Den politiske situation i Italien bliver til stadighed mere absurd. Premierministeren er åbenlyst korrupt og det ledende borgerlige parti har lagt sig sammen med nyfascisterne i Alleanza Nazionale. Der er ikke længere et eneste parti i parlamentet, som har rødder i arbejderbevægelsen. Socialdemokratiske, socialistiske og kommunistiske partier er ganske enkelt blevet udraderet fra den parlamentariske scene.

Økonomisk krise
Italien er kendt for sin gode mad, sin mode-industri og luksusbiler som Ferrari. Men salget af Ferrari-biler er ifølge Wall Street Journal faldet med 22 procent i forhold til sidste år. Hele Italiens økonomi er hårdt ramt af krisen i den internationale kapitalisme.

Fra den 12. december sidste år til 12. januar i år mistede Italien 900.000 arbejdspladser. Alene bilfabrikanten Fiat – der står for 12 procent af Italiens samlede økonomi – fyrede 58.000 arbejdere i denne periode.

Reaktion fra arbejderne
Der har været adskillige store strejker i de første måneder af 2009. Blandt andet har der været store bevægelser blandt arbejderne i bilindustrien. 500.000 arbejdere demonstrerede den 13. februar. En ny rapport viser desuden, at der bliver varslet i gennemsnit to til tre strejker i det offentlige transportvæsen i Italien – om dagen.

Det kommer oven på en periode med stigende klassekamp i Italien. Der har været adskillige generalstrejker og massedemonstrationer i de senere år.

Politisk radikalisering til højre
I en situation med stigende polarisering i samfundet og hvor arbejderne tydeligvis ikke har tænkt sig at lade levestandarden blive bombet tilbage for, at kapitalisterne kan redde sig skadesløse gennem krisen, hvordan kan det da være, at Berlusconi blev genvalgt? Det spørgsmål er der mange aktive på venstrefløjen i hele Europa, der stiller sig.

Berlusconi repræsenterer den italienske overklasses mest radikale, aggressive og stupide fløj. De ”nøjes” ikke med at skære ned på uddannelserne og angribe arbejdernes rettigheder i forhold til sikkerhed i ansættelsen og retten til at strejke. De har indført en række rabiate tiltag, som går langt ud over de ”almindelige” borgerlige angreb. Italiens indenrigsminister Roberto Maroni fra partiet Liga Nord har for eksempel indført en lov, som registrerer alle romaer (sigøjnere) i Italien, og som omfatter deres fingeraftryk. Det gælder også børnene.

Kommentatorer på store borgerlige aviser i hele Europa taler desuden om, at selve det borgerlige demokrati i Italien er truet af Silvio Berlusconis ændringer af landets grundlov. Disse ændringer vil blandt andet betyde, at regeringen får større kontrol over anklagemyndigheden og domstolene – meget belejligt for Berlusconi, der personligt er sølet ind i mafia-aktiviteter.

Venstrefløjen i krise
Svaret på, hvordan det kan være, at arbejderpartierne står historisk svagt, skal findes i den tidligere periode, hvor venstrefløjen indgik i regeringskoalition. Ved valget i april sidste år led den italienske venstrefløj sit største valgnederlag nogensinde. En koalition med fire partier (hvoraf det største var Rifondazione Comunista, PRC) fik tilsammen sølle 3,1 procent af stemmerne. Den italienske spærregrænse på fire procent betød, at alle partierne i koalitionen røg ud af parlamentet.

Ved de to foregående valg (til parlamentet og senatet) i 2006 fik PRC alene henholdsvis 5,8 og 7,4 procent. Altså uden en koalition med andre partier. Samlet set gik arbejderpartierne 75 procent tilbage fra 2006 til 2008. Det er et historisk kollaps.

Claudio Bellotti, der er ledende medlem af FalceMartello, den marxistiske fløj i PRC, forklarer, hvordan sådan et kollaps kunne finde sted:
”Det var et resultat af venstrefløjens tab af troværdighed under de to år med centrum-venstre regering – to år med konstant ydmygelse for disse politiske kræfter.”

