Artiklen blev oprindeligt udgivet på marxist.com onsdag den 18. juni.

Mens jeg skriver disse sætninger, er hele verdens opmærksomhed rettet mod én mand. Hvert eneste af hans ord bliver nærstuderet, dissekeret og analyseret ned til mindste detalje i håb om, at man kan få nogen form for fornemmelse af, hvad de måske eller måske ikke betyder.

De selvudnævnte eksperters anstrengelser minder meget om oldtidens astrologer, der med samme arbejdsomhed studerede døde dyrs indvolde for at forudse fremtiden.

Men ak! Forudsigelsernes videnskab lader ikke til at have taget ét eneste skridt frem fra dengang til nu.

Fra det øjeblik, hvor Donald J. Trump stormede ud af G7-landenes møde i Rocky Mountains – hvor han efterlod de forsamlede koryfæer, som angiveligt er den kendte verdens herskere, i en tilstand af dyb chok og vantro – til det nuværende tidspunkt, er vi kun meget lidt tættere på at forstå, hvad USA’s præsident tænker eller laver.

I denne situation er marxismens videnskabelige metode nødvendig, for i det mindste bare at få en form for idé om, hvad der foregår i verden. For uanset hvor vigtige og betydningsfulde individers tanker og handlinger kan være i at forme store historiske begivenheder (og de kan være af afgørende betydning), er de aldrig tilstrækkelige til i sig selv at forklare noget som helst.

Det er altid nødvendigt at sætte disse individuelle handlinger ind i en generel kontekst. Fra det udgangspunkt vil jeg bruge muligheden for at drage din opmærksomhed mod noget, som jeg skrev om situationen i Mellemøsten for under et år siden:

“Situationen i Mellemøsten er et decideret minefelt, som blot venter på den første impuls til at eksplodere ud i noget enormt og frygtindgydende. Og aktørerne i dette drama lader til at spille deres roller med en form for blind fatalisme, som er ude af stand til at forudse dets næste skridt. De går frem med en dødelige uundgåelighed, som var de robotter, der er programmeret til at opføre sig på måder, som de ikke forstår og i endnu mindre grad kontrollerer.”

Når man analyserer en krig, må man først forstå krigsmålene hos de stridende parter. Det er ikke svært at analysere israelernes krigsmål. Som jeg har forklaret i tidligere artikler, er Netanyahu fast besluttet på at trække USA ind i hans krig med Iran, og hans nuværende handlinger flyder ganske logisk fra dette mål.

Det er normalt for venstreorienterede kritikere af den israelske leder, at beskrive ham enten som en krigsforbryder, hvis hænder er badet i utallige uskyldige ofres blod – hvilket uden tvivl er sandt – og som en morderisk galning, hvis handlinger alene er bestemt af rent had og tørst efter blodsudgydelser – hvilket er forkert.

Der er faktisk ikke noget irrationelt i Netanyahus opførsel. Den er hverken ført af blindt had eller nogen anden irrationel følelse. Faktisk tværtimod. Hans beregninger er fuldstændigt rationelle.

Som jeg skrev i ovennævnte artikel:

“Netanyahu er en kyniker og benhård politiker med en historie med principløse manøvrer og korruption. Han er fuldstændig klar over, at hvis krigen i Gaza slutter, mister han magten og kommer til at stirre ind i en fængselsdom. Udsynet til en afslutning på hans politiske karriere er naturligvis ikke særlig attraktiv for ham. Sandsynligheden for en længere tur i en isrealsk fængselscelle er et endnu mindre appetitligt udsyn.

Hans eneste håb for at redde noget af hans omdømme er at portrættere sig selv som en stærk leder – en krigsleder. Men en krigsleder skal per definition have en krig at lede. Ud fra denne ikke særligt svære ligning bliver den eneste mulige udregning ganske tydelig…

Han må overbevise den israelske befolkning om, at de står over for en eksistentiel trussel fra stærke udefrakommende fjender, og at disse fjender må mødes med magt, eftersom det er det eneste sprog, som de forstår.”

Disse personlige overvejelser vejer uden tvivl meget tungt hos Netanyahu, der rent faktisk står over for betragtelige problemer på hjemmefronten. Den bedste måde at tage brodden af disse problemer på var netop ved at starte et militæreventyr, som ville give ham muligheden for at fremføre sig for offentligheden som en ‘stor krigsleder’.

Jeg konkluderede, at: “Netanyahu er fast besluttet på krig med Iran, som vil sprede sig til en regional storkrig og trække andre magter ind i konflikten, inklusiv USA. Det er hans mål. Og intet kan få ham fra det.”

