I snart to uger har en revolutionær massebevægelse rystet indonesisk kapitalisme i sin grundvold. I de danske medier er denne historiske begivenhed knapt blevet nævnt med et ord. Gennem mediernes manglende dækning og fordrejede udlægning af begivenhederne, afslører de endnu engang sig selv som værende dansk kapitalismes talerør.
Siden mandag den 25. august har Indonesien været opslugt af en revolutionær massebevægelse. Hundredtusinder af arbejdere og unge har været på gaden i kamp mod regimet, og landet over er regeringsbygninger blevet stormet. Den indonesiske revolution er begyndt. Umiddelbart skulle man tro, at en vitterligt historisk begivenhed – som en revolution må siges at være – var nok til at sætte gang i “breaking news”-maskineriet hos de store danske nyhedsmedier. Det stikmodsatte har været tilfældet.
Hos de danske medier har der været noget nær radiostilhed om, hvad der foregår i Indonesien. Ligesom under den Sri Lankanske revolution i 2023, der væltede det forhadte Rajapaksa-styre, eller revolutionen i Bangladesh i 2024, hvor Hasina-regimet blev væltet af en bred massebevægelse af studerende og arbejdere, fortier danske medier revolutioner og fordrejer de sparsomme detaljer, de endelig giver, til ukendelighed.
Der er blevet skrevet spalte op og spalte ned om alt fra jordskælv til sporvognsulykker – sensationelle og tragiske begivenheder, uden tvivl – men en revolutionær masseopstand i verdens fjerdestørste land målt på indbyggertal har stort set ikke fået spalteplads. Konkret er der i skrivende stund udgivet tre artikler om emnet på tværs af alle danske medier – en af hhv. DR, Politiken, og Nordjyske. Og de har alle det til fælles, at de negligerer regimets undertrykkelse og baggrunden for bevægelsen, og fremstiller massernes handlinger som en bølge af vold, kaos og anarki.
Politikens overskrift er et perfekt eksempel. Den lyder: “21-årig chaufførs død har antændt voldsomme protester i Indonesien”, hvilket er en misvisende udlægning af hele situationen. Han er ikke “død” – regimets politistyrker (den såkaldte “ordensmagt”) har slået en ung arbejder ihjel ved at køre ham over med et pansret politikøretøj.
DR’s dækning er om muligt endnu værre. Om drabet på buddet skriver de:
“Under en af demonstrationerne døde en 21-årig mand, der arbejdede som scooter-taxachauffør. Angiveligt efter han blev kørt over af en politibil”
Man kan finde videoer af påkørslen online på under et minut, men det var åbenbart for meget arbejde for DR, som i stedet lader en ikke-eksisterende tvivl komme det korrupte regime til gode. De danske medier er efterhånden eksperter i at fordreje fakta, efter at de i to år har dækket over den israelske stats brutale forbrydelser i Gaza ved at så tvivl om Israels åbenlyse krigsforbrydelser. Ligesom når medierne dækker over folkemordet i Gaza, fordi det tjener dansk kapitalismes interesser, er det nødvendigt at præsentere massebevægelsen, der truer det kapitalistiske regime i Indonesien, fra deres klasses synspunkt.
DR’s reportage om baggrunden for protestbevægelsen er direkte misvisende. Her skriver de:
“Folk gik på gaden i hovedstaden, Jakarta, tidligere på ugen i protest mod det, de anser som ekstravagant høje økonomiske tilskud til landets parlamentsmedlemmer, mens store dele af befolkningen klarer sig gennem hverdagen på lave lønninger.”
I stedet for at fortælle, hvilken størrelse tilskuddene objektivt set har, præsenterer artiklen størrelsen på tilskuddene som demonstranternes subjektive holdning – en subtil manøvre, som tillader læseren at tvivle på, om tilskuddene egentlig er så høje, at det kan retfærdiggøre alt dette postyr. Først langt senere, helt i bunden af artiklen, bliver vi præsenteret for de manglende fakta: at det indonesiske parlament (tilsvarende Folketinget herhjemme) havde stemt et boligtilskud på 50 mio. indonesiske rupiah (Rp) om måneden igennem til sig selv, oven i en i forvejen ekstraordinært høj løn.
Til sammenligning skal en almindelig indonesisk arbejder prise sig lykkelig over at tjene 4 mio. Rp om måneden i alt! Det vil sige, at boligtilskuddet alene er 10 gange højere end en almindelig arbejders løn. Dette er endnu en årsag til, at medierne ikke kan dække den indonesiske revolution sandfærdigt: parallellerne mellem det korrupte indonesiske parlament og Folketinget herhjemme, der giver sig selv lønforhøjelser, bedre pension, osv., mens de konstant presser forholdene ned for alle andre, er alt for tydelige.
Men mest gennemgående er den vægt, som bliver lagt på volden og optøjerne, hvor ansvaret alene lægges alene på skuldrene af de indonesiske masser. I DR artiklen videregives en opfordring fra Udenrigsministeriet til danskere i Indonesien om at holde sig væk fra større menneskemængder. På grund af hele artiklens fordrejede fokus på demonstranternes voldelige handlinger, er det implicit, at det er dem, man skal være bange for; dem, som udgør en fare.
Men hvem er det, som faktisk målrettet har tæsket, arresteret og slået folk ihjel? Det er ikke masserne, men myndighederne – de såkaldte “sikkerhedsstyrker”, der handler på præsidentens og regimets ordrer, og på hvem ansvaret for volden hviler. Det er regeringen i Indonesien, som har eskaleret undertrykkelsen af en politisk protestbevægelse til drab på civile. Massernes handlinger for at forsvare sig selv kan på ingen måde sidestilles, som de danske mediers slet skjulte moralisering ellers forsøger.
Bag mediernes moralske fordømmelse gemmer sig et forsvar for den borgerlige orden og klassesamfundet; en forargelse over at masserne kan finde på at rejse sig mod deres undertrykkere. Chefredaktørerne og mediecheferne ved, at den samme vrede og frustration, som udløste revolutionen i Indonesien, eksisterer blandt arbejdere og unge i Danmark, og at bevægelsen derfor vil blive set på med sympati og inspiration, hvis den blev dækket sandfærdigt. Derfor er det nødvendigt at ignorere den og miskreditere den. Magthaverne og deres medier har en klar interesse i at skjule sandheden om den indonesiske revolution – revolutionære derimod, har interesse i at blotlægge den, så vi kan uddrage de vigtigste erfaringer og bruge dem til at ændre verden.
