Alan Woods, redaktør på marxist.com, ser her på den massive krise som amerikansk kapitalisme befinder sig i og som er accelereret med stormem på kongressen. Det er en krise som har betydet en eksplosion i ulighed og polarisering som truer med at sprænge regimet og det borgerligt demokratiske system.
»Han, som ler, har endnu ikke hørt de dårlige nyheder« – Berthold Brecht
Trotskji sagde engang med henvisning til ordene fra den store filosof, Spinoza, at vores opgave: »hverken er at græde eller le, men at forstå.«
Vi bliver konstant fortalt, at vi må forene os for at stå sammen mod en fælles fjende – en nådesløs, ubønhørlig og usynlig fjende kaldet COVID-19. We are all in this together – synes at være det falske og hykleriske slogan, med hvilket de rige og magtfulde forsøger at vildlede vores opmærksomhed væk fra det tydelige faktum, at den nuværende pandemi også er et klassespørgsmål.
Det er simpelthen ikke tilfældet, at we are all in this together. Tværtimod. Pandemien har afsløret det dybe skel mellem rig og fattig: den rigtige brudlinje, der deler samfundet op i dem, der er dømt til at blive syge og dø en forfærdelig død, og dem, der ikke er.
Og lige i hælene på pandemien kom den største økonomiske nedtur i moderne tid. Den verdensøkonomiske krise har ramt USA hårdt. 40 millioner amerikaner har søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse under pandemien. Som altid er det de fattige, som lider mest.
I 2019, rapporterede Den Amerikanske Centralbank (FED), at fire ud af ti amerikanere ikke havde nok penge på deres bankkonti til at dækker uforudsete udgifter, der oversteg 400 dollar. Og i de første måneder af 2020 tog situationen et dramatisk skifte til det værre.
Staten, som ifølge markedsøkonomiske teorier bør spille en lille eller ingen rolle i det økonomisk kredsløb, blev nu mobiliseret som det eneste, der holdte det kapitalistiske system oppe.
I marts godkendte de amerikanske lovgivere over 2,4 billioner dollars i økonomiske redningspakker til virksomheder og husholdninger i et forsøg på at lindre den økonomiske nød, som havde ramt millioner af familier. Faktisk blev de fleste af disse penge brugt rundhåndet på gaver til de rige. Men pengene, som blev givet til de arbejdsløse, tjente utvivlsomt til at mildne krisens effekter på de fattige og mest sårbare i samfundet.
Men støtten er skrumpet siden sommer og flere nøgleprogrammer – inklusive understøttelse til kontraktløse arbejdere og folk, der har været uden for arbejdsmarkedet i mere end seks måneder – var sat til at ophøre i slutningen af december. I takt med, at regeringen har trukket sin støtte, kommer et voksende antal mennesker bagud med huslejen og andre regninger og har ikke råd til tilstrækkelig mad.
Sult i USA
Mange mennesker befinder nu sig selv i en desperat situation. Pludselig efter at have mistet deres arbejde står de over for at miste deres hjem. De har ingen indtægt og ikke nok penge til at sætte mad på bordet. I verdens rigeste land sulter millioner af familier.
Fødevareusikkerheden er fordoblet siden sidste år og har nået sit højeste niveau siden 1998, hvor opgørelserne startede I november fortalte én ud af otte amerikanere, ifølge den seneste amerikanske folketælling (den såkaldte census, red.), at de nogle gange eller ofte ikke havde nok mad .
Den 14. december rapporterede BBC News:
»Selvom sult ikke er noget nyt i Amerika, har pandemien haft omfattende konsekvenser. Fødevareusikkerhed er blevet et vidtrækkende nationalt problem, og end ikke visse af de rigeste egne går fri.
Siden starten af november, ikke langt fra Trumps National Golf Club i staten Virginia, i et område, der engang havde det laveste niveau af sult i USA, gav (fødevarebanken, red.) Loudoun Hunger Relief mad til mellem 750 og 1000 husholdninger om ugen – en gennemsnitlig stigning på 225 procent fra det ugentlige gennemsnit før pandemien.
