Når den regerende statsministers parti, på nuværende tidspunkt Socialdemokratiet, afholder kongresser eller årsmøder, er det altid genstand for stor mediebevågenhed. Det socialdemokratiske årsmøde lørdag den 13. september var ingen undtagelse. Hvilket hovedbudskab var det, at Mette Frederiksen brugte opmærksomheden på at udbasunere?
Det var en klassiker fra Mette Frederiksens hånd: Det er mandlige indvandrere og flygtninge fra Mellemøsten, som er et kæmpe problem, og som “ødelægger det for alle andre”. Med andre ord er det ifølge statsministeren dem, som ødelægger samfundet og er ansvarlig for alle de negative ting, vi oplever.
Statsministerens angreb skal åbenlyst bruges til at distrahere fra de reelle problemer, arbejdere står overfor, såsom de store prisstigninger på fødevarer, som Mette Frederiksen og hendes regering intet gør for at løse. Hendes racistiske budskab blev velvilligt videreformidlet af de store medier – blandt andet af Politiken, der samme dag som en loyal mikrofonholder dedikerede forsiden af avisen til statsministeren.
I artiklen får Mette Frederiksen, fuldstændig uimodsagt, frie tøjler til at fremstille indvandrere som en trussel mod samfundet: “Mange af os ved godt, at der kan ske et overfald på en S-togstation, eller at der kan sidde en ung fyr alene på bagsædet af en bus, og pludselig kommer to eller tre med arabisk baggrund ind, og så flækker de ham. Den utryghed er det absolut største problem.”
Er det virkelig dét, som skaber den største utryghed i samfundet? Eller er det måske den aggressive og krigeriske politik, hun fører over for Rusland? Eller den kendsgerning at flere og flere har svært ved at betale for basale fødevarer nede i supermarkedet?
Hvis det ikke var fordi, at statsministerens racisme var så væmmelig, ville det nærmest være komisk. For hvem er det faktisk, som “ødelægger det for alle os andre”?
Klassekamp fra oven
I hele Mette Frederiksens regeringsperiode har hun afviklet sociale ydelser, undermineret den offentlige sektor og angrebet arbejderklassens forhold. Det ville blive en roman, hvis man skulle opridse alle eksempler på den klassekamp, hun har ført fra oven, så for korthedens skyld vil vi begrænse os til at nævne nogle af de mest kendte.
I 2021 da Socialdemokratiet var alene i regering, lavede de et frontalangreb på unge ved at halvere dagpengeperioden for nyuddannede til et enkelt år og sænke deres dagpengesats til en fattigdomsydelse på sølle 9.500 kr om måneden før skat. Samme år greb Mette Frederiksen ind i sygeplejerskernes strejke og tvang, gennem et regeringsindgreb, en elendig overenskomst ned over hovedet på dem, som var en bevarelse af den i forvejen utålelige status quo.
Efter hun slog sig sammen med sine venner i Venstre og Moderaterne, fortsatte Mette Frederiksen sine angreb på arbejdere, unge og de grupper, som i forvejen har allermindst. Store bededag blev fjernet, kontanthjælpen forringet, pensionsalderen hævet til det højeste niveau i EU og intet er blevet gjort for at sænke de høje fødevarepriser. I en situation hvor flere og flere har svært ved at betale for mad, har budskabet fra den verdensfjerne Mette Frederiksens været, at folk i stedet skal spise slik.
Hvilken minoritet er problemet?
Mette Frederiksen har ret, når hun siger, at der i Danmark er en minoritet, som ødelægger samfundet for det store flertal. Men den minoritet har ikke en særlig etnicitet eller religion.
Det lille mindretal, som ødelægger samfundet for det store flertal af os, sidder inde på Christiansborg og i bestyrelseslokalerne hos landets største virksomheder og banker. Og magthaverne bruger racisme og fremmedhad til at dække over den kendsgerning.
Men deres racisme har mindre og mindre effekt. Kontrasten mellem hvad vi bliver fortalt og den virkelighed, vi oplever, vokser hele tiden, og selvom Mette Frederiksen gør muslimer til syndebukke for alle samfundets problemer, så er der en voksende forståelse af, at det er hende og hele toppen af samfundet, som er vores virkelige fjende.
