ikke kan beherske sig
er det på tide
at de beherskede
opfører sig lidt mere
ubehersket!”
I december 2009, midt under klimatopmødet i
København og den sædvanlige ståhej omkring toppen af internationalt diplomatis
korridorsnak og tomme løfter, hørtes en ny, og for mange danskere anderledes
vinkel på sagerne. ”Hvis klimaet var en bank, ville de allerede have reddet den!”,
hed det sig. Udtalelsen kom fra Venezuelas kontroversielle præsident Hugo
Chávez. Han beskyldte kapitalisternes jagt på profitter for at være hovedkilden
til klodens klimaproblemer. På et massemøde arrangeret af diverse
solidaritetsforeninger, der beskæftiger sig med Latinamerika, talte han til
over 2.000 fremmødte. Han understregede, at socialisme er en nødvendighed for
at redde planeten, og at alternativet er barbari. Ekstra Bladet beskrev scenen
med overskriften ”Chávez hyldet som rockstjerne i Valbyhallen”.
Denne overskrift var sikkert mere udtryk for
formiddagsavisens sensationstrang end for tilhørernes attitude overfor
præsidenten for et land, der indtil for få år siden var ganske ukendt for de
fleste danskere. Ikke desto mindre er det klart, at Chávez er en kontroversiel
skikkelse. Han er hadet og elsket, ligesom andre fremtrædende skikkelser har
været det i historien. De fleste danske dagblade dedikerer hver måned
adskillige historier om den tidligere oberstløjtnants nye gerninger, oftest i
et forsøg på at miskreditere ham og ikke mindst det han står for. Men hvad
ligger til grund for denne kontroversielle figur? Tusinder af danskere stiller
sig selv det spørgsmål, efter at de har set et kort glimt af den venezuelanske
præsident.
Det var netop Chávez’ besøg til København
2009, som overbeviste undertegnede om nødvendigheden af at færdiggøre et
projekt, som havde været på idéstadiet lige siden forfatterens ankomst til
Venezuela for knap fem år siden. Projektet gik kort og godt ud på at skrive en
historie om den bolivariske revolution. Den grundlæggende tese er nemlig, at
Chávez ikke er en enkeltstående figur, som på magisk vis er faldet ned fra
himlen. Han er snarere et produkt og på samme tid en aktør i en enorm
revolutionær bevægelse.
Udover dets nuværende kontroversielle
præsident er Venezuela i dag mest kendt for dets kolossale olierigdom, dets
kridhvide sandstrande, de eksotiske turistmål, som ferieøen Isla Margarita, den
store savanne med vandfaldet Angel Falls, de små tropeøer Los Roques og de betagende
Andesbjerge. Hvad, der er mindre kendt, er naturligvis landets sociale og
politiske historie. Placeret imellem det borgerkrigsramte Colombia og det
gigantiske Brasilien, strækker Venezuelas territorium sig over 912.050 Km2 med
en lang kystlinje ud imod det caribiske hav. Ifølge folkeoptællingen i 2000 har
landet 24,4 millioner indbyggere, hvoraf 3,2 millioner er bosat i Caracas.
Flere analytikere påpeger dog, at befolkningstallet er vokset til op imod 30
millioner i skrivende stund.
Dette værk beskriver et stykke intens
historie, som ikke er synderligt velkendt under de danske himmelstrøg. Det er
historien om et af de sjældne øjeblikke, hvor det store flertal af
befolkningen, som normalt er apatisk overfor politik, vælger at bevæge sig for
fuld kraft for at ændre samfundet grundlæggende. Det er historien om en
revolution. En revolution hvis skæbne endnu ikke er blevet bestemt.
En revolution er selvfølgelig et betagende
fænomen. Selv de mest stædige og kolde iagttagere kan ikke lade være med at
blive fanget, i det mindste et kort øjeblik, når de befinder sig et sted, hvor
man kan mærke historiens vingesus. Det er præcis den følelse, man får, når man
opholder sig i Venezuela. Det minder os om den engelske digter William
Wordsworths bemærkning, da han ankom til Paris under den store franske
revolution: ”Fortryllende var det, at være i live i den morgenrøde, men at være
ung var meget himmelsk” (”Bliss was it to be alive in that dawn, But to be
young was very heaven”).
