Til daglig er det måske de færreste, der tænker over, hvad en stat er. Det er bare noget, der er der – som sørger for, at forskellige ting fungerer (eller nogle gange ikke fungerer). Men af og til oplever man staten fra en anden side. I en strejkesituation sætter staten måske sit politi ind for at bryde en blokade, domstolene dømmer arbejdere, der har kæmpet for deres rettigheder osv. I sådanne tilfælde bliver det klart, at staten ikke bare er et neutralt organ, der skal sørge for os alle sammen. Staten er et redskab, som en klasse kan bruge til at tryne en anden klasse – i vores tilfælde er det arbejdsgiverklassen, der bruger staten til at holde styr på arbejderklassen.
Oprindelsen til staten
Staten har ikke altid eksisteret. I hele menneskehedens forhistorie – hvilket er langt det meste af den tid, der har eksisteret mennesker – havde man ikke det, vi i dag forstår ved en stat. Fælles anliggender kunne ordnes stille og roligt af alle i stammerne. Der var i hele den lange periode ikke brug for et særligt undertrykkelsesapparat til at holde de lavere klasser på plads – for der var ikke nogen klassedeling. Det opstod først, da mennesket gennem erfaring og fortsat arbejde på at blive bedre til at overleve havde fundet på ting som husdyropdræt og begyndende landbrug. Så kunne et menneske pludselig producere mere end før, hvor man kun lige ved fælles anstrengelse havde kunnet lave nok til, at alle kunne overleve. Nu kunne et enkelt menneske lave mere, end han eller hun selv skulle bruge til at leve – det betød, at der nu var nogle, der kunne lade være med at arbejde. De kunne i stedet tilegne sig det, andre havde lavet, og bruge deres tid på andre ting. Det var grundlaget for klassesamfundet, hvilket i sig selv var en positiv udvikling, for det satte mennesket i stand til at udvikle kunst, kultur, videnskab osv. til et langt højere niveau, i og med at nogle nu kunne koncentrere sig om disse ting. Men samtidig var det også starten på mange tusinde år med undertrykkelse og udnyttelse. Medlemmerne af den nye overklasse, der opstod på dette grundlag, var selvfølgelig interesseret i at bevare deres nye stilling. Før havde stammerne i fællesskab forsvaret sig mod vilde dyr eller andre stammer, men nu var der pludselig også brug for at forsvare overklassen mod underklassen, og overklassen kunne selvfølgelig ikke tillade, at deres undersåtter gik bevæbnede rundt. Sådan var grundlaget for de første stater – overklassens monopol på at bruge magt for at opretholde det system, som giver dem deres privilegier.
På den måde har staten i forskellige historiske perioder været et mere eller mindre direkte udtryk for den herskende klasses interesser. I oldtiden var det slaveejernes stat, i middelalderen var det godsejernes stat, og senere under de borgerlige revolutioner tilkæmpede kapitalisterne sig den økonomiske og politiske magt og gjorde staten til deres. Så den stat, vi lever under i dag, er altså dybest set kapitalisternes redskab til at opretholde deres ret til at tjene penge på at udnytte arbejderes arbejdskraft.
Velfærdsstaten?
Men hvad så med velfærdsstaten? Den danske stat i dag er jo meget mere end en gruppe bevæbnede mænd, der løber rundt og sikrer kapitalisternes styre. Det skyldes flere ting – for det første, at arbejderklassen op gennem tiden har kæmpet hårdt for at få en vis indflydelse gennem demokrati og for at få staten til at stå for en masse forskellige ting, såsom uddannelse, sygehuse osv. Samtidig har dette også i høj grad været i kapitalisternes interesse, for de ville jo også gerne have sunde og veluddannede arbejdere, som så endda selv kunne få lov til at betale for deres velfærd gennem skatterne, mens kapitalisterne slap væsentligt billigere. En anden grund til at stater i dag har mere “vedhæng” end den direkte klasseundertrykkelse, er den store konkurrence mellem de forskellige kapitalistiske stater – de skal også kunne klare sig over for hinanden, og kapitalisternes interne konkurrence indenlands gør også, at de har brug for at holde styr på hinanden nogle gange. Men på trods af alt dette er og bliver statens indhold stadig kapitalisternes redskab over for arbejderklassen. I situationer med krise, store strejker og uro i arbejderklassen bliver dette mere og mere tydeligt. Alle de forbedringer, som arbejderne havde tilkæmpet sig, bliver pillet af igen, og jo hårdere kampen mellem klasserne bliver, jo mere træder statsapparatet i karakter som en klassestat.
