabrikker i Venezuela.

Teorien om den permanente revolution
Grunden til, at det venezuelanske industriborgerskab er svagt og altid har foretrukket en alliance med godsejerne og de multinationale olieselskaber, frem for en uafhængig kurs, er som sådan ikke noget, der er unikt for Venezuela. Det er tværtimod et generelt træk for borgerskaberne i de koloniale og semi-koloniale lande. De er kommet for sent ind på historiens scene og er derfor ude af stand til at spille den samme rolle som f.eks. det engelske borgerskab i revolutionen i 1600-tallet eller det franske i 1789. De har for mange bånd til godsejerne til at lave en jordreform og for mange bånd til imperialismen til at kæmpe for national suverænitet. Med andre ord er de ude af stand til at gennemføre opgaverne i den borgerlige, eller om man vil nationaldemokratiske, revolution. I Venezuela ses dette klart i borgerskabets totale uduelighed i forhold til at industrialisere landet og bryde med den afhængige olieøkonomi.

Det var Leon Trotskij, som første gang forklarede denne historiske lov, med baggrund i en indgående analyse af Rusland. Allerede i hans værk fra 1905, der bar titlen Resultater og perspektiver, forudså han, at borgerskabet i de tilbagestående lande ville være ude af stand til at spille en revolutionær rolle, og at det ville være arbejderklassen, som måtte tage den borgerlige revolutions opgaver (jordreform, virkeligt demokrati, national uafhængighed, osv.) i dets hænder. I sit senere værk fra 1930, kaldet Den permanente revolution, uddybede han denne teori. Det er værd at citere nogle af hans afgørende konklusioner i den henseende:

”Revolutionens borgerlige karakter kunne dog ikke på forhånd besvare spørgsmålet om, hvilken klasse der ville lede den demokratiske revolution, og hvad det gensidige forhold imellem disse klasser ville være.” (The Permanent Revolution, side 3, min oversættelse AB)

”I lande med en sen borgerlig udvikling – især de koloniale og halvkoloniale lande – betyder teorien om den permanente revolution, at den fuldstændige og virkelige løsning af deres opgaver med at opnå demokrati og national frigørelse, kun kan ske gennem proletariatets diktatur, som leder den undertrykte nation – frem for alt dets bondemasser. (L. Trotskij: Hvad er “Den permanente revolution”? – Grundlæggende postulater)

”Perspektivet om proletariatets diktatur vokser således her præcis ud af den borgerlig-demokratiske revolution. Proletariatets diktatur syntes sandsynligt og endda uundgåeligt på grundlag af den borgerlige revolution, præcis fordi der ikke var nogen anden vej til at løse den agrariske revolutions opgaver” (The Permanent Revolution, side 58, min oversættelse AB)

”Den permanente revolution er ikke noget isoleret spring fra proletariatets side, men snarere genopbygningen af nationen under proletariatets ledelse” (ibid., side 63)

Senere skulle flere latinamerikanske socialister komme til præcis den samme konklusion. De havde et meget sporadisk kendskab til Trotskijs skrifter, men drog de samme konklusioner på baggrund af den konkrete økonomiske og politiske situation i de pågældende lande. Jeg tænker her især på den peruvianske José Carlos Mariátegui og den cubanske Julio Antonio Mella. I tillæg 1 vil jeg se på nærmere på disse latinamerikanske socialisters tænkning.

Krisens årsager og effekter i Latinamerika
2003-2008 repræsenterede en enorm ekspansion af Sydamerikas økonomi. I gennemsnit voksede kontinentets bruttonationalprodukt (BNP) med 5,2 procent årligt. Venezuela var særligt fremskredent med et årligt gennemsnit på hele 10,7 procent i perioden 2004-2007. Selv i år 2008, hvor mange kapitalistiske økonomier gik i krise, kunne Venezuela slutte året med en vækst på 4,8 procent. Men de seneste prognoser viser tydeligt en nedgang. 2009 sluttede med en negativ vækst på -3,3 procent. Alle tal peger på en heftig nedgang i produktionen: fremstillingsindustrien, som udgør 16 procent af det samlede BNP, faldt med 7,2 procent i 2009. Bilproduktionen faldt med 17.39 procent.

