Billede: Massemøde med Manuel Zelaya op til valgkampen 2013 (af LIBREs pressetjeneste).
“Honduras har talt. Jeg er Honduras kommende præsident. Med hjælp fra folket og Gud, vil vi forandre Honduras” erklærede den højreorienterede præsidentkandidat Juan Orlando Hernandez fra det konservative Nationale Parti blot tre timer efter valgstederne lukkede ved præsident- og parlamentsvalget i Honduras i søndags. Men her i skrivende stund, to døgn efter at valget sluttede, er der endnu ikke offentliggjort noget endeligt resultat. I stedet har landets kontroversielle valgkommission TSE (Tribunal Supremo Electoral) offentliggjort “foreløbige” resultater løbende og erklærede, med blot 67,74% optalt, at Hernandez utvivlsomt havde vundet valget med 34,08% mens venstrefløjens kandidat Xiomara Castro kom nummer to med 28,92% og det Liberale Parti nummer tre med 20,70%
Mildt sagt en noget problematisk fremgang. Lagt sammen med den nærmest uendelige række af demokratisk problematiske begivenheder der har foregået op til og efter afstemningen, fremkommer der et klare og klare billede af at valgets “vinder” allerede var udpeget længe inden den første stemme blev afgivet.
Kampen om demokratiet
Søndagens valg i Honduras, der omhandler såvel præsident- og parlamentsvalg som valg til en række lokale forsamlinger og det mellemamerikanske parlament, har været længe ventet. De sidste 4 år har Honduras været kastet ud i en politisk krise siden at militæret i 2009, med støtte fra det Nationale Parti og flertallet i det Liberale Parti, gennemførte et blodigt kup og afsatte den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya. Manuel Zelaya var oprindeligt valgt for det Liberale Parti, men var siden drejet skarpt til venstre og havde forsøgt at udvide demokratiet og forbedre forholdene for arbejderklassen og de fattige i et Honduras, hvis demokratiske og sociale problemer er af et sådan omfang at landet er oprindelsessted for begrebet “bananrepublik”.
Mens dette havde skabt enorm popularitet blandt det fattige flertal havde det gjort Zelaya til en hadet figur i overklassen og i sit eget parti. Da han i 2009 forsøgte at få gennemført en folkeafstemning om en række demokratiske forfatningsændringer blev det for meget for overklassen, der valgte at afsætte ham ved et militærkup. Dette blev indledningen til en historisk krise og udløste revolutionære masseprotester og gadekampe mellem landets fattige på den ene side og det magtfulde militær på den anden.
Senere på året gennemførte kupmagerne et skinvalg som venstrefløjen boykottede i protest mod kupmagernes fortsatte kontrol og manglende demokratiske muligheder. Siden militærkuppet har Honduras set en eksplosion i vold og bandekriminalitet ligesom at fattigdommen igen er stigende i et land med 65% fattige. Ligeledes har militæret slået hårdt ned på enhver opposition med en lang række politiske mord til følge. Samtidig er venstrefløjen dog blev styrket og har med Zelaya som formand stiftet Honduras første venstreorienterede masseparti i mange år, LIBRE (Partido Liberación y Refundación, partiet for frigørelse og genoprettelse). Det har været håbet at valget i søndags kunne have været det første skridt i en demokratisk udvikling, hvilket førte LIBRE til at opstille Zelayas kone Xiomara Castro som præsidentkandidat over for landets to traditionelle magtfaktorer, det konservative Nationale Parti og det liberalistiske Liberale Parti, på den modsatte side.
Censur og lukning af medier
Op til valget har vi set en skærpet kampagne imod uafhængige og kritiske medier fra regimet og militærets side. Således indførte valgkommissionen i torsdags den 21. november forbud mod at medierne rapporterede om valgresultatet eller tendenser, f.eks. exit-polls, og optællingsresultater fra de enkelte valgsteder, før valgkommissionens egne officielle meddelelser. Det står nu mere og mere klart at dette forbud blev indført for at give den stærkt regime-loyale valgkommission kontrol over resultatet. Samtidig med at man forbød exit-polls og lignende uafhængige kontrolforanstaltninger gav valgkommissionen sig selv den uhørte rettighed at udgive “foreløbige resultater” fra optællingen hvilket valgkommissionen har gjort løbende siden valget.
