Søndag den 17. juni afholdt Grækenland sit 2. parlamentsvalg i 2012 efter at det havde været umuligt at danne regering efter valget den 6. maj. Op til valget havde der været store forventninger fra venstrefløjen og en reel mulighed for at fremgangen til venstrefløjskoalitionen SYRIZA ville gøre det muligt at danne en venstrefløjsregering imod nedskæringer og imod den nyliberalistiske aftale med trojkaen (EU, IMF og den europæiske centralbank). Dette lykkedes dog ikke. SYRIZA havde i meningsmålingerne frem til d. 13. maj ligget til at blive det største parti i Grækenland hvilket dermed automatisk ville udløse 50 ekstra mandater (en særdeles udemokratisk regel i Grækenland der skal gøre det muligt for det største parti at regere mere stabilt).
Fra den 14. maj havde det konservative parti Nyt Demokrati (ND) dog igen overhælet SYRIZA i meningsmålingerne og lå til at blive det største parti og dermed indkassere de 50 ekstra mandater. Dette blev også det endelige resultat. Samlet set rykkede der kun 3 mandater fra højrefløjen til partierne til venstre for socialdemokratiet PASOK, der også er en del af nedskæringsaftalerne og pro-trojka partierne.
Det er endnu for tidligt at sige hvilken og om der overhovedet bliver dannet regering, men med det nye resultat ser det ud til at ND kan danne regering sammen med PASOK (det kræver 151 mandater at danne regering), muligvis med deltagelse af et tredje parti. Det er dog ikke helt sikkert om dette kommer til at ske, men sandsynligheden er stor. Umiddelbart er resultatet altså en skuffelse for venstrefløjen. Men resultatet er langt fra den opbakning til de borgerlige som mange medier gør det til. De borgerliges sejr er ikke et resultat af en fremgang i befolkningen, men af en samling af de borgerlige stemmer i ND. Faktisk har de partier der gik til valg på at være imod den nuværende aftale med trojkaen et flertal på 55,60 procent, imod 43,53 procent til de partier der støtter aftalen. Kun pga. de 50 ekstra mandater til det største parti er pro-aftale partierne i stand til at danne regering. Fjernede man denne regel ville mandatfordelingen være 138 mandater imod aftalen og 112 for. Faktisk er det venstrefløjen og ikke de borgerlige der har oplevet en mindre fremgang, bare ikke stor nok til at kunne tage magten. Endvidere skal det næves, at det er arbejderpartierne og ikke de borgerlige der har flertal med 51,87 procent, imod 47,91 procent af stemmerne og 133 mandater imod 117 til de borgerlige partier (hvis man trækker de ekstra 50 fra). Problemet er blot, at PASOK har valgt at lægge sig på maven for borgerskabet og EU og gå imod arbejderklassens interesser. Det mest slående ved valget er dog fordelingen internt i de forskellige fløje.
Samlet set var stemmeprocenten på 62,47, et mindre fald fra 65,10 procent ved valget i maj. Med den stærkt polariserede og radikaliserede situation kan det kun betragtes som en meget lav valgdeltagelse, sandsynligvis et udtryk for en kombination af mistillid til systemet og manglende tiltro til at nogen af partierne kan løse problemerne.
Fremgangen til Nyt Demokrati
Det konservative parti Nyt Demokrati (ND) blev valgets vinder med 29,66 procent af stemmerne og 129 mandater (inklusiv de 50 ekstra udemokratiske mandater). Dette var en fremgang på 10,81 procentpoint i forhold til maj hvor ND fik 18,85 procent af stemmerne. Denne store fremgang skal dog ikke overvurderes. Således fik ND 33,47 procent ved valget i 2009 hvilket i forvejen var et katastrofevalg hvor de gik ned fra 41,83 procent i 2007 og 45,4 procent i 2004. ND ligger altså stadig langt under deres tidligere resultater og juni-valget ændrer således ikke på at ND, som alle andre pro-trojka aftalen partier, er blevet voldsomt straffet af vælgerne.
Mandatmæssigt gik ND frem med 21 mandater fra de 108 de fik i maj-valget. ND var allerede gået 17 mandater frem ved valget i maj i forhold til valget i 2009, dog udelukkende pga. de 50 ekstra mandater fordi de var blevet det største parti. Så reelt havde de oplevet en voldsom tilbagegang på 33 mandater fra 91 i 2009. I 2007 havde de 152 og i 2004 165 (begge år inklusiv de 50 ekstra mandater). Altså ligger ND også mandatmæssigt langt bagefter deres tidligere resultater, særligt sammenlignet med de 152 og 165 mandater de havde i 2007 og 2004 hvor da alene kunne danne flertal, noget der er umuligt i dag.