En af hovedårsagerne til kontinentets vækst i årene 2004-2007 var en tiltagende eksport til USA, Europa og Kina. Men hvis man kigger på tallene fra januar til oktober 2008, så faldt overskuddet på betalingsbalancen i forhold til handel med USA, med 23,6 procent. Hvis den eksport, som Mexico genererer, undtages fra regnestykket, ville faldet være på 60 procent. (Luís Enrique Barrios: La economía de América Latina: del crecimiento al despeñadero. Revista América Socialista, Fundación Féderico Engels, 2009, side.13)

Opsvinget i USA og Europa – og dermed de latinamerikanske økonomiers stigende eksport – var i hidtil uset omfang baseret på kredit. I Danmark så vi boligboblen, hvor ejere af fast ejendom kunne låne ”helt op til taget”, ved at angive hvilken friværdi de angiveligt kunne realisere ved et eventuelt salg. Men dette var en kunstig måde at forlænge opsvinget på. Faktum er, at der var tale om øget forbrug uden en reel udvikling af produktivkræfterne.

Opsvinget i verdensøkonomien skabte stor efterspørgsel efter råstoffer. Prisen per olietønde nåede op på det rekordhøje 147 dollars i juli 2008. Ligeledes steg priserne på kobber, aluminium, cement og andre råstoffer, som Sydamerika er masseproducent af. Men krisens indtog har betydet enorme fald i efterspørgslen på verdensmarkedet og dermed også på disse råstoffers priser. Således røg prisen på en tønde olie ned på kun 37 dollars i juli 2009. Senere stabiliserede den sig dog og ligger i dag på omkring 60 dollars. Alligevel har faldet været katastrofalt for Venezuelas økonomi: Ifølge en rapport fra Venezuelas nationalbank faldt olieindtægterne med 35,3 procent, fra 89,1 milliarder dollars i 2008 til 57,61 milliarder i 2009.

En anden faktor, der har betinget Venezuelas og de andre sydamerikanske landes krise, er faldet i DFI (Direct Foreign Investment, direkte udenlandsk investering). Fra januar til september 2008 blev der investeret 55 milliarder dollars. Men dette tal var 18 procent mindre end det tilsvarende for 2007. Som et biprodukt faldt værdien af kontinentets aktier fra 58 milliarder dollars i maj 2008 til 20,5 milliarder i december 2008.

Eksport af olie udgør 30 procent af Venezuelas BNP, og indtægterne fra olieproduktionen udgør 50 procent af landets statsbudget. Med en oliepris, der som nævnt er faldet dramatisk, har krisen ladet sig mærke i Venezuela. Dette sås især i marts 2009, da regeringen så sig nødsaget til at skære budgettet ned med 11 mia. bolívares fuertes, hvilket svarede til nedskæringer på syv procent. Samtidig valgte man at sætte IVA (hvad der svarer til moms) op fra 9 til 12 procent. Disse forholdsregler viste sig alligevel ude af stand til at forhindre krisens indtog i Venezuela.

Venezuelas nuværende økonomiske og sociale problemer
Jeg har op til nu skitseret både nogle positive og negative sider ved de første år med den bolivariske regering ved magten. Men det er klart, at det politiske panorama har ændret sig gevaldigt fra 2009, da den verdensomspændende recession begyndte at lade sig mærke i Venezuela. Opretholdelsen af en kapitalistisk økonomi betød uundgåeligt, at Venezuela blev ramt af den økonomiske krise. Samtidig så man nye problemer, som dels var relateret til Venezuelas specielle økonomiske struktur og dels til den bevidste økonomiske sabotage, som landets opposition har ført imod regeringen. Vi kan dele de vigtigste problemer op i fem punkter, som selvfølgelig hænger sammen og påvirker hinanden:

1) Mangel på fødevarer
Officielle tal (fra maj 2005) viser, at fødevareproduktionen udgør 6 procent af det samlede BNP. 70 procent af alle fødevarer i Venezuela importeres fra Brasilien, Columbia, USA, Canada og andre lande. Fra 2007 og til dags dato har venezuelanerne oplevet skiftende mangel på basale fødevarer. Nogle gange har det været kaffe, andre gange madolie, sukker, ris, mælk eller bønner, som ikke har været at finde på supermarkedernes hylder.

