Siden den kommunistiske bevægelses begyndelse, har spørgsmålet om det revolutionære parti været centralt. Når vi til oktober lancerer Revolutionært Kommunistisk Parti, gør vi det på grundlag af idéer og metoder udviklet af Vladimir Lenin. Men hvorfor lige Lenin? I denne artikel undersøger vi, hvorfor den russiske revolutionære er en enestående skikkelse i revolutionær historie, og hvordan hans tilgang til partiet kan ruste os i kampen for kommunisme i dag.
Under den seneste årlige påskefrokost er der uden tvivl en tante eller to, der har fået Lenins navn galt i halsen, når vi har fortalt, at vi til oktober stifter Revolutionært Kommunistisk Parti med hans idéer som rettesnor. Indvendinger om at Lenin var kupmager og diktator er nok lydt fra de familiemedlemmer, der er kommunisme mest fjendtligt stemt, mens andre har spurgt, om ikke det er bedre at kassere Lenin til fordel for “nyere” idéer eller i det mindste bare Karl Marx.
Af oprigtig interesse eller ej, rejser vores ældre familiemedlemmers forbløffelse et vigtigt spørgsmål; hvorfor er det, at vi tager Lenins navn på os? Og hvilke af hans idéer og metoder er det nødvendigt, at vi baserer os på i dag?
For at besvare de spørgsmål, er det først nødvendigt at slå fast, hvilket samfund vi lever under i dag, og hvad der kræves for at ændre det.
Der kan ikke længere herske nogen tvivl om, at kapitalismen anno 2024 er et dødeligt sygt system. Ude af stand til at føre menneskeheden fremad er fænomener som krig, økonomisk krise, fattigdom, undertrykkelse og klimakollaps blevet forstærket i uhyggelig grad. Israel og Vestens massakre mod Gaza viser, som det seneste skud på stammen, det moderne klassesamfunds groteske karakter. Kapitalismen tilbyder ikke en løsning for hverken nulevende eller kommende generationer, men befinder sig i en eksistentiel krise og en barbarisk blindgyde.
Når vi påstår at der er brug for en revolution – en komplet omvæltning af det bestående samfund – er det ikke bare noget, vi hiver ud af den blå luft. Virkeligheden forsyner os med utallige eksempler på, at de “løsninger” vi får tilbudt fra politikere og samfundets top i bedste fald er uduelige, og i værste fald gør situationen værre. Hvis mennesker skal leve en værdig tilværelse, hvor udbytning og undertrykkelse hører fortiden til, er en revolution nødvendig.
I disse år drager flere og flere arbejdere og unge netop den konklusion. Som den borgerlige canadiske tænketank The Fraser Institute kunne rapportere for allerede et år siden, er 29% af unge briter i alderen 18-34 enige i, at kommunisme er det ideelle økonomiske system. Tallene viser samme tendens i USA, Canada og Australien, hvor undersøgelsen også er foretaget.
Men selvom frustrationen med status quo breder sig, er det endnu ikke kommet til udtryk i en revolutionær bevægelse med klare mål og midler – i et marxistisk masseparti. Der eksisterer en kløft mellem en revolutionært indstillet men atomiseret avantgarde på den ene side, og kommunismen som organiseret kraft på den anden. Den modsætning overkom Lenin på enestående vis gennem opbygningen af bolsjevikpartiet.
Under den russiske revolution i 1917 vandt Lenin og Trotskij det store flertal af arbejdere, soldater og bønder over til bolsjevikkernes program, der som det eneste tilbød en løsning på massernes krav om fred, jord og brød. De skabte verdens første reelle arbejderstat, hvor magten var i arbejderklassens hænder.
Da Lenin tre år senere skrev sit klassiske værk Venstrekommunisme: en børnesygdom, for at hjælpe nye og yngre kommunistpartier i at sprede revolutionen til andre lande, analyserede han hvad det var med netop bolsjevikpartiet og deres historie, der havde givet dem overhånden mod zaren, kapitalisterne og de reformistiske politikere i oktober 1917 – svaret var først og fremmest marxistisk teori.
Revolutionær teori
Lenin understregede gennem hele sit liv vigtigheden af teori. Selv fra den marxistiske bevægelses tidligste begyndelse i Rusland, førte han en nådesløs kamp mod andre tendenser, der forkastede en forenet filosofisk forståelse af verden og den revolutionære bevægelses opgaver til fordel for “praktisk” arbejde alene.
Sammen med en gruppe samlet omkring Georgi Plekhanov, der først havde bragt marxismens idéer til Rusland, begyndte Lenin i 1890’erne at sætte hele den revolutionære bevægelse i Rusland på et radikalt nyt fundament. Det var en periode, hvor der ikke kun herskede en tilstand af krise og forfald i samfundet, men hvor der også var dyb forvirring og opbrud blandt de grupper af revolutionære, der indtil da havde forsøgt at vælte det forhadte zar-regime, alle uden held.
