I over tre et halvt år har der været krig i Ukraine. I hele den tid har de danske politikere og medier fortalt os, at Ukraine er lige på nippet til at vinde krigen, at Rusland samtidig er en reel militær trussel mod Danmark og resten af Europa, og at det er umuligt at forhandle med Putin, fordi han er vanvittig. 

Men i løbet af krigen, er det løbende blevet mere og mere tydeligt, at den officielle fortælling ikke stemmer overens med virkeligheden. Hvis vi dykker ned i de mest centrale fortællinger om krigen, der er kommet fra toppen af det danske samfund, kan vi skabe et klart billede af den virkelige situation, og de bagvedliggende imperialistiske interesser.

Er Rusland en trussel mod Danmark?

“Situationen er alvorlig for Europa og for Danmark, og der er ingen tvivl om, at Rusland vil være en trussel mange år i fremtiden”. Så klart bliver det formuleret af Mette Frederiksen. Ifølge Statsministeren og de danske medier er Rusland en militær trussel, fordi Putin er blevet ekstremt aggressiv, men spørgsmålet om krig kan ikke reduceres til, hvorvidt en statsleder er mere eller mindre aggressiv. Rusland har absolut ingen interesse i at angribe et NATO-land som Danmark. Det ville risikere at trække USA ind i en direkte konfrontation med Rusland, hvilket bestemt ikke er i Putins interesse. 

I modsætning til hvad medierne og politikerne fortæller os, er krigen i Ukraine ikke bare et resultat af russisk aggression. Tværtimod viser den årelange optakt til krigen, at den er et resultat af amerikansk imperialismes udvidelse af NATO, længere og længere mod øst, ind i Ruslands traditionelle interessesfærer. NATO er en erklæret fjendtlig militæralliance mod Rusland, så det er ikke uden grund, at Rusland ser det som en trussel, når Zelinskyj og vestlige ledere snakker om muligt ukrainsk NATO medlemskab.

Siden Maidan-kuppet i 2014 har amerikansk imperialisme gennem NATO øget sin indflydelse i Ukraine og opbygget landets hær til endnu en forpost rettet mod Rusland. NATOs involvering i Ukraine var ved at udvikle sig til en seriøs sikkerhedspolitisk trussel mod Rusland, som over de sidste 30 år har genvundet en betydelig del af sin tidligere styrke.

Da den daværende amerikanske præsident Joe Biden nægtede at afvise et potentielt ukrainsk medlemskab af NATO, så Putin det til sidst nødvendigt at intervenere militært for at tegne en streg i sandet. Bidens tilgang til Ukraine havde intet at gøre med demokratiske eller moralske hensyn. Tværtimod havde man aldrig tænkt sig at tilbyde Ukraine NATO-medlemskab. Amerikansk imperialisme brugte blot kynisk muligheden til at presse Rusland ind i en krig, som man fra amerikansk side mente ville svække Rusland og stille USA stærkere på den internationale scene – en komplet fejlvurdering.

Sidenhen har en blodig stedfortræderkrig udspillet sig mellem russisk imperialisme på den ene side og vestlig imperialisme, med Ukraine som stedfortræder, på den anden side.

Mette Frederiksens påstand om Rusland som en aggressiv militær trussel mod Danmark hænger ikke sammen med virkeligheden. Rusland har ingen interesse i at angribe Danmark eller noget andet NATO-land. I virkeligheden er det Mette Frederiksen, der har slået hårdest på krigstrommerne med hendes konstante opildning til at eskalere krigen. 

Hvis hun virkelig tror på, at Rusland er så villig til at angribe Danmark, som hun fremstiller det, er det en mærkværdig politik, at tillade ukrainske våbenproducenter, at opstarte produktion i Danmark, som svarer til at male en kæmpe skydeskive på Danmark over byen, som skal huse våbenfabrikken. For nylig har regeringen også erklæret, at man vil “opbygge en militærkapacitet med længererækkende præcisionsvåben, som vil kunne ramme mål på stor afstand”. Regeringen vil altså ikke nøjes med at opruste Danmarks kapacitet til at forsvare sig, men køber våben specifikt designet og indkøbt med henblik på et potentielt angreb mod Rusland. Det er den sikreste måde at gøre Danmark til et krigsmål. Den største trussel mod den danske befolknings sikkerhed kommer fra Mette Frederiksen, som med sin krigeriske politik øger risikoen for at trække Danmark ind i en konfrontation med Rusland.