Jeg skrev disse sætninger den 2. august 2024 i en artikel med titlen: Middle East Crisis: Sleepwalking into the abyss. Næsten 12 måneder senere ser jeg, at jeg ikke behøver ændre én eneste sætning i det, jeg skrev dengang.

Begivenhederne har vist, at dette er et hundrede procent korrekt. Når først vi har slået dét fast, har vi forstået den præcise natur af og årsag til den nuværende situation.

Om helte og skurke

I alle dramaer er der helte og skurke, og i alle krige siges de onde kræfter at kæmpe mod de gode. Vores fantastiske frie presse har ikke spildt tiden i forhold til at portrættere israelerne som de heltemodige forsvarere af fred, retfærdighed og demokrati, hvorimod Iran naturligvis bliver portrætteret som roden til alle onder i Mellemøsten, hvis ikke hele verden.

Men i sidste ende lader det til, at begge disse kræfter, selvom de fremstår indbyrdes uforenelige og fjendtligt indstillet over for hinanden, konspirerer om at skabe en katastrofe med global betydning.

Vi har ikke de fjerneste illusioner til det iranske regimes reaktionære natur. Men at forsøge at portrættere en velkendt krigsforbryder, slagteren af Gaza Benjamin Netanyahu som en, der er med til at opretholde fred i verden, strækker forestillingsevnen til bristepunktet.

Alt dette hænger tydeligvis sammen med situationen i Gaza; stakkels, blødende, smadrede Gaza, som den israelske hær har reduceret til en bunke rygende murbrokker. Og dog har israelerne endnu ikke opnået deres erklærede krigsmål. Gidslerne er ikke blevet frigivet, og Hamas er ikke blevet destrueret. Som jeg forklarede for næsten et år siden i august 2024:

“Som vi har set, er krigen i Gaza nu kørt håbløst fast. Den israelske hær har ikke flere mulige mål, nu hvor de har jævnet hele territoriet med jorden. Selv nogle generaler har udtrykt deres utilfredshed med situationen.

Så Bibi må finde på noget nyt. […]

Det som han egentlig har brug for er at involvere det amerikanske militær i en større regional konfrontation – en konfrontation, som ville tvinge USA og dets allierede til åbent at stå på Israels side. For at opnå det er Netanyahu fast besluttet på at fremprovokere en regional konflikt, som ville tvinge USA til at blive direkte involveret på Israels side.

Fjenden som han har valgt at konfrontere er ingen ringere end Iran.”

Israelerne har bestræbt sig med alle tilgængelige midler til at fremprovokere en konflikt med Iran. Som jeg kommenterede sidste år:

“Israelerne har startet et program med systematiske provokationer, som er designet til at presse Iran til krig. Den 1. april [2024] dræbte et israelsk angreb på konsulatet i Irans ambassade i Damaskus syv iranere inklusiv to veterankommandører.

Som et veløvet kor lagde USA’s allierede omgående pres på Iran for at udvise ‘tilbageholdenhed’. Er det ikke underligt, at det altid er Iran, som bliver opfordret til at ‘udvise tilbageholdenhed’, og aldrig Israel? Sådan et råd burde man netop henvende til Israel.”

Nu gentager historien sig selv.

Netanyahus strategi

Det er et velkendt faktum, at når man skal forberede sig på en aggressiv handling, skal aggressoren fremstå som et offer. Sort skal males hvidt. Og hvidt skal males sort.

Netanyahu måtte aflede opmærksomheden fra hans egen voksende upopularitet ved at pege en fordømmende finger mod en ekstern fjende, som måske er endnu mere upopulær end ham selv. For at gøre dette spillede han på dygtig vis på en følelse af frygt for Iran, som er blevet opbygget og bevidst overdrevet af den israelske herskende klike i årtier. Denne frygt blev nu koncentreret omkring den påståede trussel fra en iransk atombombe.

Alle de mest velinformerede kilder – inklusiv i USA – har konkluderet, at truslen for at Iran udvikler sådan et våben på kort sigt ikke er realistisk. Det er rigtigt, at iranerne har alt det, der skal til, for at fremstille deres egne kernevåben. Men det udgør på ingen måde en “virkelig og nærværende trussel” mod Israel, som Netanyahu fremstiller det.

Tværtimod har de amerikanske efterretningstjenester gjort det tydeligt, at det er udelukket, at Iran anskaffer sig kernevåben inden for tre år. Men alt dette bliver ignoreret, mens krigstrommerne buldrer højere og mere gennemtrængende.

Washingtons perspektiv

Lad os starte med det åbenlyse. En storkrig i Mellemøsten er bestemt ikke i USA’s interesse. Det ville have en katastrofal effekt på verdens (og den amerikanske) økonomi, som allerede er truet af en økonomisk nedtur.