Betydningen af denne kontrol ses f.eks. i at uafhængige exit-polls og meddelelser fra de enkelte valgsteder har givet det stik modsatte billede af resultatet og givet valgsejren med ca. 4,5 procents forspring til venstrefløjens kandidat Xiomara Castro. Ved at sikre sig imod uafhængige rapporter om valgresultatet og samtidig give sig selv ret til at publicere af foreløbige resultater, har valgkommissionen sat de perfekte rammer for valgsvindel. Således er det slet ikke sikkert at valgkommissionen nødvendigvis har fusket direkte med stemmerne for at få det “rigtige” resultat, om end meget tyder på det. Man kan blot vælge med omhu hvilke valgsteder man tæller først. I et så polariseret land som Honduras er det klart at velhavende områder vil give en stor sejr til højrefløjen mens fattige vil give stort flertal til venstrefløjen. Ved at vælge at tælle de rige valgsteder først og løbende offentligøre resultaterne derfra kan man skabe et billede af hvem der har vundet valget uden at dette nødvendigvis har noget med virkeligheden at gøre.
Netop dette frygter LIBRE er sket. Manuel Zelaya har således erklæret at valgkommission har valgt kun at fremlægge resultater der er positive for højrefløjen og det Nationale Parti og bevidst har valgt at undlade at tælle tusindvis af stemmebokse hvor man regnede med at venstrefløjen havde vundet. Det har bl.a. fungeret ved at 20% af stemmeboksene ikke var nået frem til den centrale optælling og derfor ikke er blevet talt med, netop fra de steder hvor venstrefløjen sandsynligvis har fået flest stemmer.
Angrebene på den frie presse har også inkluderet lukning af medier. På selve valgdagen stormede militæret f.eks. den kritiske radiostation Radio Globos studie og afbrød deres signal. Samtidig mødte militæret truende op foran de kritiske Kanal 11 og Kanal 36.
Valgsvindel
Men meget tyder på at der også har været mere direkte stemmesvindel. Her er især den langsomme stemmeoptælling bekymrende. Selv for et uland som Honduras, der selv for ulande i Latinamerika er notorisk berygtet for at fungere dårligt, er det uhørt med en så langsom optælling. Dette kunne tyde på at valgkommissionen har større problemer end forventet med at sikre højrefløjen valgsejren, altså at venstrefløjen har fået en for stor valgsejr til at valgsvindel kan foregå enkelt og effektivt efter planen. Ligeledes er det en mulighed, at den langsomme offentliggørelse har det formål, at give højrefløjen tid til at cementere sin magtposition, bl.a. gennem international anerkendelse fra såvel medier som regeringer, før et endeligt “resultat” offentliggøres, hvis det da overhovedet nogensinde bliver offentliggjort.
Internationale erfaringer viser eksempler på områder hvor valgresultater aldrig er offentliggjort da reel stemmesvindel har været umuligt i det nødvendige omfang. Meget sigende var de højreorienterede regeringer i Panama og Guatemala ude og lykønske det Nationale Parti med valgsejren få timer efter valgets afslutning. Ikke ligefrem den største demokratiske garanti, da Guatemalas regering er notorisk berygtet for massakre på fredelige demonstrationer og politiske mord ligesom at Panamas regering før har indsat militæret imod demonstrationer.
Fra hele landet er det strømmet ind med klager over stemmeafgivelsen, heriblandt flere rapporter om køb af stemmer på valgstederne og om bestikkelse af repræsentanter fra mindre partier til at “give” deres stemmer til det Nationale Parti, altså sådan at de bliver talt som at være gået til det Nationale Parti i stedet for til det mindre parti der faktisk fik dem. Op til valget har regeringen ligeledes brugt store statssummer på at udlevere gratis kreditkort og goder som gratis huse og penge til gengæld for at stemme på det Nationale Parti.
Vold og trusler
Flere internationale valgobservatører har råbt op om valgsvindel, heriblandt en delegation fra den internationale sammenslutning af fagforeninger ITUC (International Trade Union Confederation), der taler om massiv valgsvindel. Flere valgobservatører har ligeledes berettet om at blive truet af svært bevæbnede maskerede mænd i dagene før valget og ved flere valgsteder er valgobservatører blev nægtet adgang og mulighed for at kontrollere om valget foregik demokratisk. Valgobservatører fra demokratibevægelsen CESPAD (Centro de estudio para la Democracia) har ligeledes rapporteret om at være blevet truet og overfaldet af aktivister fra det Nationale Parti der var i gang med at forsøge at manipulere med valget.
