Trods alle mulige regler for fastsættelse af arbejdsdagens længde, ferielove osv. fortsætter kampen om arbejdsdagen. Marx skrev sin bog Kapitalen i midten af forrige århundrede, og vi får ofte fortalt, at både klassekampen og Marx’ teorier er forældede. Men de grundlæggende forhold i vores samfund er ikke ændret, selvom levestandarden tydeligt er blevet forbedret siden, i og med at arbejderklassen har organiseret sig og kæmpet for bedre forhold.
Lønnen er prisen på arbejdskraften
Marx forklarer, at en arbejder må sælge sin arbejdskraft til kapitalisten for en løn, som svarer til prisen på arbejdskraften. Arbejdskraften er en vare ligesom andre varer i et kapitalistisk samfund. Prisen på denne vare ? lønnen ? svarer til det, der skal til for at reproducere arbejderen. Det betyder det, der skal til for, at han eller hun kan gå på arbejde igen næste dag og alle andre dage, indtil hun skal pensioneres. Ligesom arbejde-rens familie skal reproduceres, hvilket betyder, at der selvfølgelig skal være penge nok til, at børnene kan gå i skole o.l. og selv kunne varetage et arbejde, når de er blevet voksne. Det er klart, at i dag tjener en arbejder mere, end hvad der strengt taget er nødvendig til livets opretholdelse. Marx forklarer, at lønnen selvfølgelig er afhængig af styrkeforholdet mellem arbejder og arbejdsgiver, og arbejderne i Danmark har kæmpet sig til en højere løn end eksistensminimum.
Lønnen er, hvad arbejderen får for at gå på arbejde, men det svarer ikke til, hvad en arbejder skaber af værdi. Når man fx bygger et hus, bliver huset en vis sum penge værd, men ikke alle disse penge udbetales som løn, nogle af pengene er overskud, som går til ham, der har investeret i huset. Marx kalder den værdi, som arbej-deren ikke får i løn, for merværdi. Huset er bygget af arbejderne, værdien i huset er altså skabt af disse, men de får kun en del af værdien udbetalt.
Kampen om arbejdsdagen
Marx beskriver kampen om arbejdsdagen som en kamp mellem kapitalisterne og arbejderne om længden af arbejdsdagen. På Marx’ tid kunne arbejdere, inklusiv børn, risikere at skulle arbejde al den tid, de ikke brugte på at sove ? dvs. næsten hele døgnet. Den slags arbejdsdage er heldigvis for det store flertals tilfælde afskaf-fet i Danmark. Kapitalistens ønske om at forlænge arbejdsdagen opstod, fordi, når arbejderne arbejdede læn-gere, men til den samme løn, ville den arbejdstid, hvor der blev skabt overskud til kapitalisterne være længe-re, og de ville så få et større overskud. I dag har vi indført begrænsninger på arbejdsdagens længde for at sikre, at arbejderne ikke nedslides for hurtigt. Men det betyder ikke, at kampen om arbejdsdagen er slut.
Kampen om arbejdstempoet
Selvom de fleste nu har en fastsat arbejdslængde, foregår der stadig en kamp om, hvor hurtigt arbejdstempo-et skal være. Det er kampen om, hvad Marx kalder “relativ merværdi”. Det er klart, at hvis en arbejder arbej-der dobbelt så hurtigt til den samme løn, skal hun arbejde kortere tid for at tjene sin løn ind, og overskuddet til kapitalisten bliver derfor større. Det er en kamp, som ustandseligt fortsætter, hver dag hvert minut på ar-bejdspladser landet over. Både ved at beskære pauser, indføre akkorder, hurtigere systemer, teknikker og metoder eller andet lignende. Der er stadig forskel på, hvor hurtigt man bliver nedslidt og endda på, hvor længe man lever, alt efter hvilken branche man arbejder indenfor. Hvis arbejdstempoet sættes op, så man nedslides hurtigere, medfører det for det første umenneskelige vilkår, men samtidig betyder det, at lønnen er for lav. Prisen på arbejdskraft er som beskrevet ovenfor, hvad det koster at reproducere en arbejder, og hvis en arbejder nedslides før “tid”, bør lønnen selvfølgelig stige tilsvarende.
Udbytningen er sværere at få øje på
I middelalderens feudalsystem var udbytningen (udnyttelsen) nem at se. En bonde arbejdede et vist antal dage på sin egen mark, og et vist antal dage for herremanden. I begyndelsen af industrialiseringen var udbyt-ningen stadig forholdsvis tydelig ? hvis arbejdsdagen blev sat op med to timer til den samme løn, så tjente kapitalisten værdi for to timers mere arbejde. Men udbytningen bliver stadig sværere at se med det blotte øje. Når kampen gælder arbejdstempoet, altså hvor hurtigt man arbejder, bliver kampen en kamp om hvert enkelt sekund. Nogle mener, at Marx’ begreber om merværdi er “svævende” begreber, der ikke kan bruges på virke-ligheden, men disse begreber kan observeres i virkeligheden. Det kræver ikke andet end at gå ind og se i virksomhedernes regnskaber, eller spørge enhver arbejder der de seneste år har oplevet hurtigere arbejdstem-po, uden tilsvarende lønstigninger. Sådan er virkeligheden ? en kamp om arbejdsdagen ? en kamp mellem to klasser, dem, der må sælge deres arbejdskraft, og dem, der køber den.