Fremgangen til ND bliver yderligere udhulet når vi ser på udviklingen i de omkringstående partier. Således kommer 2,56 procentpoint af fremgangen fra deres gensammenlægning med Demokratisk Alliance (DISY) der havde splittet ud i 2010. Reelt er fremgangen således kun på 8,25 procentpoint. Andre udsplitninger af ND fik en tilbagegang på 7,69 procentpoint af stemmerne, stemmer der må forventes at være vendt hjem til ND. Disse fordeler sig på en tilbagegang på 3,09 procentpoint til Uafhængige Grækere (ANEL), en tilbagegang på 1,32 procentpoint til LAOS fra 2,9 procent i maj til 1,58 procent i juni, en tilbagegang på 2,36 procentpoint til den liberale 3-parti alliance Recreate Greece – Action – Liberal Alliance (DX-DRASI-FS) (hvoraf enkelte er delvise udsplitninger af ND) fra 3,95 procent til 1,59 procent og på en tilbagegang på 0,92 procentpoint til No: The coalition of Democratic Revival and United Popular Front (EPAM) der ikke genopstillede. EPAM, DISY, DX-DRASI-FS og LAOS opnåede ikke mandater i maj-valget (DX opstillede for sig selv så stemmerne blev splittet ned under 3-procent minimumsgrænsen). Altså kommer hele 7,16 procentpoint af de ekstra stemmer til ND fra partier der ikke opnåede mandater i maj og hele 10,25 procentpoint fra partier der er tidligere er splittet ud af ND. Stort set hele ND’s fremgang kan altså reduceres til en tilbagevending af stemmer fra udsplittede partier.
De mest interessante af disse udsplitter partier er LAOS og ANEL. LAOS vil jeg behandle nærmere under punktet om den ekstreme højrefløj længere nede. Den betydelige tilbagevending af stemmer fra ANEL til ND er interessant. ANEL blev stiftet februar 2012 af en række ND parlamentsmedlemmer der splittede med ND over modstand imod aftalen med trojkaen og lignede således et borgerligt alternativ for de der ønskede en genforhandling af aftalen med Trojkanen, det såkaldte Memorandum. Frem til valget i maj gik de konstant frem i meningsmålinger, men efter maj-valget gik det konstant den stik modsatte vej. Deres tilbagegang på 3,09 procentpoint fra 10,6 procent i maj til 7,51 procent i juni og 13 mistede mandater fra 33 til 20 betyder, at de som borgerligt alternativt nu er stærkt svækket, og dermed er der nu en klarere skillelinje mellem højre- og venstrefløjen. ANEL er dog stadig det fjerdestørste parti og skal ikke fraskrives endnu. Men fra et socialistisk perspektiv er det en positiv ting, at ANEL er svækket, da det gør det klarere for folk, at den eneste reelle mulighed for modstand imod trojkaen og nedskæringerne kommer fra venstrefløjen.
Hvorfor vendte så mange stemmer tilbage til Nyt Demokrati? En vigtig grund var, at mange af de partier der kom under spærregrænsen i maj, faktisk havde set ud til at komme over. Det havde gjort, at det ikke virkede som spild at stemme på dem. Da de så røg under grænsen, har mange folk ønsket at sikre at deres stemme ikke blev spildt, og derfor stemte de på Nyt Demokrati i stedet. En anden vigtig grund, især i forhold til ANEL’s svækkelse, har været den skræmmekampagne borgerskabet har ført om, at Grækenland ville gå bankerot hvis ikke en pro-memorandum regering kom til magten. Dette har gjort, at mange især fra småborgerskabet der var utilfredse med aftalen, alligevel har følt sig nødsaget til at stemme på Nyt Demokrati, i et håb om at undgå at resterne af deres levegrundlag ville forsvinde helt væk. Samtidig har Nyt Demokrati følt sig presset til at erklære, at de ville søge en genforhandling af aftalen efter valget, hvilket nok også har beroliget nogle kritiske borgerlige til igen at stemme på dem.
PASOK fortsætter katastrofekursen
Det græske socialdemokrati PASOK fortsætter med at blive totalt decimeret pga. deres støtte til Trojkaen og blev kun nr. tre ved valget. Således opnåede de kun 12,28 procent af stemmerne ved valget i juni, et fald på 0,9 procentpoint fra 13,18 procent ved valget i maj. Dette var i forvejen et katastroferesultat i forhold til valgsejren i 2009, hvor PASOK fik 43,92 procent af stemmerne. At det var historisk kan også ses på, at det også lå langt under de i dårlige resultater i 2007, hvor de fik 38,10 procent, og i 2004 hvor de fik 40,5 procent. Mandatmæssigt ser det endnu værre ud. Således opnåede PASOK kun 33 mandater, en tilbagegang på 8 fra de 41 de fik i maj og langt under de 160 i 2009, hvor de dannede regering (inklusiv de 50 ekstra) og de 102 i 2007 og 117 i 2004, hvor de var det største oppositionsparti.
For øjeblikket må det altså siges, at PASOK’s rolle som ”a major player” i græsk politik er færdig og partiet spiller da også blot andenviolin til deres tidligere ærkerivaler i ND. Man skal dog ikke udelukke, at PASOK over en årrække kan komme tilbage som et betydningsfuldt parti i Grækenland, men det bliver ikke foreløbigt, medmindre de kraftigt ændrer politik. PASOK og ND’s samlede tilbagegang betyder, at de ikke længere totalt dominere græsk politik, men at de tværtimod bliver nødt til at arbejde sammen for at kunne danne regering, og spille den rolle som de hver enkeltvis kunne før i tiden.
Fortsat fremgang til SYRIZA
SYRIZA blev ligesom ved valget i maj nummer to. SYRIZA er en sammenslutning af venstrefløjspartier hvoraf de største er Synaspismós (en udsplittergruppe fra KKE), og Enhedsbevægelsen (en udsplitning fra PASOK). Inden valget havde der været store håb om, at SYRIZA kunne blive det største parti og dermed erobre de 50 ekstra mandater og dermed forhåbentlig muliggøre en venstrefløjsregering. Dette blev dog ikke tilfældet. Alligevel var SYRIZAs fremgang imponerende. SYRIZA øgede sin stemmeandel med 10,11procentpoint fra 16,78 procent til 26,89 procent og med 19 mandater fra 52 til 71.
