Tømrerne på Axel Towers. Foto: Jonas SolbergGodt og vel en måned efter at konflikten på Axel Towers endte med sejr til de strejkende tømrere og snedkere, er det tid til at se tilbage og konkludere. Strejken blev som så mange andre strejker udløst efter lang tids ophobning af frustrationer. Mange af tømrerne og snedkerne havde igennem flere år og på mange forskellige projekter oplevet, at lønforhandlingerne, om de dele der ligger udenfor overenskomsten, blev skubbet uge for uge med dårlige undskyldninger fra arbejdsgivers side. Det havde flere gange betydet, at projektet blev færdigt uden at der blev tid til en lønforhandling, og så havde svendene ikke noget at forhandle med.

Solidaritet

Under konflikten prøvede arbejdsgiveren mange gange at få strejkebrydere ind på pladsen. Dette sker af to årsager. Et: Åbenlyst for at prøve at få projektet færdigt med anden arbejdskraft, To: Hvis de aktionerede svende nægter en strejkebryder adgang til pladsen, så er der force majeure, hvilken betyder at arbejdsgiver slipper for at betale dagbøder for forsinket arbejde til entreprenøren. Det lykkedes ikke. De aktionerende tømrer og svende appellerede til de der skulle agere strejkebryderes solidaritet og forståelse for den fælles kamp, og det betød at der ikke blev sat en eneste skrue i. Ingen ønskede at agere strejkebrydere. Det satte arbejdsgiverne, der ellers havde været helt stille, under pres, og som pludselig godt kunne finde tid til lønforhandlinger.

Det nytter noget

Konflikten endte med at arbejdsgiver og arbejderne indgik en aftale, hvis indhold godt nok er hemmelig, men som med svendenes egne ord er tilfredsstillende. Strejke-tallene i Danmark er historisk lave, men konflikten på Axel Towers, er et symptom på at arbejderne er ved at have fået nok. Men fagbevægelsens top halter håbløst bagud, hvis de da ikke direkte modarbejder forsøg på at tage kampen op. Mens arbejdernes forhold bliver smadret, sidder de til middage og forhandlinger med arbejdsgiverne. Men det er på tide at sige stop. Svendene på Axel Towers viste en vigtig lektie, som også studenterbevægelsens ledelse kunne tage ved lære af: de vandt, fordi de var resolutte og viste, at de var villige til at kæmpe kampen til den bitre ende, uanset hvad det kostede dem. Og de kunne vinde, fordi de appellerede til solidaritet og sammenhold ikke bare fra de udpegede strejkebrydere men fra hele den danske arbejderklasse. Det er vejen frem!

[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]