Carlos Matute fra CESPAD fortalte af truslerne var kommet efter at flere vælgere havde oplyst ham om at de havde set, at straks efter at valgstedet var åbnet, var stemmeboksene allerede fyldt med ca. 100 stemmesedler. Også det Washington-baserede Center for Økonomisk og Politik Forskning CEPR (Center for Economic and Policy Research) rapporterede om flere valgsteder der var lukket under stemmeoptællingen på trods af at reglerne siger de skal være offentligt tilgængelige så man kan kontrollere stemmeoptællingen.
Vold under valget kostede dagen før valget to LIBRE-ledere livet ligesom at 5 mennesker er blevet dræbt i forbindelse med valget i Mosquitia hvor valghandlingen efterfølgende blev suspenderet. Siden maj 2012 er 18 kandidater og aktivister fra LIBRE blevet myrdet. Også det fjerdestørste parti i Honduras, det oppositionelle Antikorruptions Parti har erklæret valget for svindel. Antikorruptions Partiet står i resultaterne fra valgkommissionen til at havde fået 15,64%.
“Urne for urne”: Venstrefløjen kæmper for at forsvare sine stemmer
I modsætning til det officielle resultat har LIBRE erklæret sig selv for sejrherrer på baggrund af rapporteringer fra de enkelte valgsteder og erklæret at de nægter at acceptere valgkommissionens svindel eller anerkende Hernandez som præsident. På et pressemøde anklagede Zelaya på vegne af LIBRE og Xiomara Castro, valgkommissionen og det Nationale Parti for valgsvindel og krævede genoptælling af stemmerne “Urne for urne, stemme for stemme, folk for folk” under observation af partierne for at sikre en gennemskueligt og demokratisk troværdig optælling af stemmerne. Imens råbte hundredevis af LIBRE tilhængere “Til gaderne, til gaderne”, en opfordring til demonstrationer og protester for at forsvare folkets stemmeafgivelse imod svindlen. Der har allerede været flere demonstrationer imod valgkommissionen og til støtte for en genoptælling og intet tyder på at situationen vil køle af foreløbigt.
Det honduranske borgerskab og USA frygter en sejr til Xiomara Castro fordi de frygter den enorme massebevægelse der står bag ved hende, en bevægelse som blev født ud af modstanden til kuppet i 2009. De forstår, at denne bevægelse kan få revolutionære implikationer og true selve deres eksistens som landets herskende klasse. Det er derfor, at de vil gå så langt som valgsvindel og militær repression for at forhindre LIBREs sejr.
Hele denne situation viser, hvor hult det borgerlige demokrati i et land som Honduras er. Så snart en præsident begynder at trodse eliten bare det mindste, som vi så det i 2009, bliver vedkommende afsat af militæret. Den efterfølgende aftale i 2011 som sikrede Manuel Zelayas tilbagekomst til landet (under betingelse af at han ikke måtte stille op til præsidentvalg), gjorde det muligt at legalisere Den Folkelige Modstands Nationale Front (FNRP – El Frente Nacional de Resistencia Popular), og omdanne den til partiet LIBRE, som så kunne mobilisere masserne omkring et program og et kandidatur til dette valg. Alligevel fortsatte snigmord på politiske aktivister og undertrykkelse af bevægelsen og i dag ser vi, at den herskende klasses taktiske tilbagetog i 2011 slet ikke var udtryk for god vilje og at man på ingen måde vil acceptere et frit valg.
Endnu engang viser begivenhederne at venstrefløjen og Honduras fattige befolkning ingen tillid bør havde til det borgerlige “demokrati” og staten. Kun med egne kræfter og gennem kamp kan der vindes virkelige fremskridt for demokratiet og i bekæmpelsen af fattigdom. Vi opfordrer LIBRE, FNRP, de folkelige organisationer og fagbevægelsen i Honduras til at forsætte massemobiliseringen imod svindlen og udvide med en generalstrejke. Overalt må der opbygges komitéer for at organisere og diskutere den videre kamp, på arbejdspladser, i slumkvarterer og uddannelsesteder. Internationalt må immigranter og flygtninge fra Honduras organisere sig sammen med lokale fagforeninger, venstrefløjen og demokratibevægelser om at yde solidaritet og også ligge pres på egne regeringer til at nægte at anerkende enhver regering der ikke har et beviseligt folkeligt mandat med sig. Honduras fremtid afgøres i disse dage i kampen mellem arbejderklassen og de folkelige masseorganisationer imod det honduranske oligarki der har hele statsapparatet og USA og alle regionens korrupte anti-demokratiske regimer i ryggen. I denne kamp står vi skulder med skulder med Honduras kæmpende folk.
