Klik her for at tegne abonnementLeder: Klimakrise og tomme regeringsløfter om grøn omstilling. Angreb på tillidsfolk, løn- og arbejdsforhold. Indskrænkning af demokratiske rettigheder i ly af pandemien. Ulækker racisme fra næsten hele Christiansborg. Flygtninge der forvises til en forfærdelig skæbne i Syrien og danske børn der rådner op i fangelejre. Hvad fanden er det der sker? Hvorfor er der ingen der gør noget?
Gennem hele vores opvækst har vi fået at vide, at vi lever i et fornuftigt system. Et system uden korruption. Et system der ville os alle det bedste. Vi havde ikke en stat som alle andre lande. Vi havde en “velfærdsstat”, der omfordelte og hjalp os hvis vi kom i problemer. Javist kunne der ske fejl og enkeltpersoner kunne komme i klemme i det store socialdemokratiske maskineri. Men det var undtagelsen.
På Christiansborg herskede konsensusdemokratiet. Alle partier bakkede op om velfærden. Og når riget “standede i våde” ville partierne ansvarligt vide at lægge uenighederne til side og træde sammen om at “gøre det rigtige” for folket og for landet, som fx hvis verden stod overfor truslen om katastrofale klimaforandringer.
Det hele byggede på arbejderbevægelsens – både arbejderpartier og fagforeningers – indrullering i systemet. Fagbevægelsen var således en del af den samfundsmæssige orden, denne særlige velfriserede skandinaviske civilisation. Her herskede samfundssindet over snævre klasseinteresser. I de danske fagforeninger kunne man ofte høre lederne gøre grin med deres sydeuropæiske kollegaer der “strejker i et væk” for at få deres krav igennem.
Sådan er det ikke i Danmark! Her er arbejderbevægelsen langt mere civiliseret. I fællesskab har fagforeninger, arbejdsgivere og staten udviklet et sindrigt system, der i praksis kan udelukke al brug af strejkevåbnet. I stedet klares alt gennem fredelig forhandling, hvor der gives lidt og tages lidt, og eventuelle tvister klares af det tunge, men dog statsautoriserede, fagretslige system.
Men hvad sker der med dette “civiliserede” klassesamarbejde, når den sociale kontrakt mellem arbejderbevægelsen og den herskende klasse bliver ensidigt opsagt? Når velfærdsmaskineriet bliver brugt til at knuse de arbejdsløse for at gøre dem desperate nok til at sige ja til alt? Når staten skive efter skive fjerner demokratiske rettigheder, som det er sket med stigende hastighed de sidste to årtier? Når konsensusdemokratiet vender sig med mod en enkelt del af arbejderklassen (dem med mørk hud) med det ene formål at gøre deres liv så utåleligt, at de vælger at flygte igen? Hvad sker der, når alle partier samlet lover grøn omstilling, men det viser sig, at nok var klimaloven konsensuspolitik, men konsensus om at manipulere befolkningen for at fortsætte status quo? Hvad sker der, når den såkaldte danske model ensidigt bruges til at forsvare virksomhedsejernes interesser gennem fyringer af tillidsfolk og annullering af lokalaftaler?
Svaret er INTET! Der sker intet. Hvem er det vi forventer skulle gøre noget? Levebrødspolitikerne eller den højt betalte faglige elite med sit på det tørre? Virkeligheden er, at ingen kommer os til hjælp! Slet ikke under corona hvor den officielle arbejderbevægelse øjensynligt har lagt sig selv i koma. Der sker først noget når vi selv; arbejdere og unge tager affære. Når vi organiserer os på gulvet – når vi går sammen og tager kampen kollektivt. Arbejderbevægelsen – både den politiske og den faglige del – burde forlængst have oprustet til klassekamp. Og ja, vores klasseinteresser indbefatter også en gennemgribende grøn omstilling betalt af de der har ansvaret for miljøproblemerne: Kapitalejerne. Og de indbefatter i allerhøjeste grad også bekæmpelse af Christiansborgs racisme og levebrødspolitikernes forsøg på at splitte arbejderklassen over nationale og religiøse linjer. Denne splittelse svækker os og gør os til et let bytte.
Arbejderbevægelsen er trods sin størrelse en skygge af fordums storhed. Dens mest basale organisationer; vores fagforeninger, er mægtige. Men de er gledet ud af vores greb og blevet kapret af karrieremagere og et gigantisk (og dyrt) bureaukrati. Målet om at forandre samfundet radikalt er glemt. Det er på tide at gå back to basics: Fagforeningen er intet andet end arbejderne organiseret kollektiv til forsvar for deres klasseinteresser. Arbejderpartier er partier der repræsenterer HELE arbejderklassens interesser, direkte på tværs af alle forsøg på at splitte os, og som kæmper for at omvælte kapitalismen. Det grundlag blev arbejderbevægelsen bygget på.
Og nej, kære socialdemokrater: Den blev ikke bygget af staten, levebrødspolitikere eller bureaukrater, men af arbejderne selv. IMOD staten. IMOD arbejdsgiverne. IMOD det bestående politiske system. Vi skal tilbage til vores rødder og tage kampen op kollektivt over klasselinjer. Der er ingen andre der kommer og gør det for os.