Venezuelas ”fødevare-krise” skyldes flere ting. På den ene side er der en klar sabotage fra kapitalisterne i fødevaresektoren, som med fuldt overlæg tilbageholder varer for at skabe mangel. I flere omgange har sociale organisationer, heriblandt de revolutionære bønders front, FNCEZ (Frente Nacional Campesino Ezequiel Zamora), afsløret sådanne tilfælde af sabotage. Lagre fyldt med ris og andre fødevarer blev optrevlet, alt imens supermarkedernes hylder stod tomme.

I 2007 og starten af 2008 var den økonomiske sabotage i fødevaresektoren på sit højdepunkt. I en artikel om disse begivenheder forklarede Jorge Martín, hvordan de venezuelanske myndigheder havde konfiskeret enorme mængder fødevarer, der var blevet gemt væk, for bevidst at skabe fødevaremangel:

”Mandag den 21. januar konfiskerede nationalgarden mere end 500 tons mad, der var ved at blive smuglet ud af landet til Colombia ved grænsestaten Táchira. Blandt de konfiskerede produkter var flere af de produkter, der har været mangel på i venezuelanske butikker i månedsvis, heriblandt sukker, ris, pasta og mælk.

I delstaten Zulia (ledt af oppositionsguvernøren Manuel Rosales) blev yderligere 400 tons konfiskeret, og mere end 190 butikker fik bøder. Alt i alt er der blevet konfiskeret 1.600 tons, alene i delstaterne Táchira, Zulia og Alto Apure. Efter en uge var tallet oppe på 5.000 tons i denne region alene, det overvældende flertal af varer fundet i lagre.

I den østlige del af landet havde nationalgarden efter en uge konfiskeret 8.000 tons mad, hovedsageligt i delstaterne Anzoátegui, Bolivar og Monagas, som derefter blev solgt til regulerede priser til forbrugerne. Yderligere 770 tons blev konfiskeret i den central-vestlige del af landet. Disse tal giver en fornemmelse for, hvilke højder sabotagen havde nået, og de er sikkert kun toppen af isbjerget.” ( J.Martin: Struggle against food sabotage begins)

Artiklen forklarer ydermere, hvordan store fødevareproducenter som Nestlé og Polar deltog i sabotagen. Formålet med denne boykot har dels været at miskreditere regeringen og dels at give et ekstra kick til inflationen. Nogle analytikere påpeger, at situationen på mange måde minder om den sabotage, som Salvador Allende-regeringen i Chile var udsat for i starten af 1970’erne. (E.Golinger: ”We are in an economic war”)

Selv den priskontrol, som den venezuelanske regering har indført for at stoppe inflation på basale fødevareprodukter, har vist sig uduelig. F.eks. blev det afsløret i februar 2009, at adskillige fødevareproducenter bevidst nægtede at producere almindelig ris og i stedet omlagde produktionen til at producere luksusris med tilsatte stoffer, for derved at undgå priskontrollen. ( Aporrea.org, 1.marts 2009: http://www.aporrea.org/imprime/n129878.html)

Samtidig er det sorte marked vokset bl.a. ved hjælp af illegal indsmugling af fødevarer fra Columbia. Bureaukrater i dele af de statslige supermarkedskæder, Mercal og PDVAL, har også stjålet produkter, for derefter at sælge dem på det sorte marked til overpriser. Både regeringen og arbejderne i supermarkedskæderne har forsøgt at stoppe dette misbrug – men ikke uden omkostninger, F.eks. blev et medlem af PSUV, som havde afsløret omfattende korruption i Mercal, dræbt af ukendte gerningsmænd i slutningen af februar 2009. (Aporrea.org, 5. marts 2009)

2) Jordreform uden store resultater
Ligesom andre latinamerikanske lande har Venezuela haft en enorm ujævn fordeling af jorden. Ifølge en national optælling af landbruget var situationen i 1997 værre end før den første jordreform i 1960. Fem procent af de største jordejere ejede 75 procent af al jorden, imens de 75 procent mindste jordejere ejede blot 6 procent. (Gregory Wilpert: Land for People not for Profit in Venezuela: http://venezuelanalysis.com/analysis/1310)

Chávez-regeringens første jordreform, som blev indført per dekret i slutningen af 2001, var yderst moderat. Faktisk gav den kun regeringen lov til at konfiskere og distribuere ubenyttet jord på mere end 5.000 hektarer og 100 hektarer for henholdsvis forholdsvis og yderst frugtbar jord. I 2005 måtte regeringen erkende, at dette langt fra var nok og de ændrede derfor parametrene til hhv. 3.000 og 50 hektarer. Alle ekspropriationer ville ske med kompensationer til de tidligere ejere i forhold til gældende markedspriser.

