Torsdag den 7/2 2002 havde studenter- og elevbevægelsen indkaldt til demonstration mod den borgerlige regerings nedskæringspolitik på uddannelsesområdet. Op imod 15.000 elever, lærlinge, studerende og repræsentanter fra diverse fagforeninger mødte op på Københavns rådhusplads. Der var også store demonstrationer i andre byer: 4.000 i Århus, 2.000 i Odense og 1.000 i Aalborg.
Dette er en af de største demonstrationer, der er set i de sidste mange år. En kæmpe succes! Demonstrationens parole var: Uddannelse er Danmarks råstof – ikke en udsalgsvare.
Til trods for at regeringen og pressen havde givet det (forkerte) indtryk, at nedskæringerne var blevet taget af bordet, mødte folk alligevel talstærkt op fra hele uddannelsesområdet for at demonstrere mod de nedskæringer, der stadig er der. Grunden til at nogle af de ekstraordinære nedskæringer, der lå i det første finanslovsudkast, blev taget af bordet, var netop frygten for protesterne fra en samlet elev-, studenter- og fagbevægelse.
Ved demonstrationen i København var der en lang række talere blandt andet Margrethe Vestager, Frank Jensen, Tine Brøndum – mennesker, som alle var massive støtter af den gamle regering, som rent faktisk havde foreslået en lang række af de nedskæringer, den borgerlige regering nu har gennemført. Det virkede lidt grotesk, at de i dag gik mod den politik, de tidligere selv har ført. Derudover var der talere fra elevorganisationerne samt Pernille Rosenkrantz-Theil fra Enhedslisten, som til demonstranternes store jubel udtalte sin store modstand mod nedskæringerne.
Der var en rigtig god stemning og disciplin, der viser hvor seriøst ungdommen tager denne her kamp. Politiet gik flere steder ind midt i demonstrationen uden noget formål, men demonstrationsvagterne formåede at holde gemytterne i ro til trods for politiet.
Der manglede dog et perspektiv for den videre kamp, hvilket klart må være en optrapning af kampen, med konkrete krav samt enhed med fagbevægelsen. For at sætte reel magt bag kravene om ordentlig uddannelse og velfærd må eleverne og arbejderne med deres organisationer i spidsen indkalde til landsdækkende strejke for at presse politikerne. I stedet sagde demonstrationsledelsen ikke andet end, at man skulle kæmpe videre ude på skolerne – hvilket er en nedtrapning af kampen.
