Her på siden har vi beskrevet, hvordan 27 marxister i den seneste tid er blevet ekskluderet fra SUF, og at to mere var indstillet til eksklusion i weekenden. Ledelsen valgte at ekskludere de to, med henvisning til deres støtte til herværende avis. Eksklusionerne er altså oppe på nu 29. De sidste to er dog appelleret til SUFs kommende stormøde, og dermed endnu ikke afgjort.

De seneste eksklusioner er en fortsættelse af heksejagten på politiske mindretal i SUF og bekræfter, at det ledende lag i SUF desværre forsøger at løse politiske uenigheder med organisatoriske midler. Derudover har ledelsen i SUF besluttet at forbyde, at støtter af Socialistisk Standpunkt må deltage som gæster i SUF-lokalgrupper. Men hvad er det, ledelsen i SUF frygter? Det kan ikke være andet, end de ideer som denne avis står for, de marxistiske ideer.

Forsvar for SUFs program
De 29 ekskluderede har stået for et forsvar af SUFs program. SUFs program forklarer at fattigdom, krige, nedslidning, ødelæggelse af miljøet osv. hænger sammen med det samfund vi lever i, i dag – det kapitalistiske. En lille gruppe ejer produktionsmidlerne (virksomhederne, bankerne o.l.), mens det store flertal hver dag må gå på arbejde og sælge sin arbejdskraft. Det betyder, at produktionen foregår uplanlagt og med profit for øje, ikke efter menneskelige behov. Dem der ejer produktionsmidlerne, kapitalisterne, vil ikke frivilligt give deres rigdom og magt fra sig, og hver gang Folketinget prøver at vedtage love, der går imod de store kapitalister, truer de med at trække deres virksomheder ud af Danmark. Derfor er reformer ikke nok, og de grundlæggende problemer kan ikke løses af Folketinget.

Det er derfor, det er nødvendigt at kæmpe for en socialistisk revolution, hvilket betyder, at flertallet overtager produktionsmidlerne, og demokratisk planlægger produktionen. Hvis de 200 største virksomheder og bankerne nationaliseres er der masser af penge til velfærd, ordentlige arbejdsforhold osv. På den måde kan arbejdstiden sættes ned, arbejdsløsheden afskaffes, lønnen hæves, velfærden forbedres, produktionen planlægges miljøvenligt, og hvad man ellers demokratisk beslutter. Socialister kæmper for enhver reform, men forklarer samtidig, at disse reformer kun er midlertidige under kapitalismen. Det er disse ideer, der forklares i SUFs program og disse ideer Socialistisk Standpunkt har forsvaret i SUF.

Socialistisk Standpunkt har samtidig forklaret, at den eneste klasse, der kan stå i spidsen for revolutionen, er arbejderklassen, dem der hver dag går på arbejde, fordi det er dem, der skaber alle værdierne i det nuværende samfund, og fordi det er dem, der har magten at sætte bag deres ord; når de strejker, er der ikke ét tandhjul, der kører, overtager de produktionsmidlerne, kan kapitalisterne intet gøre. Når arbejderklassen, (som også omfatter arbejdernes familier; gamle, unge osv.), går i kamp bevæbnet med de socialistiske ideer, kan intet på jorden stoppe den.

De ekskluderede har i SUF forsvaret ideen om, at en revolution er ikke bare nødvendig, men også mulig. Den danske arbejderklasse har gang på gang vist, at den er parat til at kæmpe, med strejker, kæmpe demonstrationer o.l. Problemet har været, at ledelsen for fagbevægelsen ikke har vist en vej frem for kampene, men i stedet har henvist til de fagretslige regler, og bedt de strejkende gå på arbejde igen, uden at kravene var vundet. De ekskluderede har i SUF forklaret, at det er revolutionære socialisters pligt at kæmpe sammen med ungdommen og arbejderklassen for bedre forhold uanset hvor, og hvilken organisation de er medlem af, men at det samtidig er revolutionære socialisters pligt at forklare, hvorfor de reformistiske ideer ikke kan føre til sejr, og at kæde de daglige krav og kampe sammen med kampen for socialisme.

Det var forsvaret for disse ideer, der førte til eksklusion af 29 marxister fra SUF.