Dette er især imponerende sammenlignet med tidligere valg hvor de fik henholdsvis 4,60 procent i 2009, 5,04 procent i 2007 og 3,3 procent i 2004. Mandatmæssigt fik de 6 i 2004, 14 i 2007 og 13 i 2009 og altså 71 ved dette valg. SYRIZAs generelle fremgang skyldes, at de har været klart imod aftalen med Trojkaen, ikke har været indblandet i diverse nedskæringsaftaler, og at de har deltaget i og været i stand til at forbinde sig til de enorme massebevægelser der har været.
Mere end noget andet parti repræsenterer SYRIZA nu den radikalisering der sker i den græske befolkning. Deres betydelige yderligere fremgang mellem maj- og juni-valget skyldes uden tvivl, at de nu bliver set som det venstrefløjsparti med størst chance for at kunne erobre magten og danne en anti-nedskæringsregering, og dermed opfattes det, som det bedste bud på en vej frem for venstrefløjen. Det er det eneste parti der kombinerer en klar anti-memorandum linje med en usekterisk attitude.
I forhold til Danmark er det især interessant, da den enorme fremgang viser, at selv små partier kan vokse sig meget store relativt hurtigt – i særlige situationer – så længe de har rødder som et traditionelt arbejderparti. En lignende udvikling kunne f.eks. ske med en stor vækst til Enhedslisten, hvilket visse ting allerede tyder på, om end der dog er lang vej endnu til at blive det største arbejderparti i Danmark. Dette kræver dog også, at Enhedslisten, ligesom SYRIZA, holder sig fra at blive indblandet i kompromisser med angreb på arbejderklassen, og ikke bliver ved med at understøtte en mere og mere upopulær socialdemokratisk nedskæringsregering.
SYRIZA er nu uden tvivl det primære arbejderparti i Grækenland og det største parti i flere storbyer. Ligeledes er flere fagforeninger nu begyndt officielt at tilknytte sig SYRIZA i stedet for PASOK. SYRIZA’s fremgang i forhold til maj valget er, lidt i stil med ND, dog ikke i så høj grad sket gennem at vinde nye lag over til venstrefløjen, men ved at støtten til venstrefløjen har koncentreret sig tættere omkring SYRIZA. Som sagt fik SYRIZA en fremgang på 10,11 procentpoint, hvad der svarer til over en halvanden-dobling. Af disse kommer 3,98 procentpoint fra kommunistpartiet KKE der traditionelt var det største parti til venstre for PASOK og som SYRIZA er en udsplitning af. Yderligere kommer 4,94 procentpoint fra tilbagegangen for de mindre venstrefløjspartier (se længere nede). Altså kommer 8,92 procentpoint fra andre venstrefløjspartier og ”kun” 1,19 procentpoint af fremgangen kommer fra virkelige vindinger til venstrefløjen. Heraf nok 0,9 procentpoint fra PASOK og altså kun 0,29 procentpoint fra deciderede borgerlige partier.
Set i dette perspektiv repræsenterer juni-valget, i forhold til valget for en måned siden, ikke noget betydeligt sving til venstre eller en radikal ændring i styrkeforholdet mellem pro-memorandum og anti-memorandum fløjene. Der har selvfølgelig også kun været en måned mellem valgene, men forhåbningerne havde været til mere. Ikke desto mindre må vi anse det som meget positivt, at der er sket en samling om SYRIZA, da det skaber et godt grundlag for en videre radikalisering og en mere realistisk vision for en venstrefløjsregering. På trods af alt er dette er det en stor sejr for SYRIZA!
KKE straffet for deres sekteriske politik
Kommunistpartiet KKE var nok valgets største taber. På trods af den enorme radikalisering i befolkningen og partiets position som det traditionelle venstre alternativ, blev KKE reduceret fra en femteplads til en syvendeplads i forhold til maj-valget. Dette er særligt dårligt sammenlignet med, at partiet fra 1993 og frem konstant havde været det tredjestørste parti ved valgene helt indtil 2012. KKE fik denne gang kun 4,50 procent af stemmerne, en tilbagegang på 3,98 procentpoint fra 8,48 procent ved maj-valget for blot en måned siden. Ved valget i maj var de gået frem med 0,94 procentpoint i forhold til 2009 hvor de fik 7,54 procent. Dette var en ret lille fremgang i den radikaliserede situation, men trods alt en fremgang, selvom den er endnu mindre imponerende i lyset af de fik 8,15 procent i 2007, men alligevel godt frem i forhold til de 5,9 procent de vandt ved valget i 2004.
