Dette dokument er skrevet som en analyse og opridsning af situationen i Socialistisk Ungdomsfront (SUF) siden stiftelsen i 2001 og frem til SUFs seneste landsmøde i påsken 2008.

1) Klassekampen vokser – alle tendenser testes
Vi lever i en periode med revolutioner, krige og øget klassekamp. I Venezuela har masserne gang på gang afværget borgerskabets angreb på deres revolution som mere og mere bevæger sig i socialistisk retning. I Irak og Afghanistan har de imperialistiske magter undertrykt, tortureret og dræbt titusindvis af uskyldige. I Danmark har vi set klassekampen blusse op. Gang på gang er forskellige grupper strømmet ud på gaden i protest mod alt fra dårlig velfærd, nedrivning af Ungdomshuset, krigen i Irak og for lave offentlige lønninger. Denne proces vil uden tvivl fortsætte og tage til i fart i takt med at økonomien rammes af krisen (se Dansk Perspektiv 2008)

Det er i perioder som denne, at revolutionære tendenser bliver testet. Det er let nok at være revolutionær socialist, når det bare er noget man siger og ikke noget man skal bruge i praksis i den daglige kamp. Det afgørende er, hvordan man forbinder de revolutionære socialistiske ideer med de protesterende og demonstrerende masser af unge og arbejdere. Det er et spørgsmål, som både handler om de rigtige analyser og paroler på den ene side, men på den anden side også handler om den rigtige strategi og taktik.

Verdenshistorien er fyldt med fejlslagne oprør og revolutioner, fordi socialisterne ikke var godt nok forberedt på begivenhederne. Masserne kan ikke opfinde deres ledelse i kampens hede. De mest bevidste dele af arbejderklassen og ungdommen må i forvejen have draget de nødvendige konklusioner og gjort sig i stand til at lede den kamp, som masserne udkæmper. Hvis ikke vi lærer af historien, er vi dømt til at gentage den.

Som det følgende forklarer, har det ledende lag, bevidst eller ubevidst, valgt den reformistiske vej og brudt med SUFs revolutionære program. Det har de ikke gjort åbent og demokratisk, men bag et røgslør som det er en opgave for alle ærlige socialister at gennemskue. Denne udvikling har store konsekvenser for, hvordan marxisterne i Danmark må forholde sig til SUF og dets rolle i klassekampen.

Vi opfordrer derfor alle ærlige revolutionære SUF’ere (og det er det store flertal) til at læse dette dokument grundigt igennem og diskutere det med os og andre SUF’ere. Løgnene er mange, og uden at skrive en hel bog har vi ikke kunnet behandle dem alle, selv om vi har prøvet at få den historiske udvikling med. Derfor er der til sidst i artiklen også en linksamling med henvisninger til andre kilder. Vi er altid åbne for at diskutere vores analyse og perspektiv for SUF og klassekampen med dig og dine kammerater såvel offentligt som i din lokalgruppe. Bare kontakt os.

2) SUFs revolutionære minimumsprogram
Det er vigtigt at forstå, at det ledende lag i SUFs reformistiske linje er i direkte strid med SUFs revolutionære program. Hvis man ser på SUFs minimumsprogram, finder man et klart, revolutionært socialistisk grundlag, som med den korrekte metode uden problemer kunne bruges til at navigere i dagens klassekamp.

Minimumsprogrammets grundlæggende perspektiv for at gøre en ende på kapitalismens rædsler er helt klar:

”I stedet skal der skabes et reelt demokratisk, socialt og økologisk samfund. Et socialistisk samfund. Det forudsætter en total afskaffelse af kapitalmagten – derfor er Socialistisk UngdomsFront en revolutionær organisation. Vi tror ikke på, at de økonomiske magthavere vil afgive deres privilegier frivilligt. Derfor er reformer ikke nok. Revolutionen skal være det store flertals værk, vi tager afstand fra mindretalskup. Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds overgreb mod miljø, levevilkår, demokrati og grundlæggende rettigheder.”

Det konkretiseres tilmed senere, hvad der menes med en revolution: ”Der skal indføres demokratisk planlægning og produktionen skal styres af menneskelige behov. Samfundets rigdomme skal fordeles og bruges til at sikre alle et bedre liv.” Hertil kommer gode pointer om bæredygtighed, racisme, demokrati og udenomsparlamentarisme.

På dette revolutionære grundlag havde SUF ved sin stiftelse i 2001 gode muligheder for at spille en vigtig rolle i den danske klassekamp, forudsat at man forbandt en korrekt analyse med de store, traditionelle organisationer, som den danske arbejderklasse og ungdom har skabt. For at de socialistiske ideer skal blive en materiel kraft må de forbindes med flertallet på en konkret måde. Derfor havde SUF et stort potentiale, hvis organisationen orienterede sit socialistiske program imod arbejderbevægelsens masseorganisationer.

Men denne mulighed er desværre aldrig blevet realiseret. Når man læser SUFs materialer i dag (se på ungomsfront.dk under ”Kampagner”) er det svært at se, at de er udgivet af en organisation med et revolutionært og socialistisk program. Det egentlige problem er, at arbejderklassens og ungdommens delkampe kun yderst sjældent vises som en del af hele kampen mod det kapitalistiske systems undertrykkelse. Det er godt, at sige nej til racisme og vise af Dansk Folkeparti siger nogle langt ude ting, men hvis ikke det forklares, at racismen er i kapitalisternes interesse, så forsvinder analysen. Når man kommer til doktoren vil man heller ikke bare høre en diagnose om, at man er syg – det ved man godt i forvejen. Man vil have en behandling. Det samme gælder politiske materialer.

Tager vi den sidste kampagne i SUF – vinterkampagnen om overenskomsterne – står der for eksempel:
”Svaret handler ikke om nationaløkonomi og overophedning, men om fordelingen af goder og ressourcer til forskellige grupper i samfundet” (på side 3). Men det handler om økonomi. Det handler om markedskræfterne skal herske og produktionen styres af profit. Uden at gøre indhug i kapitalisternes profitter er det umuligt at skaffe de nødvendige penge til velfærd og bedre lønninger til de offentligt ansatte. Uden at sige dettes blive kampagnens parole om ”tag fra de rige” i praksis reformistisk. (Se en mere gennemgribende kritik af kampagnen her: Kritik af reformisme i SUFs vinterkampagne.)

På det stiftende møde vedtog man også udtalelsen ”For en forenet og styrket venstrefløj”, hvis konklusioner pegede i den rigtige retning, men som man desværre på ingen måde har levet op til:

”Modsat de uheldige tendenser, der tidligere har præget den unge venstrefløj, har vi ikke illusioner om, at SUF som udgangspunkt er “den ideelle organisation. (…) Gennem en kombination af på den ene side konkret politisk handling, og på den anden side systematisk og kontinuerlig videregivelse af politiske og organisatoriske erfaringer, vil vi sikre, at SUF bliver i stand til at påtage sig stadig større udfordringer.”

Da Venstreoppositionen genfremsatte udtalelsen i efteråret 2007 blev det nægtet at tage den op til debat og afstemning. Det viser, hvor langt væk fra det oprindelige grundlag for SUF, det ledende lag har bevæget sig. De har bevæget sig langt til højre, gennem forskellige manøvrer har de i praksis trukket SUF ud til højre, væk fra det oprindelige grundlag.

