For at forstå, hvorfor vi har brug for en planøkonomi, er det faktisk nok at konstatere grundlæggende fakta om verden i dag:

• 783 millioner mennesker sulter, og en tredjedel af verdens befolkning har udsigt til usikre indtægtsmuligheder. Samtidig smides 19 procent af al den mad, der produceres, ud, og 13 procent går tabt i leveringskæden.
• 150 millioner mennesker er hjemløse, og 1,6 milliarder bor i utilstrækkelige eller middelmådige boliger. Samtidig er der flere tomme boliger end hjemløse i alle større byer – i USA er der f.eks. 28 tomme boliger for hver hjemløs.
• Millioner af voksne og børn dør hvert år af sygdomme, som vi ved, hvordan man kurerer. Samtidig har medicinalfirmaerne rekordoverskud.
• Klimakatastrofen bliver fortsat værre og værre. Samtidig opnår man ingen af klimamålene, og alle samarbejder kollapser.
• Regeringer verden over satser milliarder på militær. Samtidig skærer man tilsvarende ned på velfærden.
• Arbejderklassen bliver fattigere – kapitalisterne bliver rigere: Den rigeste 1% i Danmark, svarende til 48.000 mennesker, har en større nettoformue end hele 82 % af den danske befolkning tilsammen.

Listen kan fortsætte med eksempler på, hvor irrationelt det kapitalistiske system er. Verdens mægtigste – kapitalisterne, deres virksomheder og deres repræsentanter i de forskellige stater – er i et konkurrenceforhold med hinanden og går kun op i deres egne overskud.

Løsningen er ligetil: Ekspropriér kapitalisterne, nationalisér de største virksomheder og bankerne og sæt dem under arbejderklassens demokratiske kontrol. Det vil sige: Opret en international planøkonomi, som drives efter folks behov i stedet for kapitalisternes profitinteresser.

Men det borgerlige samfund – alle skoler, universiteter, medier, alle professorer og lærere – siger i kor, at det er umuligt, det fungerer ikke, det fører til kaos og nød. Prøv ikke engang – opgiv!

Beviset er virkeligheden

Den østrigske nationaløkonom Ludwig von Mises forsøgte at skabe en teori ud fra denne borgerlige refleks. Han opfandt begrebet “det socialistiske eller økonomiske kalkuleringsproblem”.

I Economic Calculation in the Socialist Commonwealth påstår von Mises, at det er umuligt at planlægge et helt lands økonomi gennem socialistiske planlægningskommitéer uden et marked med prissignaler og så videre. Af den enkle grund, at der er for mange informationer:

»Så snart man opgiver forestillingen om en frit fastsat markedspris på varer af højere værdi, bliver rationel produktion fuldstændigt umulig. Hvert skridt, der fjerner os fra privat ejerskab af produktionsmidlerne og fra brugen af penge, fjerner os samtidig fra en rationel økonomi.«

Argumentet her er blevet modsagt flere gange, ikke mindst af virkeligheden, som Trotskij påpeger i Revolutionen forrådt:

»Med de borgerlige økonomer har vi ikke længere noget at være uenige om. Socialismen har demonstreret sin ret til sejr, ikke gennem Das Kapital, men på en industriel arena, som indebærer en sjettedel af jordens overflade – ikke på dialektikkens sprog, men på stålets, cementens og elektricitetens sprog.« 

Det var planøkonomien, som løftede Sovjetunionen ud af enorm fattigdom, og som gjorde, at de havde en vækst på 20 procent inden 2. verdenskrig, og 10-11 procent i 1950’erne og 1960’erne.

Fra 1913–1963 steg den industrielle produktion med 5200 procent. Tilsvarende steg den med 600 procent i USA og 200 procent i Storbritannien. Produktiviteten steg i samme periode med 1310 procent i Sovjetunionen, 332 procent i USA og 73 procent i Storbritannien. 

Dette lagde grunden for en enorm forbedring af levestandarden i Sovjetunionen. Fra 1955 til 1959 mere end fordobledes antallet af boliger i byerne, mens antallet af private boliger mere end tredobledes. Huslejerne var sat til cirka seks procent af månedslønnen, og man brugte fire gange så meget per person på uddannelse som i Storbritannien og havde tilmed langt flere forskere og civilingeniører end noget andet land i verden.