Hvorfor fraktioner
I kølvandet på eksklusionerne opstod en ny fraktion i SUF, kaldet Venstreoppositionen i SUF (VO). Men hvorfor er fraktionen nødvendig, og er det ikke bare med til at fortsætte splittelsen i SUF?

I Socialistisk Standpunkt støtter vi oprettelsen af VO. På VO’s stiftende møde blev det slået fast, at VO ikke er startet for at skabe splittelse i SUF, tværtimod. Den nemme løsning ville være at melde sig ud, når man var uenig med flertallet, i stedet for at kæmpe for flertal for de ideer man mener, er de rigtige, men så ville vi til sidst sidde i 1000 små organisationer.

Fraktioner har altid eksisteret i arbejderbevægelsen både legitimt og ikke-legitimt. En fraktion opstår, når der opstår et politisk mindretal på et eller flere grundlæggende spørgsmål, og betyder at mindretallet organiserer sig om at fremføre deres synspunkter, for demokratisk at vinde flertal for disse.
Fraktioner dannes ikke på ligegyldige ting, men principielle ideologiske spørgsmål, og kan være nødvendige i perioder. Det er en utopi at tro, at der ikke vil opstå ideologiske uenigheder i en bred revolutionær organisation, især en der er så ung som SUF. Uenigheder kan, hvis de debatteres demokratisk, være med til at højne alle medlemmers politiske niveau, samt klargøre organisationens politiske linie. En fraktion kan være medvirkende til, at de politiske uenigheder stilles klart op, så alle kan se, hvad der reelt diskuteres.

Politisk klarhed nødvendig
SUF har vist, at den kan tiltrække et bredt lag af den radikaliserede ungdom. Programmet er bredt, hvilket betyder, at unge med meget forskellige ideer tiltrækkes til SUF. Men skal SUF kunne spille en rolle i klassekampen, er det nødvendigt med en politisk klarhed, og det er absolut ikke ligegyldigt hvilken politisk linie, der står i spidsen for SUF. Bare at sige, at SUF skal være en bred organisation, er ikke nok. En organisation har altid en politisk linie, lige meget om denne er bevidst eller ej. Undlader man f.eks. at kritisere LO-toppen når den lukker velfærdsprotesterne ned, har man også valgt en politisk linie, selvom man jo reelt ikke har sagt noget.

SUF er vokset meget de seneste år med en fordobling af medlemstallet. Arbejderklassen og ungdommen har gennem tiden opbygget organisationer for at kunne kæmpe for bedre forhold. Den første organisation, der blev dannet af arbejderne i Danmark, var den danske afdeling af 1. Internationale, der senere blev til Socialdemokratiet og LO (der dengang hed DSF). Ud fra Socialdemokratiet dannedes Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og derfra kom SF i 1956 samt andre grupperinger, også Enhedslisten kan spores tilbage hertil. Vi kan i dag se, hvordan arbejderklassens ledelse ikke er i stand til at løse nogen af de grundlæggende problemer, som en degenereret kapitalisme skaber. Siden midten af 1970’erne er velfærden blevet afmonteret med nedskæring på nedskæring, arbejdspresset er steget enormt, tusinder af mennesker holdes uden for arbejdsmarkedet, og kapitalismen er ikke i stand til at gå fremad i afgørende grad. Det har de seneste år ført til en stigende radikalisering blandt først ungdommen og i stigende omfang også arbejderklassen; gymnasie- og folkeskoleelever, lærlinge, sosu-assistenter og pædagoger, falck-reddere osv. har været i strejker og på gaden, og det seneste år har budt på to enorme velfærdsdemonstrationer, og en mere er under forberedelse 2. oktober.

Det er dette samspil mellem den stigende radikalisering og ledelserne af de
traditionelle arbejderorganisationers manglende svar på problemerne, at en organisation som SUF kan opstå og vokse, i en sådan grad som det er sket.
Men det betyder også, at hvis SUF bare bliver ”rosinen i pølseenden” af de traditionelle reformistiske organisationers ledelse med et aktivistisk pift, så er der ingen plads til SUF på den politiske scene. SUF kan tiltrække de radikaliserede unge, fordi de leder efter et svar på problemerne, og det svar kan kun gives med en konsekvent revolutionær politik og en ikke-sekterisk attitude til flertallet af ungdommen og arbejderklassen, også dem der er medlemmer af DSU og SFU. Det betyder, at SUF’ere må samarbejde med medlemmerne af både SFU og DSU, hvoraf langt de fleste også ønsker et bedre samfund.

