Som svar på Berlusconis store offentlige besparelser, indkaldte CGIL, Italiens største fagforbund, til en fire timers generalstrejke fredag i sidste uge. Opbakningen var enorm med mere en million arbejdere på gaderne i hele Italien. Overalt var der en stærk militant følelse i alle demonstrationerne, især med udgangspunkt i arbejderne på FIATs fabrik i Pomigliano ved Napoli.

I Bologna var der 100.000 på gaden, i Milano 70.000, i Napoli 70.000, i Rom mere end 40.000, i Palermo 25.000, i L’Aquila 20.000, i Cagliari 10.000, i Bari 10.000 og over hele Veneto regionen (i nordøst) kom der 80.000 ud for at protestere. I alt var der over en million arbejdere der tog del i mange forskellige demonstrationer over hele landet.

Næstformanden for CGIL, Susanna Camusso, sagde, at en million på gaderne over hele Italien var ”Langt over forventningerne…”. Hun gik videre med en advarsel til regeringen om, at befolkningen er begyndt at indse, at den seneste nedskæringspakke ikke rummer nogen fremtid for dem. Arbejderne i demonstrationen krævede, at premierminister Silvio Berlusconi skulle trække sit forslag om at fryse lønningerne i den offentlige sektor, tilbage. Berlusconi lægger også op til voldsomme nedskæringer i regionernes tilskud, hvilket arbejderne også er imod.

Yderligere krav fra arbejderne var følgende: Stop fyringerne, forsvar arbejdspladserne, for statsstøtte til truede arbejdspladser, og øget beskyttelse af immigrantarbejdere og daglejere. Strejken var også til forsvar for paragraf 18 i Arbejdsloven, der for tiden er under angreb fra regeringen.

Det, der fremprovokerede en så stor reaktion fra den Italienske arbejderklasse, var de 24 milliarder euro (179 milliarder kroner), der senest blev offentliggjort som nedskæringspakke af regeringen. Pakken indebærer en 10 procents nedskæring af budgettet i samtlige ministerier. Pakken er kommet som et chok for mange, da Berlusconi i længere tid har pralet af, at Italien ikke var i samme situation som Grækenland. Efter sigende var Italiens finanser i ”bedre form”.

Højrisikoland
På overfladen kunne det ellers godt virke sandt. Italien har ikke fået sprængt en boligboble, som Spanien har. Banksektoren er mere reguleret, og har derfor ikke lidt under det samme niveau af finanskrise som mange andre store kapitalistiske økonomier. Italiens nuværende budgetunderskud er kun på 5,3 procent af BNP, hvilket er lavt sammenlignet med Grækenland, men også i forhold til England. Det er dog ikke nok kun at se på de tal. Italiens nationalgæld er samlet set på over 100 procent af BNP, og det bliver regnet som højrisiko, faktisk en af de højeste i Europa.

Faktisk var den italienske gæld allerede høj lang tid inden den nuværende internationale krise startede, og borgerskabet havde længe presset på for at få nedskæringerne igennem. Mange seriøse borgerlige kommentatorer har længe klaget over, at Berlusconi ikke havde gjort nok for at få nedbragt gælden. Nu har virkeligheden indhentet regeringen, og den bliver presset af italiensk og international kapital for at gøre noget mere seriøst ved problemet. Kapitalmarkederne blev ikke narret af Berlusconis retorik, og de placerede Italien sammen med andre højrisikable lande i euro-zonen, som Grækenland, Spanien og Portugal. Resultatet er den seneste nedskæringspakke.

Men de italienske arbejdere er ikke så vilde med at blive gjort til syndebuk for den krise, de ikke selv har skabt. ”Vi siger nej til det her budget. Det er forkert, uretfærdigt, lammer væksten, får ikke produktionen i gang, det rører ikke de rige, og det straffer arbejderne,” sagde Fulvio Mammoni, et medlem af den nationale bestyrelse for CGIL, til de tusinder af arbejdere der var samlet i Napoli. Guglielmo Epifani, formand for CGIL, sagde i hans tale til demonstrationen i Padua: ”Landet ligger i ruiner. Arbejderne lider, arbejdsløsheden stiger, især i de industrialiserede områder. Og regeringen gør ingenting.” Disse ord afspejler en endnu mere voldsom holdning blandt medlemmer i CGIL, og arbejderklassen som helhed.

Dette er en ny tone for CGILs ledere, der indtil for nylig prøvede at holde sig til ”dialoger”. Men ledernes forsøg på at dreje mod midten førte til konflikt med metalarbejdernes forbund i CGIL, FIOM, der i den seneste tid er blevet skubbet mere og mere til venstre.

Pomigliano
I det sydlige Italien, ved Napoli er der en meget militant stemning på FIAT-fabrikken i Pomigliano. Hver gang, der under fredagens demonstrationer blev refereret til Pomigliano, var der højlydt applaus, og hver gang, sektioner af FIOM gik forbi demonstrationerne, blev de højlydt tiljublet. En stærk indikation af, at arbejderne over hele Italien leder efter eksempler på militant klassekamp. Der var hundreder, hvis ikke tusinder, af bannere til støtte for arbejderne i Pomigliano, til alle demonstrationerne. Ligeledes bar mange arbejdere t-shirts til støtte for solidaritetskampagnen med FIAT-arbejdere.

En national støttekampagne er blevet lanceret af PRC’s (Partito della Rifondazione Comunista, Kommunistpartiet) afdeling på fabrikken. Marxisterne i PRC og mange lokale partiorganisationer støtter og promoverer kampagnen, lige så vel som mange ungkommunister gør det. FIOMs afdeling i Pomigliano har organiseret et nationalt tillidsmands- og arbejdermøde den første juli, der tyder på at blive en kæmpe begivenhed. Det er en indikation på den italienske arbejderklasses voksende vilje til at organisere sig og kæmpe igen. Og endnu engang er det metalarbejderne der går i front, historisk set den italienske arbejderklasses fortrop.

Mens dette sker i Italien, så vi i Frankrig i sidste uge en kæmpe strejkebevægelse mod regeringens planer om at skære i pensionerne og øge pensionsalderen fra 60 til 62 år. Over hele landet blev der afholdt 200 demonstrationer, hvor to millioner var med.

Sammen med hvad vi også har set i Grækenland, Portugal, Spanien, Danmark, Irland og andre lande, ser vi lige nu begyndelsen på en strejkebevægelse der strækker sig over hele den europæiske arbejderklasse. I starten havde den dybe recession en dæmpende effekt på strejkeaktiviteten. Faktisk var der i mange lande efter et allerede historisk lavt strejkeniveau, et endnu større fald i 2009. Nu er der derimod millioner af arbejdere over hele Europa der begynder at indse at dette ikke er en midlertidig krise der snart går væk. De har kun én mulighed, og det er at kæmpe imod.