Hvordan går det med USA’s økonomi?
Vi har i USA haft 10 års opsving, som især har været stort de sidste 5 år, takket være IT-sektoren, samt en hurtig vækst i aktiemarkedet. Efter dette opsving, hvor arbejderne nærmest ikke så en stigning i reallønnen, men derimod en “speed-up” af arbejdstempoet, længere arbejdstid og nedbrydning af de i forvejen meget begrænsede sociale ydelser, så er USA nu officielt i krise (en nedgang i produktion i to på hinanden følgende kvartaler).
Længe før økonomerne sagde, at der var krise, kunne unge og arbejdere se, at løfterne om et godt job, sikkerhed og stabilitet faldt fra hinanden. Økonomien var allerede før 11. september i nedgang, der var stigende arbejdsløshed, rekordhøj gældssættelse, og forbruget, som var det, der havde holdt opsvinget kørende, begyndte at falde.
11. september, der var et stort chok for alle, (alle amerikanere var blevet fortalt, at USA var det mest magtfulde land i verden), ramte i hjertet af amerikansk kapitalisme. Angrebet var dråben, der fik bægeret til at flyde over, forbrugertilliden faldt hurtigt, hvilket medførte massive fyringsrunder. I de første uger efter blev 100.000 fyret.
Siden oktober 2000 er 2,2 mio. mennesker blevet fyret i USA. Arbejdsløsheden, der for to år siden var rekordlav (den laveste i 30 år), er nu oppe på 5,8%, den højeste siden 1995, hvor opsvinget for alvor satte ind.
Den offentlige interesse har hidtil været rettet mod den såkaldte “krig mod terrorisme”. Regeringen forsøger nu at give os det indtryk, at krigen i Afghanistan er slut, og at “vi” opnåede “vores” mål. Så nu begynder folk at tænke over indenlands problemer som arbejde og Enron [det største firma, der nogensinde er gået fallit, med fyringer og tab af pensionsopsparinger til følge for de mange arbejdere i firmaet].
Hvordan er stemningen/bevidstheden blandt de amerikanske arbejdere?
De amerikanske fagforeninger har i den seneste periode ikke været særligt aktive, hovedsagligt fordi fagforeningsbureaukratiet forsøger at gøre alt, hvad de kan, for ikke at komme i konflikt med arbejdsgiverne. Der har dog været nogle vigtige fremskridt indenfor servicesektoren: organisering af hotelarbejdere, restaurationsarbejdere, rengøringsfolk o.l.
AFL/CIO (der er en paraplyorganisation for de største fagforeninger i USA) har lanceret en kampagne for at få i millioner af nye medlemmer hvert år. Den nationale organiseringsprocent i fagforeninger er 13%. Det største problem ved fagforeningerne er at, de politisk støtter Demokraterne, der forråder arbejderklassen og støtter den herskende klasse. Både Demokraterne og Republikanerne er borgerlige partier, der er for kapitalisme. De støtter begge fuldt ud den såkaldte “anti-terrorismekrig”, som i virkeligheden er en undskyldning for at angribe demokratiet og folks rettigheder ved at lave “anti-terrorlove”, samt en undskyldning for at bruge flere penge på militæret, for at gå i krig og for at overdøve kritikken af Bush’s politik, så man kan opnå “national enhed”.
Under de sidste valg mente mange, at Demokraterne var mindre onde end republikanerne, og at vi derfor skulle støtte dem. Men begivenhederne i de seneste måneder viser, at ingen af partierne kan tilbyde arbejderklassen en løsning. Det, vi har brug for, er et massearbejderparti, baseret på fagforeningerne, med en selvstændig klassepolitik, der forsvarer arbejderklassens rettigheder, og som kæmper for socialisme.
Hvad er perspektivet for at få sådan et parti?
I løbet af de næste år, når den økonomiske krise bliver dybere, vil presset på fagforeningsbureaukraterne stige fra de almindelige medlemmer. Der vil komme en generel bevægelse til venstre, der enten vil smide de gamle ledere ud eller trække dem til venstre. Tilgangen af nye arbejdere, især unge, vil spille en vigtig rolle i denne proces.
Hvad sker der blandt elever og studerende?
Før 11. september så vi en stigning i studenterprotester, som en del af anti-globaliseringsbevægelsen, hvilket bla. kom til udtryk under begivenhederne i Seattle 1999. Der eksisterer en bevægelse af studerende imod udnyttelse af arbejdere i såkaldte “sweat shops” med kummerlige forhold, og den begyndte at få en del opmærksomhed. Men anti-globaliseringsbevægelsen blev overrumplet af begivenhederne 11. september og krigen i Afghanistan. Der har været en lille anti-krigsbevægelse blandt de studerende på de store universiteter, men indtil videre har det ikke udviklet sig til en generel anti-krigsbevægelse.
Både med hensyn til anti-globaliseringen og anti-krigsbevægelsen er det vitalt, at de studerende går sammen med den organiserede arbejderklasse, der som de eneste kan optræde som skjold mod de amerikanske kapitalisters reaktionære politik.
En anden ting, der de næste år vil være yderst vigtig, er de internationale begivenheder. Mange tror, at den amerikanske arbejderklasse eksisterer i et vakuum. At de på en eller anden måde er fuldstændig anderledes end arbejdere i resten af verden. Men amerikanske arbejdere er præcis ligesom arbejdere i resten af verden, også de danske. Arbejdere lever under de samme vilkår og har de samme bekymringer og erfaringer. Både de amerikanske arbejdere og unge er under et ekstremt pres, og det er uundgåeligt, at der før eller siden vil komme en kæmpe eksplosion i klassekampen, der vil overraske resten af verden. Præcis som begivenhederne i Seattle i ’99 og 11. september gjorde et indtryk på ungdommen og arbejderklassen i hele verden, vil begivenheder som dem i Argentina nu også uundgåeligt få en effekt på den amerikanske ungdom og arbejderklasse.
Hvad ser du som amerikanske marxisters hovedopgave lige nu?
I USA er de marxistiske idéer blevet meget kraftigt angrebet. I skolerne lærer vi alle mulige historier og løgne om de marxistiske idéer. Vi lærer, at det på papiret er en sympatisk idé, men at det ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. De peger på stalinismens forbrydelser og siger, at kapitalismen er det eneste mulige system, og at selvom det har nogle små problemer, er det det eneste, der fungerer. Så en af vores første opgaver som marxister i USA er at “set the record straight” – at gøre det klart, hvad ægte marxisme er. At stalinisme ikke var socialisme. At vi kæmper for arbejderklassens interesser, for de fattige rundt omkring i verden, for at forbedre alles vilkår, og for at tage det massive potentiale og den rigdom, som arbejderklassen skaber, og bruge det i deres egen interesse. Vi må også forklare ungdommen, at arbejderklassen er den eneste klasse, der kan lede menneskeheden til at bestemme over sin egen fremtid, og at vi må arbejde med og lære fra arbejderne, og kæmpe sammen mod kapitalismen.
John Peterson har været med til at oprette Workers’ International League (WIL), der er de amerikanske marxisters organisation. De udgiver bladet Socialist Appeal (www.socialistappeal.org) og står også bag hjemmesiden www.newyouth.com