Derudover har USA militærbaser i mange lande i Mellemøsten, som er sårbare overfor angreb. Det samme gælder landets mange økonomiske og kommercielle interesser.

Selv Joe Biden og hans klike af krigsmagere forstod dette, og veg derfor udenom at give Netanyahu grønt lys til at angribe Iran. De foretrak at sende den varme kartoffel videre til Donald Trumps nye administration.

Trump var for sit vedkommende tydeligvis ikke tilhænger af en krig med Iran. For det første er han som et individ tydeligvis ikke risikovillig og foretrækker at begrænse sig til at lave aftaler, som han føler, at han har en god chance for at vinde.

Vigtigere er det, at han førte en valgkamp med et tydeligt budskab om ikke at trække USA ind i udenlandske krige.

Han lovede at gøre en ende på USA’s involvering i Ukraine på 24 timer. Indtil videre er dette ambitiøse mål udeblevet. Men han har på ingen måde opgivet målet om at trække USA ud af det ukrainske kaos.

På trods af en konstant kaskade af krav fra Netanyahu, afviste han konsekvent at give tilladelse til et angreb mod Iran og talte i stedet for at forsøge at indgå en aftale om det penible spørgsmål om Irans atompolitik.

Forhandlingerne fandt faktisk allerede sted, da israelerne angreb. Faktisk blev angrebet indledt blot et par dage inden, forhandlingerne skulle genoptages – om søndagen den 15. juni. Derfor var formålet med angrebet tydeligvis at sabotere disse forhandlinger.

Amerikas benægtelser

Den iranske ledelse har vredt anklaget amerikanerne for dobbeltspil; at de gemmer sig bag den kyniske undskyldning om at ville forhandle, mens de i hemmelighed opfordrer israelerne til at udføre deres aggressive planer.

Som svar har amerikanerne indigneret benægtet, at de har spillet nogen rolle i angrebet. Men, når man tager højde for alle detaljer, så vil disse benægtelser ikke gøre særligt stort indtryk på ayatollaherne eller de fleste andre mennesker i Iran.

For det første forsøgte Trump på idiotisk vis ikke at benægte, at han var blevet advaret på forhånd om israelernes angreb. Dette er af mange blevet fortolket som en indikation på, at han basalt set havde givet Netanyahu grønt lys til at angribe Iran, hvilket han indtil nu havde nægtet at give.

Hvis amerikanerne var bekendte med de israelske planer på forhånd, er det svært at tro, at de ikke spillede en eller anden rolle i det faktiske angreb. Alene deling af satellitinformation eller andre efterretninger ville have spillet en stor rolle i operationen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Israel har mange lydige tjenere i magtfulde positioner i USA: i statsdepartementet, i Pentagon, i det uvalgte statsbureaukrati, som ikke kan fjernes, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Israel har også støtter i nøglepositioner i selve administrationen.

Alle disse magtfulde kræfter må være blevet sat i bevægelse op til angrebet og vil have ydet et enormt pres på præsidenten, som ikke skjuler sin støtte til Israel, og er kendt for at være impulsiv og for sine uforudsigelige humørsvingninger, som kan variere meget fra det ene øjeblik til det andet.

Trump ændrer kurs

Selvom Trump lover i hveranden sætning, at han støtter en diplomatisk aftale med Iran frem for krig, så har han selv i høj grad bidraget til at sabotere de nuværende forhandlinger med Iran.

De betingelser, som iranerne nu tilbydes, er langt mere omfattende end det oprindelige krav om opgivelse af atomvåben. Faktisk bliver iranerne nu bedt om at afvikle alle deres atominstallationer og opgive atomberigelse generelt – uanset om det er til fredelige formål eller ej.

Det er naturligvis udelukket, at nogen iransk administration nogensinde kunne acceptere så uhørt et krav, som er en klar krænkelse af Irans rettigheder som suveræn nationalstat.

Det virker tydeligt, at Irans manglende vilje til at gå på kompromis på dette spørgsmål har ført til en stigende grad af frustration hos manden i Det Hvide Hus, som derfor er blevet mere modtagelig for den magtfulde pro-israelske lobbys fordækte argumenter om, at det eneste sprog, som mændene i Teheran forstår, er rå magt. 

Man kan forestille sig et scenarie, hvor en hidsig Donald Trump til sidst fortæller Netanyahu, at han er træt af iranernes ‘stædighed’, og at israelerne derfor kan gøre, hvad de vil for at presse dem.

Hvad Trump faktisk sagde til Netanyahu, er ikke offentliggjort. Men uanset hvad det var, blev det af den israelske leder opfattet som et grønt lys fra Washington, som han så utålmodigt havde ventet på.

Da først dette skridt var taget, gik begivenhederne lynhurtigt. Det er næppe overraskende, eftersom alle forberedelserne var blevet gjort for længe siden.

