Den 29. december faldt den iranske rial [den iranske møntfod, red.] til et rekordlavt niveau i forhold til dollaren, hvilket udløste en basarstrejke i Teheran med massive demonstrationer i hovedgaderne, hvor folk råbte slagord som: »Luk, luk!«, »Død over diktatoren!«, »Død over de høje priser!« og »Dette er den endelige besked; målet er hele regimet.«
Siden da har protesterne udviklet sig til gadekampe mellem unge og sikkerhedsstyrker over hele landet. Over 70 byer i 26 af landets 31 provinser er blevet berørt. De er fortsat særligt stærke i områder med etniske minoriteter og i provinserne. Situationen udvikler sig meget hurtigt, og det er uklart, om det hurtigt vil udvikle sig til et nationalt oprør eller løbe ud i sandet.
På andendagen spredte basarstrejkerne sig hurtigt til Hamadan, Qeshm, Mashhad, Isfahan og Zanjan. Samtidig brød studenterprotester ud på universiteterne i Teheran med slagordene: »Død over alle tyranner! Uagtet om det er shahen eller den øverste leder [Khamenei, red.]«, »Jeg sværger på vores kammeraters blod, at vi vil stå fast til det sidste!« og »frihed, frihed, frihed!«
Sikkerhedsstyrkerne indtog en passiv rolle og nøjedes primært med at observere demonstrationerne. Regimets forsøg på at mobilisere moddemonstrationer blandt sine tilhængere på universiteterne var påfaldende svage i forhold til det revolutionære momentum.
Under basarprotesterne stillede ældre deltagere sig ofte mellem de yngre demonstranter og sikkerhedsstyrkerne og udfordrede ofte sidstnævnte til at angribe dem. Samtidig lykkedes det studerende ved Amir Kabir-universitet og andre institutioner i Teheran at fordrive både sikkerhedsstyrkerne og regimets tilhængere fra deres campusser.
I panik erklærede regimet den 31. december for en helligdag i håbet om, at dette ville stoppe protesterne fra at sprede sig over hele landet. Samtidig blev snesevis af studerende arresteret om natten, hvilket førte til demonstrationer i nærheden af kollegierne. Sikkerhedsstyrkerne begyndte at bruge skarp ammunition, hvilket kostede de første unge livet. Dette havde den modsatte effekt og har kun gjort de unge mere rasende.
De unge begyndte som modreaktion at gøre aktivt modstand mod regimet og dets sikkerhedsstyrker, hvilket omfattede opstilling af barrikader og afbrænding af domhuse, politistationer og imamers kontorer. I en markant handling stormede de endda guvernørens palads i byen Fasa.
Basarstrejkerne fortsatte den 1. januar og spredte sig til 32 byer i hele Iran. Studenternes protester begyndte at sprede sig til gaderne, da de fleste universiteter enten blev lukket helt eller begrænset til ekstern undervisning af regimet. Protesterne har nået endnu større proportioner i provinserne blandt de etniske minoriteter, herunder lurerne, bakhtarierne, balochierne og kurderne.
Det er svært at finde nøjagtige tal, men på under en uge har regimet allerede gjort snesevis til martyrer, og deres begravelser er allerede ved at blive omdrejningspunkter. I Marvdasht råbte en masse af sørgende sloganet: »Jeg vil dræbe dem, der dræbte min søster.« Sikkerhedsstyrkernes tilstedeværelse ved begravelser fører ofte til voldelige sammenstød, hvor de bliver drevet ud.
Siden 2018 har Iran oplevet en periode med intens klassekamp, præget af konstante protester over økonomiske krav, omfattende strejker, der involverede lastbilchauffører, lærere, oliearbejdere mf., samt landsdækkende oprør i 2018, 2019 og 2022, som var ledet af unge. Alle disse bevægelser er i sidste ende slået fejl, herunder opstanden »Kvinde, liv, frihed« i 2022, som varede i fire måneder og spredte sig til alle byer, men aldrig trængte dybt ind i arbejderklassen.