I Socialistisk Standpunkt er vi 100 procent enige i minimumsprogrammet og forsvarer det imod alle reformistiske angreb. Vi har altid forsvaret, at SUF skulle være en bred organisation med plads til alle personer og tendenser, der anerkender minimumsprogrammet. Samtidig har vi sagt, at det er nødvendigt at tage mere detaljeret stilling til spørgsmål omkring ens filosofiske udgangspunkt, ens internationale organisering, den økonomiske analyse, statens rolle og arbejderklassens traditionelle masseorganisationer og partier. Det er klart, at der samtidig med, at organisationen tager stilling til specifikke spørgsmål, må være fuld frihed til mindretal, og til at mindretallene kan fremføre deres synspunkter. Men det ledende lag i SUF har altid nægtet åbent at tage sådanne spørgsmål op. I stedet er beslutningerne reelt i høj grad blevet truffet af en lille gruppe i og omkring ledelsen og sekretariatet.

3) SUF – en politisk boble
SUF blev stiftet på et bredt grundlag og samlede mange politiske strømninger i hele spektret fra venstreekstremister og anarkister til venstrereformister. Desuden var en gruppe marxister, som støttede Socialistisk Standpunkt. Socialistisk Standpunkt var på den måde fra starten af med til opbygge SUF og gøre det til en landsdækkende organisation.

Fra 376 medlemmer (ifølge DUF) i 2001 er SUF i dag vokset til 746 i 2007. Der er kommet lokalgrupper over det meste af landet og man har kørt relativt velfungerende kampagner mod nedskæringer på uddannelserne i 2002, mod nyliberalismen i 2003, imod arbejdsløshed i 2004 og for bedre kollektiv trafik i 2004. Sekretariatet er blevet større og der er kommet et satellitsekretariat i Århus samt adskillelige ansatte.

SUF er altså som organisation teknisk set uden tvivl vokset. Men det har på mange måder – især de seneste år – været en hul vækst. Den politiske del af organisationen er gået helt i stå.

Den politiske uddannelse af medlemmerne har for det første slet ikke fungeret. For marxister er et revolutionært parti først og fremmest ideer, tradition, program og metode. Først herefter er det en organisation til at føre ideerne ud i livet. Det grundlæggende er altså ideerne, og det er det, man må organisere sig omkring. Fra begyndelsen må en socialistisk organisation altså basere sig på teori og et program – det vil i virkeligheden sige, at man baserer sig på arbejderklassens erfaringer. Teori er intet andet end en opsamling og generalisering af arbejderklassens samlede erfaringer. Derfor er en nedprioritering af den politiske uddannelse en direkte vej til nederlag og krise for en socialistisk organisation.

I de fleste lokalgrupper diskuteres der sjældent teori, der er kun blevet afholdt meget få og små skolingsseminarer, der er ikke blevet udgivet nogen selvstædige teoretiske materialer, som er blevet debatteret i hele organisationen, og debatterne på stormøderne har næsten altid været begrænset til korte to minutters indlæg, hvor man aldrig har kunnet komme i dybden. Videregivelse af politiske og organisatoriske erfaringer, som det siges i udtalelsen fra det stiftende møde, er altså blevet til rene ord på et stykke papir. Det forklarer, at så relativt få SUF’ere er aktive på ugentlig basis og at gennemstrømningen er så stor.

For det andet har ledelsen forsømt åbent at fremlægge en politisk linje for organisationen og igangsætte vigtige debatter. Selv ledelsens politiske beretninger har været overfladiske og for eksempel har spørgsmålet om den økonomiske situation i Danmark og verden aldrig været med, da det påstås, at økonomien ikke direkte har noget at gøre med SUF’ernes daglige kamp. De beretninger SUF ledelse har fremlagt gennem årene vidner om fuldstændig mangel på forståelse for den danske og internationale klassekamp. De har gang på gang været punkt nedslag uden en sammenhængende analyse. Til landsmødet i 2007 konkluderede ledelsen eksempelvist, efter at have snakket om de største demonstrationer i over år 20 (17. maj 2006 m.fl.): ”Der er stadig lange perspektiver for aktiv folkelig modstand i vores lille danske kaffeklub…”. Det viser fuldstændig manglende forståelse for intensiveringen af klassekampen i vores periode. I stedet for at igangsætte diskussioner om perspektiverne for en revolution, konkluderer ledelsen altså på, at det er noget som vi kan snakke om langt ude i fremtiden.

Mange SUF’ere er blevet demoraliseret og er droppet ud af organisationen på grund af ledelsens manglende perspektiv. Det ledende lag har hevet friske unge ind fra gaden og udstyret dem med et Robin Hood-kostune til gadeteater eller andet aktivistisk. Der er ikke blevet gjort et seriøst arbejde for at uddanne disse unge socialister politisk.

For det tredje har de to årlige stormøder i SUF gang på gang været præget af ligegyldige organisatoriske diskussioner i stedet for en diskussion af den aktuelle situation på politisk plan, den internationale situation, situationen i økonomien, i fagbevægelsen og blandt lærlingene og skoleeleverne. Sådan en diskussion er det eneste reelle udgangspunkt for at fastslå, hvilke opgaver man står over for, og hvad organisationen må foretage sig for at forbinde de daglige kampe med målet om en socialistisk omdannelse af samfundet.

Dette kræver, at man udarbejder et perspektiv. Et perspektiv er for en socialist, hvad pejleinstrumenter er for en styrmand på et skib. Uden en forståelse af periodens generelle karakter, og uden at forberede sig på de begivenheder der er i vente, risikerer man at blive taget på sengen af udviklingen i klassekampen. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem. Det ledende lag i SUF har forhindret, at SUF har udarbejdet et sådant perspektiv. Dermed har de saboteret, at SUF skulle kunne være et instrument for socialisme.

I stedet for at styrke den politiske diskussion er det ledende lag gradvist begyndt at tale om ting såsom at, ”det gør vi ikke i SUF”, og i strid med udtalelsen fra det stiftende møde implicit sagt, at SUF med deres politiske linje er den ideelle organisation, som man er ukammeratlig og illoyal, hvis man kritiserer.

Støtter af Socialistisk Standpunkt har gang på gang fremsat et perspektiv for et stærkere SUF og kæmpet for at vinde flertal for det. Der har konstant siden SUFs stiftelse været en kamp mellem en reformistisk og en revolutionær fløj i SUF. Mange af de afgørende spørgsmål, som var oppe på det nyligt overstået Landsmøde, er spørgsmål, som har været diskuteret i SUF igen og igen uden at man nogensinde er nået til bunds. Nogle gange alligevel med halve eller hele sejre til den revolutionære fløj – andre gange ikke.

Enhver organisation der ikke diskuterer politik og ikke har et politisk perspektiv er lige som en boble. Den kan i en tid vokse og udvide sig. Men der er en grænse. Hvis ikke grundlæggende politiske diskussioner tages og klare perspektiver lægges, risikerer den at springe.

