Når valget afholdes den 5. juni vil fascisten Rasmus Paludans parti “Stram kurs” være at finde på stemmesedlen med et program for etnisk udrensning af Danmark. Ifølge Paludan skal alle muslimer smides ud af landet, der kun skal være for “etniske” danskere med den nazistiske parole “Danmark for danskerne”. Han har tidligere udtalt at ”Vores gader og stræder vil blive forvandlet til floder af blod, og de fremmede fjenders blod vil ende i kloakken, hvor de fremmede fjender hører hjemme.” Rendyrket racisme.
Paludans og hans racistiske politik skal bekæmpes med næb og klør. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan man bedst gør det. Det vil uden tvivl blive nævnt igen og igen, at valget falder på grundlovsdag, og at en sådan dag må alle demokratiske kræfter stå sammen. Paludan har fået det politiske etablissement til at rykke sammen i en fordømmelse af hans “provokerende” adfærd. Selv dele af venstrefløjen har fremført ideen om national enhed af alle demokratiske kræfter mod Paludan.
Efter “urolighederne” på Blågårdsplads roste Enhedslistens Pernille Skipper endda statsminister Lars Løkkes tweet: “Tager kraftig afstand fra Paludans meningsløse provokationer, der ikke har andet formål end at så splid. Mød ham med argumenter – ikke med vold. Værn om demokratiet og ytringsfriheden. Lad ikke nedsættende handlinger rettet mod bestemte grupper i DK ødelægge vores sammenhold.” Ligesom Lars Løkke skrev Skipper, at Paludan skal mødes med “argumenter ikke vold”, altså en indirekte afstandtagen fra dem, der havde protesteret mod Paludan, uden hensyn til, at det var politiet, der var skyld i balladen, i første omgang ved at have givet Paludan lov til at tale på Blågårdsplads og derefter for at agere ekstremt aggressivt. I stedet for en selvstændig venstreorienteret kritik af Paludan, lagde Pernille Skippe sig blot i kølvandet på Lars Løkke.
Men Rasmus Paludan er det direkte resultat af den racistiske politik, som Lars Løkkes regering fører. En politik der har som eneste formål at splitte arbejderklassen over nationale/religiøse linjer. I årtier er der blevet gennemført nedskæringer og angreb på arbejderklassen og de unge. I et forsøg på at aflede arbejderklassens opmærksomhed herfra er indvandrere og flygtninge blevet udråbt som syndebukke for samtlige problemer. Støjberg og regeringens retorik er ikke så grov og med så direkte nazistiske referencer som Paludans, men deres politik har længe bevæget sig i samme retning med “smykkeloven”, lejre som Sjælsmark, Lindholm, stop for modtagelsen af kvoteflygtninge osv. De har hele tiden rykket grænsen for, hvad der er tilladt, for at deres racisme skal have effekt, og det er det, som har skabt rum for, at Paludan kunne komme frem.
Regeringspartierne LA, C og V har ikke været ene om denne politik. Socialdemokraterne har konkurreret med DF om at være mest højreorienteret. Det gamle arbejderparti har en stor del af ansvaret for, at muslimer er blevet syndebukke for arbejderklassens problemer. Paludan er altså ikke faldet ned fra himlen, men er en direkte forlængelse af disse partiers politik. Han tager bare deres retorik til sin logiske og brutale konklusion.
Derfor er det også åbenlyst, at vejen til at bekæmpe Paludan og Stram kurs på ingen måde kan gå gennem national enhed med de partier, der er direkte ansvarlige for hans succes.
