[Denne artikel blev bragt i marts-nummeret af Revolution, få uger efter det italienske valg, da forhandlingerne om regeringsdannelse stadig var undervejs. Der er nu efter 10 ugers forhandling nået en aftale mellem Femstjernebevægelsen og partiet Lega, der sammen danner regering og derved får flertal i det italienske parlament. Selvom artiklen er skrevet inden sammensætningen af regeringen faldt på plads er analyserne og konklusionerne i artiklen ligeså (hvis ikke endnu mere) sigende for situationen i Italien, end de var for halvanden måned siden]
Den 4. marts 2018 blev der afholdt valg i Italien. Resultatet har efterladt det italienske parlament i den situation, at ingen af parti-forbundene kan danne regering på egen hånd. Heller ingen af disse forbund er umiddelbart villige til at danne en regering sammensat af flere partier, der ikke allerede stillede op til valg på samme liste. Som led i hvad der oftest bliver betegnet som den populistiske tendens, endte valget den 4. marts med at halvdelen af stemmerne gik til såkaldte ‘anti-establishment’-partier, imens de traditionelle partier gik fra valget med kraftige dyk i procenterne. Hvor stiller det nye politiske magtforhold Italien? Kommer de nye store partier til at bryde med EU-vældet? Og hvor er venstrefløjen i denne ustabile situation?
Den borgerlige orden svinder
Italien står nu overfor et problem, der efterhånden virker velkendt i Europa. De gamle partier fra den borgerlige højrefløj såvel som den reformistiske venstrefløj kan ikke være bannerførere for en ‘stabil’ økonomisk politik. Et årti med tvungne diktater og økonomiske stramninger fra EU, der ikke tager hensyn til hverken arbejdere, ældre eller unge, er for de traditionelle partier blevet den største forhindring i spillet om en ny periode ved regeringsmagten. De har mistet deres majoritet til en gruppe partier og bevægelser, hvis DNA er sammensat af had til den bureaukratiske EU-manøvrering, apati overfor internationale retningslinjer og en stærkt nationalistisk retorik. At skulle sammenstrikke en funktionel regering under de nuværende politiske omstændigheder vil lige meget hvad resultere i en ustabil koalition uden nogen reel vinder. For at danne et flertal i det italienske parlament kræves en gruppe på 316 parlamentsmedlemmer, 50 procent af det samlede parlament. Hvis ikke dette lykkes, må der udskrives endnu et valg.
Oprørskoalition eller nyvalg?
I skrivende stund kan det gå begge veje, men den mest sandsynlige koalition er måske at finde imellem de to største populistiske kræfter: den idelogisk forvirrede M5S (MoVimento 5 Stelle), i Danmark kendt som Femstjernebevægelsen, og det højre-nationalistiske parti Lega (tidl. Lega Nord). De to partier er efter valget gået sammen for i fællesskab at vælge formændene for parlamentets to kamre: Camera dei deputati og Senato della Repubblica. Det hurtige samarbejde kunne tyde på en mulig koalition, selvom der stadig eksisterer en række uenigheder mellem partierne: den første er angående hvem af de to parter, der skal løbe af med premierministerposten. Den anden i relation til hvilken rolle Silvio Berlusconi og hans parti Forza Italia (der i årets valg var del af Legas valgliste under centrum-højre-forbundet) skal have lov til at spille i en eventuel regering. Matteo Salvini, lederen af Lega, udtalte i et interview med avisen Corriere della Sera den 27. marts at chancerne for et nyvalg – og dermed ikke en koalition med Femstjernebevægelsen – var “cirka 50 procent”.
Luigi De Maio, den nuværende leder af Femstjernebevægelsen, gik til valg på at rydde op i det politiske system og rense ud blandt Italiens politikere efter årtier med et utal af korruptionssager. At De Maio afviser at danne nogen form for regering med skandaleramte og korruptionsanklagede Berlusconi og hans parti, er derfor ingen overraskelse. De Maio har endda afvist helt at mødes med Berlusconi. Alt dette skaber en stor forhindring for en regeringsdannelse med Lega, der har udtalt, at de ikke vil træde ud af deres valgforbund med Forza Italia og lade Berlusconi i stikken.
