Hungersnød raser i Gaza. I løbet af de seneste uger er de mest grufulde billeder blevet bragt fra det besatte område, der viser mænd, kvinder og børn udtærede og radmagre. En million børn i Gaza – halvdelen af befolkningen – er i fare for at sulte ihjel. Mindst 273 palæstinensere, heriblandt 112 børn, er allerede døde af underernæring, og hver dag sulter atter flere mennesker ihjel.

Alle ved, at hungersnøden er menneskeskabt. Uden for Gaza holder hundredvis af lastbiler fyldt med mad, modermælkserstatning og medicinsk udstyr i tomgang for femte måned i træk – der er nok hjælp ved grænsen, klar med et øjebliks varsel, til at brødføde alle 2,1 millioner indbyggere i Gaza i tre måneder.

Den sølle mængde nødhjælp, der slipper igennem, er fuldkommen utilstrækkelig. Siden den såkaldte Gaza Humanitarian Foundation tog over, er antallet af nødhjælpssteder faldet til én procent af det antal, FN drev før blokaden. Nødhjælpsstederne er blevet forvandlet til slagtehuse, hvor over 1.400 palæstinensere er blevet myrdet – skudt af israelske soldater eller udenlandske sikkerhedsvagter. Det er ikke nødhjælp, men organiseret udsultning.

Vestens hykleri

De imperialistiske vestlige regeringer er begyndt at gå i panik over de politiske konsekvenser af den tiltagende hungersnød. Macron, Merz og Starmer har nu alle sagt, at situationen er gået for vidt. Selv Trump har kommenteret, at billederne af sultende børn er “ægte” – som om der nogensinde herskede nogen tvivl.

Efter at have støttet Israel fuldt ud i dets folkemord, forsøger politikere i Vesten nu at skjule deres egen rolle med tom symbolpolitik. I et forsøg på at vise, at de gør noget, er de begyndt at kaste et par tons nødhjælp ned over Gaza – en dråbe i havet i forhold til, hvad der er nødvendigt. Resultatet er, at tusinder af palæstinensere risikerer livet, når de skal kæmpe om nødhjælpen i områder, hvor IDF har gjort det klart, at de agter at skyde palæstinensere på stedet

Oveni truer Frankrig, Storbritannien og Canada nu på kynisk vis med at anerkende Palæstina ved FN’s Generalforsamling i september. Deres anerkendelse af Palæstina er imidlertid rent hyklerisk, som Lars Løkke afslørende kaldte “en symbolsk handling, som ikke flytter noget på landjorden”, da han over for danske medier retfærdiggjorde, hvorfor Danmark ikke vil følge trop.

Frankrig, Storbritannien og Canadas egne udtalelser udstiller samtidig, hvor kyniske de er. Den britiske regerings udtalelse indebærer for eksempel, at de kan trække truslen om anerkendelse tilbage, som de ellers ville gennemføre, “medmindre den israelske regering tager konkrete skridt til at bringe den forfærdelige situation i Gaza til ophør og forpligter sig til en langsigtet bæredygtig fred, herunder ved at give FN mulighed for straks at genoptage leveringen af humanitær hjælp til befolkningen i Gaza for at bringe sulten til ophør og ved at indgå en våbenhvile” osv.

Med andre ord er anerkendelse af en palæstinensisk stat ikke et princip for dem; det er ikke en ukrænkelig rettighed for det palæstinensiske folk, men blot et skalkeskjul, der skal aflede opmærksomheden fra deres egen medvirken, og en måde at lægge lidt diplomatisk pres på Israel. I 30 år, siden Oslo-aftalerne, har de vestlige ledere hævdet at være for en palæstinensisk stat og har igen og igen talt om en “vej” til en tostatsløsning. Samtidig har de i al den tid vendt det blinde øje til Israels uafbrudte besættelsespolitik, som systematisk har undermineret muligheden for en sådan stat.

Den israelske herskende klasse har for længst opgivet den fjerneste intention om at tillade eksistensen af en uafhængig palæstinensisk stat. I juli godkendte det israelske Knesset et forslag om fuldstændig annektering af den besatte Vestbred.