Desværre er udviklingen blandt de ledende lag i SUF gået i den modsatte retning. De har bevæget sig væk fra det revolutionære program, mod en reformistisk politik på flere og flere områder.

Samarbejdet med resten af arbejderbevægelsen
SUF er stadig en lille organisation, men i og med den voksede betød det også, at de store af arbejderklassens ungdomspartier og elevbevægelse måtte tage SUF med i deres betragtninger i forbindelse med større bevægelser.

De første år af SUFs levetid nægtede det ledende lag og deres støtter enhver form for samarbejde med Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), med mindre disse gik med på alle SUF\’s krav. Således nægtede de at gå med i samarbejdet ”Ny regering nu” i efteråret 2004.

Altså de facto afslag på samarbejde. Marxisterne stod i opposition hertil og argumenterede for samarbejde om konkrete, brede paroler, men hvor hver organisation i samarbejdet havde ret til at fremføre sin egen holdning til, hvordan problemerne kunne løses. Det var det Lenin kaldte en Enhedsfront, hvor arbejdernes organisationer gik sammen i konkrete kampe, men hvor hver organisation havde fuld ret til at fremføre sit eget program. Det betød i 1917 at bolsjevikkerne, der i foråret stadig var et lille mindretal i forhold til mensjevikkerne og de socialrevolutionære, kunne nå det brede lag af arbejdere. Arbejderne går først og fremmest gennem deres traditionelle organisationer, og forsøger først hvad der ser ud som de nemmeste veje. Reform ser nemmere ud end revolution, og for at nå disse lag af arbejdere må de revolutionære kæmpe sammen med dem, og tålmodigt forklare ideerne om socialisme og revolution, mens arbejderne i praksis ser, at deres reformistiske ledere ikke kan løse nogen af de grundlæggende problemer. Men en forudsætning for dette er, at de revolutionære ikke blander programmet med reformisterne.

Det er altså en form for samarbejde, hvor det lille revolutionære SUF kunne overvinde sin relative isolation, og fremføre sin politik overfor de brede dele af især arbejderungdommen, som SUF normalt ikke kan få i tale på grund af sin undseelige størrelse og placering på den alleryderste kant af arbejderbevægelsen. Altså en linie hvor det er muligt at nå en bredere dele af ungdommen med perspektivet om en socialistisk revolution.

Svaret fra det ledende lag i SUF var, at kammeraterne fra Socialistisk Standpunkt havde en reformistisk tilgang til spørgsmålet, fordi de foreslog samarbejde med reformistiske organisationer.

Men efterhånden som SUF’s udvikling tog fart, ændrede denne holdning fra det ledende lag i SUF sig dog uden videre forklaring, ved etableringen af Genstart Danmark (samarbejde mellem DSU, SFU, SUF og ungdomsfagbevægelsen). Pludselig blev det foreslået fra det ledende lag på aktivitetsmødet 2005, at gå med i dette samarbejde, som en måde at styrke “bevægelsen” og SUF på. Marxisterne bakkede forslaget op, men fremførte samtidig det fuldstændigt essentielle krav, at SUF i dette samarbejde måtte have fuld ret til at fremføre sin egen politik og give et revolutionært svar på de problemer som ungdommen står overfor i hverdagen, Alt andet ville være at lægge et venstreorienteret slør over ledelsen af DSU og ungdomsfagbevægelsens reformistiske politik. Ligeså skulle de andre organisationer naturligvis også have ret til at fremføre deres program, ungdommen og arbejderklassen er udmærket i stand til selv at tage stilling til de forskellige programmer og afprøve dem i praksis. Svaret fra det ledende lag var det samme, som det er fortsat med at være indtil i dag: “SUF skal være loyal i bevægelsen”. “Vi må ikke splitte bevægelsen”. Hvilket i virkeligheden betyder at være loyale overfor ledelserne i disse organisationer. Altså en 180 graders vending fra yderste venstresekterisme til opportunisme.

