I skrivende stund [søndag d. 16. juni] er hundredetusinder iranere strømmet ud i gaderne for at fejre Hassan Rouhanis sejr i præsidentvalget. Billeder af massefestligheder over hele Iran cirkulerer på internettet. Det er en åben trods af Khamenei og hele regimets sikkerhedsapparat, der modtog et ydmygende nederlag i valgene.

Med 50.71% af stemmerne, svarende til 18.6 millioner stemmer, vandt Rouhani direkte ved første valgrunde. Teherans borgmester Mohammad Baqer Qalibaf blev nummer to med 16.56%. Saeed Jalili, Irans chefforhandler på atomspørgsmålet og kandidaten for den øverste leder Ali Khamenei og miiltæret og sikkerhedsapparatets kandidat opnåede kun 11.35% af det samlede antal stemmer, kun lige akkurat mere end Mohsen Rezaei, der fik 10.58%. Nederst på listen finder vi Khameneis udenrigsrådgiver Ali Akbar Velayati med 6.18% og joker-kandidaten Mohamad Gharazi, der fik 1.21%.

Efter valgresultatet var blevet offentliggjort begyndte folk at strømme ud i gaderne, og blokere mange hovedgader over hele landet. Stemningen var elektrisk med hundredetusinder i gaderne for at fejre. De fleste steder tog fejringerne form af protester og demonstrationer og med råb som ”Alle politiske fanger må løslades!”, ”Ya Hossein, Mir Hossein!” (der refererer til den reformistiske leder Mir Hossein Mousavi, der sidder i husarrest) og ”Ahmadi, bye, bye!” kunne høres i alle landets større byer.

”Teheran er eksploderet i glæde. Jeg har aldrig set så mange mennesker være så glade i mit liv,” fortalte en 29-årig fotograf til Ahram Online. Lignende rapporter kunne man se på mange facebook og twitter profiler. En kilde, der rapporterede til os fra Mashhad – Irans andenstørste by – sagde følgende:

”Jeg var ude indtil kl. 2.30 om morgenen i går og det sydede. Jeg har aldrig set noget lignende undtagen efter fodboldkampen mellem Iran og Australien. Folk fyldte gaderne i byen. Der var måske en million mennesker. Mashhad har tre millioner indbyggere, men hvor end man gik, var der fyldt af mennesker og biler. Der var også folk fra de fattigere dele af byen. Der var hverken sikkerhedsstyrker eller noget politi eller Basijis. I Ahmadabad og Taghiaabd, områder der er mere centrale og for middelklassen, var der politiske kampråb såsom krav om at frigive de politiske fanger, men resten af byen var mere som et karneval eller folk, der var glade.

Det der slog mig mest var, hvor rolige folk var i al den trafik. Normalt er alle nervøse og vrede, men i går grinede alle og jokede. Der var ingen skænderier og folk enedes. Disse folk, som altid snerrer af hinanden, kom godt ud af det med hinanden i går.”

For fire år siden blev opstanden, der brød ud efter præsidentvalget, knust af regimet. Stemningen blandt masserne var blevet pessimistisk og opgivende. Men i dag kunne de igen føle deres egen kollektive magt. De vidste, at de havde påført regimet, der nu er i en choktilstand, et hårdt slag. På trods af folkets åbne udfordring på gaderne kunne sikkerhedsstyrkerne ikke ses noget sted.

En stemme på hvem?

Som vi tidligere har rapporteret skete der i valgkampens sidste uge et skarpt skift, da Rouhani formåede at krystallisere oppositionsstemmerne omkring sig selv. I alle byer over hele Iran blev hans valgmøder brændpunkt for tusinder af unge. De paroler, der blev råbt på disse møder, blev mere og mere radikale, i takt med at massemængderne voksede.

Læs også: Iran elections: Crisis of the regime deepens – The youth re-enter the scene

Rouhani selv havde fra starten udtalt, at han ikke var i opposition til regimet. Han påstod ikke engang at være reformist. Men som en kilde fortalte Finacial Times: ”I resten af verden stemmer folk for at en kandidat skal vinde, her stemmer vi alle for, at en kandidat ikke skal vinde.” Det er den virkelige baggrund for Rouhanis stemmer.

