Besættelsen af Irak har intet løst. Ingen af de mål, som Bush-kliken havde, er blevet indfriet. De havde håbet på at skabe en stabil lydstat, en marionet. De havde håbet på stabilitet i Mellemøsten – en Pax Americana, hvor imperialisterne kunne kontrollere udviklingen i regionen. Og så var der selvfølgelig olien. De er stadig ikke i stand til at pumpe olie ud af Irak, og landet er mere ustabilt end nogensinde før. Irak har aldrig før haft en borgerkrig, men nu spiller imperialisterne på de etniske og religiøse forskelle i landet i et forsøg på at opnå kontrol.
Sekteriske skel skabes
Allerede før krigen var der et stort had mod USA blandt irakerne. Sanktionerne i 1990’erne kostede ifølge FN’s egne tal 500.000 irakiske børn livet. Imperialisternes hykleri før krigen var grænseløst. Deres gamle allierede fra 1980’erne, Saddam Hussein, var ”pludselig” en forbryder. De ”opdagede” pludselig, at han havde ført krig og brugt kemiske våben. At det skete med våben fra Vesten blev forbigået i tavshed.
Men situationen i Irak er endnu værre nu. I forsøg på at holde ”ro og orden” spiller amerikanerne og deres marionetregering på de sekteriske skel i befolkningen. Sammensætningen af selve premierminister Nuri al-Malakis regering er sket efter sekteriske principper.
De er i gang med at forvandle Irak til et Bosnien, bare mere monstrøst i skala. Kantonerne er blevet overladt til sekteriske militser, der udrenser andre grupper. Ifølge Al-Malakiregeringens egne tal er over 100.000 irakere blevet fordrevet fra deres hjem. Men nogle menneskerettighedsgrupper taler om, at omkring en million er blevet fordrevet. Uanset hvad foregår der en etnisk udrensning, som ”koalitionen” har bidraget til ved at læne sig op ad sekteriske militser som Badr-brigaden og lignende grupper.
I april blev 1.100 dræbt af sekteriske grunde alene i Bagdad, ifølge The Economist. Og siden er den sekteriske vold ikke stilnet af. De amerikanske imperialister taler åbent om at splitte Irak op i tre eller fem mindre dele. Roms gamle slagord ”del og hersk” har ikke været forgæves. En opsplitning af landet vil være ærkereaktionær i sit indhold og åbne for et blodbad, ligesom vi så det i Jugoslavien – men på mere barbarisk skala.
Hvordan kan dette barbari stoppes? Borgerskabet i Mellemøsten er ude af stand til at løse nogle som helst problemer. De kan ikke samle landet og udviske de kunstige grænser, som blev skabt af imperialisterne efter første verdenskrig.
National selvbestemmelse
Marxister støtter retten til national selvbestemmelse – intet folk skal mod sin vilje underlægges en anden nation. Men samtidig med, at vi fremhæver retten til national selvbestemmelse, fremfører vi ikke løsrivelse som et krav, uafhængigt af tid og rum. Trotskij forklarede det således:
”Bolsjevikkerne antog ikke et separationsevangelium, men en forpligtelse til at kæmpe mod enhver form for national undertrykkelse, herunder underlæggelse af en nationalitet indenfor den generelle stat. Kun på denne måde kunne den russiske arbejderklasse gradvist vinde de undertrykte nationaliteters tillid.”
For at slå vores holdning fast: splittelsen indeholder ikke ét progressivt atom. Vi står for enhed mellem folkene i mellemøsten, og for enhed mellem de undertrykte masser i Irak mod imperialismens barbari. I den konkrete situation har parolen om ”selvstæn¬dighed” for kurdere, assyrere, shiiter, sunnier eller armenere et reaktionært indhold. Det vil overlade de opsplittede masser til imperialisternes nåde.
Det, som den amerikanske imperialis¬me frygter mest i Irak, er en samlet irakisk modstand mod besættelsen, baseret på arbejderklassen i de store byer som Bagdad, Basra, Nasiriyah og Kirkuk. Så de har pustet til de reaktionære ideer om etniske og religiøse ”rene” områder i Irak. Militser som den kurdiske Pesh Merga, den shiamuslimske Badr og al-Dawa (kaldet) er blevet optaget som en del af hæren og er ”koalitionens” allierede i Irak. At disse grupper systematisk begår etniske udrensninger, plyndringer og voldtægt, bekymrer ikke Iraks ”befriere” i Washington.
Et socialistisk mellemøsten
Imperialismen har kun bragt katastrofer til Irak. Rosa Luxemburgs berømte sætning om ”socialisme eller barbari” passer perfekt på hele Mellemøsten. Marxisterne er mange gange blevet kaldt ”utopister”, fordi vi fremfører parolen om en socialistisk føderation i Mellemøsten. Men de største utopister er dem, der tror, at de svage ka¬pitalister i området (eller imperialismen for den sags skyld) kan løse problemerne. Iraks befolkning har fået en bitter lektion i, hvad Lenin mente, da han talte om ”kapitalismens forfaldsperiode”, og hvad det betyder for deres daglige liv. Kampen for deres befrielse betyder samtidig en kamp imod det system, der har nedkaldt fremmed besættelse og barbari over dem.
