Kvindekamp og feminisme er in. Men hvad er feminisme? Mens kvinder har mobiliseret sig i massebevægelser i en lang række lande for basale krav som retten til abort og ligeløn, erklærer politikere helt ind i de borgerliges rækker sig som feminister. Endda Margaret Thatcher og Hillary Clinton er i mainstreammedierne blevet udråbt til feminister. Kapitalistiske giganter som H&M sælger T-shirts med tryk a la “Girl boss” og “I’m a feminist”. Tøjet er syet af fattige, underbetalte arbejderkvinder under horrible arbejdsforhold i lavtlønslande.

Løsrevet fra klassekampen bliver kvindekampen modsætningsfyldt. Og det er netop feminismens problem. Med udgangspunkt i tekster fra toneangivende eksponenter for hver retning undersøger den danske marxist og historiker Marie Frederiksen i bogen “Marxisme og feminisme – Hvorfor klassekamp er kvindekamp” de tre hovedtendenser i den mere radikale feminisme; queer-teori, intersektionalitet samt antikapitalistisk feminisme; og underkaster dem en marxistisk kritik for at besvare det brændende spørgsmål: Hvordan bekæmper vi bedst undertrykkelse og ulighed?

Bogen er et frisk pust i en til tider betændt debat og udmærker sig ved teoretisk klarhed samt et sprogbrug og argumentation, der er til at forstå. Et must read for alle, der vil bekæmpe undertrykkelse og ulighed.

Følgende er et uddrag fra bogens kapitel om queer-teori. I bogen redegøres der mere dybdegående for hvad queer-teori er. Her skal det blot kort præsenteres som kontekst for uddraget. Queer var oprindeligt et skældsord for homoseksuelle og betyder “mærkelig” eller “afvigende”, men dele af det homoseksuelle miljø tog ordet til sig som en form for protest. Queer-teorien udsprang af dette miljø og i akademiske kredse i 1990’erne og udvider feminismen til ikke bare at handle om køn, men også om seksualitet.

Det nok vigtigste teoretiske ophav til queer-teorien skal findes hos den amerikanske filosof og professor i retorik Judith Butler. Hun udgav i 1990 bogen Gender Trouble, der på dansk er oversat til Kønsballade, og som har været toneangivende for queer-teorien lige siden.

Kort fortalt gør Butler og queer-teorien op med feminismens daværende brug af “kvinden” som kategori samt skellet mellem biologisk og socialt køn (på engelsk sex og gender). Ifølge Butler eksisterer det biologiske køn ikke uden for eller før diskursen, men bestemmes af den. Det er altså socialt konstrueret. Butler kritiserer desuden de klassiske feminister for at være med til at opretholde, hvad hun kalder en “tvungen heteronormativitet”. I bogen går vi dybere ind i diskussionen om biologisk og socialt køn.

Før man kaster sig over uddraget, kan det være godt at vide, at Butler er notorisk svær at forstå. Det er et bevidst valg fra hendes side: “Det ville være forkert at tro, at den vedtagne grammatik er det bedste middel til at udtrykke radikale synspunkter, givet de begrænsninger som grammatikken påtvinger tænkningen, ja, påtvinger det, som overhovedet kan tænkes.” (Kønsballade).

Uddrag fra kapitlet “Queer-teori”: Magt og forandring

Judith Butlers forståelse af magt og identitet bygger på den franske filosof Michel Foucault en af hovedtænkerne indenfor den poststrukturalistiske teoretiske retning og dermed indenfor postmodernismen. Foucault ser magten som en konstant proces, hvor individet disciplineres og magten internaliseres, og dermed er magten noget iboende, noget man ikke kan stille sig udenfor, og som individerne selv er med til at opretholde. “Det ser ud til, at magten ‘altid allerede er der’, at man aldrig er ‘uden for’ den, at der ikke er nogen ‘marginer’ for dem, der bryder med systemet til at boltre sig i.”¹

Den poststrukturalistiske retning, som queer-teorien udspringer af, opstod i akademiske kredse i kølvandet på de revolutionære bevægelser, der ramte verden fra 1968. Bevægelserne led nederlag og et lag af intellektuelle, der havde været i bevægelsernes periferi, drog pessimistiske konklusioner. De mistede enhver tiltro til arbejderklassen og kollektiv handling. De forstod ikke de revolutionære bevægelsers dynamik. De konkluderede, at det var arbejderklassen, der havde svigtet. At arbejderne og de undertrykte verden over i virkeligheden til overmåde havde vist sig parate til at kæmpe mod undertrykkelse og for et andet samfund til den bitre ende, men at problemet var arbejderklassens ledelse, det var uden for disse akademikeres intellektuelle rækkevidde.