I manglen på reelle nationale organisationer vil masserne bruge de redskaber, de kan finde, til at udtrykke deres stræben og mål. Den massive opbakning til Rouhani kan ikke tilskrives ham eller hans politiske linje. Han blev blot det fokuspunkt, som store dele af masserne samlede sig omkring for at udtrykke sig selv og deres opposition til regimet. Mere end noget andet må støtten til Rouhani ses som en protest imod diktaturet og manglen på demokrati; imod fattigdom, usikkerhed og korruption; imod Khamenei, den revolutionære garde og hele den herskende kreds.

Khamenei udstillet og isoleret

Khamenei havde forventet at udrense staten for al opposition og koncentrere magten i sine egne hænder med disse valg, men udfaldet blev det stik modsatte. Som vi rapporterede fredag, kom alle andre fraktioner i regimet ud i opposition til hans kandidater. Vigtigst var måske den kritik, han modtog fra Ahmad Tavakoli, en konservativ deputeret fra Majles, der er tæt på den meget indflydelsesrige Larijani familie. Det betyder, at fremtidige regeringer vil stå i en vanskelig situation, hvor de skal balancere mellem regeringens, Majles og den øverste leders ønsker.

Læs også : Iran Elections: Khamenei Blocks Mashaei and Rafsanjani – The Crisis of the Regime Continues

Men Khameneis hovedkandidat, Saeed Jalili, blev ikke kun direkte angrebet og ydmyget af de andre kandidater i valgkampen. Det hårdeste slag fik han fra masserne i meningsmålingerne. Da han gik ind i valgkampen, havde Jalili bag sig aktiv opbakning fra Khamenei, statens efterretnings- og sikkerhedsapparat, den revolutionære garde og Basij militsen. Tilsammen udgør disse styrker ikke bare langt den største økonomiske enhed i landet, men også langt den største organiserede kraft til at mobilisere stemmer. Over de sidste 10-12 år har de udviklet et meget avanceret netværk, især i Basij, som de mobiliserer stemmer igennem. Det faktum, at de kun formåede at samle 6-7 millioner stemmer (officielt!), er en indikation på deres svaghed.

Det blev yderligere understreget af stemmedeltagelsen, der var omkring 72,7% – langt højere end nogen analytiker havde forventet. Modsat sidste valg støttede store dele af arbejderne og de fattige også Rouhani denne gang. Mange kilder har rapporteret til os, at Rouhani havde stor opbakning i de fattige kvarterer i det sydlige Teheran, noget Mousavi ikke havde ved det sidste valg. Omfanget af nederlaget til Khameneis kandidater og den eksplosive karakter af Rouhanis offentlige møder betød, at der ikke kunne blive tale om valgfusk. Ydmyget og udstillet kunne Khamenei blot acceptere udfaldet og hans nu svækkede autoritet.

Jalili var ikke bare Khameneis direkte repræsentant: han er også chefforhandleren på atomspørgsmål og derfor en af regimets vigtigste ansigter udadtil. På samme tid afslørede perioden op til valget en dyb splittelse indenfor Khameneis egen administration. Ali Akbar Velayati, der også er udenrigsrådgiver for Khamenei, kritiserede skarpt Jalilis (læs Khamaneis) forhandlingsstrategi under en tv-transmitteret debat i valgkampens slutspurt. Det er klart, at hverken Jalili eller Velayati, der begge er nøglepersoner for Khamenei, bare kan fortsætte som før i de samme positioner. Det stiller også et stort spørgsmålstegn ved hele Irans udenrigspolitik og viser, at masserne ikke længere er så modtagelige overfor den belejringsmentalitet, som regimet dyrkede for at afholde arbejderne og de fattige fra at gøre oprør.

Massebevægelsen rejser sig igen
Massernes indtræden på scenen ødelagde fuldstændige den herskende klasses planer. Rouhani gjorde uden tvivl alt hvad han kunne for ikke at starte en massebevægelse, selvom han på den mest populistiske vis appellerede til de unge.

Opfordringen til støtte fra Khatami, Rafsanjani og resten af de reformistiske leder kom først da der var to dages valgkamp tilbage. Heller ikke de reformistiske kampagneorganisationer fik lov til at udvikle sig, som de gjorde i 2009.

