På blot en uge har det, der begyndte som demonstrationer med en halvoprørsk karakter, udviklet sig til en fuldvoksen revolutionær opstand, der ikke viser nogen tegn på at stoppe. Bevægelsen river ikke kun regeringsbygninger og politistationer ned, men vigtigere endnu, den bryder den bedøvelse, der har holdt folket lænket. En revolution er begyndt.

Ludvig XVI: “Er dette et oprør?”

La Rochefoucauld: “Nej, Deres Majestæt. Dette er en revolution.”

Scener af brændte parlamentsbygninger, regeringskontorer og frem for alt politistationer har oversvømmet medierne. Men mest slående er de utallige live-udsendelser fra de millioner af demonstranter, som virkelig fanger revolutionens ånd i øjeblikket. Disse billeder minder om scenerne fra den revolutionære episode i 1998-99.

Den første provinsielle parlamentsbygning, der blev sat i brand af folket, var i Makassar dagen efter, at politiet dræbte en 21-årig ride-share-chauffør, Affan Kurniawan. Dette blev hurtigt efterfulgt af lignende scener i Tegal, Solo, Surakarta, Bandung og West Nusa Tenggara. I Pekalongan begyndte aktionen som en fredelig mindehøjtidelighed, hvor folk sørgede og lagde blomster for Affan Kurniawan. Men det brød straks ud i lys lue, da massernes vrede blussede op.

Listen bliver længere for hver dag, der går, i takt med, at flere demonstrationer og eskaleringer finder sted. Mens vi skriver disse linjer, har masserne allerede føjet Brebes, Pekalongan, Cilacap og Kediri til listen – vi har svært ved at følge med den hurtige udvikling, som er selve essensen af en revolution.

Hundredevis af politistationer er blevet plyndret og brændt ned. Politistyrkerne, der var hårdhændede i deres behandling af demonstranterne i de første par dage, er nu på hastig retræte. Over for unge udviste de med stort “mod” skånselsløs brutalitet. Men nu, hvor brede lag af arbejdere er kommet på banen og har overvældet dem, er det pludselig politiet, der er trængt op i en krog og jages på flugt. I nogle byer er de helt forsvundet.

For at dæmpe den enorme vrede, der er kommet ud af kontrol, lovede regeringen at efterforske og retsforfølge de betjente, der var ansvarlige for drabet på Affan Kurniawan. Præsident Prabowo iscenesatte et mediespektakel ved at besøge hans familie, omfavne dem og give dem 200 millioner rupiah og et hus i et forsøg på at lægge en dæmper på vreden. Men Affans far sagde, at denne gave ikke lindrede hans sorg: “Disse milliarder kan ikke erstatte min søn.” Det er en holdning, der deles af befolkningen.

I sidste ende blev syv politibetjente ‘straffet’ med 20 dages særlig tilbageholdelse, hvilket betyder, at de ikke blev fængslet, men blot tilbageholdt på en politistation. Dette svarer til en eftermiddags eftersidning. Denne hån mod retfærdigheden gjorde befolkningen endnu mere rasende.

Mens gadekampe fortsat brød ud over hele landet, rettede medierne deres kameraer mod retsforfølgningen af disse mistænkte i et forsøg på at narre bevægelsen til at tro, at retfærdigheden blev opretholdt. Men det blev hurtigt tydeligt, at den retfærdighed, der blev præsenteret, var gennemgående rådden.

Massernes had mod hele systemet er nu rettet mod parlamentet, den mest offentlige politiske institution, hvis rådne tilstand dagligt vises uden skam af dets medlemmer. Lørdag aften blev palæet tilhørende Ahmad Sahroni, et hadet medlem af parlamentet fra Det Nationale Demokratiske Parti, angrebet og plyndret. Live-streamede videoer viste, hvordan hans luksusgenstande blev båret væk, herunder et Richard Mille-ur til 600.000 dollars. Hans tidligere provokerende og arrogante udtalelse – hvor han kaldte demonstranterne for “de dummeste mennesker på jorden” for at kræve parlamentets opløsning – kom nu tilbage som en boomerang. Sahroni selv flygtede til Singapore for at undslippe folks vrede.

