I skrivende stund er forhandlingerne om overenskomster på det private arbejdsmarked, som dækker omkring 850.000 privatansatte (OK25) i fuld sving. Det altoverskyggende fokus er lønnen.

Ligesom for arbejdere mange andre steder i verden har et af de vigtigste spørgsmål herhjemme været udhulingen af købekraften. Det er sket på grund af den eksplosive inflation, som ikke er set højere i de vestlige kapitalistiske lande siden 1980’erne. Inflationen steg især i 2022 og 2023, men allerede i 2021 begyndte priserne at stige hurtigere end lønnen.

I optakten til OK25 er vi blevet fortalt, at det går godt igen: inflationen er igen lav og det hul, som den høje inflation skabte i lønningerne, er blevet dækket, så den fra nu af står på reallønsfremgang. De tal der bliver brugt i medierne, stammer oftest fra Dansk Arbejdsgiverforening, som har en interesse i at male et så rosenrødt billede som muligt, så de ikke behøver at stikke hånden dybt i lommen til OK25. Men mange arbejdere føler ikke, at deres købekraft er genoprettet, og tallene tyder på, at det ikke blot er en følelse.

Hvad dækker tallene over? 

Før 2021 var danske arbejdere på overenskomst vant til en årlig minimal reallønsfremgang, som mere eller mindre kunne opretholde status quo. Men på grund af den høje inflation har arbejderklassen de seneste fire år kunnet købe mindre for sin løn og er altså blevet fattigere.

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik er det først i slutningen af 2024, at købekraften er kommet tilbage til det samme niveau, som den var i begyndelsen af 2021. I denne periode er inflationen steget med 15,3 %, mens lønnen er steget med 15,5 %.

Men hvis man ser på lønstigningerne for de forskellige faggrupper, så er det kun arbejdere i private virksomheder, hvis lønstigninger har indhentet inflationen. Det vil sige, at alle arbejdere i det offentlige stadig halter bagud og altså kan købe mindre, end de kunne i 2021 for deres løn.

De optimistiske vil måske sige, at nu er reallønnen for arbejdere i det private i det mindste genoprettet til samme niveau som i 2021. Men det kan vi ikke engang konkludere skråsikkert ud fra disse tal, nærmere tværtimod.

For det første ekskluderer disse løntal fra Danmarks Statistik visse dele af arbejderklassen. Blandt andet arbejdere, som er ansatte i virksomheder med færre end ti ansatte, hvilket i 2022 svarede til ca. 350.000 fuldtidsarbejdere.

Mange, der har prøvet at arbejde i en lille virksomhed med få ansatte, for eksempel på en bar eller restaurant, kan bevidne, at de langt fra har de bedste lønforhold. Der er ofte lav organiseringsgrad, og det er ekstremt svært at tilkæmpe sig bedre løn. Der er derfor ingen tvivl om, at hvis denne gruppe indgik i regnestykket, ville de trække de gennemsnitlige lønstigninger ned.

For det andet hvis vi kigger på hvem lønstatistikken faktisk dækker over, så er det et gennemsnit af samtlige lønninger, som har vidt forskellige positioner på arbejdsmarkedet: det er både lønnen for topdirektøren i en privat virksomhed og for kassemedarbejderen i supermarkedet.

Førstnævnte skal nok sørge for at skrabe til sig, sammen med resten af de velbjærgede i toppen af samfundet, mens almindelige arbejdere ikke har samme muligheder. Denne tendens bliver tydelig i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at det er hos de rigeste, at indkomsten er steget indenfor de sidste år.

Et andet forbehold er i forhold til inflationstallet. Det dækker over prisstigninger på alle varer, men det er ikke alle varer, som fylder lige meget i husholdningsbudgettet hos arbejderklassen. Nogle ting fylder mere end andre. Prisen på fødevarer, som er en stor økonomisk post for mange arbejderfamilier, er ifølge Danmarks Statistik steget med hele 25,3 %. Det er langt mere end hvad lønnen er steget med. Der er mange andre eksempler, såsom elektricitet, som er steget med 36,2 %.

Fortællingen om, at reallønnen for arbejderklassen generelt set nu er genoprettet, skal derfor tages med et stort gran salt. I stedet er der meget der tyder på, at lønnen overordnet set stadig halter bagefter, især blandt grupper af lavest betalte arbejdere. 

Eksempelvis rapporterede fagforeningerne, at nogle af de grupper, som skal dækkes af OK25, og som er dem med de mindste lønninger, stadig var bagud i forhold til at genoprette reallønnen. Det var arbejdere, som var dækket af HK Handels og 3F PSHR’s (Privat, Service, Hotel og Restauration) områder, der meldte om et efterslæb.

Udsigterne 

Det er derfor ikke underligt, at mange stadig føler, de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, selvom inflationsniveauet er vendt tilbage til det vante. Det er heller ikke overraskende, at mange samtidig frygter for fremtiden.

Tal fra februar viser, at forbrugertilliden fortsætter med at falde. I januar var den allerede på minus 11,7, men i februar røg den ned på minus 14,5. Forbrugertilliden har tidligere kun ramt så lavt et niveau, når dansk kapitalisme var i store økonomiske problemer: da inflationen eksploderede i 2022-23, efter finanskrisen i 2008-09 og med den økonomiske krise i slutningen af 1980’erne.

Men hvad er situationen i dag? På papiret er der fuld beskæftigelse og høj vækst i BNP. På trods af det er der stor usikkerhed blandt de danske arbejdere. De er nervøse over udsigterne for dansk økonomi, hvilket ikke er underligt med Donald Trumps snak om handelskrig, også rettet mod Danmark, samt de store økonomiske problemer i mange europæiske nabolande.

Men usikkerheden er også en afspejling af en manglende tillid til, at fagbosserne kan forhandle et resultat hjem, som virkelig kan mærkes positivt i pengepungen.

Det kan ikke komme som en overraskelse. Ligesom ved sidste overenskomst for de privatansatte (OK23), så bliver der i de nuværende forhandlinger lagt op til, at meget af lønnen skal forhandles hjem lokalt. Men som DR beskrev, så landede lønnen på et lavere niveau end de pejlemærker, forhandlerne havde sat for OK23, fordi de lokale lønstigninger blev lavere end forventet.

Sidst, men ikke mindst, er faren for høj inflation ikke forsvundet. I flere vestlige økonomier, som USA, er inflationen stadig relativt høj i forhold til, hvad der var normalen, og det kan langt fra udelukkes, at den stiger eksplosivt igen, også i Danmark.

Situationen op til OK25 har derfor været ekstremt hård for arbejderklassen, som har fået smadret deres købekraft flere år i træk, og fremtiden er heller ikke uden bekymringer. Samtidig skovler de store danske virksomheder og banker rekordprofitter hjem, mens en lille gruppe af danske milliardærer svømmer i penge.

Alt dette gør det tydeligt, at når økonomien er i problemer, bliver regningen efterladt hos arbejderklassen, mens en lille gruppe af kapitalister kan fortsætte med at leve i luksus sammen med resten af eliten. I stedet for at OK25 kommer til at hjælpe med at få arbejderklassen på ret køl igen, så vil overenskomsten være med til at øge mistroen til dansk kapitalisme.