4) Kampen for et revolutionært SUF spidser til
Dette er ikke stedet til at optravle alle tidligere debatter i SUF om alt lige fra hvordan man fører en revolutionær valgkamp over kampen mod racisme til hvordan man bruger udadvendte materialer som Frontalt. Det afgørende er hovedtrækkene for linjen nu og her. Men det er vigtigt at forstå, at kampen mellem den reformistiske og revolutionære fløj for alvor spidsede til fra 2005. Den revolutionære fløj organiseret omkring Socialistisk Standpunkt vandt større og større tilslutning og stod på randen til at kunne vinde flertal. De fire politiske hovedemner som denne fløjkrig har udtrykt sig i er:

a) Venezuela og Latinamerika
b) EU
c) Kvindekamp
d) Bevægelsesarbejde

a) Venezuela og Latinamerika
Som sagt er der forskel på at være revolutionær i ord og i praksis. Et af de vigtigste kendetegn ved en revolutionær analyse og tendens er, at den ser, anerkender og støtter revolutioner, når de foregå lige foran næsen på dem. Her er udtalelsen ”SUF støtter den bolivianske revolution”, stillet af støtter af Socialistisk Standpunkt og vedtaget på et stormøde i 2003, af afgørende betydning. Udtalelsen konkluderer bl.a.:

”Den altafgørende opgave i Bolivia i dag er at udstyre bevægelsen med en revolutionær socialistisk ledelse, der er i stand til at hæve bevægelsen op på et højere niveau og i sidste ende lede arbejderklassen og de fattige til magten”

Senere har det ledende lag imidlertid afvist at støtte den revolutionære proces, som finder sted i hele Latinamerika. De har afvist at anerkende, at der foregår en revolutionær proces i Venezuela, og at det er alle revolutionære socialisters opgave at støtte de venezuelanske massers kamp mod undertrykkelse og for socialisme. Støtter af Socialistisk Standpunkt har bl.a. i samarbejde med SUF-GSV-GLT gang på gang rejst spørgsmål om den venezuelanske revolution. Det ledende lags svar har været latterliggørelse og påstande om, at der blev talt for blind Chavez-støtte. I SUFs ledelses politiske beretning til aktivitetsmødet 07 står der sågar:

”Man kan dog ikke snakke om en generel venstredrejning i Latinamerika, da forskellene landene imellem er for store til en generel stempling af kontinentet. Vi må desuden forholde os kritisk til de indgreb i borgerrettighederne, som undertiden foregår. Også og muligvis især i de mest progressive lande.”

I stedet for at fokusere på vigtige spørgsmål som arbejderkontrol og diskussionen om socialisme på et helt kontinent, bruger SUF ledelse tid på de borgerliges hykleriske påstande om indgreb i borgerrettighederne (læs mere på www.handsoffvenezuela.dk). Ikke at ville anerkende den revolutionære proces i Latinamerika er af afgørende betydning. Det er ABC for socialister, at det er nødvendigt at støtte revolutionære processer overalt i verden. Denne ABC har det ledende lag i SUF glemt.

Anderledes klar var linjen i udtalelsen ”Latinamerika er det kontinent i verden, hvor revolutionen er længst fremme”, som bl.a. folk fra Venstreoppositionen i SUF var med til at stille til aktivitetsmødet i 2007, men som desværre ikke blev vedtaget:

”Der foregår en polarisering på kontinentet, som der sker i enhver revolution. Det bliver tydeligt, at der ikke er nogen mellemvej mellem kapitalisme eller socialisme: enten må man følge imperialismen og angribe arbejderne og bønderne, som f.eks. Lula i Brasilien gør, eller også må man bryde med kapitalismen. Chavez i Venezuela har, sammen med bl.a. Evo Morales i Bolivia, forsøgt at bryde med imperialismen ved at opsætte den alternative frihandelsaftale ALBA. Men det er også tydeligt, at dette ikke er nok. Hverken i Venezuela eller Bolivia er massernes problemer blevet løst, selvom de høje oliepriser har skaffet en del reformer i Venezuela. Kapitalisterne opererer stadig og forsøger at sabotere økonomien, staten osv. som f.eks. under arbejdsgivernes store lockoute i Venezuela i 2002. Det er positivt, at præsidenterne her forsøger at bryde med imperialismen, men revolution kan ikke gennemføres fra toppen. Den eneste vej frem er, at arbejderne gennemfører den socialistiske revolution i samarbejde med bønderne.” (fra udtalelsen ”Latinamerika er det kontinent i verden, hvor revolutionen er længst fremme” stillet AM07)

b) EU
SUFs minimumprogram er klart på spørgsmålet om EU:

”Konsekvensen er en voksende økonomisk ulighed – både på verdensplan og i de enkelte stater. Samtidigt er flere beslutninger flyttet væk fra demokratisk kontrol og træffes nu hos de store virksomheder. Denne udvikling er aktivt hjulpet på vej af institutioner som WTO, IMF, Verdensbanken og EU. SUF deltager aktivt i den verdensomspændende bevægelse mod den kapitalistiske globalisering og dennes institutioner, i en erkendelse af at de umuligt kan reformeres til at forsvare socialistiske ideer. Derfor støtter vi en dansk udmelding af disse institutioner som et led i deres nedlæggelse” (Minimumsprogrammet)

Alligevel er flere fra det ledende lag åbent fortalere for, at man godt kan reformere EU. Det seneste kampagneforslag om EU er da også af en lidt tvivlsom karakter, da man bl.a. igennem ændringsforslag har fået indført et fokus på forsvar for forbeholdene, i stedet for fokus på en bredere modstand mod hele det kapitalistiske projekt EU.

Især var det problematisk, at man afviste et ændringsforslag som gjorde det klart, at man ikke kan tale om et ”demokratisk EU” (på kapitalistisk grundlag). Angrebene på arbejdsforhold, velfærd og miljø, der kommer fra EU er ikke ”uheldige bivirkninger” af et ”ellers fornuftigt projekt”. Det er selve kernen i EU-samarbejdet mellem de kapitalistiske stater. Det er enten naivitet eller politisk kvaksalveri, hvis man tror, at dette apparat kan reformeres. SUF’s ledende lag afviste, at det er umuligt at reformere EU i demokratisk retning, væk fra – som det hedder – det ”mere rå kapitalistiske EU” vi har nu.

Men kan kravet om dansk udmeldelse af EU stå alene? Et kapitalistisk Danmark uden for EU ville stadig operere efter de samme principper. Nedgangen i den kapitalistiske økonomi ville stadig diktere nedskæringer på velfærd, øget arbejdspres, stress og jag. Kapitalisterne ville i stedet for EU’s domstol bruge de danske domstole til at forsøge at angribe fagbevægelsen. Kapitalismen har skabt et verdensmarked, og heri er Danmark blot en lille del. Det er utopisk at forestille sig, at et lille land kan stå uden for verdensmarkedets knusende dominans. Derfor må kravet om udmeldelse af EU altid kædes sammen med en afskaffelse af kapitalismen og en socialistisk omdannelse af samfundet i Danmark, Europa og på verdensplan.

I 2004 og blev kampen mod EU beskrevet lagt mere detaljeret i kampagnegrundlaget for EU-kampagnen i 2005:

”I SUF mener vi ikke, at ”Danmark ud af EU” er løsningen. EU er et symptom på det kapitalistiske system og dets kriser, ikke selve problemet. En dansk regering vil være tvunget til at gennemføre den samme nedskæringspolitik som resten af EU. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke laver ”nej-kampagner” – en svækkelse af EU er et skridt på vejen. Men en nej-kampagne følges altid af vores alternativ, et ”socialistisk Europa”, som et yderligere skridt på vejen til en socialistisk verden.”