Karl Marx’ og Friedrich Engels’ tekster gav Lenin et væld af åbenbaringer. Vigtigst af alt var den filosofi, som de gik til verden med: dialektisk materialisme. Marx og Engels’ materialistiske og dialektiske forståelse af historien, forklarer at det er udviklingen af produktivkræfterne – industri, videnskab og teknik – gennem klassekamp og revolution, der lægger grunden til samfundets udvikling generelt. Det står i stærk kontrast til idealistiske forklaringer af historien, der baserer sig på f.eks religion eller idéen om menneskets uforanderlige natur. Under kapitalismen er det arbejderklassens kamp mod kapitalistklassen, der er den afgørende, hvor en voksende international arbejderklasse lægger grunden for et samfund uden klasser – et kommunistisk samfund.
I Rusland blev idéen om en socialistisk revolution anført af arbejderklassen med et marxistisk parti i spidsen anset, hvis ikke som ren og skær volapyk, så i hvert fald som fremtidsmusik. Men gennem sin analyse af kapitalismens udvikling konkluderede Lenin, at arbejderklassen i et tilbagestående land som Rusland ikke var dømt til at spille en birolle i en kommende revolution, men måtte sætte sig i spidsen for at gøre en ende, ikke kun på zardømmet, men på kapitalismen. Det perspektiv blev bekræftet til fulde i 1917.
Fra begyndelsen blev partiet omkring Lenin altså bygget på en grundig og videnskabelig forståelse af arbejderklassen, dens plads i historien, hvilken samfundsorden der var nødvendig for at befri den og hvilke idéer der skulle bruges til den kamp.
At lægge de første byggesten til et revolutionært parti i Rusland var ikke smertefrit eller uden komplikationer. Men en klar verdensforståelse gjorde, at avantgarden af arbejdere og unge meldte sig under marxismens faner og begyndte at tage de revolutionære idéer ud til bredere lag af arbejderklassen, hvor de blev testet og videreudviklet som en organisk del af klassekampen.
Sammenligner man Lenins fokus på teori med den metode, der lægger til grund for et parti som Enhedslisten den dag i dag, er der mildest talt en verden til forskel. Ved aldrig at gøre det klart, hvilket teoretisk grundlag de bygger på, er Enhedslisten ikke i stand til at nå frem til en korrekt position på helt grundlæggende spørgsmål, som f.eks karakteren af den borgerlige stat, reformisme og imperialistisk krig. Uden et teoretisk og politisk holdepunkt at stå imod med, har de tilpasset sig de borgerlige partier, der åbent forsvarer kapitalismen og systemets udbytning af det store flertal. For en ung arbejder, der leder efter radikale idéer, som kan gøre en ende på kapitalismens mareridt, fremstår Enhedslisten som intet mere end et parti, der forsvarer status quo og forsøger at pynte på en kriseramt dansk kapitalisme.
Lenin byggede bolsjevikpartiet ud fra det bevidste mål om en socialistisk verdensorden. Det var ikke af sentimentale årsager, men fordi en ende på klassesamfundet netop var og er den eneste løsning på det væld af problemer som kapitalismen skaber. I dag kan klimakrisen, krig og fattigdom på ingen måde løses med de reformistiske partiers tilgang; som atomiserede kampe, der hver må løses inden for kapitalismens rammer. Tværtimod er de en indbygget del af kapitalismen og kan kun løses ved at hive systemet op med rode. At basere sig på en teoretisk og praktisk forståelse af socialismens nødvendighed som det styrende princip for al ens politik, er altså ikke af sekundær betydning.
Det er i sidste ende et spørgsmål om ens eksistensberettigelse som revolutionært parti.
Hvad må der gøres?
Mens Lenins første årti i den marxistiske bevægelse havde ført til en langt større generel enighed om de historiske opgaver den russiske arbejderbevægelse stod over for, kunne spørgsmålet ikke alene reduceres til et fælles teoretisk og ideologisk program. Spørgsmålet rejste sig nødvendigvis om, hvordan den organisation, der skulle tage de idéer ud i arbejderklassen, skulle se ud.
Indtil begyndelsen af 1900-tallet havde de russiske marxister opereret som småcirkler, der ofte havde en høj grad af uafhængighed fra hinanden.
Det var både en naturlig konsekvens af bevægelsen infantile stadie, men også af de enorme praktiske udfordringer, der var ved at bygge et sammentømret revolutionært parti på tværs af verdens største land, under et zardømme, hvor selv de mest simple former for organiseret opposition til regimet var ulovlig.