Det blev bl.a. tydeligt på konferencen for bedre velfærd d. 2. september 2006, hvor LO-toppen lukkede fuldstændig for forslag til handling. Støtter af Socialistisk Standpunkt fremførte, at der måtte indkaldes et tillidsmandsmøde, hvor perspektiverne for kampen for bedre velfærd blev diskuteret, herunder muligheden for en generalstrejke. De ledende lag i SUF accepterede fuldstændig linien fra toppen af LO-storbyerne og ledelsen i DSU om, at der ikke på konferencen kunne fremføres nogen forslag, og lukkede dermed enhver demokratisk diskussion, af hvordan velfærdskampen kunne føres fremad.

I takt med at SUF voksede, var SUF ikke længere en fuldstændig ukendt organisation isoleret på den yderste venstrefløj. Nu var det en organisation, hvor ledelsen (og dens nedsatte udvalg) deltog i forhandlinger med de store drenge fra DSU og SFU om massebevægelsernes grundlag og gennemførsel. I stedet for at samarbejde med organisationerne om kampen for bedre forhold, og samtidig kæde disse sammen med kampen for socialisme, og dermed kritisere DSU og SFU ledernes reformistiske politik, underlagde de ledende lag i SUF sig den reformistiske politik, og fremførte ingen anden linie end DSU-ledelsens på hverken Genstart Danmark konferencen eller konferencen 2. September.

Marxisterne kæmpede for loyalitet overfor de menige arbejdere og unge i bevægelserne, fælles kamp, med muligheden for at forklare hvordan SUF mener kampene vindes.

Marxisterne og massebevægelsen
I løbet af årene blev SUF stærkere, men det gjorde marxisterne også. Det betød også, at kløften mellem de reformistiske og den revolutionære politik blev større og større.

Derfor indledte den daværende ledelse og folk omkring sekretariatet og fra de indflydelsesrige emnegrupper, den første eksklusionssag i 2006 mod 15 støtter af Socialistisk Standpunkt. Man ville forsøge at stoppe oppositionen. Det lykkedes som bekendt ikke, hvilket satte det ledende lag langt tilbage i forhold til marxisterne. Konsekvensen var tydelig; en kraftig styrkelse af den revolutionære fløj i SUF. Men dette gjorde også kløften større og endnu mere iøjnefaldende.

Særligt tydeligt kom denne kløft frem i praksis, da ledende SUF’ere ved stormødet i Genstart Danmark 1. september 2006, oven på den enorme bevægelse omkring 17. maj, stemte imod marxisternes forslag om at presse på fra ungdommens og Genstart Danmarks side overfor fagbevægelsen, for at indkalde til et besluttende nationalt tillidsmandsmøde, der kunne fastlægge bevægelsens videre forløb. Argumentet var igen: De sad i forhandlinger med toppen af DSU og var derfor underlagt en form for loyalitet. Marxister har altid forklaret, at forhandlinger med toppen ikke fører til noget alene. Er der et pres fra neden i bevægelsen på toppen, kan de revolutionære få en række krav igennem, derfor må revolutionære kæmpe for at gøre bevægelsen så demokratisk som muligt, frem for at tro, at den reformistiske ledelse kan ”overtales” med gode argumenter.
Dette kom også klart til udtryk i velfærdsbevægelsen mod kommunale nedskæringer i efteråret 2006, op til de ovennævnte konferencer.
Roskilde var et af de steder hvor bevægelsen først kom i gang, og her var den ledt af en SUF’er, der samtidig støttede Socialistisk Standpunkt. SUF-afdelingen i Roskilde har traditionelt haft en stærk base i byen, og den har gennem tiden været ledt af bl.a. folk der støttede Socialistisk Standpunkt. Det var denne position, der gjorde det muligt for SUF i byen at lede bevægelsen mod nedskæringer. Det blev dog hurtigt tydeligt, at ledelsen for LO i byen ikke kunne acceptere en sådan udvikling, og formanden lukkede resolut bevægelsen ved at splitte et demokratisk indkaldt tillidsmandsmøde (som rapporteret på denne side). Reaktionen fra den daværende ledelse i SUF kom prompte. De fordømte SUF-afdelingen i Roskilde for deres deltagelse i bevægelsen, med henvisning til at linien om strejke og tillidsmandsmøder ”sprængte elastikken”, hvilket betyder at splitte bevægelsen ved at gå for langt. SUF-ledelsens svar var altså at underligge sig den reformistiske ledelse i LO, og dermed lukke enhver form for kamp, trods det store flertal for strejke på de kommunale arbejdspladser. At linien om strejker og tillidsmandsmøder, som Socialistisk Standpunkt og SUF-Roskilde stod for, ikke var at sprænge elastikken blev tydeligt i Århus, hvor det netop var, hvad der skete. Her blev en SUF’er og støtte af Socialistisk Standpunkt kraftigt kritiseret fra de ledende SUF’ere i Århus, for at have bragt parolen om generalstrejke op på et tillidsmandsmøde i Århus, og dermed høstet aftenens største bifald.
Det er klart, at et sådan knæfald for den reformistiske ledelse, der har overtaget det største af arbejderbevægelsens ungdomspartier, DSU, krævede resolut kritik fra marxisterne internt i SUF. En kritik der vandt stort ekko blandt almindelige SUF’ere.