Af frygt for at Sahronis skæbne snart kunne blive hans egen, skyndte et andet forhadt parlamentsmedlem, Eko Patrio, – hvis udtalelser også har været provokerende over for demonstranterne – sig at lægge en videoundskyldning op, hvor han næsten grædende undskyldte. Det hjalp ikke. “Denne undskyldning er bare for showets skyld, lad os tage hen til hans hus næste gang”, lød en kommentar. Og ganske rigtigt, inden for få timer blev hans hus også ransaget. Kort efter led et andet parlamentsmedlems hus, Uya Kuyas, samme skæbne.

Mens vi skriver dette, er endnu et luksuriøst hjem tilhørende denne forhadte gruppe af politikere blevet ransaget og plyndret – denne gang tilhørende finansminister Sri Mulyani, hovedarkitekten bag den sparepolitik, der har kvalt indoneserne. Ingen kan længere undslippe massernes retfærdige gengældelse.

Medierne og regeringen har forsøgt at fremstille demonstranterne som voldelige banditter og anarkister. Men vi ville være uretfærdige, hvis vi også fordømte disse plyndringer, som om de var moralske fejl i en “ren” revolution. For masserne er det blot en tilbageerobring af de korrupte politikeres uretmæssigt erhvervede rigdom. 

Nogle på venstrefløjen er faktisk begyndt at opfordre demonstranterne til at undgå at plyndre andre borgeres ejendele med en advarsel om, at vi ikke bør gentage det, der skete i maj 1998 – revolutionen, der væltede Suharto, og som også involverede optøjer og plyndringer. Men sådanne abstrakte moralske prædikener er resultatet af, at man giver efter for presset fra den borgerlige offentlige mening. For hver fordømmelse fra regimet og dets medier om disse plyndringer må vi sige tusind gange højere: De største røvere af alle sidder i parlamentet, i præsidentpaladset og i bestyrelseslokalerne i de virksomheder, hvis interesser disse politikere loyalt tjener.

Hadet mod parlamentsmedlemmerne er så intenst, at ingen af dem har vovet at møde bevægelsen direkte, på trods af at de har udsendt endeløse pressemeddelelser og erklæringer på sociale medier, hvor de lover at lytte til befolkningens klager. Og det er helt rigtigt, for hvis de dukkede op offentligt, ville de blive revet i stykker. Alt, hvad de kunne sige, ville være forkert og ville forværre situationen yderligere. Tidligere kunne regimet i det mindste sende et par af de mere populære parlamentsmedlemmer, normalt fra Indonesiens Demokratiske Kampparti (PDI-P), til dialog med demonstranterne. I dag er selv det umuligt.

Hvad er en revolution, og hvilken fase befinder vi os i?

Det, vi er vidne til, er en revolution, der udfolder sig i fuldt flor. Masserne har erkendt det som sådan, da opfordringer til revolution, især fra de unge, i stigende grad høres i disse demonstrationer. Som Trotsky sagde, er en revolution “massernes indtog på historiens scene, for at tage skæbnen i egne hænder”. Det er en virkelig kraftfuld bevægelse, og det kunne ikke være anderledes. Det er første gang, vi har set en massebevægelse af denne størrelse siden revolutionen i 1998 (se Ted Grants “Indonesien: Den asiatiske revolution er begyndt”).

Med dette oprør er alle regimets forudgående beregninger blevet kastet ud ad vinduet. Derfor har regimet svært ved at undertrykke bevægelsen med sine sædvanlige taktikker, som det har gjort med mindre massebevægelser i de senere år, såsom Indonesia Gelap (“Mørke Indonesien”) i 2025, Peringatan Darurat (“Nødalarm”) i 2024 eller Reformasi Dikorupsi (“Reformeringen er ved at blive korrumperet”) i 2019 – som alle blegner i sammenligning med den nuværende bevægelse.

