Normalen i Aarhus har i mange år været, at studerende kæmper månedlige kampe for et tag over hovedet. Så da byens socialdemokratiske borgmester Anders Winnerskjold i august annoncerede “boliggaranti for nye studerende” i Aarhus Kommune, blev tiltaget selvfølgelig mødt med rosende ord. Med borgmesterens egne ord lover boliggarantien, at nye studerende bliver “tilbudt en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter studiestart”. Men som altid er det, politikerne siger, for godt til at være sandt.
Unge, der flytter til byen for at studere, oplever hurtigt, at garantien i praksis ikke betyder en reel tryghed, men blot et løfte om, at de kan få tilbudt en bolig uanset pris, placering eller stand. Med en udeboende SU-sats på 7.086 kr. om måneden før skat, bliver økonomien altså hurtigt brændt op af faste udgifter.
For mange ender dette med at betyde et værelse langt fra ens studiested, i uopvarmede kældre eller i midlertidige kollegier. Dette lever langt fra op til forestillingen om et værdigt sted at bo – især når disse “billige” studieboliger koster omkring 3500-4000 kr. om måneden, altså udgør langt over halvdelen af den udbetalte SU.
Kommunens “boliggaranti” løser altså på ingen måde boligmanglen for studerende i Aarhus. Kommunen smider hermed ansvaret for den reelle boligmangel over på den enkelte studerende, som bliver tvunget til at prøve lykken på det private boligmarked. Men markedet er ikke tilrettelagt efter at sikre arbejdere og unges basale behov, men er derimod drevet af udlejningselskabers forsøg på at klemme så meget profit ud af lejerne som muligt.
Boligmarkedets modsætninger
For mange unge har drømmen om en tilværelse i hjertet af Aarhus længe været en del af forestillingen om studieårene. Men disse drømme kolliderer hurtigt med virkeligheden, når SU’en ikke giver plads til at kunne være økonomisk stabil, uden nødvendigheden af en anden indkomst ved siden af sit pressede studie.
Tallene taler for sig selv. I løbet af de sidste 3 år er m² prisen på lejeboliger i Aarhus steget med 10%. I dag koster det nu, ifølge Jyllands-Posten, 7.895 kroner om måneden at leje en gennemsnitlig 2-værelses lejlighed i Aarhus Kommune, og i Aarhus C er den gennemsnitlige husleje for en 2-værelses lejlighed hele 8.500 kroner om måneden. Dertil kommer udgifter til vand, varme, el osv.
Midt i en mangelsituation af billige boliger for studerende, står tusindvis af boliger tomme. Ifølge rapporter fra 2023 var 9.670 boliger i Aarhus Kommune uden beboere, hvoraf 7.270 var lejligheder i etagebyggerier. Senere opgørelser viser, at tallet er steget til 10.761 tomme boliger i 2024. Årsagen er især, at den bygge-bombe, som byen længe har mærket, har skabt, hvad økonomerne kalder et “overudbud” på boligmarkedet. Mange af de nye boliger bliver endda markedsført som moderne studieboliger, der i virkeligheden er alt for dyre til, at de studerende ville få råd til at bo der.
I undervisningen bliver vi fortalt, at udbud og efterspørgsel regulerer markedet til forbrugernes fordel, men på trods af at der i Aarhus er bygget langt flere boliger, end der er behov for, så fortsætter stigningerne i boligpriserne. Dette paradoks udstiller absurditeten af det kapitalistisk styrede boligmarked: Tusindvis af lejligheder står tomme, mens studerende kæmper for overhovedet at finde et sted at bo, der er til at betale.
De økonomiske og sociale konsekvenser er utallige: Flere unge tvinges til at pålægge sig ekstra arbejde, andre vælger at tage SU-lån bare for at få hverdagen til at hænge sammen. Dette resulterer ofte i psykiske udfordringer og udsatte uddannelsesforløb. Dette beviser tydeligt det kapitalistiske boligmarkeds begrænsninger.
Den kommunistiske boliggaranti
Ser man nærmere på, hvad “boliggarantien” egentlig betyder i praksis, viser det sig hurtigt, at den blot er et politisk værktøj til at fastholde billedet af Aarhus som værende en attraktiv studieby uden at give en reel garanti for, at unge kan finde en bolig, de har råd til.
Vi ser tydeligt, at problemet ikke kun handler om Aarhus Kommune, men om selve det system, vi lever under. Virkeligheden er nemlig, at alt for mange studerende, på trods af politiske løfter, står i en situation, hvor de månedligt må vælge mellem basale nødvendigheder som husleje, transport og mad!
Et boligmarked styret af private investorer kan aldrig sikre billige boliger, fordi deres formål altid vil være at maksimere profit – ikke at dække almindelige menneskers basale behov for et hjem. Det er derfor, at vi står med tusindvis af tomme lejligheder, mens unge ikke har råd til at få en ordentlig dagligdag til at løbe rundt.
Kommunister kæmper for en verden, hvor en bolig er en grundlæggende rettighed, ikke en handelsvare. For at realisere det, kræver det et opgør med kapitalismen og boligselskabernes ret til at tjene profit på vores behov for at have et tag over hovedet. Ved at nationalisere de store bolig- og udlejningsselskaber bliver det muligt at administrere boligerne demokratisk i flertallets interesse og sænke huslejerne drastisk, så alle er sikret et hjem
Kun under et system, hvor almindelige menneskers behov prioriteres over profit, vil en “boliggaranti” være meget mere end blot et tomt løfte.







