Efter at have opholdt os to måneder i Bolivia, har vi set og oplevet de forhold hvorunder den indianske befolkning lever og arbejder. Vi var til stede under valget og indsættelsen af det nye parlament og præsident. Vi vil her prøve at give vores bud på den aktuelle situation i Bolivia, blandet med de indtryk dette altid kæmpende og enormt fattige land har efterladt.

Den indianske befolkning udgør langt hovedparten af Bolivias indbyggere. Mange af disse folk lever endnu i dyb fattigdom. Undertrykte af en meget lille, udbyttende gruppe af storfamilier og udenlandske selskaber, lever de uden nogen form for rettigheder eller social sikkerhed.
Regionen Potosí er landets fattigste, og det er også den region i Bolivia, der har højst arbejdsløshed. Regionens hovedstad af samme navn, som for øvrigt også er verdens højst beliggende by, lever af én enkelt ting, nemlig minedrift. Bjerget Cerro Rico (Det Rige Bjerg) har gennem flere hundrede år forsynet den rige del af befolkningen, før i tiden spanierne, med bl.a. tin, kobber og sølv. Det gør den stadig, og disse værdifulde metaller bliver, præcist som for 500 år siden, hentet op af indianske mænd og teenagedrenge.
Minerne ejes i dag af tre private selskaber, et boliviansk og to amerikanske. Disse tre selskaber dannede efter massemobiliseringerne i oktober 2003 et kooperativ, fyrede fagforeningslederne og forbød organisering af minearbejderne. Det betyder, at minearbejderne på nuværende tidspunkt ikke har nogen rettigheder og er uden mulighed for at organisere sig.
Vi oplevede på egen krop de umenneskelige forhold der arbejdes under i de lukkede mineskakter. De fleste steder er gangene så lave, at man må gå sammenbøjet, nogle steder kravle og andre steder mave sig frem. Elektricitet er ikke eksisterende i minerne, hvilket betyder, at al arbejde forgår 100 % manuelt. Det eneste arbejdslys kommer fra pandelamper. Der kan ikke kommunikeres mellem arbejderne om sprængningstidspunkter og –steder. Der kan heller ikke tilføres frisk luft. Det sidste er nok det værste, da luften ofte er fyldt med støv og gasser og er omkring 45 grader varm.
Disse forhold fører naturligvis til dødsfald og dårligt helbred. Det er ingen hemmelighed, at gennemsnitslevealderen for minearbejderne, der ofte begynder at arbejde i teenageårene, ligger på omkring 35-40 år. Det er heller ingen hemmelighed, at der hvert år sker adskillige dødsfald i minen på grund af ringe sikkerhed.
Under sådanne forhold arbejder i dag hundreder af minearbejdere i Potosi, undertrykte af de kapitalistiske virksomheder og i evig frygt for at blive fyret eller begravet levende i Cerro Rico – Det Rige Bjerg.

Den ene væltede præsident efter den anden
De sidste 5 år i Bolivia har været præget af den ene opstand efter den anden. Som Socialistisk Standpunkt har skrevet i tidligere artikler, startede opstandene i 2001 med “vandkrigen” i byen Cochabamba, som med over en million indbyggere er den tredje største by i Bolivia. Denne opstand førte til, at regeringen måtte glemme sin intention om at privatisere vandet. Sejren gav arbejdere og bønder selvtilliden tilbage og blod på tanden til videre kampe.
I februar og oktober 2003 var der nye opstande, den sidste af dem af voldsom revolutionær karakter, som førte til præsident Sanchez de Lozadas tilbagetrædelse. Hans efterfølger Carlos Mesa opnåede ikke større sympati hos masserne og blev erstattes af højesteretsdommer Rodriguez, under voldsomme opstande i maj-juni 2005.
Parlamentsvalget den 18. december 2005 førte til en jordskredssejr for partiet MAS (Bevægelse For Socialisme), anført af Evo Morales, tidligere coca-bonde og af indiansk afstamning. Stemmeprocenten lå på hele 84 %, hvilket er langt højere end ved tidligere valg. Partiet MAS fik over 1,5 million stemmer, hvilket repræsenterer 53,7 % af det samlede stemmeantal. Til sammenligning fik imperialismens og oligarkiets mand, Tuto fra partiet PODEMOS, kun 28,5 %.
Grunden til denne jordskredssejr for MAS kom ikke fordi, partiet har været meget loyale overfor arbejderne eller har en særlig stærk tradition blandt arbejderbevægelsen. Ej heller var partiet specielt aktivt under mobiliseringerne, hvor det spillede en nærmest ubetydelig rolle. Evo Morales selv var desuden helt fraværende ved den største og vigtigste mobilisering i oktober 2003. Partiets ledere svigtede gang på gang masserne ved at koncentrere sig om helt andre ting end folket på gaden. Derimod spillede de menige medlemmer af partiet, især coca-bønder og minearbejdere en vigtig rolle og deltog aktivt i mobiliseringerne. Dette førte til at senator Ramon Loayza, medlem af partiet MAS og bondeleder, på et åbent møde indrømmede, at ”vi er blevet overrumplet af vores egne rækker”, og i samme omgang gav han Mesa-regeringen et ultimatum om at nationalisere gassen eller blive overtaget af masserne.