Mangel på sikkerhed skaber knas i Bruxelles
Lige meget hvilken regering, der kommer ud på den anden side af forhandlingerne, vil den lægge en ny kurs for forholdet mellem Italien og EU. En koalition mellem Lega og Femstjernebevægelsen ville for EU være et mareridtsscenarie, eftersom begge partier i valget høstede deres stemmer på en fjendtlighed overfor det Italienske unionssamarbejde. Lega og Femstjernebevægelsen skaber nervøsitet hos EU’s økonomer, der lige siden 2008 har holdt Italien i en stram finanspolitisk snor og forsøgt at kontrollere Italiens gældsproblem igennem konservative økonomiske reformer. Både Lega og Femstjernebevægelsen har truet med at gennemføre det modsatte af økonomisk tilbageholdenhede reformer, i stedet vil de indlede en ny periode med ekspansiv finanspolitik. For EU betyder sådan et økonomisk paradigmeskift, at Italien – ude af stand til at få deres økonomi tilbage på benene igen –uundgåeligt vil trække Eurozonen med sig ned i en dyb recession, når der opstår en ny økonomisk krise. Det betyder dog ikke, at Italien er uden for farezonen, hvis blot de vælger at forsætte den 
konservative økonomiske politik – langt fra. Men en ekspansiv finanspolitik og den stigning i national gæld, der uundgåeligt følger med, ville bringe Italien ind i en situation med øget ustabilitet. En kommende begivenhed, der kommer til at få stor betydning for Italiens økonomi, er vedtagelsen af landets budget for 2019, der finder vej til parlamentet i efteråret. De populistiske anti-EU partier, der nu udgør cirka 60 procent af parlamentets medlemmer, vil efter al sandsynlighed ikke være med til at vedtage endnu en runde af EU’s nedskæringsdiktater, hvilket der ellers har været tradition for siden krisen i ’08.
“Too big to save”
Medmindre Lega og Femstjernebevægelsen på magisk vis vælger at opløse sig selv, er der ingen udsigt til gennemførelse af nye EU-reformer. Femstjernebevægelsen har lovet at indføre borgerløn, Lega har lovet en flad skat, og begge partier har givet løfter om at tilbagerulle en række pensionsreformer gennemført efter finanskrisen. Sådan nogle løfter, lige meget hvordan man vender og drejer dem, er fuldstændig inkompatible med EU’s finanspolitiske pensum. Borgerlige økonomer betegner ofte Italiens rolle i EU’s økonomiske puslespil som en tragedie, landet der er “too big to save”, men også “too big to fail”. Sidstnævnte idé er dog liberal drømmetænkning, og det er vist kun den første af de to aforismer, der holder vand – ligesom alle andre økonomier er Italiens næppe for stor til i en kriseperiode at falde pladask på gulvet. Eurozonen har ingen mekanismer, der ville kunne håndtere en krise i et land på størrelse med Italien. De eurozone-reformer, der efterhånden er blevet en permanent ordning baseret på Tyskland og Frankrigs europæiske interesser, er tænkt til at være instrumenter, der kan indlemme mindre lande i den stabile europæiske økonomi. Italien er ikke en af disse små økonomier. I danske medier bliver Italiens størrelse og de økonomiske hestekræfter, der følger med, oftest ikke belyst. Sydeuropæiske økonomier bliver sat i samme bås. Men hvis man tænker tilbage på krisen i Grækenland, så kan man hurtigt enes om, at Eurozonens reformer kom på noget af en prøve overfor både den græske økonomi og de politiske spændinger, som krisen førte med sig. Det Grækenland, der er kommet ud på den anden side af krisen, er langtfra en økonomi med problemerne bag sig, EU’s regnedrenge har efterhånden overladt den græske økonomi til dens egen langsomme implosion. I bund og grund er ingen af problemerne løst for helt almindelige græske mennesker, det eneste, der er kommet ud af krisen og EU’s ‘hjælp’, er isoleret økonomi og en række tyske banker med store plusser på kontoen. Italiens økonomi er næsten 10 gange større end den græske, og er den fjerdestørste i Europa. En krise i Italien behøver ikke engang nærme sig størrelsesordenen af den græske, før konsekvenserne for EU ville være katastrofale.