Allerede nu har nogle uafhængige arbejderorganisationer erklæret deres støtte til de igangværende protester, herunder Lastbilchaufførernes Fagforening, Koordinationsrådet for Iranske Læreres Fagforeninger og Haft Tappeh-sukkerrørsarbejdernes Fagforening. Støtteerklæringer er imidlertid ikke nok. Sådanne erklæringer blev udsendt i 2022. Der var endda forsøg fra arbejdere på at udløse en generalstrejke. Men der manglede et klart klassealternativ, hvilket er særligt farligt i lyset af de vestlige imperialisters forsøg på at kapre bevægelsen.
Den Islamiske Republiks dødskamp
Samtidig med den konstante eksterne trussel fra israelsk og amerikansk imperialisme er den iranske befolknings nuværende situation uudholdelig. Selv regimet indrømmer, at det overvældende flertal af iranerne lever i fattigdom.
Ifølge regimet var inflationen på fødevarer sidste år på 42 procent. Forbruget af kød er allerede næsten halveret, og blandt de fattigste arbejdere er det blevet almindeligt at købe brød på kredit. Samtidig er strømafbrydelser blevet regelmæssige. Ligeledes er der alvorlig vandmangel, der forarmer landmændene og tvinger bybefolkningen til rationering.
Imperialisterne har spillet en forbryderisk rolle i skabelsen af dette vågne mareridt for det iranske folk gennem amerikanske sanktioner, som er blevet skærpet af Donald Trump og hans lakajer i EU. Men den islamiske republiks hykleri gør også masserne rasende. Mens disse fromme tyve taler om en »modstandsøkonomi«, er Iran under dem rykket op som nummer 14 i verden, når det gælder antallet af dollarmillionærer. Den kapitalistiske klasse, der står bag regimet, lider ikke under disse sanktioner. Nej, de har beriget sig selv på bekostning af arbejderklassen.
Der kommer konstant skandaler om finansielle pyramidespil, der drives af regimets venner. Samtidig behandler de den massive statslige sektor som deres private kongerige. De plyndrer fabrikker frem for faktisk at bruge dem. I mellemtiden foretrækker regimet at køre underskud ved at trykke penge i stedet for at øge nedskæringerne. Men det er i stigende grad uholdbart. Det forventes, at det kommende budget i marts vil indeholde nedskæringer på subsidierede varer.
I lang tid kunne masserne udholde regimet. I det mindste holdt regimet de vestlige imperialisters konstante militære eventyr i skak, tænkte de. Men nu lider masserne ikke kun under ødelæggende økonomiske vanskeligheder, men regimet har også vist sig at være magtesløst når det kommer til at stoppe det imperialistiske angreb, der har medført Assad-regimets sammenbrud i Syrien og ødelæggende slag mod Hizbollah. Frem for alt afslørede 12-dages-krigen regimets svaghed og den korruptionskultur, der eksisterer blandt regimets kumpaner. Det gjorde det muligt for Israel at infiltrere det iranske samfund og selve regimet. På trods af at Iran besidder imponerende ballistiske missiler, er landet mere sårbart end nogensinde siden Irak-Iran-krigen.
Siden 2018 har der regelmæssigt været splittelser i regimet mellem fundamentalistiske og ‘moderate’ fraktioner, da de står over for kriser i forbindelse med hver eneste politiske politik. I udenrigspolitikken omfatter deres dilemmaer, om de skal give ydmygende indrømmelser til amerikansk imperialisme for at få lempet sanktionerne, eller om de skal styrke båndene til Kina, som køber olie til ekstreme rabatter og ikke er villig til at levere forsvarsvåben. På det indenrigspolitiske plan debatterer de, om man skal privatisere den offentlige sektor eller opretholde den korrupte status quo, mens de som gale hunde konstant beskylder hinanden.
12-dages-krigen dækkede midlertidigt over sprækkerne og samlede masserne bag nationens flag. Regimets propaganda har i stigende grad fået en sekulær nationalistisk tone frem for en islamistisk. Faktisk er national selvforsvar mod imperialistisk aggression det eneste banner, under hvilket regimet kan samle en sidste smule støtte. Fiaskoen med israelsk infiltration og regimets manglende evne til at stå imod zionismen har betydet, at selv den sidste rest af opbakning er ved at forsvinde.
