Billede: Socialist Appeal min
For 90 år siden, den 30. januar 1933, blev Adolf Hitler indsat som tysk kansler. Dermed var vejen banet for oprettelsen af det nazistiske regime; en katastrofal begivenhed for arbejderklassen i Tyskland og resten af verden. Men hvordan var det muligt for nazisterne at komme til magten, og hvilke lektioner kan vi i dag lære af tragedien?
Der eksisterer et væld af overfladiske forklaringer på, hvorfor Hitler kom til magten, som vi alle har hørt – den ene forklaring mere latterlig end den næste. Fx får vi fortalt, at tyskere i krisetider altid søger mod den “stærke mand”, og at årsagen til Hitlers magtovertagelse derfor skal findes i den tyske folkesjæl. Andre forklaringer påstår, at Hitler besad helt særlige subjektive egenskaber, og at hans vej til magten derfor skal forklares med baggrund i hans karisma eller retoriske evner.
Forklaringer som disse forklarer i realiteten intet som helst. Disse ubrugelige forklaringer placerer desuden, på belejlig vis, et kollektivt ansvar for naziregimets forbrydelser på hele det tyske folks skuldre og afleder dermed opmærksomheden fra den historiske kendsgerning, at det var borgerskabet, der skabte nazistpartiet som et værktøj rettet mod den tyske arbejderklasse. Samtidig forhindrer disse forklaringer os i at lære af de reelle erfaringer, såsom arbejderklassens vilje, til at kæmpe mod nazisterne og arbejderledernes svigt.
I virkeligheden var Hitlers magtovertagelse konklusionen på en lang revolutionær periode i tysk historie. Borgerskabet bragte nazisterne til magten for endegyldigt at knække den tyske arbejderklasse, der både i 1918 og 1923 var på nippet til at vælte tysk kapitalisme. Hvis man vil forstå Hitlers vej til magten, må man derfor starte med at se på revolutionerne i 1918 og 1923, der jog en så stor skræk i livet på de tyske kapitalister, at de var parate til at gøre hvad som helst for at sikre, at den tyske arbejderklasse aldrig ville rejse sig igen.
Novemberrevolutionen 1918
I november 1918 udbrød der mytteri blandt matroserne i den tyske flåde. De ønskede en afslutning på 1. verdenskrigs vanvid og lidelser. Krigen havde på daværende tidspunkt raseret i fire år og kostet to millioner tyskere livet og såret yderligere fire millioner. Krigens omkostninger havde derudover lagt en tung økonomisk byrde på skuldrene af de tyske masser.
De tyske soldater og matroser rejste sig og arresterede deres officerer. Revolutionen spredte sig som en steppebrand til næsten alle større tyske byer, hvor arbejder- og soldaterråd sprang op. I løbet af få dage var den tyske kejser afsat, og selve spørgsmålet om det kapitalistiske systems overlevelse var på dagsordenen. De tyske arbejdere stod reelt med magten i deres hænder, men de vidste ikke, hvad de skulle stille op med den, og de gav den derfor videre til deres traditionelle organisation; Tysklands socialdemokratiske parti (SPD).
Lederne af SPD var dog langt fra revolutionære. De havde været modstandere af opstanden og forsøgte at lægge et låg på revolutionen. De havde ingen intentioner om at fuldføre revolutionen og afskaffe kapitalismen. Deres program var i stedet baseret på visionen om en gradvis forandring af samfundet, én reform af gangen, gennemført indenfor det borgerlige demokratis rammer. SPD’s ledere, såsom Gustav Noske og Friedrich Ebert, konspirerede derfor med de tyske generaler om at knuse revolutionen og genoprette “lov og orden”.
I januar 1919 blev Berlins arbejdere således knust med rå vold, og de revolutionære ledere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev begge myrdet af officerer, der handlede på ordre fra de socialdemokratiske ledere. De arbejderråd, som revolutionen havde etableret, blev opløst af reaktionære frikorps, og på revolutionens grav blev et borgerligt demokrati etableret – Weimarrepublikken var født.
Den herskende klasse havde været en hårsbredde fra at miste magten. Kun ved at basere sig på lederne af SPD, havde den herskende klasse været i stand til at redde sit system. Til gengæld måtte de modvilligt give indrømmelser, såsom indførelsen af en 8-timers arbejdsdag, arbejdsløshedsunderstøttelse og stemmeret til både mænd og kvinder.
Revolutionen havde jaget en alvorlig skræk i livet i den herskende klasse og den stolede ikke rigtig på SPD. Toppen af samfundet begyndte derfor at lede efter andre sikkerhedsgarantier i form af fascistiske bander.
Fra asken til ilden
Allerede i starten af 1920’erne begyndte reaktionære frikorps, bestående af tidligere officerer og kriminelle, at modtage økonomisk støtte fra samfundets top. Nazisterne var på det tidspunkt kun en lille reaktionær gruppe, blandt mange andre. De begik imidlertid terror og myrdede venstreorienterede og fagforeningsaktivister.