Det var planøkonomien og de sovjetiske arbejderes enorme ofringer, der gjorde, at Sovjetunionen besejrede Nazityskland i 2. verdenskrig. Det var også planøkonomien, der gjorde, at man kunne konkurrere med USA i rumkapløbet.

Planøkonomiens overlegenhed er helt åbenlyst blevet bevist i praksis igen og igen.

Mises argument modsiges også i The People’s Republic of Walmart: How the World’s Biggest Corporations are Laying the Foundation for Socialism, som Phillips og Rozworski udgav i 2019. Her forklarer forfatterne det samme emne, som Engels gør i Socialismens udvikling fra utopi til videnskab 150 år tidligere.

Engels forklarer, at der allerede under kapitalismen eksisterer planlægning inden for alle store virksomheder, mellem alle de forskellige grene i virksomheden og alle trin i produktionen. Der er ikke noget kapitalistisk firma, der ville lade de forskellige afdelinger konkurrere helt frit med hinanden. Alt er tværtimod planlagt ned til mindste detalje (af hensyn til kapitalisternes profit), men mellem virksomhederne indbyrdes råder stadig markedernes anarki og konkurrence:

»Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse fremtræder nu som modsætning mellem produktionens organisation i den enkelte fabrik og produktionens anarki i samfundet som helhed.«

På samme måde forklarer Philips og Rozworski, at beviset for at det kan lade sig gøre at planlægge et helt lands økonomi allerede findes. Hele Walmarts økonomi er i dag lige så stor som Sveriges økonomi eller som Sovjetunionens under 2. verdenskrig. Når man kan planlægge Walmarts økonomi, kan det også lade sig gøre i et helt land.

Arbejderdemokrati og planøkonomi

Dette forudsætter en socialistisk revolution: At arbejderklassen tager magten, og at man eksproprierer de største virksomheder og bankerne, sådan at vi – majoriteten i samfundet – kan styre økonomien selv i overensstemmelse med vores behov og interesser i stedet for kapitalisternes profitinteresse. Kun sådan kan vi løse de problemer, menneskeheden står overfor.

Herefter må revolutionen sprede sig til flere lande. Det kan ikke lade sig gøre at bygge en socialistisk ø i et hav af kapitalisme – hvor verdensmarkedet ville dominere. Vi er nødt til at oprette planlagte økonomier i flere udviklede kapitalistiske lande og til sidst i hele verden.

Med andre ord kan vi ikke bare afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne, vi skal også afskaffe nationalstaten.

Kommunismens fjender bruger gerne Sovjetunionens krise i 1970’erne og 1980’erne som bevis for, at planøkonomien ikke fungerer.

Men krisen skete ikke på grund af iboende problemer i planøkonomien, men på grund af iboende problemer i bureaukratiet. Den russiske revolution – den mest demokratiske begivenhed i historien – blev isoleret i et underudviklet og fattigt land, hvor arbejderklassen var for lille, underernæret og nedbrudt af borgerkrigens tidlige år for at holde fast i magten. Ud af massernes vanskeligheder voksede et bureaukrati frem.

Økonomien planlagdes i den spæde begyndelse af en lille klike af bureaukrater. Under Stalin blev alle økonomiske beslutninger i hele Sovjetunionen vedtaget af 15 departementer i Moskva. Dette apparat ekspanderede efterhånden til monstrøse proportioner, samtidig med frygtelig korruption og dårlig styring. Jo mere avanceret økonomien blev, desto større hindring blev bureaukratiet.

En planøkonomi har brug for arbejderdemokrati på samme måde, som kroppen har brug for ilt, af den enkle grund at den ikke har de samme automatiske mekanismer som markedet. Markedets “usynlige hånd” er nødt til at blive erstattet af arbejderklassens bevidste styring af økonomien. Planøkonomi kræver arbejderklassens aktive deltagelse på alle niveauer i samfundet til at kontrollere økonomien, i kombination med prissignaler, som afspejler udbud og efterspørgsel.