Igennem hele sin kampagne præsenterede Rouhani sig selv som “moderationens” kandidat og i sin første tv-transmitterede tale efter valget kaldte han det “en sejr for visdom, moderation, fremskridt, bevidsthed, forpligtigelse & religiøsitet over ekstremisme & uetisk opførsel”

Men på trods af al dette kunne de mennesker, som hans møder tiltrak de sidste to dages valgkamp, tælles i tusinder og titusinder pr. møde. Det er en indikation på den enorme revolutionære energi, der ligger under samfundets overflade.

Dette pres er hovedkraften bag splittet i den herskende elite. Mens den ene fløj understreger behovet for brug af rå magt for at undertrykke den revolution, der er under opsejling, lægger den anden fløj vægt på reformer fra oven for at afværge en revolution fra neden. Mens hard-liner lejren siger, at en åbning blot vil invitere til en revolution, argumenterer reformisterne og de moderate (i iransk kontekst!) for, at det er en skærpet kurs, der vil føre til en revolutionær modreaktion. Begge lejre har fuldstændig ret! Det er et udtryk for den blindgyde, som regimet, der står tilbage med et meget lille rum for manøvre, befinder sig i.

De unges indtræden på scenen er en forsmag på fremtidens revolutionære opstande. Ungdommen er blot det følsomme barometer på en proces, der finder sted i hele samfundet. De har allerede vist deres beslutsomhed og revolutionære mod.

Naturligvis vil de starte fra et demokratisk standpunkt, hvordan kan det være anderledes? Med det kvælende diktatur og intet revolutionært parti, der er dets navn værdigt, hvilken anden mulighed eksisterer der så for den revolutionære ungdom? Kravene om løsladelse af politiske fanger, ytringsfrihed, organisationsfrihed osv. er alle revolutionære krav i en iransk kontekst og som marxister støtter vi dem fuldt ud. Ingen af disse kan opfyldes fuldt uden at regimet væltes.

For nu er massernes flokket til Rouhani, fordi der ikke er noget andet alternativ, men det betyder også, at de vil blive nødt til at gå gennem reformisternes skole. Rouhani er ikke folkets repræsentant. Mere end noget andet repræsenterer han Bazaaren, de private kapitalister og det liberale borgerskab. Hans politisk projekt er baseret på privatiseringer, liberalisering (læs nedskæringer) og åbningen af det iranske marked for investeringer, dvs. den vestlige kapitals udnyttelse. Politisk er hans tætteste allierede Ali AKbar Rajsanjani der, udover at være en af de rigeste mænd i Iran, var en af hovedarkitekterne bag den islamiske republik og knusningen af den iranske revolution i 1979. Rouhani er fuldstændig vævet ind i det rådne regime og hans interesser står i direkte modstrid til massernes.

Men selv hvis han ønskede det, kunne han ikke ændre situationen. Det er rigtigt, at sanktionerne har en stor effekt på den iranske økonomi. Hvis de lettes – hvilket langt fra er garanteret! – vil det uden tvivl lette nogen af spændingerne og give ham noget manøvreplads, men det vil ikke betyde en tilbagevenden til vækstniveauet før sanktionsperioden og det vil ikke ændre økonomiens generelle kurs. Den iranske økonomi har altid været syg og det forstørres i dag af verdensøkonomiens dybe krise. Det har allerede vist sig i de svage forsøg på at læne sig op af den kinesiske økonomi for at bringe vækst til Iran, hvilket har vist sig frugtesløst, fordi væksten i den kinesiske økonomi selv er aftagende.

Krisen vil fortsætte

Rouhanis regering vil ikke være i stand til at stille sig udenfor denne proces, Ikke et af de fundamentale problemer bag krisen i det iranske samfund er blevet løst og derfor vil krisen fortsætte. I bedste fald vil han sandsynligvis forsøge at lette spændingerne ved at appellere til en national enhedsregering, og opbløde forholdet med vesten såvel som at lette stemningen lidt ved at tillade begrænsede demokratiske rettigheder. Det vil selvfølgelig købe ham noget tid, men det vil i sidste ende ikke løse noget.

Den interne kamp i regimet for det svindende rov på iransk jord vil fortsætte og de forskellige fraktioner vil fortsætte med at splintres internt.

