Israels krig mod Gazas befolkning har antændt en kraftfuld solidaritetsbevægelse. Under påskud af, at kampen for Palæstinas befrielse er apolitisk, har vi imidlertid inden for bevægelsen set forsøg på at bestemme, hvilke politiske ytringer, der må fremsættes. Vi accepterer hverken at blive censureret, eller præmissen om at kampen for Palæstinas frihed er apolitisk. Hvad der er behov for, er en intifada indtil sejr!
Den israelske stats brutale krig mod Gazas befolkning har ramt ned i en følelse af vrede og utilfredshed, som eksisterer blandt arbejdere og unge på tværs af verden. Begivenhederne i Gaza og Vestens hykleriske forsvar for Israels forbrydelser har antændt en radikal bevægelse, i solidaritet med det palæstinensiske folk.
Mennesker i hundredtusindvis har verden over været på gaden for at vise deres støtte til palæstinenserne – i København har demonstrationer i flere omgang samlet over 25.000 mennesker!
De mange demonstranter ønsker imidlertid ikke bare at vise deres modstand mod krigen og deres solidaritet med de undertrykte palæstinensiske masser. De ønsker at stoppe de forfærdelige begivenheder, der udspiller sig i Palæstina.
Krigen, og spørgsmålet om, hvordan Palæstina kan blive fri, er blevet et afgørende spørgsmål for arbejdere, unge og ikke mindst for kommunister i alle lande at besvare.
Censur fra både højre- og venstrefløjen
Der er et kæmpe pres fra den borgerlige “offentlige mening” for at støtte op om Israels “ret til at forsvare sig selv”, og alle, der støtter Palæstina, stemples af etablissementet som Hamas-sympatisører eller antisemitter. Det er et bevidst forsøg på at censurere enhver, der kritiserer Israels undertrykkelse af palæstinenserne, eller som påpeger vestlig imperialismes medskyldige rolle i massakren på Gazas befolkning.
Det kommer ikke som nogen overraskelse at borgerskabet, og de, der forsvarer klassesamfundet, forsøger at lukke munden på enhver, som støtter palæstinensernes befrielseskamp. Men på skandaløs vis ser vi, at der også inden for solidaritetsbevægelsen er forsøg på at bestemme, hvilke politiske ytringer, der må fremsættes.
Hvis solidaritetsbevægelsen skal være så stærk som mulig, så må alle kræfter på gaden, men det betyder ikke at det er ligegyldigt, hvilke ideer der står i spidsen for bevægelsen og derfor deltager vi i bevægelsen med vores eget politiske program og argumenterer for vores ideer.
Gruppen ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ har over de seneste uger arrangeret daglige demonstrationer til solidaritet med Palæstina. Kammerater fra Revolutionære Socialister har deltaget i mange af demonstrationerne, og vores perspektiv på konflikten om behovet for en socialistisk revolution er blevet taget godt imod af de mange demonstranter vi har diskuteret med.
Det var ud fra behovet for åbent at diskutere, hvordan vi bedst muligt kan støtte palæstinensernes befrielseskamp, at vi kontaktede ‘Stop Annekteringen af Palæstina’, og spurgte om, hvorvidt vi kunne få lov til at holde en tale til en af deres daglige demonstrationer. Svaret fra arrangørerne var desværre skuffende.
Med argumentet om, at solidaritetsbevægelsen skal holdes “apolitisk”, fik vi at vide, at vi kun måtte få en taler, på betingelse af, at taleren ikke repræsenterede Revolutionære Socialister, men blot repræsenterede sig selv som enkeltstående aktivist. Vi er imidlertid ikke aktivister, der kæmper for en enkelt sag, vi er kommunister, som er organiserede i kampen for en anden verden.
Da vi efterfølgende informerede arrangørerne om, at vores eventuelle tale ville præsentere en socialistisk løsning på konflikten og en opfordring til at vælte vores egne magthavere her i landet, fik vi ydermere at vide, at indholdet var for politisk, og derfor ikke noget de kunne give taletid til.