Et farligt træk

Præsident Trump afbrød sin rejse til Canada, hvor han mødtes med verdens ledere, og tog af sted til Washington sent mandag, efter først at have irriteret sine allierede ved at klage over, at de uretmæssigt havde udelukket Vladimir Putin fra deres drøftelser.

Mens Trump offentligt støttede opfordringen til ‘deeskalering’, blev han ved med at gentage sin støtte til de israelske aggressorer. I sidste ende taler handlinger tydeligere end ord. Den amerikanske flådes beslutning om at sende endnu et hangarskib til Mellemøsten kunne ikke være truffet uden hans tilladelse.

Hangarskibet USS Nimitz har sammen med sine ni eskadriller og en eskorte med fem destroyere forladt det Sydkinesiske Hav for at slutte sig til USS Carl Vinson-angrebsgruppen i Det Arabiske Hav.

Hvis det er, hvad Washington kalder “at undgå optrapning”, kunne det være relevant at spørge sig selv, hvordan en egentlig optrapning kunne se ud!

Hans hensigt er måske at bruge deres tilstedeværelse som et middel til at afholde Iran fra at angribe amerikanske baser. Men det er et ekstremt farligt træk, som indebærer uforudsete risici.

Den blotte tilstedeværelse af betydelige amerikanske styrker tæt på Iran kan kun ses som en optrapning. Når disse styrker først er udstationeret i det østlige Middelhav og i Den Persiske Golf eller Det Røde Hav, vil kravet om at bruge dem uundgåeligt blive højere, hvilket skaber risiko for et alvorligt sammenstød.

Hvis USA går med i krigen, vil amerikanerne i hele Mellemøsten være ekstremt sårbare over for angreb, og tilstedeværelsen af hangarskibe vil på ingen måde beskytte dem.

Der er omkring 40.000 amerikanske tropper udstationeret på baser i Mellemøsten, som potentielt vil blive mål for iransk gengældelse.

Internationale konsekvenser

De internationale konsekvenser af en sådan handling ville være endnu mere alvorlige. Dette bringer mig til spørgsmålet om den diskussion, der fandt sted mellem Donald Trump og Vladimir Putin for nylig, tydeligvis på Putins anmodning.

Det er umuligt at kende det præcise indhold af denne samtale, da den faktiske tekst af indlysende årsager ikke er blevet gjort tilgængelig. Men det er helt klart, at den russiske leder vil have udtrykt sig i de stærkest mulige vendinger og advaret om, at USA’s militære involvering i krigen mellem Iran og Israel vil få alvorlige konsekvenser.

Vi skal huske på, at Vladimir Putin den 21. april 2025 underskrev en traktat med Iran, der forpligtede begge nationer til et omfattende strategisk partnerskab.

På paradoksal vis er det USA der har gødet jorden for sådan et partnerskab, eftersom USA har indført lammende sanktioner mod både Rusland og Iran. Som et resultat af dette er Rusland blevet en vigtig handelspartner, især når det gælder førstnævntes overskydende oliereserver.

I øjeblikket har Rusland og Iran en tæt økonomisk og militær alliance, og begge lande er underlagt kraftige sanktioner fra de fleste vestlige lande. Det betyder utvivlsomt, at en militær trussel mod Iran nødvendigvis vil fremprovokere et svar fra Rusland – et faktum, som Putin utvivlsomt har slået fast overfor Trump i deres samtale.

Der er ingen tvivl om, at Putins ord vil have vejet meget tungt på Trumps bevidsthed, hvilket forklarer de efterfølgende skift. Udsigterne til en åben militær konflikt med Rusland – og i næsten alle tilfælde Kina – vil have givet ham meget stof til eftertanke.

Men selv mens manden i Det Hvide Hus havde travlt med at slå en hastig retræte, gjorde hans ven i London sig endnu en gang klar til kamp.

Som om han ikke havde problemer nok derhjemme, hvor hans regering er i store vanskeligheder, og han selv er dybt upopulær, involverer Starmer sig nu i forsøget på at finde en måde at opnå en ‘nedtrapning’ af konflikten i Mellemøsten på.

Hvordan hjælper Starmer med at ‘deeskalere’ situationen? Ved at sende britiske kampfly og optankningsfly til regionen! Hvad de skal lave, ved vi ikke, da den britiske premierminister nægter at sige det.

Det er dog ikke svært at forudsige, at han vil beordre dem til at gøre, hvad hans chef i Det Hvide Hus beder ham om. Det er trods alt det, vi kalder det ‘særlige forhold’ – det vil sige forholdet mellem butleren og hans herre.