De drog den for dem nærliggende konklusion, at det var ideerne, “de store fortællinger” om samfundets strukturer, som f.eks. marxismen, der var problemet. Der var ingen samfundsstrukturer kun ord og diskurser – en meget belejlig konklusion, når man som disse akademikere lever af ord og af at analysere diskurser. Poststrukturalismen er en typisk småborgerlig politisk retning, der ser alt ud fra individets synspunkt. Ifølge poststrukturalismen handlede det ikke om at forstå eller ændre den materielle verden men at analysere diskurserne og dermed udstille og udfordre dem – en opgave der var overladt til akademikeren, der sidder i sit elfenbenstårn og analyserer ordenes verden.

Poststrukturalisterne afspejlede “tidsånden” perfekt. Massebevægelserne havde lidt nederlag og demoraliseringen og pessimismen bredte sig. Den konservative højrefløj vandt frem med Ronald Reagan i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og  Poul Schlüter herhjemme. Sovjetblokkens fald i slut 1980’erne og start 1990’erne gav den småborgerlige og akademiske venstrefløjs pessimisme endnu et nøk. Og filosoffen Francis Fukuyama erklærede, at historien var slut.

Poststrukturalismen opstod som et bevidst opgør med marxismen. Foucault, der i sine unge dage havde været medlem af Frankrigs Kommunistparti, gjorde op med enhver ide om et andet samfund:

Alligevel anses poststrukturalisterne blandt deres følgere for at være radikale, fordi de fremstår som magtkritiske. Men det siger alt om denne retnings såkaldte radikalitet, at CIA så yderst positivt på deres bidrag til uddannelsen af nye generationer og endda finansierede flere poststrukturalistiske publikationer. I en CIA-rapport fra 1985 med titlen “France: Defection of the Left Intellectuals”, der for nylig blev deklassificeret, står der, at selvom kritikerne beskylder denne nye venstrefløj og bl.a. Foucault for at være for svære at forstå, “mener vi [red.: CIA], at deres kritiske nedbrydning af den marxistiske indflydelse i samfundsvidenskaberne sandsynligvis vil vare ved som et markant  bidrag til den moderne videnskab både i Frankrig og andre steder i Vesteuropa.”⁴

Efter bevægelsernes nederlag og Sovjetunionens sammenbrud drog mange den konklusion, at et alternativ til kapitalismen var umuligt. De marxistiske kræfter blev reduceret til næsten ingenting godt hjulpet på vej af stalinisternes sterile vrangbillede, der ikke var tiltrækkende for selvstændigt tænkende unge. Marxismens tilhængere stod svækket og var ikke stærke nok til at kunne tilbyde et alternativ. Poststrukturalismen kom derfor by default til at fremstå som det eneste kritiske alternativ til det bestående på universiteterne og i de venstreorienterede kredse. Men der er reelt intet kritisk eller radikalt ved poststrukturalismen: Ifølge poststrukturalismen kan man ikke gøre op med magten i samfundet, kun udfordre den, indenfor magtens egne rammer, med andre ord en frugtesløs individuel kamp.

Butler anses ligesom Foucault for at være radikal og revolutionerende, men der er lige så lidt radikalt eller revolutionerende i hendes teorier som i Foucaults.