At portrættere en revolution stiller os dog
overfor et problem. Det er ikke tilstrækkeligt at vise revolutionens sus. At
skildre begivenhederne og de mennesker, der var involveret i dem, er
selvfølgelig en vigtig opgave, men det er kun starten. Læseren vil hurtigt
begynde at spørge, hvorfor begivenhederne udviklede sig på denne måde og ikke
på en anden. Vedkommende vil snuse til de sociale, politiske og økonomiske
kræfter, der ligger bag begivenhedernes gang. Med andre ord opstår der et behov
for at vide hvilke motorer, der bestemmer udviklingen og hvilke perspektiver,
der vil gøre sig gældende i den kommende periode. Det er i al beskedenhed denne
opgave, som jeg sætter mig for at løse, eller i det mindste gøre det første
forsøg på at løse.
Hvad er
en revolution?
I skolebøger og den offentlige debat i Danmark
bliver ordet revolution ofte forbundet med vold og endda med totalitarisme. Der
er siden Berlin-murens fald i 1989 foregået en ideologisk koldkrig, fremmet af
borgerlige historikere og såkaldte ”eksperter” imod ”kommunisme”, hvor formålet
har været at sammenkæde alle forsøg på at ændre samfundet i socialistisk
retning med stalinismens forbrydelser. Dette er et emne, jeg vil vende tilbage
til i dette værk. En af pointerne i de borgerliges kampagne er, at de vil
bandlyse alle begreber, der har forbindelse til socialisme. Revolution
fremstilles som et fænomen, der hører fortiden til. Ikke desto mindre er det
forfatterens faste overbevisning, at revolutioner er uundgåelige, ikke blot i
fortiden, men også i fremtiden, og at Venezuela er et levende bevis på
dette.
At påstå at det, der foregår i Venezuela, er
en revolution, vil uden tvivl møde en del skepsis, ja ligefrem modstand i
Danmark. Desværre er der mange venstreorienterede intellektuelle og
smågrupperinger, som har udmærket sig ved deres skematiske snæversyn og deres
komplette mangel på forståelse for den proces, der foregår i Venezuela. Lad os
i første omgang starte fra et simpelt udgangspunkt og stille et elementært
spørgsmål, som ikke desto mindre sjældent bliver taget op til overvejelse: Hvad
er en revolution?
I et af det 20. århundredes mest
bemærkelsesværdige værker, det 1.200 siders lange mammut-værk Den russiske revolutions historie, giver
Leon Trotskij (der sammen med Lenin var en af hovedlederne af
oktoberrevolutionen) os følgende definition:
”Det mest utvivlsomme træk ved en revolution
er massernes direkte indgriben i historiske begivenheder. I almindelige tider
løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over
nationen, og historien laves af specialister i den slags – konger, ministre,
bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men på de afgørende tidspunkter,
hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de igennem den
barriere, der ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle
repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indgriben begyndelsen til
grundlaget for et nyt regime. Om det er godt eller skidt, overlader vi til
moralisternes bedømmelse. Vi selv vil tage fakta, som de er givet af
udviklingens objektive gang. En revolutions historie er for os først og
fremmest historien om massernes kraftfulde indtræden i et domæne, hvor de
bestemmer over deres egen skæbne.”
Er det ikke netop det, som vi har set i
Venezuela i løbet af de sidste ti år? Hvad skete der, da den traditionelle
venezuelanske elite, hvad der i folkemunde kendes som oligarkiet, forsøgte at
vælte Chávez ved et statskup i 2002? Kuppet blev væltet på rekordtid, to dage
efter dets bagmænd havde erobret præsidentpaladset og indsat en ulovlig regering,
der ophævede det folkevalgte parlament og landets grundlov, der var blevet
godkendt ved en folkeafstemning i 1999.
Som vi skal se i bogens andet kapitel, var Chávez’ pludselige comeback
resultatet af en masseopstand, hvor de fattige indbyggere af bjergsidernes
ranchos stormede ned imod byen og omringede Miraflores
paladset. Med Trotskijs ord ’brød de gennem de barrierer, der traditionelt
ekskluderer dem fra den politiske arena og skabte ved deres egen indgriben
begyndelsen til grundlaget for et nyt regime’
Det nøjagtigt samme fænomen kunne observeres
blot ni måneder senere, da oppositionen brugte sin økonomiske magt over de
vigtigste fabrikker og industrier til at lukke landet ned gennem en stor
arbejdsgiverlockout, som skulle vare to og en halv måned og koste landet
milliarder af dollars. Men igen var det de forarmede masser, denne gang ledt af
oliearbejdere i Puerto
regeringens skind. De besatte det nationale olieselskab PDVSA og genoprettede
produktionen under arbejderstyre i omtrent halvfems dage. Begge eksempler, der
kunne suppleres med tusinder af anekdoter fra hverdagslivet i Venezuela, viser
os, at masserne forsøger at tage deres skæbne i egne hænder. Kun den mest
hårdnakkede kværulant vil være ude af stand til at se det.