Vi har set folk, som aldrig har haft behov for denne slags hjælp før,« siger direktøren for fødevarebanken, Jennifer Montgomery.
»Det var tydeligt, at de i høj grad kun er én eller to lønsedler fra at være i alvorlige problemer.«
»Min stolthed er væk«
Tag for eksempel Omar Lightner, en 42-årig lastbilchauffør fra Florida. Han mistede sit job i februar på grund af pandemien. Siden da har han levet af sin opsparing i et motel i Jacksonville med sin kone og børn. Deres penge er hurtigt ved at rinde ud.
»Min opsparing var på 22.000 dollar, da vi begyndte vores forlængede ophold,« siger Lightner. »Det kostede os omkring 17.300 dollar. Resten er gået til madbilletter (de såkaldte food stamps, red.). Det har hjulpet os meget. Men vi har to børn med alvorlig autisme, og der er medicin og behandling at betale for.«
Mens Lightner fortsætter med at lede efter arbejde, er hans største og mest påtrængende bekymring, hvordan han skaffer sin familie et hjem. De er kommet fire uger bagud med huslejen og står nu til at blive smidt på gaden.
Som en del af motellets udsmidningspolitik kan ting, der bliver vurderet til ikke at være essentielle, blive fjernet fra gæsternes værelse. Denne uge var det fjernsynet. Det har parret desperat brug for for at berolige Jamal, hvis autisme betyder, han ikke er i stand til at tale.
»Vi er en familie på fem, og der er ingen herberg med ledige pladser lige nu,« siger Lightner.
»Min stolthed er væk. Vi er praktisk talt hjemløse nu. Og jeg var en mand, som altid vægtede stolthed højt. Jeg arbejdede hele mit liv. Vi havde et fint hus og fine biler.«
»Jeg ved, hvordan jeg voksede op – jeg blev nødt til at arbejde for at opnå alt dette. Nu er det blevet taget væk uden, at jeg selv havde nogen skyld i det.«
Dette er det virkelige, brutale ansigt på det 21. århundredes kapitalisme. Der er intet andet. Den 1. januar 2021 havde ordene ‘Godt nytår’ en bitter og hul klang for i hvert fald 12 millioner amerikanske borgere.
Godt nytår for de rige
Men hov! Lad os nu ikke blive alt for dystre. Det hele er ikke dårlige nyheder. Midt i det her endeløse strøm af menneskelig elendighed, lidelse, sult og død klarede nogle folk sig ganske godt.
På et tidspunkt, hvor mere end 40 millioner amerikanere ansøgte om arbejdsløshedsunderstøttelse, så milliardærerne deres velstand vokse med mere end 500 milliarder dollars. For disse mennesker var 2020 i den grad et godt år. Og der er overhovedet ingen grund til at tvivle på, at 2021 vil blive endnu bedre.
Bare tag Amazon-direktøren, Jeff Bezos, som eksempel. Han blev den første person i verden, der har opnået en erklæret formue på over 200 milliarder dollars. Siden begyndelsen af marts, da USA så sine første coronavirus-dødsfald, voksede hr. Bezos’ formue med 74 milliarder. Så der er grund til at skåle!
Hr. Bezos tjener nu flere penge hvert sekund end den typiske amerikanske arbejder tjener på en uge. Den gennemsnitlige amerikaner med en bachelorgrad vil tjene omkring 2,2 millioner dollar i løbet af sin levetid. Bezos tjener omkring 2,2 millioner dollar hvert kvarter.
Med sine 200 milliarder dollars er han så rig, at når gennemsnitsamerikaneren bruger én dollar, er det sammenligneligt med, at Bezos tilsvarende bruger to millioner dollars. Hans formue er dobbelt så stor som hele det britiske kongehus’ og er på størrelse med visse landes bruttonationalprodukt.