I en interessant artikel, skrevet af Søren Henriksen til bladet Gaia efter en rundrejse i Venezuela i 2004, forklaredes nogle af problemerne med jordreformen:

”Selvom jordreformen kritiseres kraftigt af de store jordejere, og at den øjensynligt spillede en central rolle under kupforsøget, så kritiseres den blandt nogle jordløse for ikke at være vidtgående nok.

Den uddelte jord ejer staten stort set altid i forvejen. Således rammer loven sjældent de store multinationale selskaber, medmindre deres jord ligger ubrugt hen. Og selv hvis dette er tilfældet, så tilbydes der inden for en toårig periode mulighed for at opstarte produktion og dermed undgå ekspropriering.

(…)

Men omfordelingen foregår ikke problemfrit. På trods af at INTI [Det nationale institut for jordfordeling] er oprettet for at sikre handlekraft uden bureaukrati, så forsinkes mange af jordoverdragelserne alligevel. Det er f.eks. umuligt at undgå, at INTI må sende sager gennem andre ministerier, når de skal skaffe landbrugsmaskiner til et nyt kooperativ.

Ministerierne og administrationen er fyldt med embedsmænd fra de gamle borgerlige regeringer. Ofte er det ikke blot bureaukrati, der hindrer sagsbehandlingen, men decideret modarbejdelse og obstruktion.

Hvorvidt jordreformen bliver gennemført afhænger i høj grad også af, hvem der sidder på magten i de enkelte delstater, og hvem der dermed har kontrol over de lokale politistyrker.” (Søren Henriksen: Venezuela: Sten på vejen)

Jordreformens resultater har indtil videre været forholdsvis beskedne. Ved slutningen af 2004 var 2 millioner hektar jord blevet fordelt, og i juni 2010 er dette tal oppe på 2,5 millioner hektar. (James Suggett: Venezuelan Land Law Reform Promises “Land for Those Who Work on It”)

Flere af bøndernes organisationer hævder imidlertid, at disse resultater ikke udgør en ”grundig” jordreform, eftersom at de fleste af disse omfordelinger i virkeligheden bare er en legal anerkendelse af sager, hvor bønder ikke har noget skøde på den jord, som de allerede dyrker. De har tilføjet, at det i virkeligheden er meget lidt af storgodsejernes jord, der bliver ramt af jordreformen.

Den 15. juni 2010 måtte det venezuelanske parlament radikalisere jordreformen ved at definere grænsen for urimelige jordbesiddelser, hvad der i Latinamerika kaldes for latifundio, som enten at være over gennemsnittet i den pågældende delstat eller at producere under 80 procent af sin kapacitet. Dette var en klar indirekte indrømmelse af, at de første forsøg på jordreformer under den bolivariske revolution er slået fejl.

Den samme erkendelse kan læses i den nationale bondefronts årsmødeberetning fra juli 2010, hvor det hedder, at man vil ”fortsætte med at kæmpe for den konkrete udmøntning af de landbrugslove, som revolutionen har vedtaget og reformen af andre love, som forsinker revolutionen”.

Drømmen om en gennemgribende landbrugsreform hænger tæt sammen med visionen for et mere selvstændigt Venezuela, der kan forsyne sig selv med egne fødevarer. Men som vi har set med de nyeste tal for produktionen af grønsager, er der lang vej at gå for Venezuela på denne front.

3) Inflation
Manglen på fødevarer er ledsaget af en ekstremt høj inflation. I 2008 lå inflationen på 30,9 procent og i 2009 på 25,1 procent. Ultimas Noticias skrev den 8. maj 2010, at den akkumulerede inflation i de første fire måneder af 2010 var på hele 11,3 procent, imens den tilsvarende periode i 2009 kun havde haft en inflation på 6,7 procent.

Ifølge det nationale institut for statistik er La Canasta Alimentaria Normativa, som er en beregning af minimums-leveomkostningerne for en person, hvad angår mad, steget fra 749,3 bolívares i januar 2008 til hele 1.298,76 bolívares i juni 2010. Dette betyder altså, at leveomkostningerne for mad er steget med 73 procent i en periode to og et halvt år. Dette er sket med begrænsede lønstigninger, hvilket har udhulet de venezuelanske arbejderes købekraft. F.eks. ligger mindstelønnen i skrivende stund på 1.070 bolívares.