Demokrati eller diktatur?
Men er der da ikke stor forskel på staten i Danmark nu og så i et militærdiktatur eller i f.eks. Tyskland under nazismen? Jo, absolut. Den måde, kapitalisterne styrer arbejderklassen på, kan variere. Under særligt vanskelige forhold må de søge tilflugt til direkte voldeligt styre, som da de tillod nazisterne at overtage styringen. Men statens virkelige klasseindhold blev der ikke ændret noget ved, selvom Hitler eller andre diktatorer selvfølgelig gik imod enkelte kapitalisters interesser – men det var kun for at forsvare det kapitalistiske system som helhed. Demokrati, som vi har det i Danmark i dag, er en meget mere behagelig måde for kapitalisterne at styre på. Det giver arbejderklassen indtryk af, at de har noget at skulle have sagt – de får lov at stemme og få folk valgt ind i parlamentet, de har ret til at demonstrere og strejke og sige, hvad de vil – men den virkelige kontrol i samfundet holder kapitalisterne stadig for sig selv via deres eneret på økonomisk magt og via tusindvis af tråde, der forbinder embedsmænd og politikere med kapitalisternes interesser. Så længe arbejderklassen ikke rører for meget på sig, er denne form for demokrati den sikreste og billigste statsform for kapitalismen. Og fra arbejderklassens synspunkt er det selvfølgelig også at foretrække frem for diktatur eller fascisme, for i en demokratisk stat som Danmark i dag kan vi åbent kæmpe for vores sag uden at blive slået ihjel, selvom der selv i den mest “demokratiske” borgerlige stat finder undertrykkelse, overvågning osv. sted af kritiske røster.
I en demokratisk borgerlig stat må arbejderbevægelsen udnytte de muligheder der er, inklusiv at få valgt repræsentanter ind i parlamentet, selvom vi er klar over, at det reelt ikke er her, den virkelige magt ligger. Men vi kan bruge det som talerstol og en måde at mobilisere arbejderklassen omkring en kamp på. Men den borgerlige stat som sådan kan vi aldrig bruge. Den er skræddersyet til at tjene kapitalisternes interesser, embedsmændene er specialuddannede til at gøre bestemte ting i kapitalisternes interesse, hele opbygningen bygger på privilegier og sikrer de øverste lag af samfundet den bedste adgang til forskellige positioner. Når arbejderklassen overtager styringen med samfundet, kræver det altså, at det borgerlige statsapparat får en ordentlig omgang og erstattes med arbejderklassens egen klassestat, som skal sikre mod kapitalisternes modstand og igangsætte opbygningen af en sund planøkonomi under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol.
Arbejderstat og det klasseløse samfund
Man får ofte at vide, at socialisme er utopi, fordi menneskets natur ikke er i stand til at leve i et samfund, hvor alle er lige – hvor man arbejder efter evne, og får efter behov. Det er rigtigt, at bevægede man sig med det samme over i et samfund, hvor der ingen stat er, ingen kontrol er, og alle bare kunne tage, som det passede dem, ville det ikke holde længe. Menneskeheden, der er født, opdraget og opvokset i et egoistisk konkurrencesamfund, er ikke i stand til at hoppe direkte over i et samfund uden stat overhovedet.
Derfor mener marxister, i modsætning til anarkisterne, at der er brug for en stat efter revolutionen, men ikke en hvilket som helst stat – men arbejderklassens egen stat.