Der er i øvrigt absolut ingen sammenligning mellem de britiske hangarskibe og de amerikanske superhangarskibe. Men jo mindre der siges om det, jo bedre. Med Napoleons ord: “Fra det Sublime til det Latterlige er der kun ét skridt.”

Blandede signaler

Som sædvanlig synes Trump at modsige sig selv.

Under sin seneste telefonsamtale med Putin tilbød den russiske leder åbenbart sine tjenester som mægler i konflikten mellem Israel og Iran. Det fik de andre vestlige ledere på G7-mødet til at få et hjerteanfald.

Trump har gjort det klart, at han personligt ikke ville have noget imod, at Putin spillede sådan en rolle. Det ville have den fordel, at manden i Det Hvide Hus slap for at mægle mellem to stater, der er i totterne på hinanden, og som ikke har noget umiddelbart ønske om at afslutte konflikten.

Og alle ved, at der kun er én mands mening, der har vægt hos israelerne, og den mand hedder Donald Trump.

Det ser ud til, at præsident Macron nåede et niveau af hysteri, der kunne bringe hans helbred i fare. Hans raseri var tydeligvis dikteret af den antagelse, som han altid gør, nemlig at han alene er kvalificeret til at spille rollen som en ‘ærlig international mægler’.

Men der er ingen i dag som har tilstrækkelig tillid til Macrons moralske hæderlighed, til at han kunne sælge dem en brugt bil.

Macron var tåbelig nok til at hævde, at Trump forlod mødet for at presse på for en våbenhvile i konflikten i Mellemøsten. Trump var tydeligvis rasende og kom med en ydmygende afvisning af den franske præsident, som han beskrev som den “PR-søgende præsident Emmanuel Macron”, der “altid tager fejl!”

Han sagde, at han ikke var i humør til at gå ind for en våbenhvile eller til at forhandle om noget som helst andet end Irans betingelsesløse overgivelse.

Vi må derfor forsøge at analysere de ledende elementer i Trumps strategi – altid under forudsætning af, at de eksisterer, hvilket slet ikke er sikkert.

Amerikas ændrede rolle

Hvis man begår en fejl, vil et rationelt individ vælge at ændre sin valgte kurs for at undgå at begå den samme fejl igen. At begå en fejl, som fører til fiasko, men gentage den om og om igen i håbet om at det i sidste ende vil give gode resultater, er ikke karakteristisk for rationel tænkning, men snarere et symptom på galskab.

Det er, hvad der går for at være strategisk tænkning i Vesten i dag. Det var det, krigsmagerne i USA og Europa gjorde i forbindelse med Ukraine, og det er det, USA nu opfordres til at gøre i forhold til Iran!

Selvom det ikke ser ud til at være gået op for de mænd og kvinder, der styrer verden fra de canadiske Rocky Mountains, så har tingene ændret sig på internationalt plan, siden Biden og hans klike af krigsmagere havde ansvaret.

Amerikansk imperialisme er den mest magtfulde kraft på jorden, men dens magt er ikke ubegrænset, og den er nu i tilbagegang. Over for en økonomisk gigant som Kina og et genopstået og selvsikkert Rusland bliver det nu mere og mere risikabelt for USA at spille med musklerne ude i verden.

Det er livsfarligt at undervurdere sin fjende i krig. Det er langt bedre at overdrive den og forberede sig på det værste, end at gå blindt ind i kampen og håbe på det bedste og derfor garantere et dårligt resultat.

Den samme tåbelige fejl, som førte USA i krig med Rusland i Ukraine, og som endte med et ydmygende nederlag, bliver nu gentaget – med langt mere alvorlige konsekvenser.

De overvejede aldrig, at tingene måske ikke ville gå helt, som de havde forestillet sig. De havde heller ikke forestillet sig, at de iranske missiler rent faktisk kunne trænge igennem det tilsyneladende uindtagelige israelske forsvar og ramme vigtige mål i selve Israel.

Og de bliver ved med at benægte det, der er tydeligt – nemlig at angrebet på atomanlæggene ikke virker.

Sådanne mennesker fremstilles i medierne som meget intelligente, endda geniale individer, som kun fortjener ros og beundring. I virkeligheden fortjener de at blive indlagt i den nærmeste polstrede celle så hurtigt som muligt, hvor de ikke kan gøre skade på hverken sig selv eller resten af menneskeheden.

Fejlberegning

Den mest reaktionære fløj af republikanerne støtter både Israels regering og dens synspunkt om, at det nu er tid til at gennemtvinge et regimeskifte i Teheran. Dette, og ikke ødelæggelsen af Irans atomindustri, er Netanyahus og hans klikes egentlige mål.