Denne afhængighed af sekulær nationalisme betyder, at den gamle religiøse propaganda nu er fuldstændig ineffektiv. For eksempel ignorerer kvinder regelmæssigt loven om obligatorisk brug af hijab. Siden 2022 har regimet været splittet på dette spørgsmål og har nu opgivet at håndhæve loven, da det er umuligt uden at risikere en massiv modreaktion og potentielt en bredere social eksplosion midt i de voksende klasse- og sociale spændinger.
I lyset af de aktuelle protester er disse splittelser igen kommet til syne. Den ‘moderate’ præsident Pezeshkian reagerede roligt. Han begrænsede sig til at opfordre til tilbageholdenhed og dialog. Den øverste leder greb derimod hurtigt ind og insisterede på, at urolighederne skulle holdes i skak med magt, og at dem, der udfordrede ordenen, skulle sættes på plads, hvilket signalerede en hurtig vending mod undertrykkelse. I mellemtiden har demonstranterne afvist hele det politiske etablissement, hvilket signalerer et klart brud med begge fraktioner, som de betragter som en del af det samme magtsystem.
Den politiske krise vil kun vokse i intensitet med klassekampen. Under disse omstændigheder kan nogle dele af regimet endda blive fristet til at forsøge at lave et paladskup for at redde sig selv og åbne landet for Vesten i bytte for en vis lempelse af sanktionerne. Det vil kun få yderligere alvorlige og tragiske konsekvenser for masserne.
Død over alle tyranner! Shahen eller den øverste leder
Masserne kunne have væltet regimet flere gange siden 2018, men der manglede et klart revolutionært alternativ, der kunne forene masserne – frem for alt unge og arbejderklassen. Nu har de studerende med rette udbredt sloganet: »Død over alle tyranner! Det være sig shahen eller den øverste leder!« De har lært lektien fra 2022.
I mellemtiden høres sloganet »kvinder, liv, frihed« meget sjældent, selv blandt studerende, da det er blevet besudlet, siden det blev kapret af imperialisterne i 2022. Det betyder ikke, at kvinder eller deres krav er blevet sat i skyggen i de igangværende protester. Som i 2022 er kvinder ofte at finde i ledende roller, og paroler om kvinders frigørelse er almindelige, især blandt de studerende.
De vestlige imperialister, især Israel og USA, sammen med deres iranske monarkistiske lakajer, truer allerede protesterne fra udlandet. Den 2. januar truede Trump med militær intervention: »Hvis Iran [skyder] og dræber fredelige demonstranter med vold, vil USA gribe ind og redde dem«.
I et indlæg på X skrev Mossads farsisprogede konto: »Lad os gå sammen på gaden. Tiden er kommet. Vi er med jer. Ikke kun på afstand og i ord. Vi er også med jer i marken.«
Disse kriminelle har intet til fælles med de iranske masser, og kun en lille minoritet i landet (sammen med den forvirrede småborgerlige diaspora) ønsker at have noget med dem at gøre.
Den liberale israelske avis Haaretz afslørede selv, hvordan de iranske monarkister, anført af den eksilerede prins Reza Pahlavi, støttes af den israelske stat. Nu fabrikerer de videoer af monarkistiske paroler, der råbes i Iran, og spreder dem på sociale medier. I mellemtiden spredes denne modbydelige propaganda af udenlandske persiske nyhedsmedier som Iran International og Radio Farda, der er finansieret af imperialisterne og den iranske monarkistiske elite, der forlod Iran med milliarder af dollars.
Omfanget af misinformation er meget større i dette oprør end i tidligere oprør. Instagram og X er fyldt med monarkistisk-liberal propaganda i en sådan grad, at det er svært at vide, hvad der er ægte eller falske nyheder. Denne forvirring har en indvirkning på de iranske masser.
Dette er kun ammunition til den Islamiske Republiks egen propaganda. Det har ingen basis i virkeligheden. Enkelte monarkister har siden 2018 nogle gange dukket op ved protester, men hver gang er de blevet sat ud af spillet og til tider endda tævet af andre demonstranter – med rette! Nogle få er endda blevet identificeret som regimets provokatører. Den iranske befolkning husker shah-regimets rædsler. Den Islamiske Republik har blot perfektioneret deres undertrykkelse og korruption.