Ej heller var han alene med denne fremgang. Casino-magnaten, Sheldon Adelson, så sin velstand vokse med fem milliarder dollars, mens Elon Musk (ejer af Tesla, red.) så sin vokse med 140 milliarder dollars. Når du lægger tallene sammen, har USA’s milliardærer øget deres totale nettoformue med 637 milliarder dollars under COVID-19 pandemien indtil videre.
Som vi har påpeget, stammer en stor del af deres velstand direkte fra regeringens generøse håndsrækninger, som skulle modvirke krisen. Broderparten røg direkte i lommerne på den rigeste ene procent.
Et skattesystem til fordel for de rige og smuthuller sørger for, at disse milliardærer forbliver på toppen. Og disse er blot de lovlige veje, som de rige kan bruge for at undgå at betale skat. I 2017 bekræftede forskere, at omkring ti procent af verdens BNP lå gemt i skattely. Et studie fra 2012 fandt, at op til 32 billioner dollars blev opbevaret i skattely af verdens rigeste personer.
Kløften, der adskiller dem, der har, fra dem, der ikke har, er vokset til en afgrund, der aldrig kan bygges nogen bro over. Den sociale og politiske polarisering bliver dybere, og det skaber en eksplosiv stemning i samfundet. Dette faktum blev markant understreget af begivenhederne i Washington i dagene omkring 6. januar.
Donald J. Trumps sidste modstand
At opnå en rationel indsigt i, hvordan Donald Trumps indviklede hjerne virker, er en opgave for folk med et langt større intellekt end det forfatteren af disse linjer besidder. Men det er ikke komplet umuligt at komme med et kvalificeret gæt om hans motiver i dette tilfælde.
Siden sommer har kongressen været låst fast på spørgsmålet om en ny stimuluspakke. Den skulle hjælpe omkring 12 millioner arbejdere, der var i fare for at miste deres bistand den 31. december.
Republikanerne og Demokraterne blev endelig enige om at indgå et kompromis om et lovforslag, der vil forlænge arbejdsløshedsunderstøttelsen indtil slutningen af marts blandt andet via redningspakker. Men til alles forbløffelse nægtede præsidenten at underskrive lovteksten. Trump protesterede nu over, at den mængde penge, der skulle gives til modtagerne, var for nærigt. Det er åbenlyst sandt, og han påstod at være på fattige amerikaneres side mod en nærig kongres, hvilket er en åbenlys løgn.
Faktum er, at det usle beløb blev besluttet som et resultat af Republikanernes afsporings-taktik, det vil sige Trumps eget parti. Hvis han virkelig var imod dette, kunne han have gjort sine synspunkter klare lang tid før og dermed spare en masse tid og besvær. Men det gjorde han ikke.
Faktisk støttede han det oprindelige forslag og forholdt sig stille, indtil sidste øjeblik, da aftalen landede på hans bord. Det var kun få uger, inden han ville blive bedt om at forlade sit præsidentembede. De to ting var tydeligvis relaterede til hinanden.
To ting er meget klare her. Den første er, at Donald J. Trump var meget stærkt knyttet til sin position som præsident for verdens største magt og han havde ikke har travlt med at pakke sine kufferter. Tværtimod klyngede han sig til magten med samme desperation, som en mand, der er ved at drukne, klynger sig til et strå.
Desværre er antallet af præsidentens strå drastisk skrumpet ind i ugerne efter valget. I en desperat handling, der minder om Custers sidste kamp, blæste Donald Trump i signalhornet og kaldte sine tropper til en sidste trodsig samling omkring flaget.
Til hans bundløse skuffelse svarede kun en håndfuld af de republikanske senatorer på hans kalden. Selv hans mest loyale støtter i det republikanske partis hierarki afvejede magtbalancen og drog den logiske konklusion, at diskretion vil være den tapre løsning her.