Med undskyldningen om, at solidaritetsbevægelsen skal holdes “apolitisk”, ser vi altså, at ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ forsøger at censurere, hvad andre dele af solidaritetsbevægelsen må og ikke må sige. Vi kan ikke acceptere argumentet om at bevægelsen skal være apolitisk, da det både vil svække solidaritetsbevægelsen og palæstinensernes befrielseskamp.
Er kampen apolitisk?
‘Stop Annekteringen af Palæstina’ vil ikke give taletid til politiske organisationer, fordi de angiveligt organiserer en “apolitisk” bevægelse. Men er deres demonstrationer til solidaritet med Palæstina virkelig apolitiske?
Spørgsmålet om palæstinensernes kamp for frihed er i øjeblikket et af de mest polariserende spørgsmål. Blot at sige åbent at man støtter Palæstina er i sagens natur en politisk tilkendegivelse af, at man står på samme side som et undertrykt folk, i dets kamp mod en stærk imperialistisk magt. Hvis ikke det er politisk, hvad er så? Palæstinas frihedskamp er en politisk kamp, der kræver klare politiske svar.
Uanset hvad ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ mener, så er alle analyser, slogans og paroler politiske. Selv de bredeste paroler og mest generelle kampråb har et politisk indhold, da de udtrykker bagvedliggende holdninger om, hvordan verden bør organiseres og til fordel for hvilke grupper i samfundet.
Selvom ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ påstår at være apolitiske, så rejser de kravet om “en øjeblikkelig våbenhvile og ubegrænset adgang til humanitær hjælp”. Det er imidlertid ikke et apolitisk, men derimod et pacifistisk krav. Et krav som vi er uenige i, og som netop bør diskuteres politisk i bevægelsen.
Uagtet deres gode intentioner, kan vi stille spørgsmålet om, hvordan ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ vil opnå en øjeblikkelig våbenhvile? Er det internationale institutioner som FN, der skal sikre en øjeblikkelig våbenhvile, eller Vestens politikere som Mette Frederiksen?
Som ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ selv skriver på deres Facebook side, så støtter de det palæstinensiske folks kamp, ved at de “drager virksomheder såvel som politikere til ansvar. Den danske regering skal og bør stille den israelske stat til ansvar for dets brud på international lov og menneskerettighedskonventioner, herunder utallige krigsforbrydelser.” Det, mener vi, er at stikke folk blår i øjnene.
I 75 år har Vestens politikere vendt det blinde øje til Israels undertrykkelse af palæstinenserne, og virksomhederne har aldrig bekymret sig om andet end deres profitter. Vi kan derfor ikke sætte vores lid til, at vestlige virksomheder og politikere kan presses til at stoppe Israels undertrykkelse af Palæstinenserne. Vestlig imperialisme er en del af problemet, ikke af løsningen.
I bedste fald er disse liberale, pacifistiske krav nyttesløse, og i værste fald skaber de illusioner til, at virksomheder, vestlig imperialisme eller internationale institutioner kan løse konflikten – hvilket 75 års kolonisering og fordrivelse med største klarhed har modbevist. Sådanne krav får altså ikke palæstinenserne en tomme tættere på frihed.
Pacifisme
Pacifistiske krav om øjeblikkelig våbenhvile ignorerer også, at krigen netop udbrød, fordi den forudgående fred var uholdbar. I 16 år har Gazas befolkning levet under en kvælende israelsk blokade, som har gjort livet for Gazas befolkning ulideligt. En våbenhvile er derfor ikke en løsning i sig selv. I stedet må bevægelsens krav og perspektiv sigte på at finde en varig løsning på konflikten.
Der kan aldrig blive etableret en varig fred og reel frihed for palæstinenserne under de eksisterende forhold, som bevidst er skabt af den israelske stat. Man kan ikke benægte et helt folk de mest basale demokratiske rettigheder, dagligt brutalisere dem, sende byger af missiler ind over deres byer, fortrænge dem fra deres hjemland, og dømme dem til et liv i fattigdom uden at det før eller siden skaber en modreaktion.