Hvad er
den bolivariske revolution?
Mange udenforstående vil sikkert spørge, hvad
i alverden ”den bolivariske revolution” betyder. Begrebet bolivarisk
(”bolivariana” på spansk) henviser til Venezuela og Latinamerikas store
frihedshelt Simón Bolívar, som fra 1817 til hans død i 1830 ledte frihedskampen
imod spanierne, ikke kun i Venezuela, men også i lande som Colombia, Bolivia,
Ecuador og Peru. I tillæg 1, vil vi givere en lidt længere biografi af El Libertador, som han kendes i
Venezuela og af de folk, som han kæmpede side om side med.
Bolívar er altså det umiddelbare ideologiske
referencepunkt for Chávez’ bevægelse anno 1998. Så langt så godt. Men hvad får
denne bevægelse til at gøre oprør? Hvad er det, den sætter Bolívars tankegods i
modsætning til? For at forstå det bliver vi nød til at bevæge os en anelse
tilbage i historien, for at forstå optakten til en skelsættende begivenhed i
oktober 1958, som skulle definere venezuelansk politik de næste fyrre år, helt
op til Caracazo-opstanden i 1989, som er dér, hvor jeg starter denne historie
med det første flashback.
Venezuela begyndte fra starten af det 20.
århundrede at udvinde olie i massivt omfang. Med undtagelse af små intervaller
blev landet fra 1908 til 1935 styret med jernhånd af Juán Vicente Gómez’ militærregime.
Gómez solgte olien til nordamerikanske multinationale virksomheder, men førte
aldrig noget regnskab med overskuddet fra disse salg. Han formåede at
opretholde en vis ligevægt imellem de udenlandske olieselskaber og den lokale
elite, som hurtigt skulle omdanne sig til et egentligt oligarki, der i ledtog
med imperialisterne tog monopol på så godt som al ejendom og alle vigtige
politiske beslutninger i Venezuela.
Skyskrabere
og skyhøj korruption
Det demokratiske interval fra 1935-48, med den
tidligere venezuelanske poet Rómulo Gallegos ved magten, hjalp ikke meget til
at rette op på den voksende ulighed. For den menige venezuelaner syntes
demokrati og diktatur at resultere i det samme; voksende fattigdom for
flertallet og voksende rigdom for det privilegerede mindretal. Fra 1952 kom diktatoren Pérez Jímenez, med
USA’s klare accept, til magten. Han begyndte en ”modernisering” af landet med
store prangende bygningsværker, men samtidig fandt der en enorm ujævn udvikling
sted, hvor de gamle huse i Caracas blev revet ned og de fattige måtte flytte ud
i forstæder. Det var her, grundlaget blev lagt for dagens slumbyer, som bugter
sig op og ned af Caracas’ bjergsider.
På den anden side fik de multinationale
olieselskaber endnu større råderum. Under Jímenez’ tid ved magten tabte den
venezuelanske stat 4.508 millioner bolivares alene på grund af skattelettelser.
Standard Oil var et af de selskaber, der nød godt af denne politik, og de kunne
skovle hele 3,79 mia. dollars ind på en syvårig periode (1950-57). En af
opskrifterne på denne succes var Pérez Jímenez-diktaturets forbud imod
strejker, som gjorde det muligt at holde lønningerne på et minimum.
Ikke desto mindre begyndte styret at smuldre.
Der var simpelthen for mange modsætninger indbygget i dets politik. Tariq Ali
beskriver situationen således:
“I de nordamerikanske magasiner blev der
præsenteret et billede af Caracas, som en moderne, munter og larmende storby,
hvis skyskrabere med hvide glimt oplyste Andesbjergenes baggrund. Men den
skinnende universitetsby Villanueva med dets vægmalerier af Léger og andre var
desværre en undtagelse fra normen. Selv imens skyskraberne voksede, ledsaget af
et væld af selvlykønskninger, var der stemmer, der rådede til mådehold og
advarede om, at byen, der var følsom overfor jordskælv, var ved at tabe sin
personlighed og hurtigt ville gå i forfald og blive beskidt. Gabriel García
Márquez [en kendt colombiansk romanforfatter, AB] beskrev byen som ’apokalyptisk, uvirkelig og
umenneskelig’, men der var ingen, der lyttede til ham.