Dette forklarer også de vanskeligheder, som mange på venstrefløjen har med at orientere sig mod denne revolutionære bevægelse. Mange var oprindeligt chokerede, da de unge spontant tog råbet, “Bubarkan DPR” (“Opløs Repræsentanternes Hus”), til sig. Et krav de afviste som ultra-venstreorienteret. “Hvis vi opløser parlamentet, hvad skal så erstatte det?”, “Ville det ikke åbne døren for, at præsidenten bliver diktator?”, “At opløse parlamentet er et irrationelt krav. Vi bør kræve nye valg”, siger de. Pludselig lyder disse venstreorienterede nøjagtig som regeringen.

Når en revolution bryder ud, oplever vi ofte, hvis ikke altid, at masserne er langt mere revolutionære end deres ledere og de erfarne aktivister, der er vant til små kampe, som de har kontrol over. Konfronteret med en ukontrollabel bevægelse – et kendetegn ved en revolution, især i dens første fase – finder disse venstreorienterede aktivister sig hurtigt ude på dybt vand.

Men for masserne sammenfatter sloganet “Opløs parlamentet” deres intense had til denne korrupte institution, som de ved ikke har gjort andet end at bringe dem elendighed. Det er omkring dette krav, at bevægelsen har samlet sig og fortsætter med at samle styrke, mens den fortsætter med at afprøve dette slogan i kampens ild.

Krav og slogans er ikke bare en liste over realiserbare og gennemførlige mål. ‘Erfarne’ aktivister og fagforeningsbureaukrater er veluddannede i at formulere, hvad de anser for ‘rimelige’ krav, krav som de kan få opfyldt af arbejdsgiverne, når styrkeforholdet er gunstigt i en relativt fredelig periode. Men en revolution er netop et brud med en sådan fredelig periode, et hurtigt og voldsomt brud, der længe er forberedt under overfladen gennem revolutionens molekylære proces.

Da masserne fremsatte sloganet “Opløs parlamentet”, blev venstrefløjen, der var så vant til en periode med fred – faktisk har de aldrig overvejet tanken om revolution – kastet ud af balance.

En revolution er ikke et enaktsstykke. Masserne har netop opdaget deres magt og overrasker sig selv lige så meget, som de skræmmer den herskende klasse. Hver gang de indser, hvor stærke de virkelig er, bliver de modigere, hvilket igen inspirerer og trækker nye lag af arbejderklassen ind i kampen. Processen gentager sig som en spiral og når nye højder for hver time, der går. Med hver bølge opdager masserne, at deres magt er endnu dybere. For første gang i en generation har de brudt de lænker, der længe har bundet deres sind. Det er derfor ikke underligt, at denne nyfundne magt brister frem på en vild, eksplosiv og kaotisk måde. Alligevel har dens kraft rystet hele samfundets fundament. Dette er revolution i praksis.

Efter at have demonstreret dag og nat i over en uge og brændt politistationer og regionale parlamentsbygninger, vil masserne lære, at dette alene ikke er nok. Disse handlinger kan være nok til at vise deres styrke og vise den herskende klasse, at de mener det alvorligt, men det er ikke nok til at nå deres endelige mål: en grundlæggende forandring af deres liv og samfund. 

Hvor lang tid det vil tage dem at lære dette, afhænger af mange faktorer, især kvaliteten af deres ledelse. Med en god ledelse kan vi forkorte den tid, det tager for bevægelsen at nå de nødvendige konklusioner. Derfor må vi revolutionære fortsætte med at presse på for krav, der holder trit med deres bevidsthed og skubber den frem. Krav, der forbinder sig med deres vrede og giver den det nødvendige organiserede politiske udtryk. Men man må aldrig undervurdere, hvor hurtigt masserne kan lære af erfaringer. På bare syv dage har de lært mere end på ti år med fred.