Butler mener ligesom Foucault, at individerne internaliserer og opretholder magten. Magten kan i den poststrukturalistiske opfattelse ikke tilskrives nogen eller noget, og man kan ikke kan stille sig udenfor magten; den eksisterer som internaliseret diskurs. I forhold til køn og seksualitet betyder det, at individerne opretholder den sociale konstruktion af det heteroseksuelt strukturerede køn. Straffen for ikke at være med til at opretholde diskursen om “han” og “hun” er at blive udstødt fra det sociale liv – at være udenfor. Med andre ord er vi allesammen med til konstant at opretholde magten. Magten er ikke noget udenfor individet men noget iboende i os, som vi konstant reproducerer i en uendelig proces. Butler beskriver det som en “genanvending” af magten: “Derfor kan magten hverken trækkes tilbage eller afvises, men kun genanvendes. Faktisk mener jeg, at det normative fokus for bøsse- og lesbisk praksis bør rettes mod subversiv og parodisk genanvending af magt snarere end på den umulige fantasi om en altomfattende transcendering af magten.”⁵ Og Jagose formulerer direkte i sin introduktion til queer-teori, at queer-teori ikke anser grundlæggende sociale forandringer eller frigørelse for mulige: “Nylig indsigt og praksis omkring ‘queer’ sætter spørgsmålstegn ved troen på muligheden for langvarig social forandring eller frigørelse generelt.”⁶

Butler og queer-teoriens ide om modstand mod undertrykkelse og magten er altså ekstremt begrænset. Man kan ikke bekæmpe magten eller gøre op med den, man kan kun “udvide forståelsen af, hvad der er et kulturelt genkendeligt og socialt legitimt køn.”⁷ Med andre ord: queer-teori er kapitulationens og acceptens teori.

Forståelsen af hvad der er “kulturelt genkendeligt og socialt legitimt køn” kan udvides,  fordi normerne for at blive opretholdt skal gentages eller med Butlers ord “citeres” igen og igen:

Kroppe indeholder nemlig ifølge Butler “flere identifikationer og mere begær end dem, som kan trænges sammen i de foreskrevne positioner.”⁹ Butler kommer med eksemplet homoseksualitet, hvor identifikationsprocessen mellem kønsidentitet og begærsretning har slået fejl…

Det, som Butler konkret foreslår som en modstandshandling, er at parodiere kønsidentiteter. “Forestillingen om en oprindelig eller primær kønsidentitet er ofte parodieret inden for kulturelle praksisser som drag, transvestisme og den seksuelle stilisering af butch/femme-identiteter.”¹¹

Det er det eneste konkrete forslag til, hvordan man kan bekæmpe magten og undertrykkelsen i hele Kønsballade!

I forordet fra 1999-udgaven tager Butler igen fat på dette spørgsmål og siger, at hun ikke anser drag for at være den eneste form for modstandshandling. Men hun kommer ikke med et eneste andet forslag:

Igen slår Butler fast, at hun ikke ser nogen anden form for mulig modstand end at udfordre kønsnormerne. Ifølge hende udgør parodierede kønsidentiteter modstand, fordi de kan fremstille det konstruerede i alt det, vi anser for at være ægte, autentisk og naturligt. Det, hun i realiteten siger, er, at hun blot vil udvide “det mulige”, dvs. hvilke identiteter der kan tænkes, inden for det nuværende systems rammer. Det er hverken radikalt eller revolutionerende men derimod dybt reaktionært. At udvide, hvad der opfattes som “virkeligt”, ændrer ikke på, at undertrykkelsen består, så længe dette undertrykkende samfund består.

Der er ingen tvivl om, at den herskende klasse styrker sin dominans gennem ideologi, der er baseret på bl.a. ekstremt skadelige, reaktionære og diskriminerende holdninger til kvinder, homoseksuelle eller transpersoner og at dette udmønter sig i vold og andre former for undertrykkelse. Butler beskriver selv i forordet til Kønsballade, hvordan det har været at vokse op som lesbisk, og hvor hårde kampe hun selv og andre i det homoseksuelle miljø har været igennem. Marxister forsvarer fuldt og helt enhvers ret til at udtrykke deres seksualitet og kønsidentitet og naturligvis også retten til at skifte køn. Men det gør det hverken progressivt eller reaktionært at være queer. At være queer er ikke noget, man bare kan vælge til eller fra, og det er i sig selv ikke en politisk modstandshandling. At være queer ændrer ikke kønsnormerne eller ideen om den borgerlige familie, ligesom det ikke udfordrer magten. Marxister bekæmper kønsstereotyper, som f.eks. at kvinder skulle høre til i hjemmet og at mænd skulle være fødte ledere, men det ændrer ikke på, at det store flertal af befolkningen ikke er queer. Og det store flertal er ikke med til konstant at opretholde undertrykkelsen og volden, bare fordi de ikke er queer, som Butler påstår. Tværtimod kan og må de være en afgørende del af kampen mod denne vold og undertrykkelse, ikke ved at udfordre kønsnormerne, men ved at bekæmpe de undertrykkende strukturer, der ligger bag.