Korruptionen voksede lige så meget som
skyskraberne. Rigdommens stadigt mere ujævne fordeling imellem de velhavende og
de fattige blev det, der udløste folkelige protester, spontane
gadedemonstrationer, og i nogle tilfælde fysiske angreb på den privilegiearkitektur,
som symboliserede Jiménez’ regime” (Tariq Ali, Piratas del Caribe, Editorial
Perro y la rana, side 62).
Pagten
ved Punto Fijo – grundlaget for den 4. republik
Ved begyndelsen på 1957 kunne alle se, at
diktaturets dage var talte. Selv Caracas’ ærkebiskop, Rafael Arias Blanco måtte
gå ud offentligt og kritisere den slående ulighed og fattigdom. Lederne af det
venezuelanske kommunistparti, som havde en unik chance for at lede den
revolution, der var under opsejling, valgte i første omgang at indgå en
folkefrontsalliance med de borgerlige partier, herunder COPEI (det
socialkristne parti) og Acción Democrática (AD, et pro-imperialistisk parti,
som gav sig ud for at være socialdemokratisk).
Da diktatoren Pérez Jimenez nægtede at
udskrive nyt valg, brød vreden igen ud, og den 21. januar startede en generalstrejke
og en opstand i Caracas, som betød, at Jimenez valgte at forlade landet blot to
dage efter. Skiftende forsøg på militærkup slog fejl, og forberedelserne til et
præsidentvalg gik i gang. Men januar-revolutionens håb om forandring blev
hurtigt undermineret på en ny og uforudset måde: Den 31. oktober 1958
underskrev de borgerlige partier en traktat kaldet ”Pagten ved Punto Fijo”, som
skulle få stor betydning. Pagten betød, at oligarkiets partier, COPEI og AD
praktisk talt valgte at dele magten imellem sig, forme en koalitionsregering,
forsvare den borgerlige lov og på den måde konsolidere et ”demokrati”, som mest
af alt mindede om en farce. Dette var grundlaget for den 4. republik, som
skulle dominere alle aspekter af venezuelansk politik helt frem til Caracazo
opstanden i 1989.
Store grupper på venstrefløjen og i de sociale
bevægelser, som havde deltaget massivt i januar-revolutionen, der væltede
diktaturet, modsatte sig denne kurs. De blev næsten fra starten svaret med
benhård repression fra den nye AD-præsident Rómulo Betancourts styre, der fra
første færd havde en yderst anti-kommunistisk linje. Indenfor AD eksisterede
der en venstrefløj af betydelig størrelse, som havde flertallet i
ungdomsforbundet. Denne fløj begyndte at kritisere Rómulo Betancourts styre, og
dets medlemmer blev derefter ekskluderet i april 1960, hvorefter de grundlagde
partiet MIR (Den venstreorienterede revolutionære bevægelse), som sammen med
kommunistpartiet begyndte at organisere modstanden mod styrets undertrykkelse.
Betancourt svarede igen ved at fængsle
redaktørerne af MIRs avis i oktober samme år og lukke kommunistpartiets avis
Tribuna Popular. Venezuelas centraluniversitet i Caracas blev omringet, og de
studerendes protester blev brutalt undertrykt. Inspireret af Che Guevara og den
cubanske revolution valgte MIR og flertallet i kommunistpartiet at gribe til
våben og forsøge at kopiere modellen med guerillakrig. Resultatet blev et
blodigt nederlag, hvor tusinder af de dygtigste venstreorienterede agitatorer
blev dræbt eller fængslet. Det ”demokratiske” styre viste sig at være
betydeligt blodigere end de foregående diktaturer.
Guerillaismens nederlag i Venezuela, hvis
årsager vi analyserer i detaljer i tillæg 1, banede til gengæld vej for en
anden strømning; kritiske røster inde i militæret, som foragtede den 4.
republik og al det, som den stod for. Folkets vrede blev kanaliseret gennem
hæren, som i Venezuela havde tradition for at bestå hovedsageligt af børn fra
arbejder-, småbonde- og fattigfamilier. Som vi skal se i kapitel 3, fandt denne
strømning sin leder i den unge oberstløjtnant Hugo Rafael Chávez Frías.
Om
nærværende værk
For at give en ordentlig introduktion til
emnet har det været nødvendigt at give en længere historisk gennemgang af
Venezuelas historie, fra 1989 til i dag. Kapitel 2, til og med kapitel 4,
følger således en mere eller mindre kronologisk tråd, hvor hovedformålet er at
give læseren baggrunden for den bolivariske revolutions udvikling og et
overblik over de seneste år.
