Jeg er med garanti ikke den eneste unge kvinde, der de seneste måneder har fået kaffen galt i halsen, når jeg hører Mette Frederiksen, Lars Løkke og et hav af økonomiske vismænd fortælle os, at vores biologiske ur tikker, og vores samfundspligt som kvinde venter.

Bag politikernes bekymrede udtalelser om lave fødselsrater ligger et åbenlyst reaktionært og sexistisk kvindesyn, som Konservative Ungdom på ingen måde forsøger at skjule. Ifølge dem er kvinder decideret ”landsforæddere”, hvis de vælger børn fra. Deres budskab til os står soleklart – kvinders primære forpligtelse over for nationen er at være en fødemaskine, der kan sikre fremtidig arbejdskraft.

Mens politikerne klør sig i håret over årsagerne til de lave fødselsrater, eller direkte bebrejder os for at være for optaget af selvrealisering, skal vi unge ikke lede længe efter årsagerne. Vi bliver nemlig flere og flere, der får en klump i halsen ved tanken om at skulle sætte børn i en verden, hvor økonomisk usikkerhed, stress, krig og klimakrise er hverdag. Kapitalismens afgrundsdybe krise betyder, at vi dårligt nok tør at forholde os til fremtiden, fordi det er svært at forestille sig andet end pessimisme og dystopiske dommedagsbilleder.

Selv for dem, der ønsker børn, virker det fjernt og uopnåeligt, når vores generation er blevet udelukket fra boligmarkedet. Hvordan forventer politikerne, at vi skal kunne sætte børn i verden, når vi knap nok kan finde et sted at bo? Bare tanken om at få børn gør os helt forpustet, når vi i forvejen skal arbejde hurtigere og længere. Politikerne kræver, at vi både arbejder mere, og at vi på magisk vis finder tid og overskud til at tage os af flere børn.

Samtidig indebærer børn ekstra udgifter i en tid med tårnhøj inflation, som betyder, at vi må presse os selv endnu hårdere i udbytningsmøllen på arbejdsmarkedet for knap nok at kunne betale regningerne. Vi er nødsaget til at takke ja til stressende jobs, der på ingen måde tager hensyn til de sygedage, fleksible arbejdstider og omsorg, som livet med børn kræver.

På samme tid klinger det hult, når politikerne taler om at skabe bedre rammer for børnefamilierne, når de selvsamme politikere har været med til at brænde ”rammerne” godt og grundigt ned de seneste årtier. Nedskæring efter nedskæring fra Christiansborg har resulteret i akut mangel på pædagoger i daginstitutionerne og personale på hospitalerne.

Politikerne tror de kan bestikke os til at få flere børn med hule reformer, bonusser eller skattefradrag, men problemet stikker langt dybere. De lave fødselsrater er et symptom på et grundlæggende sygt system, som politikerne desperat forsøger at holde i live.

I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi ikke interesseret i blot at ”lindre” symptomerne. Vi vil vælte selve systemet, som reducerer kvinders rolle i samfundet til fødemaskiner. Gennem en demokratisk planøkonomi, kan vi ændre de materielle betingelser, der producerer kvindeundertrykkelse, og ved at genrejse den kollapsende velfærdssektor og socialisere det huslige arbejde, kan vi fjerne det pres, der hviler på særligt kvinders skuldre. 

Vi kan skabe et samfund, hvor unge kigger ind i en inspirerende og håbefuld fremtid i stedet for at være tynget af en frygt for at sætte børn ind i en elendig verden som nu. Vi kæmper med andre ord for et samfund, hvor det ikke er kapitalismens forfald, der afgør, hvorvidt kvinder får børn, men derimod deres egen frie vilje.