Uanset hvor meget vi analyserer diskurserne, hvor meget vi ændrer ordene, så ændrer det ikke på, at undertrykkelsen består. Undertrykkelsen udspringer hverken af ordene eller diskursen men af de underliggende materielle samfundsstrukturer, som ordene og deres betydning er et udtryk for.

Undertrykkelsen har en yderst materiel karakter. Undertrykkelsen og uligheden udspringer af klassesamfundet og får sit helt eget brutale præg under kapitalismen. Det er baseret på samfundets opdeling i klasser: I toppen er der en lille elite, kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne, dvs. fabrikker, virksomheder osv. De tjener styrtende på arbejderklassens ubetalte arbejde. Hele samfundet er indrettet efter jagten på profit: Kun det, der kan give profit, bliver produceret, og kun de, der har penge, kan købe. Så mens der findes mad nok til at brødføde 10 milliarder mennesker, dør børn af sult.

Den herskende klasse udgør et lille mindretal og kan ikke holde sig ved magten ved rå magt alene. De kan kun holde sig ved magten gennem ideologi, ved at den herskende klasses ideer transmitteres til arbejderklassen gennem utallige kanaler som f.eks. familien, skolen, kirken og medierne. Fra vi fødes bombarderes vi med ideer, der tjener den herskende klasses interesser. Dertil kommer at det lille mindretal, den herskende klasse, holder sig ved magten gennem en opsplitning af arbejderklassen, hvor arbejderne spilles ud mod hinanden med en klassisk “del-og-hersk”-taktik. Kvinder mod mænd, heteroseksuelle mod homoseksuelle, danskere mod indvandrere osv.

Poststrukturalismen skjuler, at undertrykkelsen har materielle rødder, og spiller dermed en direkte reaktionær rolle på trods af sin progressive maske. Queer-teorien lyder kritisk, men taler ikke magten imod. Tværtimod opretholder de illusionen om, at “magten”, det bestående system, er uovervindelig, og dermed slører de de virkelige magthavere bag diskursen om, at vi alle er undertrykkere.

Queer-teoretikerne fortæller os, at det at være queer eller non-binær er progressivt og endda revolutionært i modsætning til at være heteroseksuel mand eller kvinde, som størstedelen af menneskeheden er. Det tydeliggør queer-teoriens reaktionære side. For al sin radikale snak er det eneste oprør, som de foreslår, individdets oprør mod kønsnormerne. I realiteten tilbyder de ingen vej til modstand og oprør. Tværtimod afskrives størstedelen af befolkningen indirekte som en del af den voldelige opretholdelse af heteronormativiteten – altså som reaktionære. Queer-teorien individualiserer modstanden og kampen og promoverer atomisering af individer på grundlag af seksualitet i stedet for at samle arbejderklassen i en fælles kamp mod de magthavere, der profiterer på undertrykkelsen. Hele kapitalismens udbytning får lov at bestå uden at blive italesat. 

Marxisme og feminisme – Hvorfor klassekamp er kvindekamp

Af Marie Frederiksen

Forlaget Marx, 204 sider

ISBN 978-87-91834-37-0

Køb den på forlagetmarx.dk

¹ Citat fra Callinicos, Against postmodernism, 83, egen oversættelse. Oversat fra: ”It seems to me that power is ´always already there´, that one is never ‘outside’ it, that there are no ‘margins’ for those who break with the system to gambol in.”

² Ontologi: retning inden for filosofien som beskæftiger sig med virkelighedens beskaffenhed og forudsætningerne for væren og eksistens – ordnet.dk okt.19.

³ Citat fra Rabinov, The Foucault reader, 46, egen oversættelse.

⁴ Citeret i In Defence of Marxism, “Marxism vs. Identity Politics”, egen oversættelse.

⁵ Butler, Kønsballade, 210.

⁶ Kipcak, “Marxism vs. Queer Theory”, egen oversættelse.

⁷ Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 62.

⁸ Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 60.

⁹ Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 60.

¹⁰ Stormhøj, “Kønnets regerende dronning – en introduktion til køn og krop i Judith Butlers forfatterskab”, 61.

¹¹ Butler, Kønsballade, 228.

¹² Butler, Kønsballade, XXIVf.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]