Den lille fremgang i maj skulle dog blot blive et forstadie til katastrofevalget for dem her i juni. I meningsmålingerne frem til valget i maj gik KKE ellers godt frem og nåede sit højdepunkt i januar 2012 med omkring 13 procent af stemmerne. Herfra gik det dog den modsatte vej igen, og efter maj-valget kollapsede deres meningsmålinger totalt. I forhold til mandater fik de 12 og mistede således 14 mandater i forhold til maj-valget hvor de fik 26. Dengang en fremgang på 5 fra 21 i 2009, 22 i 2007 og 12 i 2004. De er altså nu mandatmæssigt reduceret til deres størrelse i 2004, men har endnu færre procent af stemmerne end dengang. Dette er uden tvivl en straf for KKE’s sekteriske politik. KKE har afvist flere tilbud om alliance fra SYRIZA og har erklæret SYRIZA og Demokratisk Venstre (DIMAR) for deres svorne fjender. De nægter at ville støtte en SYRIZA regering, som de kalder en EU-regering, og forbyder deres medlemmer at deltage i de fælles massedemonstrationer, men holder i stedet deres egne mindre demonstrationer.
KKE’s ledelse er et gennem-staliniseret, og for øjeblikket kører de en 3. periode politik (opkaldt efter Stalins politik om den 3. periode hvor andre arbejderpartier, og ikke højrefløjen, blev anset som hovedfjenden) i stedet for en politik om revolutionær enhedsfront. Dette er stærkt beklageligt, da KKE samtidig har agiteret for demokratisk planøkonomi som løsningen på krisen, har en stærk fagforeningssammenslutning (PAME) og et veluddannet og disciplineret demonstrationsvagtværn, der kan holde fascister og politiet fra at bryde demonstrationer op.
KKE kunne således bidrage med en kraftig styrkelse af den revolutionære bevægelse, hvis de ville droppe deres sekteriske politik. Deres tilbagegang er positiv i den forstand, at en stemme til KKE i den nuværende situation reelt er en spildt stemme, da den ikke bidrager til opbyggelsen af et venstrefløjsalternativ. Ligeledes betyder det store valgnederlag forhåbentlig et opgør internt i KKE om den sekteriske politik og en betydelig svækkelse af den stalinistiske ledelse. Forhåbentlig kan dette valgnederlag altså betyde begyndelsen på en ny enhedsfrontpolitik, der kraftigt kan styrke venstrefløjen.
DIMAR – Demokratisk Venstre
Demokratisk Venstre (DIMAR) blev stiftet i 2010 som en fusion mellem et højresplit fra Synaspismós fra SYRIZA og et venstresplit fra PASOK. DIMAR har været svingende i forhold til om de er for eller imod memorandummet og forsøgte at lokke SYRIZA med i en regering sammen med PASOK efter maj-valget. Siden har de intensiveret deres angreb på SYRIZA og erklæret, at en stemme på SYRIZA ville føre til økonomisk katastrofe. Tilbage i januar/februar 2012 stod DIMAR til at blive det næststørste parti, kun overgået af ND. Men den fortsatte radikalisering i befolkningen førte til, at støtten til DIMAR i høj grad gled over til SYRIZA i stedet.
Ved juni-valget blev DIMAR det sjettestørste parti og overhælede således KKE op fra en syvendeplads i maj. DIMAR fik 6,25 procent af stemmerne, en lille fremgang på 0,14 procentpoint fra 6,11 procent i maj, hvor de opstillede første gang. Mandatmæssigt betød det dog en tilbagegang på to mandater fra 19 til 17. Der er en reel chance (eller risiko om man vil) for at DIMAR vælger at gå med i en ”national samlingsregering” med PASOK og ND. Sker dette, vil deres opbakning i befolkningen hurtigt forsvinde, præcis som det er sket med PASOK.
SYRIZA og DIMAR’s fremgang betyder at partierne til venstre for PASOK samlet er gået 1,33 procentpoint frem i forhold til højrefløjen og PASOK. Mandatmæssigt går partierne til venstre for PASOK kun tre mandater frem. Ikke nogen betydelig fremgang og mindre end håbet, men alligevel en positiv udvikling trods alt på blot en måned, og ikke et resultat vi skal underkende, ved blot at erklære det for et nederlag, sådan som nogle på venstrefløjen har gjort.
Mindre partier til venstre for midten
Udover de kendte partier der kom ind i parlamentet, stillede der også en lang række mindre partier op, som ikke kom ind. Enkelte af disse partier har tidligere opnået repræsentation og været af en vis betydning, f.eks. det højreekstreme LAOS og de Økologiske Grønne, men er nu alle decimeret af de politiske begivenheder. Samlet set har partier, der ikke er kommet ind, dog opnået 5,98 procent af stemmerne, hvilket er mere end nok til at have kunnet afgøre valget. Faktisk er det sammenlagt mere end f.eks. KKE fik, men små-partierne der ikke kom ind fordeler sig dog både på højrefløjen og venstrefløjen.
Ved valget i maj gik hele 19,01 procent af stemmerne til partier der ikke kom ind. Det store tal her skal nok forklares med at en del af partierne blev dannet af parlamentsmedlemmer fra udsplit fra partier der i forvejen sad i parlamentet, enten fra LAOS eller som udsplitninger af ND og PASOK. Derfor var der en vis chance for, at de kunne opnå genvalg, hvilket har gjort, at det ikke har virket som spild at stemme på dem. Ligeledes betød de voldsomme politiske begivenheder, at en række smågrupper, særligt på venstrefløjen, pludselig kunne komme i kontakt med langt bredere lag af befolkningen, og derfor kunne samle en vis opbakning i forhold til tidligere.