Kommunister opstiller ikke abstrakte krav om våbenhvile og respekt for international lov, men forklarer, at det palæstinensiske folks desperate situation udspringer af selve kapitalismen. Det er dette kriseramte system, der producerer imperialistiske krige, som den vi ser mod Gazas befolkning, og så længe kapitalismen består, vil blodbadet fortsætte.
Spørgsmålet om, hvorvidt vi bedst udviser vores solidaritet med det palæstinensiske folk, ved at kæmpe for at genoprette de samme uholdbare forhold, som ledte til den nuværende destruktion af Gaza, eller ved at vælte kapitalismen, er ikke et valg mellem en “apolitisk” og en “politisk” position. Det er et valg mellem to politiske standpunkter, et liberalt, småborgerligt og et revolutionært, marxistisk. Et standpunkt, der holder palæstinensernes befrielseskamp indenfor kapitalismens rammer, og et andet, der ønsker at sprænge de selv samme rammer.
‘Stop Annekteringen af Palæstina’ har tydeligvis deres egne politiske ideer, men i stedet for at tillade en åben og ærlig politisk debat om, hvad der er vejen frem, og hvordan vi bedst sikrer palæstinenserne frihed, så forhindres andre organisationer i at komme til orde.
Det er imidlertid ikke kun fra deres talerstol, at de ikke tillader andre ideer end deres egne. De tillader ikke nogen form for politisk materiale fra andre politiske organisationer til deres demonstrationer fx i form af bannere, flag eller flyers.
Under det falske påskud om at solidaritetsbevægelsen for Palæstina skal holdes “apolitisk”, gemmer sig i realiteten et uærligt og udemokratisk forsøg på at udelukke andre politiske ideer, end deres egne fra bevægelsen.
Manglen på frie politiske diskussioner og ærlig meningsudveksling svækker desværre solidaritetsbevægelsen. For at bevægelsen bliver så stærk som muligt, er det nødvendigt at kunne diskutere de historiske erfaringer fra forskellige kampmetoder og virkningen af forskellige politiske programmer og paroler. Politiske programmers styrke må vurderes ud fra deres effekt i praksis, og uden en fri diskussion, er det umuligt kollektivt at vurdere, hvilke ideer, som sikre den stærkest mulige bevægelse.
Vi står skulder ved skulder med bevægelsen, men vi accepterer ikke præmissen om at det er en apolitisk bevægelse. Kravene som fremføres af ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ er ikke apolitiske, og der er behov for at blive rejst en debat om, hvorvidt deres krav er de bedst egnede til at sikre palæstinenserne frihed. Vi stopper ikke med at deltage i solidaritetsbevægelsen, og vi vil fortsætte med at præsentere vores egne politiske paroler, program og ideer.
Revolution
Vi er ikke i tvivl om, at folkene bag ‘Stop Annekteringen af Palæstina’ ønsker fred i Palæstina, ligesom de mange demonstranter, som har deltaget i deres demonstrationer. Men så længe deres politiske program får lov til at stå uantastet i spidsen for bevægelsen, vil den desværre ikke opnå sit mål.
Historien fra det palæstinensiske folks befrielseskamp viser, at vejen til en varig fred i Palæstina ikke går gennem appeller til borgerskabet. Det eneste, der kan garantere en løsning på palæstinensernes lidelse, er en socialistisk revolution på tværs af Mellemøsten, og i resten af verden. En revolution der gør en ende på kapitalismen; et system bygget på vold og undertrykkelse.
Det bedste, som arbejdere og unge i Danmark kan gøre for at støtte palæstinensernes kamp for frihed, er derfor at organisere os i kampen for at vælte vores eget imperialistiske borgerskab.
For at befri Palæstina, må vi organisere os i kampen for en revolution! Intifada indtil sejr!