Palæstina har aldrig været længere fra selvstændighed end netop nu. Ansvaret for det skal udelukkende lægges på den herskende klasse i Vesten.

Vestlige regeringer taler nu om at anerkende ‘en uafhængig palæstinensisk stat’.  Men det er dem selv, der er ansvarlige for, at der ikke er noget tilbage at anerkende. At vifte med en rådden gulerod i form af formel ‘anerkendelse’ over for Palæstina-bevægelsen, efter at have støttet næsten to års folkemord midt i en tiltagende hungersnød, er en syg joke.

Gennem snart to år har Vesten gjort intet væsentligt for at standse folkemordet. Faktisk har Netanyahu frit kunnet eskalere under dække af de tyndeste ‘humanitære’ påskud. Han ved, at trusler ikke vil få reelle konsekvenser. I sidste ende vil pengene og våbnene blive ved med at rulle ind.

Vesten bakkede fuldt op om Israel og hævdede, at de forsvarede landets ‘ret til selvforsvar’. Nu rækker de hænderne op i forfærdelse og lader som om, at den nuværende situation er en overraskelse. Men de har hele tiden vidst, hvad der foregik.

Den nuværende hungersnød er blevet forberedt – og endda promoveret – af den israelske regering selv siden 7. oktober 2023. Det er langt fra en ‘ændring’ i deres folkemordspolitik, men snarere den grusomme kulmination på zionismens logik og næsten to års bomberegn.

Kun få dage efter den 7. oktober udtalte Yoav Gallant, tidligere forsvarsminister, uden skrupler om at “kæmpe mod menneskelige dyr”. De allierede i Vesten trak ikke en mine. I stedet tilskyndede de Netanyahu ved at støtte Israels “ukrænkelige” ret til at kaste et grænseløst antal bomber over Gaza i “selvforsvarets” navn.

Nu foregiver de vestlige ledere at være uvidende om, at krigen, der begyndte i oktober 2023, ville ende i hungersnød. Men tag for eksempel ordene fra generalmajor Giora Eiland – rådgiver for den israelske forsvarsminister – der kun en måned efter den 7. oktober slog om sig med at udnytte fødevarer og nødhjælp som et middel til at dræbe og hilste en humanitær katastrofe velkommen:

“Vi må ikke vige tilbage fra [humanitære katastrofer og epidemier], hvor svært det end må være. Når alt kommer til alt, vil alvorlige epidemier i den sydlige del af Gazastriben bringe sejren nærmere.”

Vestlige ledere var fuldt ud klar over, hvad Israel havde i sinde. Den eneste grund til, at de nu skaber sig, er, at de føler sig presset af et bredt lag af samfundet – de er bange!

Ingen vej tilbage

Se bare på Keir Starmer og den britiske Labour-regering. Under Trumps nylige besøg i Skotland sagde Starmer, at han var “utvetydig” i sin bekymring over de “ubeskrivelige og uforsvarlige” begivenheder i Gaza og var “forfærdet” over billederne af sultende børn og babyer.

Men for enhver, der har bare det mindste kendskab til Labours faktiske handlinger, fremstår disse udtalelser som åbenlyse løgne. Storbritannien hjælper ikke kun Israel med deres militære operationer i Gaza ved hjælp af rekognosceringsflyvninger (som de har gennemført hundredvis af), de sælger også våben til dem og træner IDF-soldater. Faktisk gav Labour grønt lys til flere våben til Israel på tre måneder, end de konservative gjorde på fire år!

Også på hjemmefronten har Labour slået hårdt ned på Palæstina-bevægelsen og udpeget gruppen Palestine Action som en terrororganisation. Støtte til gruppen kan nu give op til 14 års fængsel.

Det samme gælder for de øvrige krigsforbrydere – Merz, Macron, Trump og deres forgængere. Alle disse ‘demokratiske’ og ‘humanitære’ ledere har på trods af alt tilladt en uafbrudt strøm af hjælp til Israel. Uanset hvad de måtte sige, er Israel uundværligt for at opretholde den vestlige imperialismes greb om Mellemøsten. Det vil altid være mere værd for dem end palæstinensernes skæbne.