Ved det næste stormøde i efteråret 2005 var der tydeligt to blokke: en med de ledende SUF\’ere der havde opbakning fra omkring 60 procent af mødet og så den revolutionære fløj, ledt af støtter af Socialistisk Standpunkt, der havde opbakning fra omkring 40 procent.

Organisatoriske manøvres indre logik
Manøvrer som eksklusioner har imidlertid en indre logik. De kan ikke så let standses, når først de er sat i gang, virker de som en lavine. Den nye magtposition som det ledende lag har fået skabt sig, vil de selvfølgelig forsøge at konsolidere.
Eksklusionerne af de 29 marxister var et udtryk for politiske uenigheder i SUF, hvor det organiserede udtryk for et politisk mindretal blev ekskluderet. De der er tilbage, som er enige i kritikken på en række spørgsmål, har nu dannet Venstreoppositionen. Vi ser nu, hvordan de ledende lag i SUF forsøger at affeje politiske diskussioner med organisatoriske midler, mod dem der nu støtter Venstreoppositionen. Ledelsen vil nu forbyde lokalgrupper at invitere kammerater fra Socialistisk Standpunkt som gæster til møderne, og nægter at anerkende VO’s ret til at oprette sig som fraktion. Dette grænser sig til en heksejagt imod enhver, som fremfører kritik af ledelsen eller som forsvarer de revolutionære ideer, og som vi forklarede ved eksklusionerne ville enhver, der fremførte en politisk kritik blive stemplet som tilhørere af Socialistisk Standpunkt. Det ledende lag sagde ved eksklusionerne, at disse ikke var politiske eksklusioner, men bundede i Socialistisk Standpunkts arbejde i SUF, men det viser sig nu tydeligere og tydeligere, at det var kammeraterne fra Socialistisk Standpunkt, der havde ret, når vi sagde, at enhver der fremfører en politik i SUF, der minder om Socialistisk Standpunkt, bliver udsat for en hetz, og beskyldninger om at splitte organisationen. Men det er ikke VO, der splitter organisationen ved at rejse politisk kritik af ledelsen, men derimod det ledende lag, der forfølger enhver der vover at rejse denne kritik.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor standser man ikke bare manøvrerne, når målet om eksklusion af Socialistisk Standpunkt er opnået? Fordi det er nærmest umuligt, og ikke kan gøres fra toppen! Dels føler den ledende klike sig konstant truet af enhver form for opposition, der i deres øjne er det samme som Socialistisk Standpunkt, dels begynder de interne splittelser og politiske uenigheder i det ledende lag at komme frem. Her vil enhver politisk diskussion med et organiseret mindretal være en trussel mod det ledende lag.

SUF er startet som en bred organisation, og er derfor ikke politisk homogent. Man kan sige, der er to fløje udover den marxistiske; en med reformistiske tendenser og en mere anarkistisk aktivistisk. Disse to fløje har i en årrække forenet sig i kampen mod den revolutionære fløj med Socialistisk Standpunkt i spidsen. Med det formål at smide Socialistisk Standpunkt ud holdt de enhver politisk uenighed fra deres side nede, af frygt for at det ville give flertallet til den marxistiske linie, i realiteten betød det, at de fleste politiske diskussioner blev lukket. Men der er ingen tvivl om, at disse fløje stadig eksisterer og er splittede på flere spørgsmål. Allerede nu ser vi de første tegn på, at de dukker op.