Minearbejderne ved indsættelsen af den nye præsident, Evo Morales. Minearbejderne har spillet en afgørende rolle i de seneste års opstande.

Håb om forbedringer
Den massive opbakning til MAS er et tydeligt udtryk for, at den bolivianske befolkning tror på, at Evo Morales vil gøre en forskel og kan forbedre landets miserable forhold. Folks forhåbninger og forventninger er høje. At Evo er den første indianske præsident og løftet om nationalisering af gassen og landreform, til fordel for de landløse bønder, har udløst en optimisme om, at lysere tider er på vej. Yderligere er dette håb blevet forstærket af Hugo Chavez og Fidel Castro´s støtte til den nyvalgte præsident. Man håber på en Latinamerikansk, socialistisk koalition imod den vestlige og især amerikanske imperialisme. Den massive opbakning er ligeledes et udtryk for, at folket oprigtigt ønsker forandring. Der stilles høje krav til den nye præsident. Evo skal passe på med at tøve for længe med at gennemføre sine løfter. Han har folkets opbakning, så længe han er 100 % på deres side, men ligeså snart han begynder at gå på kompromis med imperialisterne, vil folket vende sig mod ham.
Det er i dette lys, vi må se MAS og Evo Morales’ sejr. Det er en reaktion på de sidste fem års kampe, med tre nedslidende opstande, vejblokader og generalstrejker. De havde flere gange magten i deres hænder, men ledelsen af bevægelsen gav den gang på gang tilbage til oligarkiet. Masserne så valget som deres mulighed for at fortsætte kampen, og måske opnå hvad de hele tiden havde kæmpet for og flere gange havde haft muligheden for at opnå, på en ny måde – en fredelig afstemning. Deres stemme på Evo og MAS var en stemme på nationalisering af den meget omdiskuterede gas, på landreform, på erkendelsen af det oprindelige folks nationale og demokratiske rettigheder – en stemme for et ordentlig liv for flertallet.

Behov for en revolutionær ledelse
I øjeblikket er der stor aktivitet blandt fagforeninger, sociale- og politiske organisationer på venstrefløjen. Man har lært af erfaringerne fra 2003 og 2005. 20 sociale organisationer har slået sig sammen og arbejder på at skabe en modvægt og et politisk alternativ til regeringen. Blandt disse organisationer er både fagforeninger for minearbejdere, lærere, arbejdsløse, bygningsarbejdere, studerende, fabriksarbejdere, chauffører, en organisation for kvinders ret, kommunistiske og socialistiske organisationer, MST (bevægelsen for bønder uden jord) etc. Hvis MAS skulle gå hen og fejle, og ikke leve op til sine løfter, vil befolkningen helt sikkert rejse sig i protest igen.
Den sociale blok, bestående af de 20 sociale organisationer, som tilsammen tæller omkring 100.000 medlemmer, arbejder for at presse Evo i den rigtige retning. De kæmper for folkets rettigheder, og har erkendt, at det var manglen på klar ledelse, der var skyld i at folket ikke tog magten ved de sidste års opstande. Derfor forbereder de sig på at være beredte med et politisk program og en ledelse, der kan tage magten sammen med folket, hvis det bliver nødvendigt.
Blandt lederne af disse organisationer, er der især to fremtrædende. Mario Bustamente, leder af Cooperativas Campesinas Federation (sammenslutningen af bondekooperativer), og Angel Duran. Begge er de yderst anerkendte af de andre organisationer, og begges stemmer har meget at sige i dette forum. Mario er ældre guerillakriger. Han har siden sin universitetstid i slutningen af 60erne, arbejdet for folket og bøndernes rettigheder. Han har kæmpet mod korrupte regimer og har været fængslet og tvunget i eksil op til flere gange. Han kender til Marx´, Trotskij´s og Lenin´s idéer, og er yderst positiv overfor dem. Angel Duran var for 5 år siden med til at skabe organisationen MST (bevægelsen for bønder uden land). Det er en social og politisk organisation, der arbejder som fagforening for de landløse. Den startede med 3000 medlemmer, og i dag tæller den hele 50.000. Mario Bustamente og Angel Duran står forrest i kampen for arbejdernes og bøndernes rettigheder, og med den sociale blok i ryggen kan de gå hen og blive en vigtig magtfaktor. Dette afhænger dog af om organisationerne kan blive enige om et klart politisk program og forstår at organisere sig rigtigt.

Che, Fidel, Chavez og Evo – kan Evo leve op til det?

Evo kender udmærket til denne sociale blok. Han ved, at fagforeningerne står stærkt, og han er klar over, at det er vigtigt, at de er på hans side. Som Angel Duran forklarer “..Evo’s sejr var mere en sejr for folket og de sociale organisationer end for MAS” og “Hvis Evo ikke lever op til sine løfter, så står vi (den sociale blok) klar til at tage magten fra ham”.
Det afgørende nu er at der bygges en ægte revolutionær organisation, der kan stå i spidsen for masserne. Der vil komme flere muligheder for at tage magten, men de vil ikke være uendelige.