At denne linje så desværre ikke blev fremlagt i kampagnens materialer andet end i overskriften, er en anden sag, men linjen i grundlaget er helt korrekt. Ser man på alle de nyeste udmeldinger om EU på SUFs hjemmeside nævnes det revolutionære perspektiv overhovedet ikke. Man holder sig udelukkende til at kritisere EUs inhumane og asociale konsekvenser i stedet for at angribe EUs kapitalistiske grundlag:

EU plyndrer de afrikanske lande
Den forsvundne afsteming
Da EU forsvandt

Se også vores artikel ”EU – reform eller revolution”

c) Kvindekamp
I udtalelsen ”Kvindekamp er klassekamp” fra 2005 blev det slået fast, at dette er SUFs vigtigste parole på dette område. Hovedpunkterne i udtalelsen er:

– På trods af ligelønslov osv. er der hverken økonomisk, politisk eller kulturel lighed mellem kvinder og mænd
– Kampen mod kvindeundertrykkelse kan ikke adskilles fra kampen mod den undertrykkelse, der ellers foregår i et klassesamfund
– Kvindeundertrykkelsen er ikke indbygget i det mandlige køn, gener eller andet – det er ikke mændene der undertrykker kvinderne, men klassesamfundet der fastholder undertrykkelsen.
– Selvom kapitalismen ikke har opfundet kvindeundertrykkelse lever den godt af den ved eksempelvis at bruge kvinder som løntrykkere og billig arbejdskraft.
– Kapitalismens fremprovokerer og puster til splittelse mellem kønnene for at udviske klasseskellene

Og konklusionen var:

”Det er derfor, at kvindekampen ikke kan adskilles fra kampen for socialisme. Vi kæmper enhver delkamp for bedre forhold for kvinder, men kvindes frigørelse kan først reelt opnås med socialismen.
Kvindekamp er klassekamp – socialismen er den eneste vej til kvinders frigørelse!”

Men det ledende lag trak SUF længere og længere væk fra denne linje. Det viste sig bl.a. i form af separatistiske kvindegrupper, forslag om kønsopdelte talerlister, kønskvotering osv. Dette er en reformistisk linje, fordi det splitter kampene op og skaber en modsætning mellem mænd og kvinder. Den egentlige modsætning derimod er mellem arbejdere og kapitalister. Det er denne modsætning, alle andre modsætninger i samfundet udspringer fra.
Det gjorde folk fra de lukkede lokalgrupper også klart på Landsmødet 2008, da de i udtalelsen ”Imod separatisme – for fælles kvindekamp” skrev:

”Derfor er kampen mod kvindeundertrykkelse en kamp mod de kapitalistiske samfundsstrukturer, som grundlaget for at al opdragelse, selvopfattelse, kønsforståelser (og fordomme) virkelig kan ændres.”

Men det ledende lag fortsatte med at forsvare separatismen og fik udtalelsen stemt ned. I stedet vedtog man en udtalelse, som lagde fokus på frigørelse af kroppen i stedet for lige løn og lignende, hvilket uden tvivl – set i sammenhængen – også er et sving til højre.

– d) Bevægelsesarbejde
Spørgsmålet om hvordan revolutionære socialister arbejder i bevægelserne har altid været et omdiskuteret spørgsmål i SUF. Det dækker over en uenighed om, hvordan man intervenerer i arbejdernes kampe. I 2002 vedtog SUF udtalelsen ”SUF styrker bevægelserne” som forklarer problemstillingen, selv om den ikke giver den fulde analyse:

”Vores arbejde som socialister må derfor ’gå på to ben’:

– For det første må vi loyalt arbejde for at styrke bevægelserne ved at styrke deres opbakning, aktiviteter og demokrati. Vores arbejde er loyalt, netop fordi det ikke handler om, hvilken regering, der skal føre en bestemt politik – men om hvilken politik, der bør føres. Ved det loyale arbejde viser vi, at den socialistiske kamp handler om kampen for en bedre dagligdag for alle.

– For det andet må vi ikke glemme det revolutionære perspektiv. Samtidig med, at vi arbejder loyalt og søger at tage kampen det næste – ofte korte – skridt videre, må vi overbevise de aktive om, at en større kamp er nødvendig; om at et andet samfund er nødvendigt.

De to aspekter er ikke nemme at forene. Hvis vi ved hver given lejlighed taler om revolutionens nødvendighed, vil vi i bedste fald virke tåbelige – i værste fald vil vi splitte og svække bevægelserne. Hvis vi glemmer det revolutionære perspektiv og udelukkende arbejder for dagligdagskrav, ender vi som socialdemokratiske reformister og vil derfor også i praksis svække bevægelserne”.

Dette har dog aldrig været praksis for det ledende lag i SUF. De har aldrig fremført et revolutionært perspektiv, og når støtter af Socialistisk Standpunkt og vores ideer har gjort dette, er vi blevet beskyldt for ”springe elastikken” og arbejde ”illoyalt”.

Det ledende lag har været loyale over for ledelsen af bevægelserne, i stedet for loyale over for de almindelige elever og studerende ude på skolerne. Dette fremgår også tydeligt af udtalelsen ”I bevægelsen for en anden politik” fra 2006, som kun taler om loyalt arbejde i bevægelserne, men overhovedet ikke nævner perspektivet om revolution og socialisme. Enhver der sammenligner de to udtalelser fra 2002 og 2006, kan ikke være i tvivl om, at der er tale om en højredrejning.

Et fuldstændig klart eksempel på dette var, da ledende SUF’ere i toppen af bevægelsen intet gjorde, da elever og studerende vedtog en klar plan for den videre kamp efter demonstrationen d. 2. oktober 2007:

”Dog mener vi ikke, at en enkelt demonstrationsdag kan lægge det nødvendige pres på undervisnings- og videnskabsministeriet. Derfor vil vi fortsætte kampen til nedskæringerne er taget af bordet, og samtidig opfordre de offentligt ansatte i uddannelsessektoren til at støtte op om vores krav, da det også er deres arbejdspladser, der bliver forringet af nedskæringerne.

Vi må som elever og studerende være klar over den kæmpe styrke vi har når vi står sammen. Derfor opfordrer stormødet de deltagende organisationer til at fortsætte samarbejdet efter demonstrationen.

Dette samarbejde indebærer bl.a. at der arrangeres regionale møder og et nationalt møde efter demonstrationen, hvor vi kan videreudvikle fælles fremadrettede krav til vores uddannelser, og diskutere fremtidige initiativer.”
(Udtalelse for elevstormøde d. 25. september 2007)

Det prøvede folk fra de lukkede lokalgrupper at rette op på med udtalelsen ”I bevægelsen for en socialistisk politik” til Landsmødet i 2008. Her konkluderes det bl.a.:

”Vi må være klare over, at vores nuværende linje ikke har været god nok. Vi har i SUF ikke forbundet os med de almindelige elever og studerendes utilfredshed over det manglede perspektiv. SUF er blevet set som loyal over for toppen af bevægelsen i stedet for loyal for over almindelige elever og studerende. Overalt i bevægelserne ligger SUFere et hårdt og loyalt arbejde. Men som organisation har vi manglet et perspektiv.”