Selvom marxismens indflydelse var opadgående, blev det klart for Lenin, at de organisatoriske metoder som partiet opererede under var blevet en hæmsko for kampens videre udvikling i Rusland.
For at udstikke en klar kurs der kunne bryde med småcirkelperioden skrev Lenin blandt andet Hvad må der gøres? der som titlen indikerer netop behandler spørgsmålet om organisationens rolle, opgaver og form. Som hans kammerat og partner Nadezjda Krupskaja senere skrev i sine erindringer om Lenin, var bogen “en ivrig appel om organisering. Den skitserede en bred organisationsplan, hvor alle ville have en plads, blive et tandhjul i den revolutionære maskine, et tandhjul, der, uanset hvor småt, var afgørende for maskinens funktion.”
I vores tid er det langt fra unormalt, at Lenin bliver fremstillet som en nådesløs tyran, der styrede bolsjevikpartiet med hård hånd og organisatorisk disciplinering. Borgerlige historikere og journalister trækker en snorlige linje mellem Lenin og Stalin og ignorerer de fuldkommen diametrale modsætninger, der var mellem Bolsjevikpartiet under Lenin på den ene side og Sovjetunionen under Stalin på den anden.
De mest snu af dem henviser ofte til netop perioden omkring 1903 hvor bolsjevikkerne splittede med de såkaldte mensjevikker, der senere udviklede sig til en reformistisk tendens i den russiske arbejderbevægelse. Skal man tro disse herrer og damer (der har gjort en profitabel karriere ud af at begrave Lenin i alverdens løgne), viser en bog som Hvad må der gøres?, at bolsjevikkernes disciplinerede partiform var diktatorisk og udemokratisk, at den står i modsætning til f.eks Karl Marx’ idéer, og at det dermed er her vi ser Lenin som en overlagt bebuder af stalinisme.
Men studerer man bogen og Lenins andre værker fra perioden, bliver det hurtigt klart, at de frem for at være udtryk for feje kneb og demagogi, var del af en demokratisk debat om hvordan det revolutionære parti skulle bygges, som vi kan drage ekstremt vigtige lektioner fra i dag.
For Lenin var det afgørende, at idéer, lige meget hvor korrekte de var, ikke blot var til pynt. Et revolutionært partis idéer skulle danne DNA’et for et centraliseret parti, der rent faktisk kunne handle i klassekampen og i sidste ende lede en revolution til sejr. Et parti, der skulle vælte hele den borgerlige stat og kapitalismen selv, kunne ikke improviseres i kampens hede eller basere sig på en løs fælles forståelse af teori, hvor en amatøragtig eller arbitrær tilgang til de praktiske elementer af det revolutionære arbejde var normen. Det skulle handle som én fælles enhed.
Lenin argumenterede derfor for, at det var nødvendigt med et professionelt parti baseret på demokratisk centralisme. Det betød, at partiets politik og metoder, efter en kollektiv og demokratisk diskussion, skulle basere sig på den position, der havde vundet flertal – frihed til diskussion, og fælles handling, når en position var lagt fast. Det var essensen af demokratisk centralisme, som Bolsjevikpartiet blev bygget på.
Denne form for organisation nødvendiggjorde naturligvis en disciplin, men ikke en, der var baseret på ukritisk lydighed, som det fremstilles af Lenins fjender. Tværtimod var partidisciplinen baseret på en kollektiv forståelse af den absolutte nødvendighed af et parti, der rent faktisk kunne handle samlet med et entydigt program i klassekampen. Al erfaring fra arbejderklassens historie viser, at et parti, der evner netop det, hvor partiet som et kollektivt redskab vægter højest, er altafgørende i en revolutionær situation.
Korrekte idéer
Ser man på Lenins idéer om partiet optræder de ikke som støvede eller forældede, men som en modgift til den reformistiske politik, der kendetegner store dele af venstrefløjen i dag. Netop derfor er han stadig udsat for en lind strøm af hån og spot, ikke kun fra højrefløjen, men selv fra folk der kalder sig socialister eller venstreorienterede.
Det er unægteligt, at den stalinistiske degenerering af den russiske revolution og den internationale kommunistbevægelsen bærer en stor del af skylden for, at Lenin stadig bliver lagt for had. Stalins undertrykkelse af fri partidebat, internationalisme og arbejderdemokrati, alt sammen gennemført under dække af “marxisme-leninisme”, gør det svært for mange, der ikke kender den historiske udvikling at skelne mellem den russiske revolution og bolsjevikkernes sande arv, og dem der foregiver at repræsentere den.