Mette Frederiksen bruger “truslen fra Rusland” som et skræmmebillede for at retfærdiggøre en generel militarisering af samfundet og en historisk dyr oprustning. Den virkelige årsag til, at politikerne kaster utallige milliarder efter militæret, er ikke truslen for en russisk invasion, men at USA er i gang med at trække sig fra Europa. Uden USA’s militære beskyttelse skal Europa klare sig selv i en verden, hvor vestlig imperialisme ikke besidder samme altdominerende styrke som tidligere, og hvor nye imperialistiske magter som Kina og Rusland er opstået. 

Er Ukraine ved at vinde krigen?

Den næste del af fortællingen fra de danske medier og politikere er, at Ukraine konstant er på nippet til at vinde krigen. I 2024 sagde de, at Ukraines modoffensiv i Kursk ville blive det afgørende slag for Ukraines sejr, men der gik ikke lang tid, før offensiven var inddæmmet af den russiske hær, og vi pludselig ikke hørte mere om det.

Igen og igen har vi hørt om ”game changer” våben. Om det var Leopoard II tanks, F-16 fly eller de nyeste ”Long Neptune” missiler, bliver vi ved med at få at vide, at det næste våben, er præcis det, som Ukraine har brug for, for at vinde krigen. Men hver gang de nye våben kommer, viser det sig, at de ikke ændrer krigens udvikling.

En kombination af krigståge og propaganda fra vestlige, og russiske, medier besværliggør et klart billede af situationen på slagmarken i Ukraine. Ikke desto mindre har et billede nu tegnet sig i en lang periode. Ukraine bliver mere og mere pressede på både materiel og mandskab. Vi har set Zelenskyj rejse rundt i verden for at forsøge at få flere penge og militært isenkram til sin pressede hær. Vi har også set videoer af den ukrainske hær, der ”rekrutterer” nye soldater, ved at kidnappe folk på gaden – og i flere eksempler er blevet stoppet af almindelige ukrainere, der nægter at lade militæret køre væk med deres “rekrutter”.

Frontlinjen rykker konstant fra øst mod vest, og den ukrainske hær bliver trykket tilbage over hele frontlinjen – alt imens moralen kollapser hos den ukrainske hær og befolkning. Der er intet, der indikerer, at den udvikling kommer til at vende sig. Den reelle situation på jorden i Ukraine er, at Rusland er ved at vinde krigen.

Men hvorfor fremstiller de danske politikere situationen, som om Ukraine kan vinde?

Dansk kapitalisme har store økonomiske interesser i Ukraine, da et krigshærget og smadret land skaber nogle særdeles lukrative muligheder for dansk erhvervsliv, som er i gang med at investere, opkøbe og udplyndre landet for værdi. Men det er svært at opretholde befolkningens fortsatte støtte til at pumpe milliarder af skattekroner i en krig, der allerede er tabt. Etablissementet har derfor på kynisk vis i årevis fortalt at Ukraine kan vinde, så arbejdere herhjemme accepterer, at deres skattekroner bruges på at trække blodbadet i Ukraine i langdrag. 

Kan man ikke forhandle med Putin?

I august mødtes Donald Trump med Putin med henblik på at forhandle en afslutning på krigen. Hvordan blev det modtaget af de europæiske ledere? Med panik og modstand.  Med udtalelser som “jeg [har] min skepsis overfor, om vi overhovedet kan stole på Putin” har Mette Frederiksen gentagne gange afvist, at det overhovedet er muligt at forhandle en fredsaftale med Putin. 

Hvad foreslår hun i stedet? At “der lægges et hårdt pres mod Rusland”, og at USA skal stille sikkerhedsgarantier for Ukraine og Europa. Statsministerens krav svarer til at benægte virkeligheden.  Styrkeforholdet er blevet testet på jorden, NATO og Ukraine har tabt krigen, men Mette Frederiksen og de andre europæiske statsledere afviser, at det er muligt at indgå en fred for at udskyde det uundgåelige nederlag.

Fælles for de europæiske ledere, og Zelenskyj, er kravet om en våbenhvile (som den ukrainske hær desperat har brug for) og sikkerhedsgarantier fra USA ved enhver våbenhvile eller fred – altså en garanti for at USA vil indtræde militært i krigen, hvis den genopblusser. Ifølge Mette Frederiksen diskuterer man kun sikkerhedsgarantier, fordi der ikke er nogen, der stoler på Putin. En sikkerhedsgaranti skal altså stilles af USA, fordi Putin kunne finde på at bryde en våbenhvile eller fredsaftale – enten ved at angribe Ukraine igen eller andre steder i Europa. Men kravet om våbenhvile og sikkerhedsgaranti har en helt anden årsag end mistillid.