Den blev stemt ned på bl.a. argumentet om, at man ikke måtte kritisere SUFs folk i toppen af bevægelserne og en skræmmekampagne om, at udtalelsen betød, at man skulle råbe revolution hele tiden.

Manglende perspektiv både med hensyn til de konkrete kampe og det længere sigtet revolutionære perspektiv har man også kunnet se på andre områder. Bl.a. havde SUF en fuldstændig reformistisk kampagne i forbindelse med Overenskomst 2008, hvor man kun abstrakt sagde”tag fra de rige” (og ikke viste, at det var kapitalister) og hvor man gav støtte til den danske model. Se Niklas Zenius’ omfattende kritik her.

Den samme tendens med at skjule SUFs politik og det revolutionære perspektiv, så man også i forbindelse med bevægelsen for fristeder og kampen for et nyt Ungdomshus (se ”Kampen for ungdomshuse kan ikke adskilles fra klassekamp”). Mange SUFere var her aktive og lagde et stort benarbejde i arrangeringen af demonstrationer, happenings og lignende. Men ikke en eneste gang forbandt SUF som organisationen kampen for fristeder med kampen imod al kapitalistisk undertrykkelse. Det selvom nedrivningen af ungdomshuset for mange unge, kun var det der efter velfærdsnedskæringer, krige og racisme, fik bægret til at flyde over.

Læs mere om vores syn på bevægelsesarbejde i artiklen ”Revolutionært arbejde i bevægelserne”.

En revolutionær og en reformistisk linje
Denne korte gennemgang af fire hovedtemaer for den politiske diskussion i SUF gennem de sidste 5-6 år viser klart to ting:

a) Der har altid været en revolutionær og en reformistisk fløj
b) Der er sket en klar højredrejning indenfor de seneste år

I begyndelsen var modsætningerne ikke så klare. Flere af de her citerede og vedtagne udtalelser med et klart revolutionært perspektiv er dog aldrig blevet til praksis. For eksempel er det kun støtter af Socialistisk Standpunkt som i elevbevægelsen har fremført et perspektiv om en alliance med arbejderbevægelsen og kædet elevernes kampe sammen med kampen for at erstatte den borgerlige regering med en arbejderregering, der udvider velfærden i stedet for at skære ned.
Det ledende lag lod heller ikke støtten til den bolivianske revolution blive til andet end ord på et stykke papir.

Højredrejningen er åbenlys, når man ser nærmere på historien. Der er ingen tvivl om, at det ledende lag har trukket SUF i en reformistisk retning. Når dette er blevet fremført i SUF, har de ledende lag himlet op om, at det er ukammeratligt og at man ikke må kalde folk reformister. Men pointen er ikke om folk er reformister eller ej. Spørgsmålet er om deres politik er reformistisk eller ej. Reformisme er ikke et skældsord, men en betegnelse for en bestemt politik – en politik der adskiller de daglige krav fra det socialistiske mål, og dermed ikke tilbyder et perspektiv for socialisme.

Det ledende lag har ikke forsvaret sig imod den revolutionære fløj gennem åbne og frie politiske debatter, men gennem skræmmekampagner, personhetz, censur, tvangslukninger, eksklusioner og kontra-pro debatter, hvor hver side kun får to minutter. De har aldrig på skrift og i omfattende grad svaret på den revolutionære fløjs analyser. I stedet har de prøvet at latterliggøre dem og true afsenderne med eksklusion. Det afslører klart deres bankerot og bluff.

5) Krise i SUF
Politiske og organisatoriske spørgsmål kan aldrig skilles ad. Derfor har SUFs politiske deroute også ført til en organisatorisk deroute. Ikke siden kampagnen for bedre offentlig transport i begyndelsen af 2004 kan man tale om, at en kampagne for alvor har kørt i hele SUF. Kampagnematerialerne har gang på gang været politisk tynde og forsinkede og er på ingen måde nået ud i hele landet. Med globaliseringskampagnen i 2007 lykkedes det at organisere nogle busser til demonstration mod G8 i Rostock, men det var ikke noget der nåede langt udover SUFs egne medlemmer og selv her var der tale om en meget begrænset skare.

De materialer der så endelige er kommet har de sidste mange år haft mere fokus på form end på indhold. EU-kampagnen i 2004 forklarede ikke klart og tydeligt, at EU er i kapitalisternes interesser og ikke kan reformeres. Integrations- og antiracismekampagnerne i 2006 forklarede ikke, at kapitalisterne tjente på racisme og at det er derfor splittelsen i arbejderklassen opretholdes. Globaliseringskampagnen og G8-kampagnen i 2008 præsenterede globaliseringen som nogle onde mænds (og kvinders) projekt og viste derfor ikke, at globaliseringen kun kan blive progressiv på et socialistisk grundlag, hvor der er gjort op med den kapitalistiske markedsøkonomi og udbytning.

Det manglende perspektiv i kampagnerne var også en af de afgørende faktorer for, at kampagnerne ikke kom ordentlig ud i organisationen. Mange SUF’ere uddelte kun materialerne, fordi de gerne ville styrke SUF, ikke fordi de var stolte over det revolutionære perspektiv i dem. Det forklarer også, hvorfor at SUF’ere rundt om i landet kan lave rigtig meget godt arbejde i deres lokalgrupper og på deres uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, mens at organisationen på landsplan er næsten paralyseret og usynlig.

På trods af uanede mængder af demonstrationer og protester har antallet af SUF løbesedler også været meget begrænset. Maksimum en håndfuld over de seneste par år. For eksempel afviste man i ledelsen efter forslag fra en Socialistisk Standpunkt støtte at bruge penge på SUF-løbesedler til velfærdsdemonstrationen 17. maj 2006. Det viser, at SUF med det nuværende ledende lag i front i praksis overhovedet ikke har kunnet opfylde sit mål om at give bevægelserne et bud på en vej fremad. SUF har som organisation aldrig fremsat et klart perspektiv for vejen frem – i stedet har man gang på gang underlagt sig de reformistiske ledelser og været loyal over for dem i stedet for de almindelige unge.

Den nyeste ide i det ledende lag var sågar at nedlægge Frontalt. Frontalt er SUFs eneste regulære eksterne blad, som udkommer sølle to gange om året. Det blev heldigvis lige akkurat afværget på grund af skarp argumentation fra de revolutionæres side. Men som støtter af Socialistisk Standpunkt tidligere har forklaret, så burde man i stedet have været gået den modsatte vej og hævet antallet af Frontalt udgivelser. Kun gennem at have en kontinuerlig selvstændig presse er det muligt at kommunikere sine ideer ud til ungdommen – arbejdere som elever og studerende.

Kassererens underslæb i 2007 på over 136.000 kr. er bare endnu et eksempel i rækken på, at SUF langt fra er en organisation, som fungerer bare sådan nogenlunde. De ikke-fungerende emnegrupper er et andet.

Også i lokalgrupperne er billedet mudret. Ledelsen påstår, at der er op i mod 40 aktive lokalgrupper. Et realistisk bud er nærmere, at det kun er et sted omkring 15 lokalgrupper, som holder jævnlige møder, diskuterer politik og spreder de socialistiske ideer. Heller ikke antallet af aktive medlemmer i SUF er steget de seneste år. Landsmødet i 2008 kunne således ikke mobilisere mere end maksimum 140 aktive deltagere. Det er et deltagerantal, som svarer til, hvad man så for tre år siden i SUF.