Denne kombination af mangel på fødevarer og skyhøj inflation er utroligt farlig for regeringens popularitet, da det især rammer de fattigste dele af befolkningen, lige præcis Chávez’ bagland og traditionelle kernevælgere.

4) Det sorte marked og den monetære krise
Kombineret med de andre problemer har vi den monetære krise og den enorme spekulation, som den har båret med sig, hvilket samtidig påvirker alle aspekter af livet i Venezuela. Efter arbejdsgiverlockouten i 2003 så regeringen sig nødsaget til at indføre en vekselkontrol, hvilket betød, at adgangen til dollars blev begrænset. Nu skulle alle, der ville rejse ud af landet, søge om at få vekslet penge, og der var et loft på, hvor meget hver person kunne veksle eller trække i dollars via kreditkort i udlandet. Samtidig måtte virksomheder søge om at få vekslet deres penge fra den nationale møntfod til dollars.

Formålet var at undgå en massiv kapitalflugt, hvilket var en berettiget bekymring. Problemet var og er, at regeringen ikke har nogen fuld kontrol med udenrigshandlen, hvilket har gjort det til en sport for store erhvervsforetagender at kaste penge ind og ud af landet, som det passer dem, uden nogen hensyn til arbejdspladser, miljø eller generel udvikling af Venezuela. Vekslekontrollen var således et forsøg på at begrænse kapitalens frie bevægelighed, men uden et egentligt opgør med kapitalen selv.

Hurtigt skulle det dog vise sig, at denne forholdsregel havde andre alvorlige konsekvenser: Der udviklede sig lynhurtigt et sort marked, hvor udenlandske kapitalister kunne sælge deres dollars til priser, der var langt over den officielle vekselkurs. Køberne var dels andre kapitalister, dels frustrerede middelklassefamilier, der skulle ud og rejse og agtede at bruge mere end det legalt fastsatte beløb. Et andet problem var, at mange af de kreditter og tilskud, som regeringen gav til de ”produktive sektorer” i håb om at de investerede i teknologi og udvidelse af produktionen, havnede på det sorte markeds spekulationsbølge.

Det sorte marked udviklede sig til en sand forretning for tusinder af mennesker i Venezuela. Det nåede sit højdepunkt i slutningen af 2009, da dollaren blev handlet til 4 gange dens officielle værdi. Det vil sige, at mens man i de lovlige vekselkontorer kunne få 2,3 bolivares for hver dollar, kunne man på det sorte marked få 8 eller måske endda 9 bolivares for hver dollar.

I januar 2010 og senere i maj 2010 forsøgte Chávez at komme det sorte marked til livs ved forskellige midler, bl.a. en devaluering af møntfoden, men indtil videre er det en uløst problematik, der betyder, at der er stor ulighed imellem dem, der har adgang til dollars og kan sælge dem, og dem der slet ingen adgang har.

5) Mangel på planlægning, korruption og magtmisbrug i den offentlige sektor
Det femte store problem i den venezuelanske økonomi, som på en måde er hovedproblemet og det, der skaber de andre problemer; opretholdelsen af markedsøkonomien. Så længe, der eksisterer en kapitalistisk markedsøkonomi, er generel planlægning umulig. Det er karakteristisk, at der er så fuldstændig en anarkisk situation i den venezuelanske produktionskæde. I kapitel 5, der handlede om fabriksbesættelser og arbejderkontrol, har jeg givet flere eksempler på fabrikker, der simpelthen står stille hen, fordi deres underleverandører af råmaterialer også er gået i stå. Men der er ingen virkelig planlægning, for at få produktionskæden til at glide og øge produktionskapaciteten.

Et andet problem, som hænger sammen med dette tema, er korruption. I slutningen af maj 2010 brød en skandale ud, hvor det blev opdaget, at en gruppe korrupte ledere i PDVAL, et af regeringens supermarkedskæder, der sælger billige fødevarer, havde gemt trailere med tusinder tons fødevarer væk. En senere undersøgelse, der blev foretaget af arbejdere indenfor PDVAL og refereret i Ultimas Noticias 9. juni 2010, fastslog, at der var tale om et sandt mafia-netværk; flere højtstående distributionsledere levede af at gemme varer væk, sælge dem andetsteds eller beholde dem indtil efter fødevarernes udløbsdato, så de kunne bestille nye ordrer.