Men de har taget grueligt fejl. Selv om mange iranere ikke kan lide regimet, er deres had til ayatollaherne ikke ensbetydende med støtte til Netanyahu og amerikanerne! Tværtimod.

Israels aggressive handlinger, støttet af USA, vil få store dele af det iranske samfund – selv nogle af dem, der er fjendtlige over for regimet – til at støtte regeringen i dens krig mod de udenlandske aggressorer.

I stedet for at overtale iranerne til at indtage en mere ‘fornuftig’ holdning til forhandlingerne om atomspørgsmålet, vil mange mennesker, ikke kun i regeringen, men også på gaden, konkludere, at forhandlinger med amerikanerne er spild af tid, og at det eneste reelle forsvar, Iran kan have, er at skaffe sig atomvåben så hurtigt som muligt.

Har Israel opnået sine mål?

Hvad er status i krigens tidlige stadie? På nuværende tidspunkt er det umuligt at foretage en nøjagtig vurdering af omfanget af den skade, som de første angreb på Iran har forårsaget. Eller for den sags skyld det sande omfang af den skade, som de iranske angreb på Israel har forårsaget.

Som sædvanlig har krigens tåge sænket sig og lagt et tykt slør over den virkelige situation, som gør det ekstremt vanskeligt at fastslå sandheden. I dette øjeblik jubler israelerne. De er verdens eksperter i at juble. Hvis der fandtes en nobelpris for at prale, ville de utvivlsomt være verdens førende.

Desværre har overdrevne påstande i krig for vane at blive modbevist, efterhånden som tiden går. Og et eksempel på dette er de israelske påstande om, at de har haft succes med at ødelægge Irans forsvar og underminere dets evne til at fremstille atomvåben.

Israelernes tidlige påstande om, at Iran ikke ville være i stand til at reagere effektivt i noget tid, blev straks modbevist.

Lykkedes det for det israelske angreb at overvælde Irans luftforsvarssystem? Svaret er et utvetydigt ja. Det ser ud til, at offensiven blev indledt med et cyberangreb, som effektivt slog det iranske luftforsvar ud i flere timer og efterlod Teheran forsvarsløs over for det israelske bombardement.

Men iranerne hævder, at de er begyndt at udbedre skaderne, og vi kan derfor forudsige, at fremtidige israelske luftangreb ikke vil være uden tab.

Der er ingen tvivl om, at der er sket betydelig skade i Iran. Men omfanget af ødelæggelserne er helt klart blevet overvurderet og overdrevet i en ekstraordinær grad. 

Det bevises af det øjeblikkelige og overvældende missilangreb, som kom fra Iran – som israelerne oprindeligt havde hævdet var udelukket i det mindste i den nærmeste fremtid. Så stor var den ødelæggelse, de påstod at have påført iranernes militærmaskine.

Iranerne var ikke længe om at sende en frygtindgydende bølge af missiler – sandsynligvis flere hundrede – mod mål i Israel i så stort et antal, at i hvert fald nogle af dem er trængt igennem det højt besungne israelske anti-missilsystem ‘Davids slynge’.

Israelerne hævder, at de fleste af missilerne blev skudt ned. Det er helt sikkert tilfældet, og det er ingen overraskelse. Men nogle missiler kom igennem og knuste myten om de israelske anti-missilsystemers uigennemtrængelighed og forårsagede alvorlige skader på både militære og civile mål.

Avisen The Guardian beskriver situationen:

“Iranske missiler har ramt de israelske byer Tel Aviv og Haifa, ødelagt hjem og givet anledning til bekymring blandt verdens ledere på denne uges G7-møde om, at konflikten mellem de to regionale fjender kan føre til en større krig i Mellemøsten.”

Billederne af et boligområde i Tel Aviv, der er reduceret til en bunke murbrokker med et enormt krater, vidner om disse missilers ekstraordinære ødelæggende kraft. Det var et tankevækkende wake-up call for den israelske befolkning, som systematisk er blevet fodret med den trøstende illusion, at deres formidable luftforsvar ville beskytte dem mod skade i al evighed.

Forvirrede indbyggere, der så på ruinerne af deres hjem og tydeligvis var i en tilstand af chok og rædsel, kommenterede dystert: “Det her er ligesom Gaza.”

I løbet af én nat er det ry, som Israel har udviklet i de sidste 30 år, for sine luftforsvarssystemer – siden den første konflikt mellem Irak og USA i 1991 – blevet knust.

Den psykologiske skade, som dette medfører, vil langt opveje den fysiske skade, som de iranske missiler påfører. Men civilbefolkningens lidelser bekymrer ikke Netanyahu, som optrådte på tv i sin sædvanlige kyniske positur af rolig selvtillid og stålsat tilbageholdenhed for at love Israels befolkning, at “Teheran vil brænde.” Med andre ord, mere af det samme.