Hvad masserne angår, ville de få gavn af en mere åben atmosfære, hvor den revolutionære bevægelse kan reorganisere og konsolidere sig. Men før eller senere (nok før) vil Rouhani forråde ungdommen og finde de samme kræfter, der bragte ham til magten i opposition til sig. Vi må ikke glemme, at præsidenten for den reformistiske præstestand Mohammad Khatami i 1990’erne stod i spidsen for en massiv ungdomsopstand og en bølge af strejker og arbejderprotester. Det var rigtig nok i en periode med økonomisk vækst, faldende arbejdsløshed og faldende inflation. Nu er det stik modsatte perspektivet for Iran i den næste periode.

Arbejderklassen befinder sig i en forfærdelig situation. Inflationen er på omkring 100 procent, men ikke desto mindre steg minimumslønnen kun med 25% i år til ca. 4,8m. Rial, hvilket svarer til omkring 390$ (ca. 2170 kr.) om måneden. Men selv efter officielle kriterier svarer det kun til en tredjedel af, hvad der er anses for at være en løn, man kan leve af i hovedstaden. Selvfølgelig er det ikke relevant for op mod 40 procent, fordi de ikke har et arbejde. Og selv hvis man har et arbejde, er det meget normalt at gå i flere måneder, endda år, uden at få løn. Hvordan kan Rouhani løse dette problem i den nuværende verdensøkonomiske krise, hvor overkapacitet i alle større industrier betyder et skarpt fald i reelle investeringer.

Rouhani står overfor samme paradoks, når det kommer til demokratiske rettigheder. Spørgsmålet om demokrati er i sidste ende et spørgsmål om brød. Hvordan kan Rouhani give arbejderne, de unge og fattige retten til at organisere sig og agitere, når han ikke kan brødføde dem eller give dem nogen udsigt til en værdig fremtid? Enhver demokratisk ret vil blive brugt at masserne som et våben mod regimet selv. Det betyder, at han på et tidspunkt vil slå hårdt ned igen.

Hvad masserne gradvist vil indse er, at diktaturet, korruptionen, fattigdommen og lidelsen ikke skyldes individer eller fraktioner, men er et fænomen, der er rodfæstet i det kapitalistiske system. Det er uundgåeligt, at bevægelsen på et vist punkt vil blive en bevægelse mod systemet som et hele. Regimet er alvorligt svækket af det slag, som disse valg gav det. Masserne er bevidste herom og føler sig selvsikre. Det er den vigtigste faktor for den næste periode. Imod alle odds og uden nogen hjælp gav de Khamenei et slag, som han ikke nemt vil komme sig over.

Det er yderligere bevis på, at masserne kun kan stole på deres egen styrke. De må forblive årvågne, organiserede og parate til at komme ud i den nærmeste fremtid. Til det formål må der bygges aktionskomiteer i alle lokale kvarterer, universiteter og fabrikker, der må forbindes på lokalt og nationalt plan for at koordinere bevægelsens næste skridt.

De iranske masser har lange og stolte revolutionære traditioner, der vil komme tilbage til overfladen i den næste periode. Den masseopstand, som vi har været vidne til de sidste uger, er kun et glimt af landets revolutionære fremtid.
Det vil sende chokbølger gennem Mellemøsten og hele verden. Det vil styrke den tyrkiske bevægelse og skære igennem den stilstand, der er i den arabiske revolution, hvor kampen mod islamisk fundamentalisme vil modtage et kraftfuldt skub frem.

Det er marxisternes opgave at følge disse begivenheder og stå skulder ved skulder med arbejderne og ungdommen. Vi må lytte til de unge og tålmodigt forklare, at det kun er ved at omstyrte det rådne kapitalistiske system, at de kan opnå den frihed, som de har stræbt efter så længe.

Frihed til alle politiske fanger!

Ytringsfrihed, pressefrihed og organisationsfrihed for alle!

Retsforfølgelse af alle folkets bødler, torturbødler og undertrykkere!

For en løn til at leve af på 15m Rial!

Returnering og øgning af alle subsidier til basale varer!

Ned med diktatoren!

Længe leve de iranske arbejdere og unge!

Længe leve den socialistiske revolution i Iran og Mellemøsten!

London, 15. Juni 2012