PDVAL-affæren er langt fra enestående, og regeringen har forsøgt at stoppe korruptionen og har fængslet og sanktioneret dem, der har været involverede, men problemet er rimelig komplekst. Sagen er, at det kun er igennem klare kontrolmekanismer fra bund til top, at man kan komme korruption fuldstændigt til livs. Nødvendigheden af arbejder- og forbrugerkontrol er således større end nogensinde før.

Regeringens modsvar til krisen
Regeringen har forsøgt at mindske krisens effekter og stoppe sabotagen, men dens politik har gang på gang vist sig utilstrækkelig.

Med hensyn til sabotagen har Chávez truet kapitalisterne med eksproprieringer. F.eks. har han i offentlige taler gang på gang truet den store fødevareproducent Polar med ekspropriering, men uden at følge ordene op med handling. I enkelte tilfælde valgte han at nationalisere f.eks. den amerikanske risproducent Cargill, kaffeproducenten Famas de América, supermarkedskæderne Éxito og Cada (som i dag hedder Abastos Bicentenario).

På den anden side har regeringen indført priskontrol på en hel række basale fødevarer. Men kapitalisterne i fødevaresektoren har svaret igen ved enten at stoppe produktionen af de regulerede produkter eller ved at omlægge produktionen til luksusudgaver af de samme produkter, som ikke er omfattet af priskontrollen, hvilket vi så i eksemplet med risproduktionen. Således er resultatet af priskontrollerne det stik modsatte af intentionen; mangel på basale fødevarer.

Allerede fra 2005 begyndte regeringen at nationalisere nogle dele af økonomien. I begyndelsen af 2007 blev det fulgt op med nationaliseringerne af CANTV (det store telefonselskab), Caracas’ el-selskab og andre virksomheder. Som allerede nævnt indbefatter nationaliseringerne i 2008 Banco de Venezuela, SIDOR, Cemex, La Fargue, aluminiumsfabrikken Rialca, mejeri-kæden Los Andes og andre fabrikker.

Disse nationaliseringer er skridt i den rigtige retning, idet de udgør et forsøg på at bryde med oligarkiets magt. Masserne har da også mødt nationaliseringerne med stor entusiasme. En meningsmåling foretaget af IVAD (Insistituto Venezolano de Análisis de Datos) fra maj 2008 viste, at 56 procent af de adspurgte støttede nationaliseringen af cementindustrien mod blot 33 procent imod. 53,1 procent var enige med beslutningen om at nationalisere SIDOR og 30,9 procent uenige. Meget sigende var resultatet på spørgsmålet, ”Ville de være enig med nationalisering af fødevare-sektoren?” (som endnu ikke er blevet nationaliseret) at 50,1 procent svarede ja, og 42,1 procent svarede nej.

Til gengæld bør det fastslås, at enkelte nationaliseringer i sig selv ikke løser problemerne. Indtil videre har nationaliseringerne kun omfattet nogle begrænsede dele af økonomien, imens de store selskaber, såsom de fleste banker, det meste af fødevaresektoren, supermarkedskæderne og betydelige dele af industrien ikke er blevet berørt.

Dette har skabt en noget kaotisk tilstand for den venezuelanske økonomi. På den ene side kan kapitalismen ikke fungere på en ”normal” måde, eftersom at regeringen opstiller alle mulige slags forhindringer, reguleringer, trusler osv. for den private kapitals frie bevægelse. På den anden side er det heller ikke muligt at lave en omfattende socialistisk planlægning af økonomien, da omfattende afgørende dele stadig er på private hænder.

Der er ikke brug for delvise nationaliseringer men derimod en ekspropriering af alle de afgørende dele af økonomien; bankerne, industrien, supermarkedskæderne og jorden. Først da er det muligt at lave en socialistisk plan for at få hele produktionskæden til at køre harmonisk rundt.

Findes der en vej ud af labyrinten?
Som vi har set i dette kapitel, er den venezuelanske olieøkonomi lidt af en labyrint. Forstået på den måde at den vildleder, og på en måde gør klasseundertrykkelsen en tand mere kompliceret, men også skarpere i dens udtryksform. Et land med ekstremt ujævn og kombineret udvikling har også det træk, at klassekampen foregår efter samme mønster; Der findes elementer af de mest avancerede former for fagforeningsorganisering og elementer af de mest tilbagestående former, side om side. I Venezuela er det oftest de traditionelt mere tilbagestående lag, der springer frem og går i kamp på et kvalitativt mere avanceret grundlag, end de grupper af arbejdere, der regnes for de ”hårde bataljoner”. Det er en af de kendsgerninger, der har givet den venezuelanske klassekamp sin vilde og uregerlige natur, herunder bølgen af fabriksbesættelser.