En del af disse partier valgte ikke at genopstille ved valget i juni. De vigtigste er: Demokratisk Alliance (DISY) der lagde sig tilbage ind i Nyt Demokrati (ND) som de var splittet ud af (dette står altså for 2,56 procentpoint af ND’s fremgang). Den Sociale Pagt (PASOK ministre og parlamentsmedlemmer der stemte imod aftalen med Trojkaen og som fik 0,96 procent ved valget i maj), EPAM (koalition af diverse kristendemokrater og tidligere PASOK og NP folk som fik 0,92 procent i maj) samt tre mindre trotskistiske og kommunistiske partier der tilsammen fik 0,17 procent ved valget i maj.
Det er ikke helt nemt at overskue præcis hvordan alle de mindre partier står politisk. Men de små partier der virker til at stå til venstre for midten, fik tilsammen 1,95 procent af stemmerne i juni i modsætning til 6.89 procent i maj-valget, altså en samlet tilbagegang på 4,94 procentpoint. Tallene er muligvis en lille smule højere, men højst 0,2 procentpoint i juni og 0,67 procentprocent i maj, da det ikke er muligt helt at gøre rede for alle småpartiernes politik, da der ikke findes oplysninger på engelsk om dem.
Småpartierne til venstre for midten ved valget i juni var følgende (de største først): Økologiske Grønne (OP), I Don’t Pay Movement (vist nok beslægtede med Occupy bevægelsen), ANTARSYA (en koalition af flere mindre kommunistiske, maoistiske, rød-grønne og trotskistiske grupper, heriblandt de græske søsterorganisationer til de danske Internationale Socialister (IS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP)), det græske Pirat Parti og KKE(M–L) / ML KKE (to maoist-partier der stiller op sammen).
ANTARSYA
Ingen af partierne opnåede at få blot én procent af stemmerne og da slet ikke de tre procent der er mindstekravet for at komme i parlamentet. Generelt må småpartierne ses som værende uden indflydelse i den brede befolkning. På trods af dette er de ikke ligegyldige. Tværtimod spiller de i praksis en decideret negativ rolle i det, at de splitter arbejderstemmerne og isolere en række af de mest bevidste, radikale og dygtigste aktivister uden for massebevægelsen. Både ved valget i maj og ved valget i juni, ville venstrefløjen havde vundet, hvis disse småpartier havde samlet sig omkring SYRIZA.
Særligt gælder dette ANTARSYA, der bliver officielt bakket op af IS og SAP i Danmark. IS og SAP har spredt en del propaganda til fordel for dem i f.eks. Enhedslisten og venstreradikale miljøer, ligesom at IS har inviteret ANTARSYA aktivister til Danmark. Dette har betydet en vis forvirring på dele af den danske venstrefløj og en overvurdering af ANTARSYA’s betydning, hvor nogle tror at ANTARSYA er en betydelig kraft på venstrefløjen og på aktivist plan og nogle man, i hvert fald delvist, bør støtte.
På trods af de gode intentioner så bidrager ANTARSYA ikke til at styrke venstrefløjen og bevægelsen med deres nuværende politik. Hvor forståelige frustrationerne med ledelserne af SYRIZA og KKE end kan være, retfærdiggør det ikke en sådan sekterisk politik. ANTARSYA’s sekteriske politik er i praksis svarende til KKE’s, og ANTARSYA er da også ligesom KKE blevet straffet af vælgerne for den.
Hvis partierne og aktivisterne i ANTARSYA virkelig ønsker at styrke venstrefløjen og føre Grækenland tættere på revolution, hvad vi ikke nærer tvivl om, så burde de gå med i SYRIZA. SYRIZA er i forvejen en koalition af flere venstrefløjspartier hvoraf flere, bl.a. den marxistiske tendens i Synaspismós, Marxistiki Foni (der er den græske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), som Socialistisk Standpunkt også er med i) er mindst lige så venstreorienterede som grupperne i ANTARSYA. SYRIZA har faktisk udsendt en invitation til ANTARSYA om en valgalliance, hvad ANTARSYA desværre har fuldstændigt afvist.
ANTARSYA’s aktivister ville stå i en langt bedre position til at dreje bevægelsen til venstre ved at indgå i SYRIZA og støtte venstrefløjen dér. Igennem SYRIZA ville de ikke bare kunne styrke den samlede venstrefløj og øge chancen for at realisere en venstrefløjsregering, men de ville også få adgang til et bredere publikum for deres ideer og dermed en bedre mulighed for demokratisk at vinde flertal for dem.
Det er vigtigt at pointere, at ANTARSYA, når de står alene, ikke er nogle betydelig aktivistisk kræft og ikke spiller nogle betydelig rolle i den græske protestbevægelse. Såvel på gadeplan som ved valg er de en lille kræft af mindre betydning. ANTARSYA gik ved valget fra i maj at få 1,19 procent af stemmerne (en fremgang på 0,83 procentpoint i forhold til valget før) til i juni kun at få 0,33 procent, altså kun omkring en fjerdedel af, hvad de opnåede i maj. Dette viser i praksis det fejlagtige i deres sekteriske politik.
Generelt er de mindre venstrepartier totalt kollapset. Ved valget i maj gik næsten alle små partier rimelig meget frem, men ved valget i juni var udviklingen den stik modsatte: De Økologiske Grønne mistede 2,05 procentpoint, I Don’t Pay Movement blev mere end halveret, det samme gjorder Piratpartiet og KKE(M–L) / M–L KKE og ANTARSYA mistede som sagt næsten tre fjerdedele af stemmerne. Af mere kuriøse ting kan det nævnes, at det Panagraiske Arbejderparti gik fra 299 stemmer i maj til kun at få 1. Faktisk var det blandt de små partier kun Panathinaikos Bevægelsen (PANKI) der oplevede en fremgang mellem maj og juni fra 31 til 12.433 stemmer (fra 0,00 procent til 0,2 procent).