En ung iransk kommunist holder to bøger om den russiske revolution i hænderne, den ene med titlen »Den russiske revolutions historie« og den anden med titlen »Den unge Lenin«. Teheran, 1979Men bagvaskelsen af Lenin er ikke kun baseret på misforståelser og historisk uvidenhed. Netop fordi Lenin byggede det eneste parti i verdenshistorien, der rent faktisk gennemførte en socialistisk revolution, hvor dørene til virkeligt demokrati gennem arbejdermagt blev sprængt åbne, er han den herskende klasses største fjende i deres forsvar for kapitalismen i dag.
Som kommunister i dag tager vi ikke Lenins navn på os for sjov eller for at romantisere de dele af Sovjetunionen, der ikke fungerede. Vi baserer os på hans idéer, fordi de er en guldgrube af marxistisk teori, og hans erfaringer, fordi de udgør det bedste praktiske eksempel på, at en anden verden er mulig.
Yngre generationer i dag har ikke den samme skepsis over for Lenin som vores forældre eller bedsteforældre måske har. I disse dage og måneder, mens folkemordet i Gaza fortsætter ufortrødent og den herskende klasses krigstrommeri bliver mere og mere øredøvende, leder titusindvis af unge efter et parti, der tilbyder en vej ud af kapitalismens krise. Lenins og kommunismens idéer oplever en renæssance, ikke fordi vi revolutionære råber højere eller hjernevasker unge, men fordi det er de eneste idéer der rent faktisk tilbyder svar og en løsning på kapitalismens barbari.
Lenin yndede at citere Hegel for at have skrevet, at “sandheden altid er konkret”. Med det mente Lenin, at en filosofi, idé, strategi eller et politisk program kun kan vise sig rigtig eller forkert gennem dens interaktion med den virkelige, materielle verden. Menneskelige idéer og begreber er i sidste ende ikke andet end refleksioner af den verden vi lever under, og har ikke en separat eksistens fra vores væren. Hvad der er sandt og korrekt i vores refleksioner afprøves og justeres om nødvendigt på baggrund af menneskelig aktivitet.
Bolsjevikpartiet var indtil den russiske revolution i 1917 en minoritet i skaren af partier og grupper, der var modstandere af den despotiske zar og hans regime. Ligesom vi i dag bliver lagt til last for at basere os på “uddaterede” idéer, blev Lenin også revset af alverdens reformistiske individer og grupper for at være dogmatisk eller ude at trit med virkeligheden.
Men Lenin gjorde faktisk, hvad hans modstandere i utallige pennefejder beskyldte ham for ikke at gøre; han så virkeligheden i øjnene. I 1917, ved en historiske skillevej, stod årtiers kamp om de korrekte idéer og metoder sin prøve og blev givet kød og blod af de millioner af arbejdere, soldater og bønder, der i kampen for at rykke et forældet samfund op med rode, ledte efter et korrekt program til det formål. Bolsjevismen løb med sejren.
Et ægte kommunistisk parti
I dag står vi over for en historisk opgave i at genrejse kommunismens banner på et sundt fundament. Giver vi køb på eller filer hjørnerne af de idéer, der bedst kan bygge et parti, så de virker mere spiselige for dem, der er fjendtligt eller skeptisk indstillet, gør vi kun os selv en bjørnetjeneste. Lenins råd til yngre kammerater i partiet var altid, at de skulle forklare idéerne tålmodigt. Nogle ville de overbevise og rekruttere til kampen, andre ville blive mere sympatisk indstillet, mens nogle ville holde skråsikkert fast i at revolution og bolsjevisme var djævleri ind til benet.
At forklare marxismens idéer, deres relevans og hvordan de relaterer sig til de tusind og et spørgsmål som kapitalismens krise skaber, er en kunst, der kun kan mestres gennem en evig politisk og teoretisk udvikling. Ved at tage vores opgave og de spørgsmål vi møder alvorligt, kan vi forklare vores position og program, uden at pakke dem ind i den pragmatik og ironiske distance, der er allestedsværende i politik under kapitalismen og på den moderne venstrefløj især.
Vi kommunister har stillet os selv den opgave at gøre en ende på klassesamfundet – en opgave der kræver både ærlighed og professionalisme, men frem for alt en forståelse af den politiske situation vi lever under i dag, og at vi studerer arbejderklassens historiske erfaringer. Lenins idéer, bolsjevikpartiets opbyggelse, Sovjetunionens fødsel og efterfølgende degenerering hører ikke til på et museum, men er de mest moderne idéer der findes, hvis man vil bygge et kommunistisk parti nu og her.
Lenin repræsenterer fremtiden snarere end fortiden. Med hans idéer kaster vi os helhjertet ind i kampen for en revolution og et samfund uden undertrykkelse og udbytning.