Som vi har set med Israels folkemord i Gaza, kan en våbenhvile blive brudt meget hurtigt, når en leder som Netanyahu eller Zelenskyj mener, det er fordelagtigt for dem. Hvis en sikkerhedsgaranti bliver indført og en våbenhvile brudt, vil USA være forpligtet til at sende tropper ind i Ukraine og dermed begynde en direkte konfrontation mod Rusland. Altså en krig mellem atommagter. 

De europæiske ledere ønsker for alt i verden at binde USA til Europa, gennem krigen i Ukraine, så de kan bibeholde deres tætte forhold til USA, der i 80 år har finansieret europæisk sikkerhed, og skabt en verden, hvor europæisk og dansk imperialisme har nydt godt af den amerikanske dominans på kloden. Man spiller derfor hasard med risikoen for en storskala-krig for at holde USA på det europæiske kontinent. Men Trump, som forsøger at trække USA ud af Europa, har ingen hensigter om at give sikkerhedsgarantier.

Putins krav til en fred er, at NATO skal trække sig tilbage til grænserne fra 1997, udelukke ukrainsk NATO-medlemskab, Ukraines opgivelse af østlige territorier og voldsom nedrustning af ukrainsk militær. De danske og europæiske ledere taler om disse krav som fuldstændigt uacceptable. Men den reelle situation i krigen stiller kun Rusland stærkere og stærkere i en forhandling. Kravene er Ruslands garanti for, at NATO ikke vil gøre Ukraine til en fjendtlig atommagt lige op ad Ruslands grænse. Kravene er et resultat af krigens logik, og den kategoriske afvisning fra den tabende side er derfor absurd. 

Mette Frederiksen har ingen forbindelse til virkeligheden, når hun taler om våbenhvile og at presse Rusland. Hendes opråb er skingre og paniske toner fra en del af verden, der engang har spillet en central rolle, men i dag er reduceret til anden- og tredjerangsstater på verdensscenen.

Dansk imperialisme i krise

Det danske borgerskab har fulgt USA i ethvert imperialistisk krigseventyr de sidste 25 år og klamrer sig krampagtigt til den verden, hvor man kunne flyve under USA’s beskyttende vinge. Også i Ukraine fulgte man trofast den linje, der blev lagt fra Joe Biden, men Biden levede under den illusion, at USA stadig var den altdominerende imperialistiske magt på jorden. 

USA er stadig den stærkeste og mest reaktionære magt på jorden, men det er en magt i relativt forfald. Trump har en mere realistisk forståelse af USA’s reelle position på verdensscenen, og det er det, der ligger bag hans udenrigspolitik, som endegyldigt har sat en stopper for den gamle verdensorden, som de danske kapitalister nød godt af.

Danmark og Europa står som nogle af de allerstørste tabere i den nye situation. Den danske herskende klasse forsøger desperat at bevare den tætte alliance med USA, som glider længere og længere væk. Det er et kæmpe problem for Danmark, som er stærkt afhængigt af USA økonomisk, militært og diplomatisk.

Regeringen forsøger panisk at udvide Danmarks militære kapacitet, men der findes ikke en investering i militæret, der er stor nok til at dreje historiens hjul tilbage. Den gamle verdensorden er slut, og det er umuligt for Danmark og resten af Europa at opbygge et militær, der kan sikre deres position i verden.

Regeringen og mediernes selvmodsigende propaganda og misvisende fremstilling af Ukraine-krigen er motiveret af at forsvare dansk imperialismes interesser ved at fastholde USA i Europa. Toppen af det danske samfund har ingen moralske eller ideologiske hensyn til almindelige ukrainere eller demokrati. De forsøger at forlænge krigen, og er i den proces parate til ofre et ubegrænset antal ukrainske og russiske liv. 

På et tidspunkt stopper krigen i Ukraine, men under det system vi lever i i dag, er det kun et spørgsmål om tid, før en anden konflikt mellem forskellige imperialistiske magter bryder ud. Hvis vi skal gøre en ende på krig og kriser, er det nødvendigt at vælte det syge kapitalistiske system, der har krig og imperialisme indbygget i fundamentet.