To medlemmer af Socialistisk Standpunkt opholder sig for tiden i Latinamerika, og vi har modtaget dette rejsebrev. Som de skriver er det svært ikke at lægge mærke til, at der foregår store ting på dette kontinent, også selv om man ikke har noget politisk formål med sin rejse.

Her kommer første del af vores rejseføljeton på vores tur gennem sydamerika. Vi har planlagt at rejse i 6 måneder og vi startede i Buenos Aires, Argentina og vil slutte i Caracas, Venezuela. Undervejs vil vi komme til Chile, Bolivia, Peru, Columbia, Ecuador og Bolivia.
Vi har ikke noget politisk formål med vores rejse, men selvfølgelig kan man ikke undgå at lægge mærke til hvad der sker rundt omkring. Den politiske situation i Latinamerika er langt fra rolig og der sker mange interessante ting netop nu.

Argentina er det land i Sydamerika, som efter sigende skulle være det mest velfungerende og skulle have klaret sig bedst økonomisk. Og man må sige at det ser ud som om man lige så stille er ved at have rejst sig igen efter krakket. Alligevel er der mange ting, der slet ikke fungerer og Argentinas politiske historie spejler sig tydeligt i alt hvad man ser. Den sociale ulighed er enorm og vi har også stødt på en masse utilfredshed undervejs.

Da vi var i Buenos Aires i den første uge i november, faldt det tilfældigvis sammen m at Bush kom på besøg. Overalt på gader, mure, monumenter var der skrevet med store røde bogstaver “Fuera Bush” og “No al ALCA” (ALCA er en slags handelsaftale med USA og Sydamerika lidt ala Mercosur). Der var fagforeningsarrangerede demonstrationer, og vi stødte ind i en demonstration på ca. 5000 mennesker primært indianere, som besidder de lavere pladser i samfundet.

Generelt har vi, på baggrund af de folk vi har mødt og snakket med, fundet ud af at der hersker en stor utilfredshed med den måde USA intervenerer i deres land og deres økonomi på. Man er udemærket klar over, hvilken rolle USA ønsker at spille i Latinamerika. Bl.a. snakkede vi med en mand der arbejdede på sekretariatet i en fagforening i Cordoba. Han fortalte, at selvfølgelig var man utilfredse med USA, men mange fagforeninger, hans inklusiv, var bange for at gå ud og stille politiske krav over for regeringen. En anden, vi mødte, havde været politisk flygtning i Danmark under FN beskyttelse. Han var under diktaturet blevet forfulgt og tortureret uden egentlig grund, og var derfor den dag i dag stadigvæk utrolig bange for myndighederne. Og der er mange, der husker hvor galt det gik dengang og derfor ikke har tillid til systemet og mener det er bedst at passe sig selv og holde sin mund. Dette er dog primært den ældre generation.

Vi må sige at uden at have opsøgt politisk aktive og direkte udspurgt enhver vi mødte om hvad de mente om situtionen i Argentina, så har vi set at der sker meget for tiden. Der er en generel utilfredshed med den økonomiske politik og især USAs indblanden. Det er folk i alle aldre der går på gaden sammen for at vise deres utilfredshed, hvilket er godt. Desværre har vi ikke mødt nogen der er kommet med seriøst alternativ.
De uroligheder, vi har set, viser at der er noget helt galt og at det ikke kan blive ved med fortsætte sådan. Når vi ser hvordan situationen i Venezuela er ved at brede sig til de omkringliggende lande, står det klart at turen også på et tidspunkt vil komme til Argentina. Utilfredsheden ligger og ulmer under overfladen, så derfor er det netop nu vigtigt at være opmærksom på hvordan situationen fremover udvikler sig og hvilke tendenser der viser sig.