Leder, Revolution nr. 32: Nu er sommerferien så småt ved at være ovre, politikerne vender tilbage til Christiansborg, og vi kan vente os en lang række af racistiske forslag udover alt den anden elendige politik, der vil blive fremlagt. En af de store diskussioner til efteråret bliver helt sikkert Dansk Folkepartis forslag om at indføre et såkaldt burka-forbud.
DFs forslag går ud på at forbyde niqab og burka. Niqab dækker kvindens ansigt undtagen øjnene, mens burkaen dækker hele kroppen, inklusiv øjnene, der dækkes med en form for netgardin. I 2010 stillede De Konservative et lignende forslag, men det blev dengang afvist, fordi det blev vurderet at være i strid med Grundloven. Nu har en dom i Den Europæiske Menneskerettighedsorganisation blåstemplet, at Belgien må vedtage en sådan lov, og det har åbnet for debatten igen.
Regeringen er splittet på spørgsmålet. De Konservative støtter naturligvis forslaget, mens Liberal Alliance er imod og Venstre vakler. De klassisk liberale elementer i LA og V har svært ved at komme udenom, at et burkaforbud vil være et brud på grundlæggende individuelle frihedsrettigheder. Men de skal nu nok overkomme deres modstand, hvis de tilgengæld får DF med på skattelettelser o.l.
Berlingske Tidende har i en leder allerede givet dem opskriften på, hvordan de kan omgå deres liberale kvababbelser: i stedet for at gøre det til et spørgsmål om religionsfrihed, som Grundloven beskytter, skal forbuddet gennemføres ved at udvide det maskeringsforbud, der allerede nu gælder ved demonstrationer, til et forbud mod maskering af ansigtet i det offentlige rum. Trylle, trylle, så er det problem løst. Om forslaget ender med at blive vedtaget, vil tiden vise.
Revolutionære Socialister er helt og aldeles imod et sådan forbud!
Forslaget er endnu et racistisk forsøg fra politikernes side på, at sætte en kile ind i arbejderklassen. Det er ikke fordi, at forbuddet vil ramme muslimer i Danmark bredt – for de bærer ikke niqab eller burka. En opgørelse lavet af Aarhus Universitet fra 2010 anslår, at mellem 100 og 200 kvinder i Danmark bærer niqab og bare 3 (!) anslås at bære burka. Omkring halvdelen af de, der bærer niqab, vurderes at være danske konvertitter til islam. Så forbuddet kommer tydeligvis ikke, fordi det er et stort problem. Forbuddet kommer som endnu en optrapning af den hetz mod muslimer, der er foregået fra politikere og medier i Danmark de sidste mange år. Det er skruen uden ende for, for hver ”stramning” der gennemføres, finder DF på 10 nye forbud og stramninger.
Muslimer og indvandrere generelt gøres til syndebukke for kapitalismens krise. Lovgivning som angiveligt er indrettet mod ”udlændinge” bruges som rambuk til at angribe hele arbejderklassens vilkår, som vi f.eks. så det med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Politikerne bruger ”indvandrerspørgsmålet” til at aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer og splitte arbejdere og unge over nationale og religiøse linjer.
Argumentet for forbuddet er, at det vil bekæmpe kvindeundertrykkelse. Det fremfører bl.a. Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, der har erklæret sig parat til at diskutere et forbud med regeringen: ”Min indstilling til burkaer er fuldstændig klar og utvetydig: Jeg synes, det er så undertrykkende og så kvindefjendsk. Det hører på ingen måder hjemme i Danmark – og heller ikke i nogen andre samfund”, siger hun ifølge Berlingske.
Men forslaget har intet med kvindefrigørelse at gøre. Kamp for kvindefrigørelse bruges i denne sammenhæng som en undskyldning for racistisk politik. Den samme undskyldning der blev brugt til at gå i krig i Afghanistan, hvor kvinder nu går rundt i burka. Demokrati, frihed og kvindefrigørelse kan lige så lidt indføres med forbud som med bomber og soldater.
Hykleriet bliver åbenlyst, når man genkalder sig billedet af en ung Lars Løkke, der står sammen med en gruppe talibanere, som Vesten i 80’erne støttede i Afghanistan imod Sovjetunionen. Vestlig imperialisme har ikke de ringeste skrupler over at støtte fundamentalistiske islamistiske kræfter, så længe det understøtter deres egne interesser. I Syrien i dag støtter vestlig imperialisme forskellige reaktionære islamistiske grupper, fordi det er i deres interesse i kampen mod Assad.
Det betyder ikke, at vi mener, at der er et atom progressivt i islam eller nogen andre religioner, eller i at kvinder går i burka eller niqab – tværtimod. Det faktum at muslimer forfølges og undertrykkes i Vesten, gør ikke islam eller islamistiske bevægelser progressive. For et få det bekræftet behøver man blot at se på det saudiarabiske regime, den pakistanske eller iranske stat, Taliban eller Det Muslimske Broderskab. I lande med et religiøst styre kæmper den Internationale Marxistiske Tendens, som RS er en del af, imod at kvinder tvinges til at bære tørklæde og alle andre former for kvindeundertrykkelse, der iklædes religiøse argumenter.
Marx citeres ofte for at have sagt, at religion er opium for folket, men lige så vigtigt er det, han siger lige før den berømte sætning. Her er citatet i sin helhed: ”Religiøs elendighed er på en og samme tid udtryk for og protest imod den virkelige elendighed. Religion er det undertrykte væsens suk, hjertet i en hjerteløs verden og sjælen i sjæleløse betingelser. Det er opium for folket.”
Det vil sige, at for masserne kan religion være en tilflugt til et håb om et bedre liv i det hinsides og afspejle de elendige forhold som millioner af mennesker lever under. Religion har et klasseaspekt. For den herskende klasse bruges religionen – som et opium – til at undertrykke og aflede masserne. Det er kun de undertrykte masser selv, der gennem deres egen kamp kan skabe en verden, hvor det materielle grundlag for religion udryddes. Det er i kampen for politisk, kulturel, social og økonomisk frigørelse i denne verden, at nødvendigheden af håb om et liv efter døden kan udryddes.
Et burkaforbud vil ikke frigøre kvinder, men i stedet resultere i øget undertrykkelse af muslimske kvinder og øge splittelsen i arbejderklasen. Forslaget vil kun styrke de mest radikale fundamentalister, der vil kunne pege på forbuddet og sige, at politikerne vil forhindre muslimer i at udøve deres religion. Hvis Mette Frederiksen mente, hvad hun sagde, ville hun støtte og styrke kvinderne til at frigøre sig, i stedet for som nu at puste til hetzen mod muslimer.
Den påklædningstvang som kvinder i lande som Saudi-Arabien og Iran i dag kæmper imod, er det som DF, højst sandsynligt med regeringens og Mette Frederiksens støtte, nu vil indføre i Danmark. Revolutionære Socialister mener, at staten skal holde sig ude af vores hverdag. Staten skal ikke bestemme, hvordan vi skal gå klædt. Arbejderklassens enhed i kampen for socialisme er det eneste, der kan sikre kampen for frihed for det enkelte menneske, og samtidig forbedre de materielle forhold, så grundlaget for både racisme og religion forsvinder.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.