„Vi må gøre noget nu, der er ikke tid til at vente på en revolution,‟ forklarer en klimaaktivist. „Folk forstår ikke alvoren, det er op til os at eskalere og råbe politikerne op,‟ udbryder en anden.

Måske har du hørt noget lignende, hvis du har deltaget i en klimaaktion arrangeret af f.eks. Extinction Rebellion (XR), Nødbremsen eller Den Grønne Ungdomsbevægelse. Logikken bag er, at klimabevægelsen ikke har råd til at vente på, at det store flertal indser situationens alvor og går med i kampen. I stedet kan og skal en mindre gruppe aktivister tage opgaven på sig og kompensere for deres begrænsede størrelse med mere og mere rebelske midler.

Hvad ligger bag denne tilgang? På den ene side er det et positivt udtryk for, at mange i klimabevægelsen kan se klimakrisens akutte alvor og brænder for at handle. Men på den anden side viser det også, at den manglende forståelse for roden til klimakrisen – det kapitalistiske system – fører til utålmodighed. Frem for at gavne klimakampen fører det til en søgen efter smutveje uden om de radikale og revolutionære midler, der er nødvendige for at løse den.

Bevidst eller ej ender organisationer som XR med at skubbe arbejderklassen væk og fremmedgøre dem fra klimakampen, selvom de repræsenterer det store flertal af befolkningen, der i virkeligheden besidder magten til at sætte økonomien i stå og i sidste ende gennemføre en socialistisk revolution. Med marxistisk terminologi vil vi beskrive netop dette fænomen som en ultravenstre-tendens – et langt fra nyt fænomen, som blandt andet Lenin beskæftigede sig med i 1920’erne.

Lenin kaldte fænomenet for venstrekommunisme, da det dengang var udbredt i mange nystiftede kommunistpartier. Han beskrev det som en dogmatisk tilgang, hvor kampen for forandring tænkes i absolutter. Det betyder, at verden ikke forstås ud fra de eksisterende økonomiske og sociale modsætninger og processer, som danner grundlaget for f.eks. klimakrisen, men som ultravenstre-aktivisten selv ønsker, at den skal være.

Når det eksempelvis proklameres, at der er akut brug for klimahandling, er det korrekt på et generelt plan. Men et så generelt udsagn er ikke ensbetydende med, at enhver form for modstand eller klimaaktivisme er produktiv.

Forblændet af ivrighed glemmes de afgørende spørgsmål om, hvordan og hvem der skal realisere den nødvendige forandring. Vil en 10-mands motorvejsblokade lægge pres på en regering? Vil en sultestrejke foran et ministerium få politikere og dansk landbrug til at ændre kurs? Vil et gadeteater for klimaet få Mærsk eller Aalborg Portland til at stoppe deres enorme udledninger? Disse spørgsmål er ikke til for at drive spot med velmenende klimaaktivister, men for at pointere nødvendigheden af, at vi må studere de processer, der har ført til grundlæggende samfundsforandringer gennem historien.

Ivrighed er utilstrækkeligt. Som guide til vores handlinger må vi have et grundlag, der går til problemets kerne og siger tingene, som de er. Det nuværende samfund, herunder staten og de politiske institutioner, eksisterer for, at et lille mindretal kan drive rovdrift på flertallet og planeten i jagten på profit. Den kendsgerning bør være udgangspunktet for klimakampen og de midler, vi tager i brug. Og netop manglen på at gå til sagens kerne er roden til ultravenstre-tendenser, både historisk og i dag.

Da Vladimir Lenin i 1920 skrev bogen Venstrekommunisme: en børnesygdom, var det for at tage den marxistiske analyse af klassekampen i forsvar og sætte de bolsjevikiske metoder, der havde ført til en succesfuld revolution i Rusland, under lup, så en ny generation kunne lære og kureres for deres venstrekommunistiske børnesygdom.

Marxisme, forklarer Lenin, er i virkeligheden arbejderklassens generaliserede erfaringer; og dermed kommunistpartiets stærkeste våben, der kan danne grundlag for en revolutionær politik under alle forskellige stadier af klassekampens udvikling.

Men i eksempelvis Tyskland havde de unge kommunister hverken gennemgået de samme praktiske erfaringer og ideologiske kampe som bolsjevikkerne eller absorberet de vigtigste lektioner fra den russiske revolution. De var utålmodige og blev draget mod en forenkling af de revolutionære opgaver, taktikker og slogans. De begik den fejl, at de forvekslede, hvad de selv forstod, med hvad arbejderklassen forstod.

Selvom de på abstrakt plan forstod, at arbejderklassens afgørende rolle var at ændre samfundet, endte de i praksis med at løbe forud for det store flertal, som netop var dem, der skulle tage samfundet og økonomien i egne hænder og vælte tysk kapitalisme.

Hos mange klimaaktivister i dag er en forståelse for arbejderklassens afgørende rolle ikke bare abstrakt eller forsimplet, men totalt fraværende. Det stiller klimabevægelsen svagt, fordi den ikke knyttes til den nødvendige omvæltning af kapitalismen og omstillingen til en grøn planøkonomi, der ikke er drevet efter profit.

På grund af arbejderklassens plads i samfundet, som dem, der producerer al værdi og får verden til at køre rundt, besidder netop dén klasse det revolutionære potentiale, som klimakrisen skriger efter.

Lenin forklarer i bogen, at en revolution først er mulig, når overvægten af arbejdere og undertrykte netop forstår nødvendigheden heraf, og at revolutionen herefter kan ledes til sejr, når de revolutionære masser tager samfundet i deres hænder og begynder at bygge et socialistisk samfund.

Bevidstheden blandt flertallet af befolkningen i Danmark er på nuværende tidspunkt ikke revolutionær – det er klart for enhver. Men kapitalismens krise og dermed også klimakrisens voksende alvor vil presse flere og flere til at kæmpe og kræve grundlæggende revolutionær forandring.

Folks politiske bevidsthed rystes af store begivenheder, og gennem erfaringer i kamp mod det bestående drages de konklusioner, der gør en revolution ikke blot nødvendig, men mulig.

Når vi møder ultravenstre-idéer hos folk, hvor utålmodigheden kommer fra et positivt ønske om at ændre verden grundlæggende, skal vi overbevise dem om nødvendigheden af en revolution for at ændre verden.

Men det er ikke nok. Vi må også kunne forklare, at der ikke kan skydes genvej uden om masserne og arbejderklassen. Ivrighed er bedst brugt, når den kanaliseres ind i dedikation til at erobre de marxistiske idéer og forstå de virkelige årsager bag kapitalismens blindgyde og dermed dens løsning.

Utålmodighed må udskiftes med en forståelse af forholdet mellem arbejderklassen og det revolutionære parti. Det er kuren mod utålmodig aktivisme og et vigtigt skridt på vejen til at kæmpe under kommunismens banner.