Ydermere kan det nævnes, at antallet af blanke stemmer faldt fra 0,55 procent til 0,40 procent og ugyldige stemmer fra 1,80 procent til 0,59 procent. Altså var der 1,36 procentpoint flere af de afgivne stemmer der var en gyldig stemme på et parti. Dette er tegn på det samme som med den lavere stemmeandel til småpartierne, nemlig at mange ikke længere er tilfredse med proteststemmer, særligt ikke efterhånden som situationen bliver mere og mere kritisk, men sætter i stedet deres håb til SYRIZA.
Det står klart, at med udviklingen af en reel mulighed for en venstrefløjsregering efter maj-valget, er opbakningen til diverse mindre partier og protestbevægelser kollapset. Folk har foretrukket at rykke imod det mindst sekteriske arbejderparti og mest realistiske bud på at vinde magten, nemlig SYRIZA.
Fascisterne og den ekstreme højrefløj
En af de store overraskelser eller chok for mange ved valget i maj, var den enorme fremgang til det fascistiske parti Gyldent Daggry, der kom ind for første gang med 6,97procent af stemmerne og 21 mandater som det sjettestørste parti. De internationale medier har forsøgt at bruge denne fremgang som bevis for, at udviklingen i Grækenland var farlig og betød en højredrejning. En påstand der er fuldstændig latterlig, da venstrefløjens fremgang er langt større. Dele af venstrefløjen er delvist faldet for dette hysteri og har fokuseret en stor del af deres opmærksomhed på Gyldent Daggry. Partiets betydning og indflydelse er imidlertid blevet stærkt overdrevet mange steder. Som en herboende græker korrekt pointerede til Socialistisk Standpunkts møde om Grækenland her i fredags, så har Gyldent Daggrys måske mest skadelige rolle været at fokusere al opmærksomheden på dem og væk fra opbyggelsen af den revolutionære massebevægelse.
Gyldent Daggrys fremkomst har på flere punkter vist en række problemer på store dele af venstrefløjen i forhold til deres analyser og politik om fascisme. For det første har fremkomsten af et ægte fascistisk parti stillet årtiers råben-op om, at valgfremgang til højrekstreme partier betød, at fascismen stod truende i horisonten, i et lidt latterligt lys. Fascisme har i årevis været et ord, der er blevet brugt om løst og fast og er blevet frataget sit oprindelige klare indhold. Diverse højreekstreme partier er blevet erklæret fascistiske og mange udemokratiske udviklinger er ligeledes blevet erklæret som ”skred imod fascisme”. Her har vi så et ægte fascistisk parti med hele dets voldsapparat, der klart viser, at godt nok er Dansk Folkeparti farlige, men der er immervæk langt fra det og til ægte fascisme. Forskellen kan nok klarest ses i forhold til det højreekstreme græske parti LAOS, der af mange også blev erklæret som et fascistisk parti (hvilket det da også havde tendenser imod), men som nu blegner i sammenligning med Gyldent Daggry.
Det andet problem ser vi i forhold til prioritering. Problemet med fascistiske bevægelser er i årevis blevet overeksponeret og overprioriteret af store dele af venstrefløjen. Således er selv små nazikoncerter blevet mødt af store mobiliseringer fra anti-fascister, mens store nedskæringskampagner fra borgerlige regeringer på den anden side er gået upåagtet hen. I Grækenland har denne politik ført til at dele af venstrefløjen, bl.a. dele af ANTARSYA, er mere opmærksomme på at bekæmpe Gyldent Daggry, end de er på at opbygge den revolutionære bevægelse. Det på trods af at Grækenland hver dag rykker tættere og tættere på en revolutionær situation. Dele af venstrefløjen er endda blevet ramt af en vis desillusionering og har glemt den enorme massebevægelse i befolkningen. I stedet er de sunket hen i bekymringer om Gyldent Daggrys fremvækst.
Lad os derfor gøre et par simple ting klart: Gyldent Daggry er langt mindre end venstrefløjen i vælgeropbakning, de kan højst mobilisere et par tusind. Venstrefløjen er flere millioner. Gyldent Daggry holder sig det meste af tiden væk fra store demonstrationer og samles blot i mindre grupper og overfalder tilfældige indvandre og kommunistiske forretninger og lignende, i nattens mulm og mørke, langt væk fra befolkningens vågne øje. Det gør de, fordi de godt selv ved hvor stærke de er; nemlig ikke specielt stærke. Initiativet ligger ubestridt hos venstrefløjen og Gyldent Daggry er i det store kun et problem for enkeltpersoner og ikke for massebevægelsen. Det bliver de kun, hvis vi gør dem til det. Selvfølgelig skal de bekæmpes og demonstrationer skal beskyttes med vagtkorps, men truslen mod massebevægelsen kommer i første omgang fra politiet og statsapparatet, ikke fra fascisterne.
I relation til Gyldent Daggry’s fremgang ved maj-valget, er det ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at det bl.a. skete på bekostning af det højreekstreme parti LAOS.