Arbejderstaten
Hvad skal arbejderne bruge denne arbejderstat til? Det er svært for os at svare på, hvordan forskellige ting vil være under socialismen. Fordi det, vi ønsker, er ikke at bringe os selv til magten og bestemme det hele, nej vi vil have arbejderklassen til magten – dig og mig og resten af det almindelige arbejdende folk. Men arbejderstaten skal først og fremmest være et middel til at træffe beslutninger på alverdens punkter i samfundet, det kan være både politiske og økonomiske beslutninger, fx er det en økonomisk og administrativ opgave at skaffe arbejde til alle og sørge for godt arbejdsmiljø på alle arbejdspladser. For at en socialistisk planøkonomi kan rende rundt er det vigtigt, at der er ultimativt demokrati, at alle led i produktionen har mulighed for at snakke, diskutere og blande sig med hinanden. Dem, der laver planerne, skal både snakke og diskutere med dem, der skal producere tingene, og diverse eksperter inde på specifikke områder. Hele vejen rundt skal alle kunne blande sig i alt. Praktisk kan det lade sig gøre gennem et såkaldt rådsdemokrati, som tager udgangspunkt i råd på arbejdspladser rundt omkring. Her mødes arbejderne for at snakke og diskutere forskellige ting, der vedrører dem selv eller andre. Sådan et råd kan så vælge en repræsentant til et højere råd osv. Disse repræsentanter kan altid tilbagekaldes og erstattes med nye.
I dag har de fleste ikke overskud til at deltage i demokratiet, men det vil de få under socialismen. Når man ikke skal tænke på kapitalisternes profit, kan man skære ned på arbejdstiden – forestil dig så, hvis man fik de mange hundredtusinde arbejdsløse i arbejde, stoppede produktionen af overflødige luksusting osv. Man kunne sagtens opretholde en almindelig og stigende levestandard med en arbejdsuge på 25 timer, så ville der også være tid til at deltage i arbejdspladsens råd og til børnene osv.
Arbejderstaten må også være et middel mod kontrarevolution. Kapitalisterne er naturligvis ikke tilfredse med, at arbejderklassen tager “deres” virksomheder fra dem og degraderer dem til almindelige arbejdere. Hvad de vil gøre for få det gamle styre igen, er ikke umiddelbart til at gennemskue, men man må være forberedt på at blive angrebet militært. Derfor må staten sørge for våben og våbentræning til alle arbejdere, hvis det skulle blive nødvendigt.
Lenin opstillede 4 kriterier for en arbejderstat:
1. Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen.
2. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder.
3. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk
4. Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er “bureaukrater” på skift, er der ingen bureaukrater.
Vil staten “visne” væk?
Arbejderstaten er allerede kun en “halvstat”, fordi den for første gang i historien involverer og repræsenterer det store flertal af befolkningen. Og med tiden vil statens funktioner blive mere og mere overflødige. På et tidspunkt efter revolutionen vil man via planøkonomiens effektivitet have udviklet produktivkræfterne så meget, at der er nok til, at alle i hele verden kan leve i overflod. På det tidspunkt, hvor man måske kun behøver at arbejde 15 eller 20 timer om ugen, på det tidspunkt, hvor den kontrarevolutionære trussel for længst er forsvundet, på det tidspunkt, hvor mennesket er tilvænnet det socialistiske demokrati, først på det tidspunkt opstår betingelserne for, at staten forsvinder.
Som Marx sagde, så er menneskerne et produkt af samfundet. Lever man i et retfærdigt samfund, er man selv mere retfærdig osv. Mennesker, som er “tilvænnet” sammenholdet, samarbejdet og fællesskabet efter revolutionen, vil på et tidspunkt være i stand til at leve uden en stat, uden at der bliver holdt øje med dem osv. Her er der tale om rigtig frihed, ikke før.
Læs mere om staten:
Engels “Familiens, Privatejendommens og statens oprindelse”.
Lenin “Staten og revolutionen”.
Socialistisk Standpunkt “Hvad er marxisme”.