De svage venstreorienterede, der i dag beklager sig over, at denne revolution måske vil mislykkes og ende blodigt, fordi der ikke er nogen revolutionær ledelse, som en undskyldning for at holde sig væk fra bevægelsen, er tåber, der længes efter en nem revolution med 100 procent garanti for succes. Deres såkaldte ‘realisme’ er kun et udtryk for deres egen pessimisme – en pessimisme, der bliver helt reaktionær, netop når masserne for første gang har fundet en ædel sag at være optimistiske over og bruge alle deres kræfter på.

Der er ingen måde at garantere en perfekt revolution på. Vi vil gribe ind i processen, efterhånden som den udfolder sig. De gamle vaner hos mange på venstrefløjen med at organisere små strejker og demonstrationer med omhyggeligt forberedte logistik og tidsplaner på forhånd kolliderer nu med den levende virkelighed af en revolution, der ikke kan passes ned i pæne kasser.

Regeringen gør alt, hvad den kan, for at inddæmme oprøret med en pisk-og-gulerod-tilgang. Men de er på vagt: hvis de giver for mange indrømmelser, kan masserne blive mere selvsikre og kræve mere; hvis de giver for få indrømmelser, kan det gøre dem endnu mere rasende.

Indtil videre er der blevet fremsat mange beroligende ord, men der er ikke leveret noget konkret i form af afskaffelsen af alle de skatter, der har kvalt masserne, eller retfærdighed for Affan Kurniawan. Faktisk er det tvivlsomt, om disse indrømmelser ville være tilstrækkelige til at dæmme op for revolutionens flodbølge, da kravet om at afskaffe det korrupte parlament allerede har taget tydeligere form i bevægelsen. Faktisk meddelte regeringen søndag, at den ville afskaffe godtgørelserne til parlamentsmedlemmerne, men dette har ikke beroliget bevægelsen.

Samtidig intensiverer de undertrykkelsen. Regeringen er begyndt at indsætte hæren i større byer og beliggenheder af strategisk betydning. Men at sætte hæren ind kan give bagslag, da mindet om Suhartos “Nye Orden”-militærregime stadig er frisk i massernes bevidsthed. 

Den indonesiske revolution er kun lige begyndt. Det ville være en fatal fejl at forveksle dens første fase med dens sidste – men at den er begyndt, kan ikke benægtes.

Efter næsten tre dages demonstrationer tog bevægelsen en kort pause søndag, hvor der kun var mindre sammenstød i nogle områder. Men det ville være forkert at tro, at dette er et tegn på stagnation eller tilbagegang. Revolutionen har, ligesom livet selv, sin egen rytme. Masserne er nu ved at gøre status over, hvad der er sket, hvad de har opnået, og, lige så vigtigt, regeringens reaktioner. De absorberer erfaringerne fra deres egne handlinger. Faktisk er der allerede planlagt demonstrationer i de kommende dage i mange større byer.

Arbejderklassens rolle

Arbejdermasserne har demonstreret deres magt på gaden. Men de har endnu ikke taget kollektiv handling som klasse, på masseskala, og udnyttet deres særlige position i forhold til produktionsmidlerne. En massestrejke er uden sammenligning det mægtigste våben i bevægelsen, som endnu ikke er blevet brugt. Alle kræfter må nu rettes mod at mobilisere til en generalstrejke.

Fagforeningslederne har vist sig ikke blot at være ude af stand til at give bevægelsen en korrekt orientering, men også aktivt at være på linje med regeringen. Som sådan vil opfordringer til en generalstrejke efter al sandsynlighed ikke komme fra fagforeningerne. På den ene side repræsenterer fagforeningerne kun en lille del af arbejderklassen. Fagforeningsmedlemskabet er faktisk faldet i løbet af de sidste 10 år, da arbejderbevægelsen nåede sit laveste punkt under den inkompetente ledelse af disse klasseforrædere. De er bredt foragtede af de unge.