Men bag facaden af falsk selvtillid er Netanyahu en bekymret mand. Han er udmærket klar over, at hvis han ikke vinder en hurtig sejr over Iran, er tiden ikke på Israels side.

Israel fortsætter med at gennemføre angreb i forsøget på at lokalisere og dræbe højtstående embedsmænd i den iranske regering og i det iranske militær samt medlemmer af det iranske videnskabelige etablissement.

Og de fortsætter med at angribe iranske ballistiske missiler og luftforsvarspositioner. Men Israel er stadig ikke i stand til at uddele det knockout-slag, som det måske håbede på, da det indledte operationen.

I mellemtiden bliver Irans angreb på Israel gradvist stærkere. Med tiden vil balancen i det, der nu tydeligvis er en udmattelseskrig, i stigende grad skifte til Irans fordel.

Israels luftforsvarssystem begynder at lide af mangler, og på et tidspunkt vil det ikke være i stand til at opretholde selv det niveau af missildækning, som det er i stand til på nuværende tidspunkt.

Det er et spørgsmål om simpel matematik. Det kræver mindst to Patriot-missiler at give en vis grad af sikkerhed for, at et indkommende missil vil blive skudt ned.

Iran affyrer hundredvis af missiler og menes at have et lager på yderligere tusinder. Overfor dette er antallet af Patriot-missiler i Israels besiddelse begrænset og vil med den nuværende anvendelsesgrad hurtigt blive opbrugt.

Netanyahu har derfor brug for en hurtig sejr. Men det er noget, han tydeligvis ikke kan få – i hvert fald ikke uden aktiv hjælp fra USA.

Israel har ikke været i stand til at påføre Fordow-atomkraftværket betydelig skade. De har slået nogle huller i jorden omkring anlægget i Natanz. Det ser derfor i stigende grad ud til, at Israel ikke kan nå sine tre mål.

1. Det er indtil videre ikke lykkedes at få den iranske regering til at bryde sammen.
2. Det er endnu ikke lykkedes at forhindre Iran i at affyre missiler mod Israel på trods af påstande om, at Israel har sat en tredjedel af Irans affyringsramper ud af drift.
3. Det er ikke lykkedes at påføre Irans atomprogram alvorlig skade eller at forsinke dets fremskridt i retning af at producere en atombombe.

Dette er forklaringen på hans stadig mere hektiske opfordringer til Trump om at bistå ham.

Farerne for Trump

Og hvad er Trumps position? Det er et spørgsmål, der er svært at besvare. Man får det indtryk, at Trump ikke har nogen klar idé om, hvor han er på vej hen, eller hvad han overhovedet laver. Som han svarede en journalist, der spurgte ham direkte, om han har tænkt sig at gå ind i konflikten: “Måske gør jeg det, måske gør jeg det ikke.” Det er sandsynligt, at han ikke engang selv har taget stilling til det spørgsmål.

Trump ser ud til at reagere empirisk på begivenhederne. Han beslutter sig undervejs og reagerer skiftevist på det ene pres og derefter på det andet.

Sådanne metoder kan være velegnede for en ejendomsudvikler i New York. Men de er håbløst utilstrækkelige, når det drejer sig om kompleksiteten af international diplomati. Empirisk forvirring er ingen erstatning for en klar og konsekvent strategi. Men det ser desværre ud til at mangle i denne administration.

Trumps åbenlyse mangel på forståelse af de mest elementære diplomatiske metoder blev tydeligt afsløret af hans reaktion på de seneste begivenheder. I første omgang var han hurtig til at udtrykke sin fulde støtte til Israels aggressive handlinger og gav Iran skylden for, at det ikke var lykkedes at “indgå en aftale” – og overså, at han, for at fejlcitere The Godfather, “gav dem et tilbud, de ikke kunne acceptere.”

I sin begejstring for den israelske kampagne gik han så langt som til at beskrive det uprovokerede angreb som “fremragende.” Han gjorde det også klart, at han var blevet informeret om angrebet på forhånd.

Intet af dette forhindrede ham dog i, blot kort tid efter, at fastholde, at “Amerika ikke havde noget kendskab til dette angreb og ikke spillede nogen rolle i det.” En benægtelse, som ingen fornuftig person køber.

Siden da har han spillet sit sædvanlige spil med at udsende blandede signaler, som man kan fortolke, som man vil. På den ene side fuld støtte til Israel. På den anden side krav om øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne, “deeskalering” og genoptagelse af forhandlinger, osv.

Den slags blandede signaler er altid en kilde til forvirring. Men i et krigsscenarie er de direkte farlige, da de kan få en eller begge af de stridende parter til at tage skridt, der kan lede til fatale konsekvenser.

