Klik her for at tegne abonnement på bladet RevolutionMette Frederiksen som DJ, Pia Kjærsgaard på en catwalk, Lars Løkke dansende på en scene. Det er ikke et mareridt, men bare et udvalg af de tåkrummende videoer, der florerer på de sociale medier efter folkemødet på Bornholm. Politikerne skød deres sommerferie i gang med at opføre sig som en flok kåde køer, der blev lukket på græs efter flere års corona nedlukning.
Det er ikke fordi, der er noget galt med at feste, men lige netop denne “fest” efterlader en bitter smag i munden. Fordi politikernes forsøg på at opføre sig folkeligt ikke kan dække over det faktum, at folkemødet er meget lidt for folket og rigtig meget for eliten – politikere, meningsdannere, journalister, lobbyister, erhvervstoppen, bankfolk og lignende. Men endnu mere fordi politikerne fester løs på de sociale medier, mens virkeligheden for “folket”, de danske arbejdere, unge og fattige, bliver mere og mere grum.
Inflationen buldrer derudaf. Prisstigningerne er de højeste siden 1983 og prisen på helt basale fødevarer er eksploderet. Skal du lave en pasta med kødsovs skal du punge ud med 25% mere til pastaen og 22% mere til oksekødet. Det anslås at en gennemsnitsfamilie skal finde 30.000 kr ekstra om året. Hvor i budgettet skal en familie finde de penge? Og hvad med Danmarks fattigste der allerede før disse prisstigninger havde meget svært ved at få det til at løbe rundt?
Politikerne mener tilsyneladende ikke at det er deres problem. Finansminister Nicolai Wammen erklærede tværtimod, at han var stolt af at Danmark er blandt de lande i Europa, som bruger den mindste andel af BNP på inflations-hjælpepakker. I stedet gennemfører de benhård nedskæringspolitik. Lige inden politikerne gik på sommerferie fik regeringen presset deres hidtil strammeste budgetaftale igennem med kommuner og regioner. En aftale der betyder massive besparelser i velfærden. Grunden til at politikerne lader som ingenting hvad angår inflationen er nok, at de er klar over, at den eneste måde at få inflationen under kontrol er at skabe en økonomisk krise. En krise der ikke vil have mindre brutale konsekvenser for arbejdere og unge end den nuværende inflation. Med andre ord: de eneste to alternativer for folket under kapitalismen er inflation eller krise – realiteten bliver nok en kombination af begge, altså såkaldt stagflation, i den næste periode.
Denne krise, der netop nu er under opbygning, vil blive et endnu større vendepunkt end krisen i 2008. Det var en økonomisk krise, der førte til en politisk og social krise. Alle verdens regeringer gennemførte endnu mere massive nedskæringer end inden 2008. Tilliden til det politiske system blev undermineret, den politiske midte blev svækket og mange af de gamle magtpartier er helt forsvundet eller i dyb, dyb krise. De politiske institutioner går op i sømmene – EU og brexit er bare et eksempel. Over hele verden førte krisen til sociale opstande: det arabiske forår, de gule veste i Frankrig, Black Lives matter i USA for bare at nævne nogle. Det skift vi så på alle planer, økonomisk, politisk og socialt, efter krisen i 2008, fik daværende statsminister Helle Thorning til at tale om en ny normal.
Den krise vi står overfor vil være en fortsættelse af disse processer men tage dem til et højere niveau. Den økonomiske krise vil blive markant dybere, men det vil den deraf afledte politiske og sociale krise også. En ny, ny normal.
Allerede nu ser vi opstande rettet direkte mod prisstigninger i for eksempel Kasakhstan, Sri Lanka og Ecuador. Men også tættere på hjemme har der været uro: i Belgien har der været strejker mod prisstigninger og 80.000 i demonstration, ligesom titusindvis gik på gaden i Spanien og i Storbritannien har togtrafikken været lammet af omfattende strejker.
Det sætter politikernes optræden på folkemødet i et andet lys – man får indtryk af nogle der forsøger at flygte fra virkeligheden i ren eskapisme. Men de kan danse så meget de vil, men de kan ikke flygte og imens vil billederne af politikere der fester, mens almindelige mennesker kæmper med regningerne brænde sig ind i bevidstheden hos folket – de danske arbejdere og unge.