På den anden side er fagforeningernes tunge strukturer dårligt egnede til det politiske udtryk for en revolution, der udfolder sig meget hurtigt, og som kræver en langt mere smidig, fleksibel og hurtigtreagerende struktur. Selv de bedste fagforeninger vil ikke være egnede, hvilket fremgår af lammelsen, som selv de mest venstreorienterede fagforeninger i Indonesien lider af. Ingen af dem har opfordret til strejker.

I øjeblikket organiseres bevægelsen spontant gennem sociale medier og grupper i kvarterer, skoler, universiteter osv. Disse uformelle strukturer skal styrkes til aktionskomitéer, til demokratiske kamporganer, der kan uddybe og fokusere deres energi på at realisere bevægelsens slogan: at opløse parlamentet og vælte regimet. Disse aktionskomitéer kan også fungere som kimen til magtorganer.

De unge er i øjeblikket den mest organiserede del af denne revolution. De er nødt til at bygge en bro til arbejderklassen ved at besøge fabrikker, industrikomplekser, arbejdspladser og arbejderkvarterer for at sprede opfordringen til arbejderaktionskomitéer og forklare nødvendigheden af strejker. Når arbejderklassens potentielle magt kanaliseres ind i en massestrejke, vil revolutionen gå ind i en ny, højere fase.

Skridt fremad

En revolution kan ikke stå stille. Dens indre lov dikterer, at den enten må bevæge sig fremad mod sejr eller rulle tilbage – ofte med frygtelige konsekvenser. Denne revolution kan ikke fuldføres, før den har afskaffet kapitalismen, ellers vil den lide samme skæbne som revolutionen i 1998. I centrum for folkets vrede er det kriseramte kapitalistiske system, en byrde masserne er blevet tvunget til at bære. Det endelige mål kan kun være den revolutionære omvæltning af kapitalismen og den socialistiske transformation af samfundet.

For at bringe revolutionen tættere på dette mål opfordrer vi arbejderne og de unge til:

Opløs parlamentet og afsæt Prabowo! Denne såkaldte demokratiske institution og præsidentembedet har aldrig afspejlet arbejderklassens og de fattiges vilje. I stedet er de kilden til al vores elendighed. De må afskaffes.

Erstat disse rådne institutioner med en revolutionær regering fra arbejderklassen og de fattige! Dette vil være en regering som ingen anden, en regering, der vil tjene arbejdernes, bøndernes, de fattige i byernes og de unges interesser. Den vil være baseret på arbejderdemokrati og ikke de riges falske demokrati.

Dan straks aktionskomitéer som demokratiske organer for folkets kamp. Opret dem på universiteter, i skoler, arbejderkvarterer, fabrikker, motorcykeltaxistationer, caféer og andre steder. Disse aktionskomitéer vil uddybe, udvide og lede denne revolutionære brand mod regimets fald. De vil fungere som kimen til arbejdermagt, fundamentet for den revolutionære regering for arbejderklassen og de fattige.

Grunden til, at den herskende klasse forbliver magtfuld, er, at deres kontrol over økonomien og deres rigdom forbliver stort set uberørt. Vores mest magtfulde våben er arbejderklassen selv, som alene driver økonomien og skaber samfundets rigdom. Derfor må vi gennem aktionskomitéerne mobilisere til en generalstrejke! Dette vil være et betydeligt slag mod regimet og bringe os tættere på sejren.

Uanset hvordan denne revolution ender, hvilket bliver afgjort af den virkelige, levende kamp mellem klasserne i gaderne og på fabrikkerne, er det et vendepunkt, og intet vil nogensinde være det samme igen.

Længe leve den Indonesiske revolution!

Opløs parlamentet!

Ned med Prabowo!

Dan en regering af arbejdere og fattige!

Dan aktionskomiteer, demokratiske kamporganer for arbejdere og unge!

Fremad, mod en generalstrejke! Stop økonomiens hjul!