Reformismen virker ikke
PRC’s højredrejede ledere har forsøgt at opløse partiet i en koalition uden et kommunistisk eller socialistisk program. Den såkaldte ”regnbue-koalition”, hvor partiet indgik i regering under Romano Prodi, var et led i denne proces. Lederne har i mange år – især siden østblokkens kollaps for 20 år siden – ikke haft en klar kurs. De har systematisk udvandet programmet og bevæget sig væk fra idéen om socialisme. I stedet har de forsøgt at virke ”ansvarlige” (overfor de borgerlige og overklassen i stedet for arbejderne!) og ”regeringsduelige”. Denne kurs, der har stået på i årevis, har forberedt den nuværende krise.

Et ekstremt eksempel på, hvor langt visse ledere i arbejderbevægelsen er gået til højre, findes i det tidligere socialdemokratiske parti. Partiet er blevet nedlagt, og lederne er gået sammen med et borgerligt parti om at danne et borgerligt midterparti, det Demokratiske Parti.

Regeringsdeltagelse uden klart program gav bagslag
Den såkaldte centrum-venstre regering kom i sin tid til magten efter fem års Berlusconi-styre. Regeringen blev valgt på baggrund af et massivt ønske om forandring. Men efter to år var status absolut negativ. Regeringens basis – arbejderne og ungdommen – var desillusionerede over regeringen. Centrum-venstre regeringens finanslove gav store summer og skattelettelser til virksomhederne og overklassen. Men der blev stort set intet gjort til gavn for arbejderklassen. Tværtimod hævede de pensionsalderen og forsøgte at sænke folkepensionen.

Claudio Bellotti forklarede situationen i et interview i 2008:
”Arbejderne og de unge gav (i 2006, red.) deres stemmer til venstrefløjen og forventede ændringer. Men ingen af den borgerlige regerings angreb blev tilbagerullet af arbejderpartierne, da de var i regering. Af denne grund er venstrefløjen nu miskrediteret, og den generelle stemning er, at man ikke kan stole på nogen. Det førte også til forvirring og krise i nært sagt alle venstrefløjs-organisationer, særligt i PRC.”

Fløjkamp i PRC
Efter det katastrofale nederlag til arbejderpartierne opstod der enorme diskussioner inde i PRC. Højrefløjen havde sagt, at deres linje med ”ansvarlighed” inden for kapitalismens rammer og en nedtoning af partiets mål om socialisme ville give fremgang. De sagde, at det ville give succes at deltage i en regering uden et socialistisk program for planlægning af Italiens finanssektor og de største virksomheder. Men det modsatte viste sig at være tilfældet. I stedet for fremgang og succes blev resulteret tilbagegang, kollaps og miskreditering.

Dette miserable nederlag til PRC-ledelsens politiske linje førte til, at partiets højrefløj tabte fløjkampen på den efterfølgende kongres. Deres planer om at opløse partiet led skibbrud på grund af modstand fra medlemmerne, der klart så den opportunistiske politik som ansvarlig for partiets nederlag.

I stedet bliver partiet nu ledet af forskellige grupper på venstrefløjen i partiet. Den marxistiske fløj FalceMartello, der er den italienske del af den Internationale Marxistiske Tendens (samme tendens som Socialistisk Standpunkt tilhører), har under pres fra PRC’s medlemmer fået en plads i partiets forretningsudvalg. Her kæmper Claudio Bellotti for at partiet bliver opbygget på arbejdspladserne og baserer sig på arbejdspladsernes krav.

Klassekamp forude
Udfordringen for Rifundazione Communista i dag, sammen med andre mindre kræfter på venstrefløjen er, at synke dybere rødder blandt arbejderklassen, at basere sig på klassekamp, at give en stemme til den bevægelse, der udfolder sig og opbygge en tilstrækkelig masse til, at partiet kan blive et referencepunkt for arbejderklassen og for en ny, offensiv kamp fra arbejdernes side.

De kommende eksplosioner vil ryste Berlusconi og de italienske kapitalister, – og i denne situation er det afgørende med et stærkt PRC, der kan præsentere et socialistisk alternativ til kapitalismens krise. Det kan kun lade sig gøre, hvis partiet baserer sig på en klar klasselinje – på marxismen – og synker rødder på arbejdspladserne gennem at organisere de bedste elementer på et marxistisk program for at finde en revolutionær vej ud af krisen.