I Sudan bliver der lige nu udkæmpet en blodig borgerkrig. Det østafrikanske land bliver revet i stykker af to fløje inden for regimet, som kæmper om magten i en brutal krig, der har kostet over 14.000 mennesker livet og efterladt over 18 millioner mennesker i hungersnød.
Men for få år siden, i 2018, og igen i 2021, var der i Sudan kæmpe revolutionære bevægelser. Masserne rejste sig mod diktatoren Omar al-Bashir, der opstod revolutionære strejkeråd og selvforsvarskomiteer — magten lå praktisk talt i arbejderklassens hænder. Alligevel led revolutionen nederlag og åbnede vejen for den blodige konflikt, der nu hærger landet. Hvad gik galt?
Den sudanesiske revolutions styrke og potentiale
Sudan var i 2018 underlagt diktatoren Omar al-Bashir, som havde siddet ved magten siden 1989. Hans regime var fuldstændig i lommen på udenlandske imperialistiske magter, og som led i at varetage deres interesser i landet, førte al-Bashir en nedskæringspolitik, som ledte til en tredobling af prisen på brød. Det blev for landets fattige masser den berømte dråbe, som fik bægeret til at flyde over. Over hele landet samlede folk sig i massive demonstrationer.
På trods af angreb fra regimet udviklede demonstrationerne sig hurtigt fra protest mod nedskæringer til et generelt oprør mod regimet. I hovedstaden Khartoum opsatte demonstranter en kæmpe teltlejr foran det militære hovedkvarter med krav om diktatorens afgang. Masserne havde fuldstændig mistet frygten for det brutale regime.
Efter soldater blev beordret til at skyde på demonstranterne, opstod et split i hæren på klasselinjer. Nogle soldater begyndte at vende deres geværer mod deres egne officerer, og regimets vigtigste støttepille, hæren, kunne ikke længere stoles på. Al-Bashirs magtbase forduftede som dug for solen, og i april 2019 blev han afsat af en gruppe reaktionære generaler, som ved at ofre al-Bashir håbede på at redde systemet i sin helhed.
De sudanesiske masser havde dog ingen planer om at lade én diktator blive erstattet med en anden, og der blev udråbt en generalstrejke, som lammede landet fuldstændigt. Generalernes forsøg på at etablere et militærdiktatur blev bekæmpet, så de gav en symbolsk indrømmelse og indsatte en civil premierminister, Abdalla Hamdok, som kransekagefigur.
Over de næste to år fortsatte og intensiverede Hamdoks regering sin forgængers forhadte nedskæringspolitik. Generalerne kunne se, at hvis de ikke handlede, ville de stå i samme situation som i 2018-19. De ledte et nyt militærkup i 2021, som blev mødt af den største strejkebevægelse hidtil, men militæret var denne gang forberedte og svarede igen med skarpladte våben. Revolutionen blev druknet i blod.
Chancen spildt
En revolution finder altid en ledelse. I den sudanesiske revolution blev rollen som ledelse samlet op af en fagforening af advokater, læger, journalister osv. under navnet SPA. Disse grupper havde som udgangspunkt et småborgerligt udsyn, og dette var en vigtig årsag til, at revolutionen led nederlag. De viste gang på gang, at de ingen tiltro havde til masserne. Hver eneste gang masserne udråbte en generalstrejke, var SPA hurtige til at stoppe dem. Derfor fik generalerne tid til at omgruppere sig og slå igen mod revolutionen.
Toppen af SPA havde intet ønske om at vælte regimet, men ønskede i stedet at indgå et kompromis med det og få en plads ved bordet. SPA afviste derfor massernes ønske om at forsvare revolutionen og nødvendigheden af at vælte regimet. I stedet spredte de pacifistiske illusioner om, at regimet kunne tales til fornuft. SPA påstod, at hvis revolutionen kom til magten gennem brug af vold, ville den være korrumperet fra starten. Denne advarsel til arbejderne om at tage magten hører man tit fra småborgerlige pacifister, som for eksempel påstår at Den Russiske Revolution degenererede, fordi masserne brugte magt mod den tidligere herskende klasse, for at gennemføre flertallets vilje, og ikke fordi revolutionen var isoleret i et tilbagestående land.
Ingen herskende klasse har nogensinde opgivet deres magt frivilligt. Vi kæmper for en fredelig revolution, men hvis man kræver, at arbejderklassen ikke må forsvare sig selv og bruge magt til at gennemføre flertallets vilje, så svarer det til at give op på forhånd.
Under revolutionen i Sudan fandt et split i militæret sted på klasselinjer. Hvis der havde været en revolutionær marxistisk ledelse, ville den have appelleret til de menige soldater, om at gå over på revolutionens side og bevæbne arbejderklassen for at kunne forsvare revolutionen og vælte militærregimet. De kunne bruge våbnene til at arrestere de reaktionære generaler og udråbe en arbejderstat baseret på strejke- og selvforsvarskomiteerne. Ved at afsværge brugen af magt for at forsvare sig selv, dømte SPA revolutionen til døden og banede vej for den brutale borgerkrig.
Konsekvensen af pacifistiske illusioner
Revolutionen i Sudan viser det kæmpe potentiale, som arbejderklassen besidder, men også betydningen af en ledelse, som har et revolutionært marxistisk program. Den sudanesiske revolution er en klar lektion i, hvilke reaktionære konsekvenser pacifisme bringer med sig.
Kun bevæbnet med et revolutionært program, der ikke sår illusioner til borgerskabet eller andre klasser, kan arbejderklassen befri sig selv fra kapitalismens lænker, i Sudan og i resten af verden.
