Kæmpe demonstrationer for bedre velfærd – kampen må fortsætte


Marie Frederiksen



2 minutter

I dag samledes 90.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads i København, mens yderligere tusinder samledes rundt omkring i landet.
I København var det en skøn blanding af folkeskoleelever, lærlinge, studerende og især offentligt ansatte.

FOA (Fag og Arbejde) havde trykt en masse røde pap-hænder med nogle af hovedkravene; ”mere i løn” og ”flere hænder”.

De ansatte på hjemmeplejen i København nedlagde arbejdet i dag, i protest mod nedskæringerne. At radikaliseringen er nået vidt og bredt viste sig i det faktum at politibetjentene allerede fra morgenstunden varslede at de ville deltage i demonstrationen, og man kunne også se flere betjente i uniform, som demonstrationsdeltagere der råbte med på slagråbene.

Og det viste tydeligt hvad demonstrationerne i dag skyldtes; årevis af udsultning af velfærden, – det rammer børn, elever, gamle og syge og ikke mindst de offentligt ansatte, hvor flere og flere går ned med stress.

Det var flere talere på Slotspladsen, og alle, både formanden for LO, Hans Jensen, formanden for DGS, Gry Poulsen m.fl. slog fast at nu finder vi os ikke i flere nedskæringer.

Dagen i dag viser en enorm kampvilje. Men hvad der manglede var et videre perspektiv. På mødet for elever og studerende tirsdag d. 25, blev flere udtalelser vedtaget om at kampen ikke er slut før nedskæringerne er trukket tilbage. Men på demonstrationen i dag var der ingen forslag fra talerstolen til hvordan kampen skal vindes. Og det er lidt ærgerligt. For protesterne er ikke for sjov – vi demonstrerede i dag, fordi den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over, er nået for lang tid siden. Denne kamp skal ikke stoppes, bare fordi vi nu har vist vores utilfredshed. Vi må kæmpe for at få trukket nedskæringerne af bordet.

Der må indkaldes til et nationalt møde for repræsentanter for alle offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor de næste skridt må diskuteres.
Helt afgørende er det at dette møde appellerer til de privat ansatte, for en alliance. Kampen for velfærd er en fælles kamp, for alle arbejdere og unge i Danmark.


Kampen kan ikke slutte her!

Slut med ord, nu til handling – fagbevægelsens ledere må tage ansvaret på deres skuldre og føre kampen til ende!

Næste skridt må være et nationalt møde for repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser, der kan tage beslutning om den videre kamp!

For enhed mellem unge, offentligt og privatansatte!