For at føje spot til skade offentliggjorde en eller anden snedig whistleblower (deres antal fordobles dag for dag) en optagelse, hvor præsidenten på bøllemanér forsøgte at presse Georgias statssekretær Brad Raffensperger til at ‘finde’ 11.780 stemmer, så Joe Bidens valgsejr i staten kunne omgøres. Det var formentlig en faktor, der hjalp nogle republikanske senatorer med at ombestemme sig. De forlod præsidenten, som rotter forlader et synkende skib.
Sådanne handlinger af kujonagtig illoyalitet er dybt krænkende for en mand, som længe har været uvant med ulydighed af nogen slags. Og således, mens andre havde travlt med at pakke deres gaver ud, var vores Donald i gang med at forberede en sidste juleoverraskelse til alle sine tidligere venner og allierede – og det én de sent ville glemme.
Og selv, hvis prisen var at millioner af fattige amerikanere måtte sulte, var han determineret på at skrive sig ind i historien som præsidenten, der ønskede at give flere penge til de fattige. Det var naturligvis en løgn.
Men det handler ikke om, hvad der er sandt, men hvad folket tror, der er sandt. Og dette er det afgørende under det næste præsidentvalg, når Donald J. Trump i modsætning til general Custer vil ride igen.
Opgøret
Det borgerlige demokrati er en meget skrøbelige plante, der kun kan blomstre i det rette miljø. Historisk set har det været et privilegium, der kun er tilfaldet de mest avancerede og velstående kapitalistiske nationer. Her har den herskende klasse besiddet tilstrækkeligt med overskydende rigdom til at komme med indrømmelser til arbejderklassen og dermed runde klassekampens skarpe kanter for at forhindre en åben konflikt mellem rig og fattig.
I meget lang tid – mere end 100 år i USA’s og Storbritanniens tilfælde – er det lykkedes den herskende klasse at etablere et vist niveau af politisk og social ligevægt Det er ikke gjort ved at herske med direkte magt, men snarere gennem en form for ‘gentleman’ aftale, et kompromis mellem de antagonistiske klasser.
I Storbritanniens tilfælde blev dette opnået gennem et to-parti system med Konservative og Labour, der skiftevis sad i regeringen med faste intervaller uden nogensinde at udfordre kapitalens herredømme. Et lignende arrangement fandtes i USA, hvor magten deltes mellem Republikanerne og Demokraterne.
I virkeligheden eksisterede dette kompromis som en maske for at skjule de grundlæggende splittelser i samfundet og afværge en seriøs udfordring af status quo. For at citere den store amerikanske forfatter, Gore Vidal: »Vores republik har et parti – ejendommens parti – med to højrefløje.« Men kapitalismens krise har ændret alting. En skarp og voksende adskillelse af rig og fattig har ført til et sammenbrud af den tidligere konsensus.
Overalt under den ellers tilsyneladende rolige overflade findes en sydende utilfredshed, der afslører sig selv gennem periodiske udbrud af vrede mod den gamle orden, dens institutioner, dens politiske partier, dens ledere, dens moral og dens værdier. Denne utilfredshed mangler i sandhed et tydeligt politisk udtryk. Den er forvirret, usammenhængende, og kan endda til tider udfolde sig på reaktionær vis.
Denne mangel på retning er næppe overraskende. Det er et resultat af den subjektive faktors svaghed, altså det faktum, at de marxistiske kræfter er blevet skubbet i baggrunden i en hel historisk periode hvilket har givet plads til alle mulige slags forvirrede reformister og venstrereformister. Uden selv at have nogen tydelige ideer er de organisk ude af stand til at komme med løsninger på de brændende problemer, som masserne står over for.
I deres desperate forsøg på at finde en vej ud af krisen søger masserne et udtryk og en udvej for deres vrede over den nuværende miskrediterede sociale og politiske ordens uretfærdigheder. Denne utilfredshed kan blive udnyttet af skruppelløse højrefløjsdemagoger af Donald Trumps slags.