Tværtimod må deres politik og hykleri udstilles. Lars Løkkes sagde den 7. maj til ekstrabladet.dk, at han ikke vil “kunne bygge en regering på en politisk dialog eller indrømmelse” til Paludan, og videre “at udtrykke, at mennesker, der har været i Danmark i generationer, og som er danskere – har fået dansk statsborgerskab – de skal deporteres. Det skal man tilbage til mellemkrigstidens Europa for at kunne se afspejlet tilsvarende i den danske politiske debat.” Men hans egen regering og minister Inger Støjberg har ikke har lavet andet i sin regeringsperiode end at arbejde i retning af Paludans etniske udrensninger. Det er V, C, LA og DF, med halv opbakning fra Socialdemokraterne, som har snakket om et “paradigmeskifte”, hvor folk, der har boet i Danmark i årtier og deres børn, der er født og opvokset i Danmark, skal deporteres. Socialdemokraterne har endda arbejdet for oprettelse af lejre i Afrika, hvortil asylansøgere kan sendes. Paludan og disse partier er to sider af samme sag.
DF har direkte sagt, at de vil samarbejde med Stram Kurs og de Konservative, at de ikke vil afvise det, og at Paludan muligvis har “spændende ideer”. De etablerede partier holder døren på klem for, at hvis Stram Kurs’ mandater er afgørende for at sikre dem magten, så er de ikke for fine til noget. Og det ligger naturligt i forlængelse af deres politik.
Paludans succes må tilskrives de danske politikere, men så absolut også de danske medier, der har ageret mikrofonholdere fra dag ét. Hver gang Paludan har meldt sin ankomst, tropper medierne op og holder op til flere mikrofoner. Han blev endda inviteret ind i “Go aften Danmark” til en hyggesnak! De legitimerer Paludan, som om hans ideer om etnisk udrensning og borgerkrig blot er endnu et “hyggeligt” indslag til aftenkaffen. Paludan havde intet været uden mediernes voldsomme eksponering af ham, ligesom det blev set tidligere med Nye Borgerlige. Begge disse partier er skabt af medierne.
Paludan skal ikke ties væk – hans ideer skal bekæmpes og han må mødes af massiv modstand. Det er forkert og skadeligt, når Enhedslistens Pernille Skipper efter Blågårdsplads skriver, at Paludan skal mødes med argumenter ikke vold, fordi det indirekte fordømmer den uro, der var i forbindelse med hans demonstration. Begge sider er ikke “lige gode om det”. Rasmus Paludan er fascist. Og han har hele den danske mediestand til sin rådighed samt politiets fulde beskyttelse. Skipper nævner ikke den vold og undertrykkelse, der dagligt finder sted mod de undertrykte mindretal, der bl.a. bor omkring Blågårdsplads. Hun nævner ikke hvordan antifascistiske demonstranter tæskes af politiet, der gladeligt fremprovokerer uroligheder.
Paludans ideer er afskyelige og mange fortvivles over, hvorfor han på kan få nogen opbakning. Han er et symptom på et system, der befinder sig i en absolut blindgyde. Alle regeringer de sidste ti år har uanset partifarve ført den basalt set samme nedskæringspolitik. Hele det politiske etablissement har mistet sin legitimitet og alle politikere ses som en del af samme politiske elite. Det er i den situation at Paludan kan komme frem, ved ligesom Trump at føre sig frem som noget andet.
Racisme er i kapitalisternes interesser og kan ikke bekæmpes ved at stå sammen med de borgerlige partier. En enhed med dem vil tværtimod gøre venstrefløjen til en del af det politiske etablissement, som netop er skyld i Paludans fremkomst i første omgang. Racisme og fascisme kan kun bekæmpes af arbejderklassen gennem klassekamp. Venstrefløjen må bruge arbejderklassens metoder og program imod Paludan: for enhed i arbejderklassen, imod racisme, undertrykkelse og diskrimination. Den virkelige deling i samfundet går ikke mellem nationaliteter og tro, men mellem den lille elite i samfundets top og det store flertal af lønarbejdere, som kun har oplevet forringelser de sidste årtier. Det er hele samfundets top, der rådden. Tag kampen op.
Valget vil intet løse. Gå med i kampen for en anden verden – for socialisme!