Løfter og æresord forsvinder ad bagdøren
Lega og Femstjernebevægelsen træder i den kommende periode ind i en umulig politisk situation. Som det så oftest går, når protestpartier får smidt magten i hænderne, skal de på et tidspunkt konfronteres med realiteten af, hvordan man skal styre en kapitalistisk økonomi. Om denne slags partier har opbygget deres vælgerbase hos frustrerede arbejdere og unge ligesom Femstjernebevægelsen, eller som med Lega hos de dele af befolkningen; der beskylder immigranter og flygtninge for alverdens dårligdomme, er i og for sig lige meget. For både Lega og Femstjernebevægelsen betyder en konfrontationen med Italiens situation en undsigelse af alt, hvad deres valgkampagner var bygget på.
Venstrefløjens kollaps
Spørgsmålet om den italienske venstrefløj er et andet der er centralt for en forståelse af landets politiske situation. De partier, der stillede op på centrum-venstre-listen til årets parlamentsvalg, og, som alle vågnede op til et historisk dårligt valgresultat, er alt andet end venstreorienterede. Matteo Renzi fra Partito Democratico, der havde posten som Italiens premierminister mellem 2013 og 2016 er skoleeksemplet på en reformistisk leder, der har lagt sig fladt på maven for borgerskabet og svigtet samtlige almindelige mennesker i Italien til fordel for varme håndtryk fra EU-toppen og Italiens kapitalister. Alle forhåbninger til Partito Democratico som forkæmper for arbejdere og unge i Italien er for længst blevet begravet. Renzi forsøgte i 2016 at ændre den Italienske konstitution for at fastholde magten (og for at forhindre nye partier som Femstjernebevægelsen i at blive det største i Italien), men han måtte se et katastrofalt folkeafstemningsnederlag i øjnene, hvorefter han blev nødt til at gå af som premierminister. På trods af ikke længere at bære den fine titel styrede han efterfølgende sin gamle regering bag kulisserne. Selvom han har lovet at gå af som Partito Democraticos leder, en position han stadig besidder, har han endnu ikke vinket farvel til den magelige stilling. Renzi føler, at det er ‘nødvendigt’ at holde fast i paritets ledelse indtil en ny regering er dannet. Renzi er for Italienerne blevet inkarnationen af en såkaldt ‘venstreorienteret’, hvis arrogance ingen grænser kender.
Renzis beslutning om at blive på posten som leder for sit parti har dog en logisk bagtanke. Han vil med den lille mængde magt, han stadig har, for alt i verden forhindre en potentiel ny regering med Partito Democratico som medpart. Det virker måske absurd ikke at ville sidde i en regering, men selv Renzi kan efter det sølle valgresultat godt se, hvor hans parti er på vej hen, hvis de er med til at fortsætte den kurs, de har kørt efter siden 2013. Den ene nedskæringsreform efter den anden har trukket tæppet væk under deres opbakning. For Renzi er taktikken at overlade det beskidte arbejde til de andre partier; lade dem udføre kapitalismens krav, hvorefter han og de andre karrierepolitikere i Partito Democratico kan råbe fra sidelinjen og indtage rollen som oppositionen fra venstre. Renzis position har dog langt fra enstemmig opbakning. Flere dele af partiet er åbne overfor en mulig koalition med Femstjernebevægelsen, hvilket i sidste ende kunne betyde en splittelse på tværs af den italienske ‘venstrefløj’. Renzi og Partito Democraticos forfald skaber store problemer for borgerskabet og kapitalistklassen i Italien, der har brugt årtier på at transformere partiet til den primære politiske agent for italiensk kapitalismes interesser. Men autopiloten virker ikke længere. De italienske arbejdere kan godt se, at de partier, der lader sig føre af kapitalismens hånd, altid vil skære i arbejderes rettigheder, unge menneskers uddannelse og de generelle levevilkår.