Men i så forvirrede og heterogene bevægelser, er det afgørende, at vi lærer at skelne det reaktionære fra det, der er en refleksion af en usammenhængende protest mod status quo. Vi må ikke lade os blive kastet ud af kurs af sekundære faktorer og emotionel impressionisme.
Overfladiske impressionister på den såkaldte internationale venstrefløj ser kun de reaktionære elementer af Trumpisme. Dem identificerer de tåbeligt som fascisme, uden at vise den mindste smule forståelse for, hvad fascisme egentlig er. Sådanne forvirringer kan ikke hjælpe os mod at forstå den sande betydning af et vigtigt fænomen.
Dette nonsens fører dem direkte ind i sumpen af klassesamarbejde. Ved at fremme de falske ideer om ‘det mindste onde’ opfordrer de arbejderklassen og dens organisationer til at forene sig med klassens fjende, de borgerligt liberale, der efter sigende står for ‘demokrati’.
Værre endnu, ved konstant at himle op om om den påståede trussel fra fascisme kan de potentielt afvæbne arbejderklassen, når den står over for en virkeligt fascistisk fremgang i fremtiden. Som vi vil se, forstår de seriøse af kapitalens strateger langt bedre, hvad der foregår, end mange såkaldte venstrefløjsfolk.
Men for at vende tilbage til begivenhederne i Washington: Grundlæggende set indikerer de, at samfundets polarisering har nået et kritisk punkt, hvor det borgerlige demokratis institutioner bliver testet til sit yderste. Dette er grunden til, at den herskende klasse og dens politiske repræsentanter overalt er skrækslagne for Donald J. Trumps fremfærd.
Trump havde aldrig forsonet sig med ideen om at miste sit embede til noget så vulgært som et valg. Han havde allerede besluttet på forhånd, at der ville være valgsvindel (hvilke andre mulige forklaringer kunne der være på hans nederlag?). Trumps efterfølgende handlinger var derfor særdeles forudsigelige.
Med en følelse af at være blevet forrådt af de andre republikanske ledere (hvoraf mange hader, og alle frygter ham) vendte han sig mod sit eneste pålidelige støttepunkt: hans massebase, der på trods af alt forbliver urokkeligt loyal mod manden, som de ser som deres stemme og eneste håb i et håbløst korrupt og kynisk Washington.
Der var derfor næppe overraskende, da han forsøgte at mobilisere denne folkemasse i, hvad der muligvis må være en spillefugls sidste desperate terningekast.
Hans maniske taler havde tydeligt til hensigt at tilskynde en allerede rasende folkemængde uden for Det hvide Hus til at angribe Kongressen og dermed (var håbet) at forhindre bekræftelsen af Joe Bidens valgsejr. Men det er værd at bemærke sig, at hans hovedmål ikke var Demokraterne, men lige netop Republikanerne i Kongressen. I særdeleshed gjaldt det vicepræsident Mike Pence, som han opfordrede til at forhindre ceremonien i at finde sted.
På dette tidspunkt havde Pence og de andre ledere af Republikanerne imidlertid besluttet, at nok var nok. Som konsekvens af dette brød de med Trump, og Trump har brudt med dem. Disse handlinger har påført det republikanske parti dybe sår, der ikke kan heles nemt. Et åben split blandt Republikanerne er på ingen måde udelukket.
En ting står klart. Den herskende klasse var langt fra henrykte over hans seneste stunt, som politiet (af uklare årsager) virkede uforberedte på.
Donald Trump er dog endelig er ved at indse at løbet er kørt.
Dette vil selvfølgelig ikke blive slutningen på denne sag. Tværtimod er det virkelige drama kun lige begyndt. Efter at have vundet to pladser i senatet i Georgia vil Joe Biden nu have en rimeligt sikker kontrol over Kongressen. Han har ingen undskyldninger for ikke at efterleve den politik, som hans tilhængere forventer.