Folkets Ortodokse Sammenslutning (LAOS) blev stiftet i 2000 som en udsplitning af ND. I løbet af de næste år opslugte og sammenlagde LAOS sig med en række nationalistiske og højreekstreme partier. LAOS har også indeholdt en række deciderede fascistiske tendenser hvoraf nogle siden er splittet ud og er gået med i Gyldent Daggry. LAOS kom ind i parlamentet i 2007 som det femtestørste parti med 3,8 procent og 10 mandater. I 2009 overhælede det SYRIZA og blev det fjerdestørste parti med 5,63 procent og 15 mandater. Ved valget i maj kom LAOS dog ikke over spærregrænsen, da de kun fik 2,9 procent af stemmerne og ved juni-valget gik de yderligere tilbage til 1,58 procent.
Samtidig med LAOS’ tilbagegang kom Gyldent Daggry ind ved maj-valget med 6,97 procent, en fremgang på 6,68 procentpoint fra 0,29 procent i 2009. Men 2,73 procentpoint blev altså modsvaret af tilbagegangen til LAOS og Gyldent Daggrys vækst på 21 mandater blev modsvaret af, at LAOS mistede 15 mandater. Altså kom der reelt ”kun” en fremgang på 6 mandater og 4,24 procentpoint til den ekstreme højrefløj. Dette er selvfølgelig stadig en negativ ting og af en rimelig størrelse. Man skal selvfølgelig heller ikke undervurdere problemet i den radikalisering af højrefløjen, der kommer til udtryk i et ryk fra et højreekstremt til et decideret fascistisk parti. Men i en polariseret og ustabil situation som den i Grækenland, er en sådan udvikling at forvente, og omfanget af den er i realiteten langt mindre end man kunne havde frygtet.
Billedet af at man ikke skal overvurdere højredrejningen, bliver endnu tydeligere ved valget i juni. Her gik Gyldent Daggry tilbage med 0,05 procentpoint af stemmerne. Ikke nogen betydelig tilbagegang, men sammenlignet med venstrefløjens fremgang bevidner det om, i hvilken retning udviklingen virkelig går. Gyldent Daggry oplevede ligeledes en mandattilbagegang på tre mandater og altså en formindsket indflydelse.
Hertil skal yderligere tilføjes, at LAOS igen ikke kom i parlamentet og at de led en yderligere tilbagegang på 1,32 procentpoint i forhold til maj, ned til 1,58 procent af stemmerne. Samlet set mistede den ekstreme højrefløj altså 1,37 procentpoint af stemmerne i forhold til maj-valget og Gyldent Daggry var ude af stand til videre at profitere af LAOS’ kollaps, der i stedet gik til ND.
Der havde været forhåbninger om, at Gyldent Daggry ville gå mere tilbage, da de havde haft en kraftig tilbagegang i meningsmålingerne efter valget. Forklaringen er dog nok at meningsmålingerne ikke er helt repræsentative her. Flere grækere til mødet i fredags pointerede, at mange ikke vil sige åbent at de stemmer på Gyldent Daggry, og at partiet derfor er underrepræsenteret i meningsmålingerne. Dette giver umiddelbart god mening, når man kigger på meningsmålingerne. Inden valget i maj lå Gyldent Daggry til fem procent i meningsmålinger, men vandt ca. syv procent ved maj-valget. På samme måde lå de i alle meningsmålinger mellem maj- og juni-valget også omkring fem procent og, logisk nok fik de så også ca. samme resultat, omkring de syv procent.
Hvorfor vandt venstrefløjen ikke?
Resultatet af valget blev et lille yderligere ryk til venstre, men samtidig også en styrkelse af pro-memorandum partierne, da borgerlige stemmer rykke fra anti-memorandum borgerlige til pro-memorandum borgerlige partier.
Pro-memorandum partierne ser nu ud til at være i stand til at danne regering, selvom man aldrig skal udelukke noget i græsk politik (det er ikke ualmindeligt at de store partiers parlamentsgrupper decimeres under vigtige afstemninger, hvilket de mange splittelser omkring afstemningerne om aftalerne med trojkaen er et eksempel på). Den største forskel i forhold til valget i maj var, at stemmerne blev koncentreret om de partier med størst chance for at kunne danne regering på hver fløj, henholdsvis SYRIZA og ND og at de sekteriske partier på venstrefløjen, f.eks. KKE og ANTARSYA, blev straffet af vælgerne for deres sekterisme.
Men hvorfor vandt venstrefløjen ikke? En sejr til venstrefløjen var en reel mulighed, omend det næppe ville havde været med et stort flertal. KKE og diverse mindre partiers sekterisme er en forklaring. Havde de sluttet sig sammen med SYRIZA i en valgalliance, havde de vundet de ekstra 50 mandater og sandsynligvis nogle flere mandater pga. fordelingsreglerne. Yderligere er det sandsynligt, at de kunne havde vundet en større andel af stemmerne, særligt fra de 37,5 procent der valgte ikke at stemme ved valget.