At grave sin egen grav
Italien viser bedre end de fleste lande, hvor galt det kan gå, når store reformistiske partier underlægger sig kapitalisternes krav om nedskæringer og angreb rettet imod arbejderklassen. Som Marx ville sige det, er tragedien efterhånden blevet en farce: Når de store traditionelle partier rykker til højre, mister de mere radikale småpartier deres klasseperspektiv, rider med på højredrejningens bølge og giver implicit støtte til det store partis kontrareformer. Og i håbet om på et tidspunkt at knække den nedadgående kurve går de også på kompromis med den kapitalistiske økonomis interesser. Disse mindre venstrefløjspartier, der også stillede op til valget i marts, forsøger gang på gang at genopfinde sig selv og genetablere en reformistisk venstrefløj med handling og vilje bag 
de store løfter om velfærd og rettigheder til arbejderne. De forstår ikke umuligheden i at opbygge en venstrefløj med de stumper og stykker, der er mærket af årtiers borgerlig politik og angreb imod Italiens arbejdere. Ordet ‘venstre’ (italiensk: sinistra) bliver nu identificeret med Renzi, nedskæringer og en endeløs leflen for toppen af det italienske samfund. Nationalistiske partier som Lega har brugt denne stemning i deres valgkampagne og portrætteret sig selv som ‘arbejdernes parti’, og de har anklaget alle, der definerer sig selv som ‘venstrefløj’, for direkte at modarbejde den italienske befolknings interesser.
Den revolutionære venstrefløj
Hvad, der engang var den italienske arbejderklasses stemme med over 2 millioner medlemmer, er i dag ikke andet end en nostalgisk og pessimistisk gammelmandsklub. Det italienske kommunistparti, der efter årtiers klassesamarbejde gik i opløsning i 1991, kom ud på den anden side som henholdsvis Partito Democratico della Sinistra der senere blev til Partito Democratico og Rifondazione Comunista. Ingen af disse har på nogen måde formået at holde fast i bare én bid af den revolutionære venstrefløjspolitik. Resterne af den gamle venstrefløj har lagt sig i en depressiv dvaletilstand uden at forstå, at det netop er deres manglende politiske forståelse, der har ledt dem ind i den forbitrede situation. De fleste af sådanne folk holder stadig fast i de metoder, der netop ledte til disintegrationen af den før så stærke italienske venstrefløj.
At skulle stå side om side med ‘venstrefløjsaktivister’, der bevidst har stukket hovedet i jorden, var for de italienske marxister, som rent faktisk kan aflæse de politiske tendenser i landet, en fuldstændig umulighed. Vores kammerater i Den italienske sektion af Den Internationale Marxistiske Tendens stillede op til det italienske valg fordi de forstod nødvendigheden af at kunne stå på en selvstændig revolutionær platform. Kampen gik på et ægte revolutionært program og afskæringen fra den del venstrefløjen, der for længst har opgivet enhver tanke om en socialistisk omvæltning i Italien. Målet var komme i kontakt med de arbejdere og unge der leder efter revolutionære alternativer og godt kan gennemskue den støvede venstrefløj— og Femstjernebevægelsens tomme paroler. Et småt, men vigtigt skridt i at opbygge de marxistiske kræfter i Italien. I denne henseende var kampagnen fra Sinistra Rivoluzionaria en enorm succes!
På vej mod politisk uvejr
Det mest presserende spørgsmål er uden tvivl fremtidsudsigterne for den italienske økonomi. Imens Lega og Femstjernebevægelsen kan boltre sig med en laissez-faire-attitude overfor EU’s strenge krav i månederne rundt om et parlamentsvalg, er problemerne af en meget reel størrelse. På den ene eller anden måde kommer disse oprørspartier til at blive kastet direkte ind i åben kamp med EU, og de har ikke det økonomiske artilleri på deres side. Vil de tage kampen op, eller vil de kapitulere overfor ‘større magter’ når alt kommer til alt? Arbejdere og unge vil med tiden indse, at det hverken er højrenationalisme eller løfter om borgerløn, der kommer til at forbedre deres hverdag og fremtidsudsigter. Der er brug for en revolutionær venstrefløj, der tør bryde med kapitalismen, tør vriste sig fri af EU’s økonomiske kvælertag og smide Italiens korrupte borgerskab på porten, en gang for alle.