Men den voksende økonomiske krise, som er forværret af en kolossal gæld, betyder, at Biden-administrationen meget hurtigt vil skuffe de forhåbninger, som millioner stemte for som ‘det mindste onde’. Der vil nu åbnes op for en ny og stormfuld periode med klassekamp, der vil omvælte det amerikanske samfund fra bund til top, og åbne helt op for revolutionære muligheder.
Kapitalens strateger drager konklusioner
Det er ikke kun os der ser revolutionære rystelser i horisonten. En artikel i Financial Times den 29. december, underskrevet af redaktionen forsøger at skræmme borgerskabet ved at konfrontere dem med den uundgåelige konsekvens af den nuværende situation:
»Grupper, der er faldet bagud i forhold til den økonomiske forandring, kommer i stigende grad til den konklusion, at dem med magten er ligeglade med deres vanskeligheder eller værre endnu har manipuleret økonomien efter deres egne fordele mod dem, der er marginaliserede.
Langsomt, men sikkert sætter denne kapitalisme og demokrati i et spændingsforhold mod hinanden. Siden den første globale finanskrise har denne følelse af forræderi været brændstof for et politisk tilbageslag mod globalisering og det liberale demokratis institutioner.
Højrefløjspopulisme trives muligvis ved dette tilbageslag, mens de kapitalistiske markeder lades urørte. Men eftersom den ikke kan efterleve sine løfter til de økonomisk frustrerede, er det bare et spørgsmål om tid, før høtyvene tages frem for at jage kapitalismen selv og rigdommen fra dem, der drager fordel af den.« (min fremhævning, Alan Woods)
Hvorfor vi er optimister
»Alt i alt har krisen gravet sig ned, som den gode gamle muldvarp den er.« Marx til Engels, 22. februar 1858
Det kapitalistiske system er sygt, dødssygt. De gamle institutioner, der engang blev betragtet med respekt, betragtes nu af masserne, der føler sig forrådte og negligerede, med dyb foragt. Politikere, dommere, politiet, medierne og kirkerne anses alle som fremmedgjorte og korrupte.
Institutionerne i det formelle borgerlige demokrati blev baseret på antagelsen om, at afgrunden mellem rig og fattig kunne holdes inden for håndterbare grænser. Men den fortsatte stigning i klasseulighed har skabt et niveau af social polarisering, der ikke er set i årtier.
Det afprøver grænserne for de traditionelle mekanismer i det borgerlige demokrati helt ud til dets grænser og længere endnu. Dette blev set helt tydeligt med begivenhederne i USA over det sidste år.
De spontane oprør, der skyllede hen over landet efter mordet på George Floyd, og de efterfølgende uforudsete hændelser op til og efter præsidentvalget markerede et vendepunkt for hele situationen. Her, i kimform, har vi skitserne til revolutionære begivenheder i fremtiden.
Året 2021 vil blive et år som intet andet. Bliver det et godt nyt år, som optimisterne forudser? Det bliver selvfølgelig et godt år for den lille minoritet, der har grund til at være glade, nemlig den mindre end ene procent af befolkningen, der har ubegrænset kontrol over den rigdom, der produceres af den store majoritet.
Men for majoriteten er kapitalismens fremtid mørk. På trods af dette forbliver vi stædigt og trodsigt optimistiske med hensyn til fremtiden. Ikke for fremtiden under det kapitalistiske system, men for den revolutionære klassekamps fremtid, der er dømt til at omvælte systemet en gang for alle.
Efter en lang periode med relativ inaktivitet strækker arbejderklassen sine lemmer som en atlet, der forbereder sig på en altafgørende konkurrence. Det, og det alene, giver os håb og optimisme for menneskehedens fremtid.
Denne artikel er en forkortet og bearbejdet udgave af orginalen, udgivet af IMT på marxist.com den 8. januar.