Netanyahu lægger ikke skjul på sin irritation over Trumps opførsel. Efter fredagens angreb antydede Trump, at det iranske regime stadig kunne overbevises om at forhandle, idet han sagde, at iranerne “må indgå en aftale, før der ikke er noget tilbage.”

Det er ikke den slags udtalelser, som Netanyahu ønskede at høre fra Washington. Han er ikke ude efter en fornyelse af forhandlingerne eller nogen form for aftale. Han ønsker at føre krigen til ende. Og til det formål forventer han, at USA går ind i krigen på hans side. Kort sagt, hans plan er at få amerikanerne til at udkæmpe hans krig for ham!

Det er de uundgåelige konsekvenser af årtiers eftergivenhed fra USA’s og alle andre vestlige regeringers side, som systematisk har ignoreret Israels forbrydelser i strid med elementære internationale normer, hvilket har fået dem til at konkludere, at de kan gøre, hvad de vil, mens USA fortsat vil betale regningen.

Det centrale problem her er, at Netanyahus krigsmål ikke er sammenfaldende med USA’s. Avisen The Guardian har på korrekt vis påpeget dette: “Ved at angribe Iran og torpedere forhandlingerne spillede Netanyahu Trump af banen – og den israelske leder kan meget vel vikle USA ind i en ny konflikt i Mellemøsten, som Trump insisterer på, at han ikke ønsker.”

Og videre: “I sin indsættelsestale i januar understregede Trump sit ønske om at etablere sig som en mægler, der vil afslutte globale konflikter, herunder krigene i Ukraine og Gaza, og helt undgå nye krige. ‘Min stolteste arv vil være den som fredsmægler og forener’, sagde han.”

På den anden side kræver krigsmagere som den republikanske senator Lindsey Graham højlydt, at USA handler for at støtte Israel. Den krigeriske israelske lobby har fået en vanvittig, næsten hysterisk karakter.

Det er der god grund til. De, der troede på Netanyahus propaganda om, at den iranske regering ville falde sammen som et korthus, bliver nu frustrerede over, at deres håb ikke er blevet indfriet.

Og bag den voldsomme retorik kan man ane konturerne af noget andet – frygt.

Men på trods af retorikkens heftige karakter har disse personer slet ikke forstået Irans styrke og evne til at modstå et israelsk angreb.

Trumps første reaktion på det israelske angreb var i allerhøjeste grad tåbelig. Han beskrev det som “fremragende”. Den slags udtalelser vil ikke overbevise iranerne om, at USA på en eller anden måde er en uskyldig tilskuer i den nuværende konflikt.

Efterfølgende bevarede Donald Trump en højst usædvanlig og ukarakteristisk tavshed. Det kunne godt tyde på, at manden i Det Hvide Hus endnu en gang er begyndt at komme i tvivl. Og det kan meget vel indikere, at der er en alvorlig konflikt i selve hans administration.

Tulsi Gabbard, direktøren for den nationale efterretningstjeneste (DNI), er kendt for at være en stærk modstander af det, Trump gør.

Mere alvorligt er det, at hans seneste udmeldinger og handlinger har fremkaldt voksende uro og endda forargelse blandt hans tilhængere. Han vil uden tvivl have bemærket, at hans adfærd i denne sag ikke er blevet godt modtaget af hans MAGA-base. Faktisk er den blevet mødt med en rasende reaktion, selv fra præsidentens mest loyale tilhængere.

De minder ham om hans løfter i valgkampen om ikke at forpligte USA til flere ‘evighedskrige’, hverken i Mellemøsten eller andre steder.

“Ikke flere evighedskrige”

Trump lovede sin MAGA-vælgerskare, at han ikke ville starte nogen såkaldte ‘evighedskrige’ i Mellemøsten. Så nu er der ekstrem uro i MAGA-bevægelsens rækker, hvilket afspejles i følgende besked fra en Trump-tilhænger:

“F*ck det.

Jeg stemte for:

INGEN KRIGE

Billig benzin

Ingen skatter

Billige dagligvarer

MAGA

Hvilke af disse ting er rent faktisk sket?

Hvis Trump fører os i krig, er jeg færdig med ham og hans regering.

Jeg er pissesur.”

Der er landet rigtig mange af den slags beskeder på Trumps skrivebord på det seneste.

Trump har kort sagt brug for en krig med Iran, som han har brug for et hul i hovedet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at en sådan krig er udelukket. Langt fra.

Trump er under pres fra alle sider, og det er stadig uklart, hvilken vej han i sidste ende vil gå. Men risikoen er meget klar:

“Hvis Trump fører os i krig, er jeg færdig med ham og hans regering.”

Det kunne ikke udtrykkes klarere.