Men alt ansvaret kan ikke fralægges SYRIZA’s ledelse. Ledelsen af SYRIZA har uden tvivl spillet en positiv rolle i SYRIZA’s fantastiske fremgang. Ikke desto mindre er der visse problemer. SYRIZA ledelsens attitude til at føre valgkamp bære en vis del af skylden. Organisatorisk blev de mange tusind nye medlemmer og støtter ikke organiseret som en aktiv kræft i valgkampen, og ledelsen fokuserede mere på tv debatter end på at opbygge organisationens valgkamp fra bunden. I alt for høj grad blev SYRIZA’s støtter reduceret til passive vælgere og klappende tilhængere ved valgmøder og de såkaldte ”folkeforsamlinger” SYRIZA havde organiserede i forbindelse med valget. Disse kom imidlertid aldrig til at ligne de reelle folkeforsamlinger der havde været tidligere. Kun ved at havde brugt fremgangen til at styrke organisationen som en massekamporganisation, kunne man havde modgået borgerskabets enorme propagandaapparat og trusselskampagnen fra EU og det internationale borgerskab.
Brug for en klar socialistisk politik
Også dele af ledelsens politik er problematisk. Et problem for SYRIZA har været en manglende evne til at overbevise de dele af befolkningen der er mest afhængig af stabilitet om (som småborgerskabet, der er afhængigt af turister, og pensionisterne, der er afhængig af faste ydelser fra staten), at kun et opgør med Trojkaen og kapitalisterne kan sikre deres fortsatte leveforhold. Sammenlignet med deres stemmeandel hos unge og den erhvervsaktive del af arbejderklassen stod SYRIZA svagt blandt disse grupper. Netop disse grupper havde været mest modtagelige overfor borgerskabets, mediernes og det internationale samfunds trusler om et snarligt bankerot og kaos hvis SYRIZA vandt. Det er nødvendigt at vinde disse lag ved at overbevise dem om, at netop den nuværende politik vil føre til statsbankerot og at kun en venstrefløjsregering kan sikre dem stabile indtægter og ordentlige leveforhold.
Også SYRIZA’s politik blandt de arbejdsløse var utilstrækkelig. SYRIZA fokuserede her primært på at sikre dem en ordentlig arbejdsløshedsunderstøttelse. Det havde været en bedre og stærkere politik at fokusere på at få dem i arbejde igen. SYRIZA burde her havde foreslået en nedsættelse af arbejdstiden, der i forvejen er en af de højeste i Europa, med fuld løn- og personalekompensation så arbejdet kunne blive fordelt imellem alle i den erhvervsaktive alder. Ligeledes burde SYRIZA havde fremsat en parole om nationalisering af alle lukkede og udflytningstruede virksomheder og genopstarte dem under arbejdernes demokratiske kontrol. På den måde kunne staten både genstarte økonomien på trods af krisen og sikre fornuftige jobs til alle arbejdsløse.
Og ikke mindst er der SYRIZA’s naive indstilling til EU. SYRIZA ledelsen ser Grækenlands fremtid som en del af euro-zonen og tror på en genforhandling med Trojkaen. Dette er naivt. EU, IMF og den europæiske centralbank har aldrig bidraget med noget positivt for arbejderklassen og vil aldrig gøre det. Det er institutioner oprettet af de største kapitalistiske og imperialistiske magter i verden og det er deres, og kun deres, interesser de tjener og alle tre institutioner står reelt set på alle måder uden for demokratisk indflydelse, og dermed også uden for et eventuelt pres der kunne skabe grundlag for en bedre aftale. At vende tilbage til Drakmer og et brud med EU er ikke løsningen, men et brud med EU og resten af Trojkaen er et nødvendigt skridt på vejen. SYRIZA må opstille et internationalistisk alternativ til EU.
Kun gennem en spredning af revolutionen fra Grækenland til resten af middelhavsregionen og Europa, kan Grækenland i længden sikres muligheden for at opbygge et land med ordentlige levevilkår for befolkningen. I sidste ende vil kun en europæisk føderation af socialistisk republikker kunne garantere Grækenlands demokrati, selvstændighed og velfærd.
Det eneste sted der er penge i Grækenland til at løse problemerne, er i den private sektor. Kun gennem en nationalisering af bankerne, fabrikkerne, de store landejendomme, hoteller, supermarkeder og toppen af erhvervslivet, kan der skaffes arbejde og velfærd til den almindelige befolkning. Det er det perspektiv SYRIZA burde præsentere i en klarere form og overbevise vælgerne med. Kun et sådan program kunne havde sikret et isoleret SYRIZA en total sejr ved juni-valget. Et sådan program er netop hvad Socialistisk Standpunkts græske søsterorganisation Marxistiki Foni kæmper for i Synaspismós og i SYRIZA.
En ny regering der følger Trojkaens krav vil næppe overleve længe. Problemerne i Grækenland bliver blot værre og værre og radikaliseringen i befolkningen fortsætter. Resultatet af valget gav ikke den stabilitet under en nedskæringsregering som borgerskabet havde ønsket. Venstrefløjen står i en fordelagtig position til at forberede en afgørende sejr, langt større end hvad der kunne havde været muligt ved valget i søndags. Et nyt valg kan blive udskrevet hvornår det skal være. Fokuserer SYRIZA nu sine kræfter imod opbyggelsen af den folkelige bevægelse, udviklingen af et klart kampprogram og en enhedsfront med resten af venstrefløjen, så kan det nye nedskæringsflertal hurtigt væltes, og vejen kan banes for en venstrefløjsregering med SYRIZA i spidsen, der kan tage de første livtag med kapitalismen og det internationale borgerskab.
Grækenland er det nyeste bevis på sandheden af Rosa Luxembourgs forudsigelse om, at verden står overfor valget mellem socialisme eller barbari.
Foto: Mehran Khalili