En splittelse, der altid har eksisteret i SUF, har været spørgsmålet om Enhedslisten og parlamentarisk arbejde, ligesom spørgsmålet om bevægelserne har været på dagsordenen. Den mere reformistiske fløj står for en politik med loyalitet overfor bevægelserne, og lige op til eksklusionerne af de 26 kom det frem, at nogle repræsentanter for denne fløj på Enhedslistens årsmøde havde stillet forslag om, at man ikke længere skulle kæmpe for en dansk udmeldelse af EU (i direkte modstrid med SUFs program). På den anden side er der den mere aktivistiske fløj, der mener, at SUF primært skal bestå af aktioner, at skoling er elitært, og at SUF skal have et mere anarkistisk præg. Disse to fløje er i virkeligheden to sider af samme sag, som SUF svinger imellem. Som når den mere reformistiske fløj både uddeler pasta med ketchup til den borgerlige undervisningsminister Bertel Haarder og LO, som om de var to sider af samme sag, mens de samtidig taler for at være ”loyale” overfor ledelsen i selv samme organisation i bevægelserne. Eller som når den anarkistiske fløj vil kritisere det reformistiske samarbejde i f.eks. Genstart Danmark og falder over i den modsatte grøft, hvor den eneste løsning er at isolere SUF fuldstændig på den yderste venstrefløj uden kontakt til de bredere lag af ungdommen. Begge dele er lige skadelige, og kan ikke i længden forenes i SUF.
Manøvrerne har i nogen grad en umiddelbar effekt. Mange SUFere, der er politisk enige med marxisterne, er bange for at snakke med dem, fordi de er bange for at blive beskyldt for at være med hos Socialistisk Standpunkt. Det ledende lag forsøger at genne medlemmerne sammen som en fåreflok oven på al splittelsen. Dels ved truslen om pisken (eksklusion) hængende i luften og dels ved guleroden ‘enhed og fællesskab’. Men det kommer ikke til at gå, som de vil have det. De vil få noget ganske andet end lydige medlemmer, da de fleste melder sig ind i SUF, ikke for at følge en ledelses diktater, men fordi de ønsker politiske svar på politiske spørgsmål.

Den eneste vej frem er en klar revolutionær politik
Hvis ikke SUF har en klar revolutionær politik, og hvis ikke der er fuld plads til politiske diskussioner, og til at danne fraktioner på ideologiske spørgsmål, (en ret der i øvrigt står beskrevet i SUFs vedtægter), dømmer SUF sig til sin egen politiske død.

Men kampen om, hvad SUF er og skal være, er langt fra slut. Venstreoppositionen er, trods sin relativt lille størrelse, et tegn på dette. SUF består af unge mennesker der er tiltrukket af ideerne om at samfundet må ændres grundlæggende, at den eneste vej frem er kampen for et socialistisk samfund. Men hvis denne kamp skal vindes, kræves der klare ideer, skoling og et perspektiv, noget som det ledende lag ikke er i stand til at give almindelige SUFere. De fleste SUFere følger ikke en ledelse blindt, de tænker selv, søger svar og ideer, og kræver demokrati i deres egen organisation. Mange SUFere støttede eksklusionerne af marxisterne, i håb om at den interne splittelse skulle stoppe, og fordi de gennem mange år havde hørt bagtaleri om Socialistisk Standpunkt i SUF. Men i takt med at de kræver svar og en revolutionær politik, vil de komme i konflikt med det ledende lag. Den eneste måde at stå imod i en sådan konflikt er ved at være organiseret. Det er derfor, VO må opbygges rundt i alle SUFs lokalgrupper.

Socialistisk Standpunkt er ikke imod SUF. Vi kæmper for et revolutionært SUF, med plads til frie diskussioner. Vi kæmper for en ægte revolutionær socialistisk linje i SUF – Nej til reform af EU, for et socialistisk Europa, Nej til underkastelse under LO-toppen i velfærdsbevægelsen, For støtte til revolutionen i Venezuela!