Læseren vil observere, at de kapitler, der
følger det fjerde, ikke er en del af en kronologisk rækkefølge, men derimod
emnebaserede. Dette skyldes, at det har forekommet mig nødvendigt at have fuld
frihed til at bore dybt ned i specifikke dele af bevægelsen, for på den måde
dels at kunne vise revolutionens omfang og dels behandle sammenhængen imellem
disse underemner og revolutionen som helhed.
Kilderne til denne bog er talrige. De
inkluderer værker skrevet af personer, som har helt andre politiske holdninger
end forfatteren, f.eks. tilhængere af en socialdemokratisk-reformistisk linje.
Jeg har desuden frit brugt avisartikler fra en række borgerlige aviser, bl.a.
El Universal, El Nacional, EL Mundo, Reporte diario de
dagblade, som er yderst kritiske overfor den siddende regering i Venezuela.
Når alt det er sagt, vil undertegnede
selvfølgelig ikke prale af en påstået ”neutralitet”. Under begivenhedernes gang
har forfatteren taget klart stilling, hvilket også gøres i dette værk. Men det
hindrer os dog ikke i, at kunne give en troværdig gennemgang af historiens
forløb, så længe vi tager udgangspunkt i kendsgerningerne og begivenhederne,
sådan som de rent faktuelt udfoldede sig og ikke sådan, som vi ideelt set gerne
ville have, at de udfoldede sig.
Et seriøst videnskabeligt studie af en
historisk proces, som en revolution nu engang er, kan selvfølgelig ikke baseres
udelukkende på forfatterens egen hukommelse. Derfor har jeg selv i de tilfælde,
hvor jeg skildrer begivenheder, jeg deltog i – som f.eks. i det første kapitel
– forsøgt at henvise til artikler, der behandler det givne forløb. Mange af
disse artikler er udgivet som nyheder på diverse hjemmesider. Når det er sagt,
er det selvfølgeligt klart, at forfatterens tilstedeværelse i landet under
næsten halvdelen af den revolutionære proces, har gjort det lettere at indsamle
det relevante kildemateriale og forstå de enkelte begivenheders betydning i den
større sammenhæng.
I udarbejdelsen af denne tekst har forfatteren
set sig nødsaget til at gengive relativt lange citater, dels fra personer
impliceret i begivenhedernes gang og dels fra analytikere og teoretikere, hvis
indgangsvinkel kaster nyt lys over emnet. Dette gør muligvis ikke teksten mere
læsevenlig, men jeg har fulgt princippet om, at det altid er bedre at læse
direkte fra en kilde, end at få andre menneskers subjektive fortolkning af
samme.
Mange af konklusionerne er endnu halve,
hvilket skyldes den simple årsag, at det er en historisk proces, der stadig er
i fuld gang, og som endnu ikke har fundet en endelig afgørelse. Den
venezuelanske revolution står lige nu ved en korsvej – enten tager den skridtet
fuldt ud eller også vil den lide et dramatisk nederlag. Det nylige statskup i
Honduras, som har betydet forfølgelse af hundreder af fagforeningsaktivister og
venstreorienterede generelt, er en alvorlig advarsel om, hvad der er i vente,
hvis landets pro-amerikanske højrefløj formår at komme tilbage til magten.
Millioner af fattige menneskers håb ligger i Venezuelas bolivariske revolution
og alles øjne følger tæt med i begivenhedernes gang. Lige netop derfor er det
slående, at der endnu ikke er udgivet ét eneste værk om emnet på dansk. Indtil
videre har de borgerlige aviser, hjulpet af middelmådige
udlandskorrespondenter, haft monopol på ”sandheden” om, hvad der sker i Venezuela.
I dette værk vil jeg give den anden side af
historien. Ikke som en ukritisk dans på roser, men som en levende proces, med
alle dens problemer og modsætninger, fejl og mangler. Der intet værre end de
ukritiske beundrere, som med et romantisk glimt i øjet skriver lange
hyldestartikler om revolutionens vidundere uden at gøre opmærksom på de
problemer, som også er tilstede. En sådan fremstilling er ikke bare
irriterende, den er også farlig, fordi den fungerer som en sovepude midt i et
usikkert hav med en orkan i horisonten. Dette værk er derfor både et modstykke
til de borgerlige avisers dækning, men samtidig et seriøst, kritisk bidrag til
debatten om Venezuela.
Med disse betragtninger i mente, vil
undertegnede overlade det til læseren at bedømme, om der leves op til de
fremsatte formål i de følgende kapitler.