Israel har været afhængig af denne støtte, siden landet blev grundlagt. De vestlige imperialister er ikke bare medskyldige: folkemordet kunne ikke finde sted uden deres økonomiske, diplomatiske og militære støtte.

Uro i sigte

Vi må gøre det helt klart, at det er Vestens ledere, der har forårsaget den aktuelle hungersnød, og at deres reaktion er et resultat af panik og frygt for de revolutionære konsekvenser.

Netanyahus politiske overlevelse afhænger af, at krigen fortsætter. Men hans handlinger sætter i stigende grad hans støtter i en umulig situation. Ikke fordi det plager deres samvittighed, men fordi de unægteligt gruopvækkende billeder af folkemord vækker den eneste kraft, der kan tvinge Vesten til at trække sin støtte til krigsforbrydelserne: masserne.

Ligeledes i Mellemøsten kan vreden koge over når som helst. Egypten simrer af utilfredshed, og Sisi slår hårdt ned på alt, der har potentiale til at udløse en massiv bevægelse mod folkemordet. I august tvang han i et hidtil uset skridt stormufti Ahmed al-Tayeb – den højeste autoritet inden for sunni-islam – til at trække en erklæring tilbage, der fordømte Israels udsultningskampagne.

Hvad end der kan katalysere vreden i samfundet, mødes det med hård undertrykkelse, uanset om det kommer fra toppen eller bunden. I august udbrød der protester nord for Kairo, efter at en ung mand døde af tortur, mens han var i politiets varetægt. Tusinder gik på gaden og kom i konflikt med politiet. Det var meget sigende, at masserne tog sloganet fra revolutionen i 2010-11 op: “Folket forlanger regimets fald”.

I en anden hændelse, der siger ganske meget om stemningen blandt befolkningen, stormede to pro-palæstinensiske aktivister hovedkvarteret for sikkerhedstjenesten syd for den egyptiske hovedstad med falske våben, hvor de tog flere politifolk som gidsler. Videoer viser, hvordan de kræver, at grænseovergangen til Gaza ved Rafah åbnes, og kritiserer de tilfangetagne for at have anholdt dem, der desperat forsøger at skaffe hjælp til de sultende palæstinensere.

Videoen blev set millioner af gange, før Telegram-kanalen blev lukket. De to mænd er nu forsvundet, og regeringen hævder, at historien er opdigtet som del af en sammensværgelse fra Det Muslimske Broderskab.

I mellemtiden har der været massive protester uden for egyptiske ambassader rundt om i verden, herunder i Irak, i takt med at vreden mod Sisi-regimet vokser.

Denne folkelige vrede mærkes over hele verden og har endda tvunget Trump til at ændre sin tone. På konferencen med Starmer på sin golfbane i Turnberry prøvede han tilsyneladende at stille sig på begge sider, idet han på den ene hånd sagde – i modsætning til Israels påstande – at der er “reel sult” i Gaza, og på den anden hånd sagde, at det vil være en “belønning til Hamas” at presse Israel til en langsigtet fredsaftale.

Hans hykleri vil kun gøre det værre. Uanset hvor hård en retorik regeringerne bruger for at lægge låg på befolkningens vrede og afsky, bliver deres hykleriske imperialistiske politik kun endnu tydeligere for almindelige mennesker. Når handling ikke følger ord – når der er en regulær kløft mellem de to – vil deres udtalelser blive set for det, de virkelig er: bedrag og medskyldighed.

Tusinder drager den konklusion hver dag, og støtten til Palæstina har aldrig været større. I USA viser en nylig Gallup-meningsmåling, at opbakningen til Israels handlinger i Gaza er på det laveste niveau siden krigens begyndelse.

I Storbritannien er Labour på en uge blevet overhalet i opbakning og medlemstal af Jeremy Corbyns nye parti, der er blevet lanceret med et program for at stoppe våbensalg til Israel.  

Begivenhederne i Gaza vil kaste Westminster, Det Hvide Hus og Christiansborg ud i en endnu dybere krise. Millioner vil drage den konklusion, at hungersnøden og udryddelsen i Gaza kun kan bringes til ophør, når de ansvarlige imperialister bliver væltet.