Den 17. maj så Danmark de største demonstrationer siden storstrejkerne i 1985. Over 100.000 arbejdere, lærlinge, elever og studerende var på gaden i protest mod regeringens foreslåede nedskæringer. Signalet var klart: Fingrene væk fra efterløn, dagpenge, uddannelserne. Bevægelsen bestod af Fagligt Ansvar, LO Storbyerne, EEO, DGS, grupper af studerende og alle de store fagforbund. En sådan bevægelse er ikke set før. Organisationerne i bevægelsen repræsenterede et kæmpe udsnit af befolkningen.
Det lykkedes bevægelsen at presse nogle af de foreslåede nedskæringer væk. Men desværre ikke alle. Det vedtagne forlig forringer efterlønnen ved at den udskyder efterlønsalderen til 62 år og pensionsalderen til 67. En del af forliget går ud på, at efterlønsalderen og pensionsalderen skal hæves yderligere i takt med en øget levealder i samfundet. Det betyder at efterlønsalderen kan rykkes tilbage hvert 5 år efter 2015. Efterlønsalderen kan risikere at blive 65 år i 2035. Dette i en tid, hvor nedslidningen og arbejdspresset aldrig har været højere.
Toppen af Socialdemokratiet har forsvaret deres deltagelse i forliget med ,at man forhindrede at efterlønsalderen steg til 63 år som regeringen havde foreslået. Men sandheden er, at forliget indebærer, at efterlønsalderen kan stige ubegrænset i takt med en stigende levealder. Men, at levealderen stiger, ændrer ikke ved, at tempoet i den offentlige og private sektor er ekstremt hårdt.
De store fagforbund var hurtige til at erklære forliget for en kæmpe succes. Et forlig der åbner op for løntrykkeri, uddannelser for de rige og retten til at arbejde til man falder om! Grunden til toppen af fagforbundenes glæde var, at efterlønsperioden stadig er 5 år. Men hvad hjælper det, hvis man enten er slidt ned eller død, inden man når efterlønsalderen. Det er derfor ikke underligt, at begejstringen i bunden af fagbevægelsen har været begrænset.
De studerende på de videregående uddannelser presses endnu mere med forliget, og der åbnes op for yderligere aktivering af arbejdsløse samt kraftig stigning af løntilskudsjob. Dette vil åbne op for en opsplitning af arbejdsmarkedet i A, B og C arbejdere. Dette er uacceptabelt. Arbejdsgiverne klager over, at vi har mangel på arbejdskraft. Men hvis det virkelig var tilfældet, er det absurd at indføre disse ordninger. I stedet for aktivering og løntilskudsjobs kunne man jo bare ansætte flere til overenskomstmæssige vilkår. Sandheden er, at regeringens og arbejdsgiverne er interesserede i en opsplitning af arbejderklassen ved brug af de overnævnte ordninger som ikke er andet end statsstyret løntrykkeri.
Forliget betyder også, at indvandrere og flygtninge skal bestå en såkaldt integrationseksamen for at få opholdstilladelse og ret (!) til kontanthjælp. Det går ud på, at man skal have været i landet i syv år, og i den tid skal have mindst 2,5 års fuldtidsbeskæftigelse. Opfylder man det, skal man til prøve i dansk! Udover at dette tvinger indvandrer og flygtninge til at skulle overleve af ”start-hjælpen”, (som det misvisende hedder), der er umulig at leve af, skaber det en desperat situation for indvandrere og flygtninge, som vil være tvunget til at tage et hvilket som helst job for at undgå starthjælpen. Dette kan kun, samtidig med øget aktivering og tilskudsjobs, medføre et negativt pres på lønniveauet i Danmark. Det er en direkte hjælp til at øge profitterne til erhvervslivet, og igen er det arbejderne, der betaler gildet.
Forliget er en skandale. Socialdemokratiets ledelse havde muligheden for at vise sig som repræsentanter for arbejderklassen og ungdommen. De kunne nemt have afvist forringelserne. Havde de gjort det, var der ikke blevet noget forlig. Gennemførte regeringen alligevel nedskæringerne, ville de uden tvivl miste regeringsmagten til næste valg. Gik socialdemokratiet til valg på at bevare velfærden, ville de vinde stort. I stedet har toppen af Socialdemokratiet nu blåstemplet regeringens borgerlige nedskæringspolitik, hvilket har medført yderligere fald i meningsmålingerne. Dette er en fortsættelse af den katastrofale kamikazepolitik, som har svækket socialdemokratiet som aldrig før.
2. september er der indkaldt til konference for fagbevægelsen og elev organisationerne. Denne konference bliver af meget stor betydning. Det er altafgørende, at den store bevægelse 17. maj bliver videreført og forbundet med de voksende protester mod de kommunale besparelser. Det er tydeligt, at den borgerlige regering ikke har forstået budskabet. Bevægelsen i Frankrig i foråret viste klart, hvad der kan få forringelserne væk. Strejke og nationale demonstrationer. På folketingets åbning må der arrangeres en national demonstration, som gør klart, at angrebene på velfærden skal væk.
Denne demonstration må følges op af en 24 timers generalstrejke. De folk som nu skal tvinges til at arbejde endnu længere, og hvis lønniveau nu bliver sat kraftigt under pres – arbejderklassen – er de samme, som har skabt det over 80 milliarder store overskud på statsbudgettet og de rekordstore milliard profitter i virksomhederne og bankerne.
En 24 timers generalstrejke ville lamme samfundet totalt. Det vil vise den borgerlige regering og deres venner i dansk erhvervsliv, hvem der sørger for at hjulene drejer rundt. Dette og kun dette vil kunne stoppe angrebene.