Og al dette er vel at mærke i en periode, hvor klassekampen er blevet intensiveret og der har været masser af muligheder for at fremsætte et revolutionært perspektiv og vinde arbejdere og unge til de socialistiske ideer. At man ikke har gjort dette, kan ikke betegnes som andet end en krise. Det er politikken, der er det afgørende, og det er manglen på et socialistisk perspektiv, der har skabt den nuværende krise i SUF.

6) Bureaukratisering og eksklusioner
I takt med at SUF ikke udviklede sig politisk og organisatorisk, udviklede det ledende lag til gengæld sig til et regulært bureaukrati. Igen og igen brugte de metoder, som man ikke kan betegne som andet end stalinistiske. Det vil sige de samme metoder, som lederne af de tidligere kommunistpartier brugte for at fjerne enhver opposition.

Det er vigtigt at forstå, hvad vi mener med bureaukrati. Ledende SUF’ere har nægtet at være bureaukrater. De siger: ”vi har ikke nogle privilegier, ingen store biler eller pensioner. Hvordan kan vi være bureaukrater?”

I virkeligheden kan man have bureaukratier i alle typer organisationer. I fodboldklubber, boligforeninger og lignende har man ofte bureaukratier – og de kan endda være temmelig slemme! Her mener vi naturligvis ikke bureaukratier som det i toppen af den danske arbejderbevægelse, men en klike af personer, der længes efter poster og prestige, og som vil gøre alt for at holde på deres position. Sådan et bureaukrati behøver ikke at have et materielt grundlag på samme måde som de højredrejede ledere i arbejderbevægelsen, der baserer sig på materielle privilegier, som de forsvarer for enhver pris.

Det amerikanske fagforbund IWW, der var en halvanarkistisk organisation, havde stor indflydelse blandt de amerikanske arbejdere før første verdenskrig. De havde ingen fuldtidsansatte, kun deltidsansatte. Men det forhindrede ikke, at der i toppen af IWW udviklede sig et bureaukrati. Og i diverse små sekter på venstrefløjen har man gennem historien set de værste eksempler på bureaukratier, der har brugt alle former for beskidte tricks for at holde på deres poster. Det ledende lag i SUF er ingen undtagelse – tværtimod.

Der er ingen lov, der siger, at bureaukratisk degenerering er uundgåelig. Hvorfor endte Lenin ikke som Zinoviev og Stalin. Hvorfor endte Rosa Luxemburg ikke som Kautsky? Hvorfor endte Marie Nielsen ikke som Stauning? Det eneste forsvar imod bureaukratisk degenerering er ikke vedtægter, regler og love, men derimod den politiske uddannelse af medlemmerne og en ledelse, der viser en politisk vej frem, og som ikke er bange for kritik, men tværtimod byder kritik velkommen som en lejlighed til at hæve det politiske niveau i hele organisationen.

Socialistisk Standpunkt var den eneste af de mange fløje og strømninger, der erklærede sig som fraktion, da fraktionsparagraffen blev indført i vedtægterne. I stedet for åbent at udfordre Socialistisk Standpunkts ideer blev der spredt løgne om, at Socialistisk Standpunkts støtter ville kuppe SUF og at de var illoyale. Trotter-svin var betegnelsen og man sang om ”Ingen SS’ere i vores gader” – og nej det var ikke en henvisning til nazister. Selv sekretariatet deltog i denne hetz på de marxistiske ideer. Bl.a. påstod man overfor nye potentielle socialister, som ringede til dem, at der ikke var en SUF-lokalgruppe i Roskilde, da flertallet her støttede Socialistisk Standpunkts ideer. Det er klart, at det ledende lag hellere ville ødelægge SUF end lade de marxistiske ideer få flertal.

Udviklingen af en bureaukratisk og højredrejet klike i SUF var ikke resultatet af en ondsindet konspiration eller sammensværgelse. Udviklingen skete ikke pludseligt, men var et resultat af en længere proces, som ikke var tydelig fra starten. Der var forskellige symptomer, men det er først gennem eksklusionerne, heksejagten og tvangslukningerne af lokalgrupper, at degenereringen accelererede. Kvantitet blev kvalitet. Den bureaukratiske klike blev klart udfordret af den stigende opbakning til de marxistiske ideer i SUF. Gennem den åbne udfordring blev bureaukratiet bevidst om sig selv og forsøgte at fastholde sit greb om organisationen gennem organisatoriske manøvrer. Sådanne manøvrer har sin egen indre logik. Når organisatoriske manøvrer sættes i stedet for politisk diskussion, efterlades der ikke plads til kritiske røster. Enhver kritik af den ledende linje opfattes som højforræderi og straffes med personhetz, tilsvining, bagvaskelse, udefrysning og eksklusion.

Den bureaukratiske degenerering af SUF er politisk. Så snart organisatoriske manøvrer sættes i stedet for åben, politisk diskussion, bliver organisationen målet i sig selv. Et helt lag af unge SUF’ere er blevet opdraget til at sætte ”partiloyalitet” over alt andet. De er blevet opdraget til, at ledelsen altid har ret, og at direktiverne fra toppen skal følges uden spørgsmål. De er blevet opdraget til, at intern kritik og politisk diskussion ”ødelægger SUF”. Denne opfattelse er i virkeligheden dybt illoyal imod de elementære principper, som demokratisk socialisme bygger på.

I foråret 2005 slog kvantitet om i kvalitet. Støtten til de marxistiske ideer var vokset stødt og fra at være en lille gruppe, der støttede de marxistiske ideer og Socialistisk Standpunkt i SUF, havde de marxistiske ideer vundet betydelig opbakning i SUF. På en række spørgsmål, som for eksempel kvindekamp og EU, havde marxisterne enten politisk flertal i SUF eller var tæt på. Dermed var de marxistiske ideer blevet en reel magtfaktor i SUF. Det blev for meget for det ledende lag. De frygtede for deres position og vidste, de ikke kunne forsvare den åbent og politisk. Derfor organiserede de sig i den hemmelige gruppe kaldet Paragraf4 (forkortet p4, for eksklusionsparagraffen i SUFs vedtægter), som holdt stormøder og uden om organisationens demokratiske kanaler forberedte en eksklusion af 15 marxister.

Samtidig med denne fordækte proces, blev hetzen imod marxisterne mere og mere åbenlys i takt med, at de marxistiske ideer vandt større opbakning i SUF. For eksempel blev en bod med politiske materialer fra Socialistisk Standpunkt stjålet på et stormøde i efteråret 2005. Politiske materialer for tusindvis af kroner blev stjålet. Tyveriet var målrettet imod Socialistisk Standpunkt, idet andre politiske materialer fik lov at ligge urørte.