Læseren kan måske få det indtryk, at forfatteren har en negativ indstilling til Venezuelas økonomiske fremtidsudsigter. Men faktisk har de seneste år netop bekræftet, at det er muligt at komme ud af labyrinten, udvikle Venezuela og befri dets indbyggere for den armod, som flertallet har levet under. Resultaterne med uddannelse, sundhed og infrastruktur viser, at hvis man angriber de riges monopol på olierigdommen, er det fuldt ud muligt at give markante forbedringer til masserne. Dog skal det præciseres, at uden et fuldstændigt opgør med kapitalismen vil problemerne hobe sig op. Hvis der er en erfaring, som vi kan udlede af det halvandet år, som Venezuela har været ramt af verdenskapitalismens krise, så er det, at en opretholdelse af kapitalismen betyder, at man får alle dens konsekvenser med i bagagen – herunder nedskæringer, inflation og arbejdsløshed.

Mens det store flertal i Venezuela stadig må knokle og arbejde 8, 10, 12 eller flere timer om dagen, så skovler de multinationale og de store kapitalejere fortsat milliarder ind. Således viste tal fra den borgerlige avis El Reporte Diario de la Economia den 5. februar 2010, at den private sektor af bankvæsenet havde tjent 2,615 milliarder dollars i 2009, hvoraf hele 83 procent kom fra gebyrer. Man kan spørge sig selv, om ikke det ville være fornuftigt at investere dette beløb i en plan for at udvikle Venezuela, i stedet for at lade en lille skare grådige finanskapitalister løbe med gevinsterne.

Hovedproblemet er, at det er umuligt at stole på et ”nationalistisk” industriborgerskab. Det venezuelanske borgerskab har haft årtier til at vise, hvad det duer til. Det er en helt igennem parasitarisk klasse, som aldrig har været interesseret i at udvikle landet, men kun i at administrere en ”havneøkonomi”, hvor det kunne få sin del af kagen. Økonomen André Gunder Frank gik så langt som til at kalde det for et ”Lumpen-borgerskab”. Derfor er det på tide at sætte vores tillid til en anden klasse – den venezuelanske arbejderklasse, der kan organisere resten af nationens undertrykte omkring sig; de fattige byboere, arbejderungdommen, de fattige bønder, de arbejdsløse, småhandlende, osv.

Med en socialistisk planøkonomi ville det være muligt at tackle alle de problemer, som er frembragt af landets nuværende turbulente situation:

• Et statsmonopol på udenrigshandlen ville relativt hurtigt sætte en stopper for den værste spekulation. Staten ville blive i stand til at få fuld kontrol med eksport og import.
• En plan for industrialisering af landet kunne gennemføres uden kapitalisterne. Et råd sammensat af 1/3 repræsentanter fra arbejderne på det enkelte industriprojekt, 1/3 fra fagbevægelsen og 1/3 fra staten kunne planlægge opbygningen af fabrikker, der kan producere nogle af de mange forbrugsvarer, som landet importer.
• En radikalisering af jordreformen ville betyde, at godsejernes herredømme på landet endeligt kunne blive til fortid. Bønderne kunne få billig kredit af staten, så der kunne investeres i tidssvarende teknologi, mejetærskere, traktorer, osv. På den måde kunne Venezuela hurtigt formindske sin gigantiske import af fødevarer.
• Arbejdsløshed og den enorme uformelle økonomi kunne ophæves ved at planlægge produktionen i forhold til arbejdsstyrken.
• Nationalisering af bankvæsnet ville ikke blot betyde, at de multinationale bankers superprofitter og spekulation kan stoppes. Det ville også betyde, at revolutionen kan styre kredit på stor skala, hvilket er afgørende for at kunne styre økonomien.

Produktionen kunne ”mangfoldiggøres”, således at landets afhængighed af olie mindskes og i sidste ende afskaffes. På den måde kan Venezuela langt om længe løsrive sig fra imperialismens jerngreb.