Dette er delvist årsagen til splittelsen mellem arbejdere og unge. Arbejderklassen har været sympatisk indstillet over for de mange ungdomsoprør. De er imidlertid på vagt over for imperialisterne og usikre på, hvor en omstyrtelse af den Islamiske Republik vil føre hen. Mere end nogen anden forstår de rædslerne under shah-regimet og den brutale historie med vestlig imperialisme i landet: undertrykkelse af arbejdere og kommunister, udbytning, kupforsøg og forsøg på at opløse Iran som nation.
Samtidig kan alle se de vestlige imperialisters forbrydelser i Mellemøsten: ødelæggelsen af Irak, Syrien, det igangværende folkemord i Palæstina og den generelle forarmelse af regionen af de respektive herskende klasser og deres vestlige imperialistiske herrer. Det er sandt, at disse parasitter ønsker at gøre Iran til slave igen, så landet kan lide under deres støvler ligesom resten af regionen.
Dette pålægger den revolutionære ungdom et enormt ansvar. Det kræver absolut uafhængighed af vestlig imperialisme. Der kan ikke være tale om at bede om hjælp fra deres institutioner som FN og EU, for slet ikke at tale om Israel eller USA: disse blodtørstige barbarer har intet at tilbyde de iranske masser, og unge forstår, at de udelukkende kan vinde arbejderklassens støtte ved at afvise vestens bødler.
Kommunisterne i de vestlige imperialistiske lande har en vigtig rolle at spille. De må klart sige: »Fingrene væk fra Iran!« Det er kun den iranske arbejderklasses opgave at vælte den Islamiske Republik. De må afsløre deres egen herskende klasses hykleri i at støtte monarkisterne i eksil.
Ned med Den Islamiske Republik! For et socialistisk Iran!
Det er uklart, om de nuværende protester vil fortsætte. Studerende og grupper af unge over hele landet kan ikke vælte Den Islamiske Republik. Isoleret vil det ende som en gentagelse af opstanden i 2022 med de samme brutale konsekvenser.
Arbejderklassen skal deltage en masse, for de har magten til at bringe samfundet i knæ på grund af deres rolle i produktionen. Intet hjul drejer, ingen pære lyser uden arbejderklassens tilladelse. Under den iranske revolution i 1979 var det netop generalstrejken i 1978, der gav shahregimet det endelige dødsstød. Det var arbejdernes massive deltagelse på gaderne, der lammede sikkerhedsstyrkerne og startede deres sammenbrud.
Disse revolutionære traditioner er meget levende. I opstanden i 2022 opfordrede de unge instinktivt til generalstrejke. Men det er ikke nok at råbe »generalstrejke«. Der er brug for et program, der forbinder omvæltningen af den Islamiske Republik med arbejderklassens krav. Et program som tydeligt viser, at omvæltningen af regimet ikke vil være en farce, der blot erstatter en diktator med en anden.
Et sådant program ville indeholde arbejderklassens eksisterende krav, herunder økonomiske krav om en løn til at leve af, pensioner, standsning af nedskæringerne, indførelse af arbejderkontrol i den eksisterende statslige sektor, store offentlige projekter for at genopbygge landets økonomi og ekspropriering af banker og store virksomheder for at finansiere det.
De politiske krav ville omfatte en ende på al undertrykkelse og lige rettigheder under loven uanset køn, seksualitet og etnicitet. Til disse krav må vi også tilføje afskaffelsen af politiet, Basij og Revolutionsgardens paramilitære grupper samt efterretningstjenesterne og amnesti til alle politiske fanger.
Uanset udfaldet af de nuværende protester er det kun begyndelsen. Hvert eneste mislykket oprør, strejke og massebevægelse siden 2018 har styrket kampen mod den Islamiske Republik. Protesterne kunne omdannes til en reel revolution baseret på et sådan program og blive en massiv kraft i samfundet, der forener alle de undertrykte i landet og vælter regimet.
Men selv med omvæltningen af den Islamiske Republik kan ingen af massernes krav opfyldes uden afskaffelsen af iransk kapitalisme. Den iranske arbejderklasse og de fattige må selv gribe magten, uden at give den fra sig, og opbygge en socialistisk republik. De iranske kommunister må allerede nu opbygge deres styrker og tålmodigt forklare nødvendigheden af en socialistisk revolution.