Da den fordækte gruppe P4’s planer om eksklusionskampagne imod marxisterne endelig kom frem, kørte man eksklusionerne så bureaukratisk som overhovedet muligt. De eksklusionsindstillede fik intet modsvar i Blomster og Barrikader (SUFs interne medlemsblad), de blev nægtet adgang til den største mailliste i SUF, de fik frataget muligheden for at stemme om deres egen eksklusion, de fik ikke lov til at deltage i deres egen eksklusionsdebat og vigtigst af alt så blev der aldrig fremstillet konkrete individuelle anklager. Faktisk blev eksklusionsgrundlaget først fastlagt efter ledelsen havde taget beslutningen om at ekskludere de 15 marxister. (Se de ekskluderedes tilbagevisning af anklagerne her)

Alligevel lykkedes det gennem hårdt arbejde og en rundrejse til næsten alle landets lokalgrupper marxisterne i SUF at afværge endelig eksklusion af alle på nær én. Ledelsens beslutning om at ekskludere marxisterne blev underkendt. (Se ”Eksklusionerne i SUF faldt!” – http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=802). Det var et slag i hovedet på bureaukratiet, som en tid stod rystet. De trak sig tilbage og omgrupperede sig for at forberede nye slag. De mere radikale eksklusionsfortalere kom i front, og metoderne blev grovere. Til at begynde med indkaldte ledelsen til en ”dialog” mellem ledelsen og marxisterne. Denne ”dialog” var et dække for, at det ledende lag kunne forberede en ny eksklusionskampagne.

Imidlertid fortsatte arbejdet for de marxistiske ideer i SUF, som stadig vandt større tilslutning. Det indså det ledende lag i sidste ende også, og da de igangsatte næste eksklusionssag et år efter, var det ikke af 15 men af 27 marxister fra omkring 10 forskellige SUF-lokalgrupper.

For at sikre sig, at eksklusionen denne gang gik igennem skruede bureaukratiet i denne omgang op for de stalinistiske metoder. De så at det var en fejl fra deres side at lade diskussionen florere i hele organisationen og lade marxisterne tage rundt i hele landet og argumentere for deres sag. En bureaukratisk klike frygter altid åben diskussion blandt organisationens medlemmer.

Derfor stjal og manipulerede de dokumenter, som skulle være kongresdokumenter fra Socialistisk Standpunkt og som skulle bevise at Socialistisk Standpunkt ville kuppe SUF. Man lod dem falde ned fra en blå himmel midt under stormødet 2007 og skabte på den måde mest mulig forvirring, som man udnyttede på det groveste til at tvinge støtter af Socialistisk Standpunkt og gruppen omkring dem til at forlade mødet. Det var et kup af stormødet. Uden om dagsordenen og alle demokratiske retningslinjer tvang man en del af stormødets deltagere til at forlade mødet. Det var reelt en eksklusion uden diskussion. En dom uden rettergang. Det kan kun betegnes som et overlagt kupforsøg i organisationen, der desværre lykkedes for bagmændene.

Aldrig har man kunne komme med en eneste konkret anklage, hvor bare én af de eksklusionsindstillede har arbejdet illoyalt i SUF og prøvet af kuppe noget som helst. Se det fulde svar på anklagerne her.

Herefter lod man eksklusionerne køre hak i hak og undgik på bureaukratisk vis, at de ekskludere fik lov til at forsvare sig i nogle officielle kanaler i SUF udover ledelsesmødet, hvor alle fik kun to minutter for lukkede døre. Selv på det ekstraordinære stormøde 17. maj blev de eksklusionsindstillede nægtet at deltage i debatten og fik kun fem minutter, hvorefter de så skulle forlade lokalet.

Men reelt var det hele afgjort på forhånd. Det ledende lags skræmmekampagne og løgne om Socialistisk Standpunkt havde været for effektiv. Der til kommer, at der til den dag i dag er stor usikkerhed om stemmeresultatet. Optællinger fra salen under debatten gav omkring en 170 tilstedeværende, men der blev på mystisk vis afgivet over 270 stemmer. Udenfor ankom folk som åbent spurgte, om det var her man stillede sig op i rækken som ”stemmekvæg” og som åbent erkendte at de kom fra andre organisationer på venstrefløjen. Det var alt andet end kønt.

7) Venstreoppositionen og lukningen af lokalgrupper
På denne yderst bureaukratiske måde lykkedes det altså de ledende lag at smide den eneste organiserede opposition ud af SUF. Men mange SUFere støttede stadig de marxistiske ideer og med støtte fra de ekskluderede blev Venstreoppositionen stiftet (se ”Stiftende møde i Venstreoppositionen i SUF”). Men det stod fuldstændig klart, at ledelsen i SUF ingen opposition ville acceptere. Derfor nægtede man, at anerkende VO som fraktion, da de ikke havde en medlemsliste, som de kunne udlevere! At de ville bruge en sådan liste til endnu flere eksklusioner var fuldstændig klart.

Løgn på løgn blev spredt om Venstreoppositionen. Det blev påstået, at VO sagde, at folk skulle melde sig ud af SUF og gå ind i Socialistisk Standpunkt, at man ikke mente SUF havde et revolutionært potentiale, at man var grov i sin tone, at man var illoyal osv. osv.

Venstreoppositionen og støtter fremsatte dog flere gennemarbejdede kritikker af ledelsen i SUF:

VenstreOppositionens program
Kritik af EU-indlæg
Kritik af SUF og velfærdsbevægelsen
Kritik af vinterkampagnen i 2007/2008

Ledelsens svar var tavshed. Den vidste, at den havde smadret den marxistiske opposition, så meget at den i en tid havde råd til bare at ignorere den og nøjes med at sprede løgne. Men støtten til VO voksede også og VO fremsatte på Aktivitetsmødet i 2007 lige præcis det samme perspektiv på spørgsmål som Venezuela, Kvindekamp, EU og Velfærdsbevægelse, som støtterne af Socialistisk Standpunkt i sin tid havde kæmpet for.

Det gjorde det ledende lag rasende og efter aktivitetsmødet blev der indledt en kampagne for at lukke de lokalgrupper som VO-folkene var aktive i. Som grundlag for truslen om lukningen blev fremsat, at disse lokalgrupper også inviterede nogle folk fra Socialistisk Standpunkt som gæster til deres møder. I stedet for at køre egentlige eksklusionssager med alt, hvad det trods alt indbefatter af demokratiske rettigheder, lukkede man bare lokalgrupperne, hvorved at man i praksis gjorde det umuligt for folk at være aktive i SUF.

I januar 2008 faldt ledelsens hammer og de velfungerende lokalgrupper i GSV-GLT, Roskilde og Østerbro blev lukket, mens at Vestegnen selv var gået i protest. Ledelsens stålfasthed om at fjerne alle kritiske røster er altså så kynisk, at de uden at ryste på hånden kaster 30-50 unge SUF’ere ud i politisk inaktivitet. Lokalgrupperne fortsatte dog arbejdet og kæmpede imod den kraftige højredrejning og bureaukratisering i toppen af SUF. Udover en række forslag på spørgsmål som kvindekamp, EU, bevægelsesarbejde og imod bureaukratisering og ensretning førte det også til udtalelsen ”SUF, hvordan går vi fremad som revolutionær organisation”.

På det grundlag kæmpede de lukkede lokalgrupper og sympatisører til landsmøde for et SUF i tråd med dets minimumsprogram.

8) Landsmødet 2008 – SUF ved en skillevej
Bureaukratiseringen og højredrejningen havde med lukningen af lokalgrupperne og den manglende politiske debat taget nye højder. Med landsmødet stod SUF derfor ved en skillevej. Enten fortsatte man ud af den reformistiske vej det ledende lag havde valgt eller også vendte man tilbage til SUFs revolutionære program.