Dette forklarer Trotskij i “The Soviet Economy in Danger”:

»Kun ved løbende at justere planen, mens den gennemføres, og at omarbejde den, både i enkeltdele og i sin helhed, kan man sikre dens økonomiske effektivitet. Den socialistiske planlægningskunst falder ikke ned fra himlen, og man får den ikke foræret fuldt udviklet, når man tager magten. Denne kunst kan kun tilegnes gennem kamp, skridt for skridt, ikke af nogle få, men af millioner af mennesker – som en del af opbygningen af en ny økonomi og kultur.«

Kommunismen

Kapitalismen medfører et frygteligt spild af menneskeligt potentiale. Det inkluderer alt det arbejde, som spildes – ikke i produktion – men i telefonsalg, ved at lave sikre betalingsvægge, markedsføring, holde virksomhedshemmeligheder skjulte og såkaldt intellektuel ejendom osv.

Ved at rationalisere alt dette væk, afskaffe arbejdsløsheden og dele arbejdet kan vi nemt nedsætte arbejdstiden. Det er en nøgle til at gøre det lettere for arbejderklassen bevidst at lede samfundet.

I takt med at man udvikler produktionsmidlerne yderligere, kommer maskiner, teknologi og robotter til at betyde, at man kan automatisere alt det arbejde væk, som det ikke er nødvendigt, at mennesker udfører. Ved at producere en overflod af alle forbrugsartikler kan vi efterhånden applicere det kommunistiske princip: “at enhver yder efter evne og nyder efter behov”.

Ressourcerne er her for et samfund uden arbejdsløshed, hjemløshed, krig, sult, klimakrise osv.

Men under kapitalismen bliver krisen i stedet bare dybere og dybere. Arbejderklassen presses af arbejdsløshed, lave lønninger, højere lån, huslejer, dagligvarepriser og renter. Vi ser en øget protektionisme og nationalisme, flere krige og konflikter. Millioner af mennesker dør af sygdomme, som vi kan helbrede, og folk dør af sult, samtidig med at vi smider mad ud. Millioner er hjemløse, samtidig med at der er tomme boliger.

Det er ikke planøkonomien, der ikke fungerer, men kapitalismen. 

Den eneste løsning er, at arbejderklassen griber magten og opretter en international planøkonomi.

Med det teknologiske niveau, der er i dag, kan vi hurtigt frisætte milliarder af mennesker fra det manuelle arbejdes slaveri: landbrugsarbejdere, rengøringsfolk, industriarbejdere, lagerarbejdere osv. Vi kan sørge for, at alle får mad på bordet, tag over hovedet, varme, elektricitet, lægehjælp, uddannelse osv.

I stedet for massearbejdsløshed kunne vi med den hurtige teknologiske udvikling og ved at dele alt arbejde gå fra en otte timers arbejdsdag til en seks timers, til fire, til tre, to … 

Det betyder, at alle mennesker for første gang sættes fri til at bruge størstedelen af deres vågne tid på kunst, videnskab, forskning, uddannelse, på at deltage i samfundslivet, på at hæve sig selv og hele menneskeheden til et niveau, vi knapt nok kan forestille os.

Med Trotskijs ord:

»Det er svært at forudsige grænserne for det selvstyre, som fremtidens menneske kan opnå, eller de højder, hvortil det kan føre sin teknik. Samfundsopbygning og psykofysisk selvopdragelse kan blive to aspekter af én og samme proces. Alle kunstarterne – litteratur, drama, billedkunst, musik og arkitektur – vil tilføre denne proces skønhed. … Mennesket vil blive uendeligt stærkere, klogere og mere forfinet; dets krop vil blive mere harmonisk, dets bevægelser mere rytmiske, dets stemme mere musikalsk. Livsformerne vil blive mere dynamisk dramatiske. Den gennemsnitlige mennesketype vil nå Aristoteles’, Goethes og Marx’ højder. Og over denne kam vil nye tinder rejse sig.« (L. Trotskij. Litteratur och revolution. Bokförlaget Röda rummet. s. 175)

Dette er den virkelige betydning af en planøkonomi, og hvad vi kommunister kæmper for.

Sputnik 1957

Det var planøkonomien, der gjorde, at Sovjetunionen sendte den første satellit ud i rummet, det første levende væsen, den første mand og kvinde; gennemførte den første rumvandring, den første bløde landing på månen og sendte det første ubemandede fartøj af sted, der nåede en anden planet.