”SUF står ved en skillevej” var overskriften på det dokument folkene fra de lukkede lokalgrupper delte ud på stormødet.

Men de ledende lag havde ikke tænkt sig frit at lade SUF’erne bestemme SUFs fremtid. De lukkede lokalgrupper havde inden landsmødet prøvet at komme ud i landets lokalgrupper for at forsvare deres politiske ideer, men blev modarbejdet med beskyldninger om, man ikke ville snakke med alle lokalgrupper, og at man tilsvinede folk i stedet for at rejse politisk debat. I virkeligheden var det omvendt.

Til alle tidligere stormøder i SUF har ledelsen fremsat en politisk beretning, som opridser den politiske situation og perspektiverne for klassekampen. Det havde ledelsen valgt ikke at gøre denne gang. Man turde ikke diskutere de politiske perspektiver. Faktisk havde man også ”glemt” at sætte det på dagsordnen og da det endelig kom på efter kritik fra den revolutionære fløj, fik det sølle 45 minutter sent om aftenen.

Alt i alt prøvede man at fjerne den politiske diskussion mest muligt. De ledende lag kørte en skræmmekampagne og fik på den måde indført forbud mod salg af avisen Socialistisk Standpunkt samt uddeling af det dokument til forsvar for en revolutionær linje i SUF, som de lukningstruede lokalgrupper havde medbragt. Reglerne for Rød Ungdom, Kommunistisk Parti og Socialistisk Arbejderparti var dog anderledes. Sidstnævnte spredte blandt andet sine materialer udover alle bordene. Retten til at dele materialer ud var altså forbeholdt visse politiske strømninger i SUF, mens andre blev forbudt. Det er også værd at bemærke, at SUF’s ledelse har udgivet skolingspjecer, som består af tekster fra Socialistisk Arbejderparti. Indholdet af disse materialer er ikke blevet diskuteret i organisationen.

Værst var dog selve de politiske debatter, som mest af alt var en joke. Til diskussion af 34 udtalelser plus ændringsforslag var der afsat en time til blandet diskussion og dagen efter to og en halv time til opdelt diskussion. Det førte til at det fire og et halvt siders lange perspektiv fra de lukkede lokalgrupper (og alle de andre udtalelser) blev diskuteret på fire minutter. To minutter for og to minutter imod.

Reelt har der altså ikke været politisk debat. Reelt har mindretallet altså ikke haft mulighed for at fremføre sine synspunkter. En politisk debat i en socialistisk organisation må give plads til en seriøs diskussion. Selv den bedste ledelse begår fejl. Det er ikke i sig selv et problem, hvis fejlen åbent bliver erkendt og rettet, og medlemmerne lærer af fortidens fejl. Men for en ledelse, der mangler politisk og moralsk autoritet er det umuligt at indrømme fejltagelser – og umuligt at tillade en reel debat af den kurs, der bliver ført.

En reel politisk debat af forskellige synspunkter og perspektiver burde bydes velkommen af en sund ledelse, der står på et velfunderet politisk fundament. Sådan en diskussion, som ikke føres med hurtige afstemninger og minimal taletid, kan hæve det politiske niveau i hele organisationen. Hvis man i stedet sætter en masse resolutioner og udtalelser til afstemning, uden at den politiske kerne bliver diskuteret igennem, opnår man kun at forvirre medlemmerne og sænke det politiske niveau. Det er en sikker vej til fiasko. Man kan muligvis opnå lydige medlemmer, der stemmer som det ledende lag forlanger, på den måde. Men med denne form for kadaverdisciplin uddanner man kun lydige tåber, og den tilsyneladende enighed vil sprænges, så snart organisationen står over for vigtige politiske spørgsmål, som kræver handling.

Reelt er det ikke så underligt, at det var umuligt at vinde flertal. Bureaukratiseringen og højredrejningen af SUF blev dog først og fremmest slået fast ved, at lokalgrupperne forblev lukkede. Som tidligere forklaret betyder det reelt, at endnu 20-25 revolutionære socialister fra de tre lokalgrupper er blevet ekskluderet fra SUF.

9) Fremtidsperspektiverne for SUF
Som forklaret i starten havde SUF en rolle at spille i klassekampen. På grundlag af minimumsprogrammet havde SUF mulighed for at fremsætte et klart revolutionært perspektiv og udarbejde en korrekt orientering til arbejderklassen og dens masseorganisationer. Nu har det ledende lag gjort minimumsprogrammet til noget, som kun nævnes i skåltaler og absolut ikke bruges i praksis. På det grundlag er det klart, at SUF absolut ingen rolle kan spille i klassekampen. Der er nu intet politisk, der adskiller SUF fra de langt større ungdomspartier i arbejderbevægelsen SFU og DSU. Men modsat disse organisationer har SUF hverken rødder og traditioner i arbejderbevægelsen, eller den nødvendige størrelse til at blive en afgørende organisation for socialistiske unge.

Det ledende lag har endegyldigt brudt med SUFs minimumprogram og gennem diktatorisk og bureaukratisk kontrol over organisationen har de trukket hele SUFs officielle linje med sig. Langt størstedelen af de aktive i SUFs lokalgrupper er stadig dedikerede revolutionære socialister. Det var medlemmer af eksempelvis DKP i sin tid også, selvom DKP i praksis førte et reformistisk og kontrarevolutionær politik.

Årsagen til, at SUF er ophørt med at være et redskab for socialisme er i hovedtræk, at man har erstattet politisk diskussion med bureaukratiske kneb og personhetz. Når man kører kampagner er de uden et indhold, der peger frem imod et socialistisk samfund. Det ledende lag har i praksis smidt minimumsprogrammet over bord, og de har nu et fast greb om organisationen.

I Socialistisk Standpunkt opfordrer vi alle disse SUF’ere til at læse dette dokument grundigt igennem og tænke over sagernes tilstand. Uden et klart revolutionært perspektiv har SUF absolut ingen eksistensberettigelse. Som organisation er SUF død. Som ide lever minimumsprogrammet videre. Men den eneste tendens i og uden for SUF som forsvarer minimumsprogrammets ideer er Socialistisk Standpunkt. Derfor opfordrer vi alle SUF’ere til at tilslutte sig Socialistisk Standpunkt og kæmpe for de marxistiske ideer i den danske og internationale arbejderbevægelse.

Artikler:
– SUF, hvordan går vi fremad som revolutionær organisation

– Minimumsprogrammet

– Landsmødet 2008: SUF ved en skillevej (13. marts 2008)

– Kritik af reformisme i SUFs vinterkampagne (18. februar 2008)

– I alt 29 marxister ekskluderet fra SUF – behovet for en Venstreopposition (25. september 2007)

– Stiftende møde i Venstreoppositionen i SUF (15. juni 2007)

– 26 revolutionære marxister ekskluderet i SUF! (20. maj 2007)

– Bud på hvordan SUF kan styrkes og spille en vigtig rolle i klassekampen (20. maj 2007)

– Kollektivt forsvar for de ekskluderede (20. maj 2007)

– SKUEPROCES: 26 ekskluderet fra SUF! (28. April 2007)

– Eksklusionerne i SUF faldt! (17. April 2006)