Den tyske stat vendte ofte det blinde øje til de fascistiske banders vold. Da Münchens politichef, Ernst Pohner, blev advaret om eksistensen af fascistiske grupper, der udførte politisk motiverede mord, er han kendt for at have sagt: »Ja, ja, men for få!«.
Men på dette stadie havde fascisterne ikke nogen base blandt masserne. De var i det store billede en ubetydelig social kraft og tiltrak sig kun samfundets værste udskud. Kapitalisterne holdt mest af alt liv i de reaktionære grupper, som et reservevåben til mulig brug i fremtiden. Med tiden blev deres brutale tjeneste relevant, for tysk kapitalisme var på vej mod en krise af eksistentielle propositioner.
Tysklands nederlag i 1. verdenskrig fik alvorlige konsekvenser. Krigens omkostninger havde efterladt Tyskland som et af de svageste led i det kapitalistiske system. Krigens sejrherrer, Storbritannien, Frankrig og USA, tvang Tyskland til at acceptere Versailles-fredstraktaten, som placerede det fulde ansvar for krigen på Tysklands skuldre. Det betød konkret, at Tyskland var forpligtet til at betale alle krigsskadeerstatninger, en enorm sum, som det var umulig for Tyskland at betale.
Eftersom Tyskland ikke kunne betale krigsskadeerstatning i rede penge, krævede de allierede at få deres erstatning udbetalt i naturalier. Alt fra skibe og tog til kvæg og fødevarer blev sendt ud af landet, hvilket skabte en akut mangel på basale varer internt i Tyskland. Byrden fra krigsskadeerstatningerne var ved at føre landet ud over afgrunden, og i slutningen af 1922 bad den tyske regering om en pause fra betalingerne. Frankrig afviste Tysklands ønske, og besatte i stedet den 11. januar 1923 Ruhr-distriktet, Tysklands industrielle hjerte.
Versaillestraktaten, der økonomisk ruinerede Tyskland, såede blandt visse lag i befolkningen en desperation, bitterhed og vrede, og hjalp således med at bane vejen for Hitler, der udnyttede denne følelse af national ydmygelse. Men der gik stadig mange år, inden Hitler og hans nazistparti blev en reel magtfaktor. Den umiddelbare effekt af situationen var, at den socialistiske revolution kom tilbage på dagsordenen.
1923 revolutionen
Billede: offentligt tilgængeligt
Frankrigs besættelse af Ruhr-distriktet havde fået Tysklands økonomi til at kollapse og skabe hyperinflation. I januar 1923 var prisen på et brød 250 mark – i juli var prisen 3465 mark, i september 1,5 million mark og i november kostede et brød 201.000 millioner mark.
Praktisk talt hele Tysklands arbejdende befolkning blev i løbet af få måneder ruineret. Lønningerne mistede sin værdi og massernes levestandard var i frit fald. Når først arbejderne havde modtaget deres løn, måtte de skynde sig at bruge den, inden pengene blev værdiløse. Bønderne var ikke interesseret i værdiløse papirsedler, så de nægtede at sælge deres afgrøder, hvilket betød, at butikkerne i byerne stod tomme, og at sult blev udbredt.
Hyperinflation skabte en enorm radikalisering samtidig med, at folk mistede al tiltro til den eksisterende orden. Det økonomiske og sociale kollaps havde nået ufattelige proportioner. Alle illusioner til det borgerlige demokrati blev hastigt revet i tu af det mareridt, som livet var blevet. Det var dog ikke fascisterne, der primært drog fordel af den voldsomme radikalisering, men derimod Tysklands kommunistparti (KPD).
De tyske arbejdere vendte i stigende omfang SPD ryggen og orienterede sig i stedet mod KPD, som med sine 222.000 medlemmer var det største kommunistparti uden for Sovjetunionen. Partiet havde opbakning fra flertallet i 2.000 fabrikskomiteer på tværs af landet, og samtidig var KPD begyndt at etablere arbejdermilitser, de såkaldte “Proletariske Hundreder”, som bestod af op imod 60.000 bevæbnede revolutionære. Fabrikskomiteerne og militserne havde potentiale til at udgøre kimen til en ny revolutionær arbejderregering, ligesom sovjetterne havde gjort i Rusland.
Det tyske borgerskab var klar over, at de stod overfor en ny revolution. Som Tysklands udenrigsminister Gustav Stresemann udtrykte det: »Vi danser på en vulkan, og revolutionen står over for os«. I starten af august 1923 udbrød en spontan strejkebevægelse, der involverede over tre millioner arbejdere. Den kulminerede i en generalstrejke og spredte sig hurtigt til resten af landet. Dens hovedmål var at vælte den borgerlige Cuno regering, som var symbolet på alt dét, der var galt i landet.
Den 12. august kollapsede Cuno regeringen under presset fra generalstrejken. Det blev samtidig tydeligt, at KPD nu havde flertallet af arbejderklassen bag sig. Arbejderne havde muligheden for at tage magten – det eneste, der var brug for, var at gribe ud efter den.
Nederlag uden kamp
Demonstration i Berlin 1923. Billede: Offentligt tilgængeligt
Alle de objektive forhold for en socialistisk revolution var til stede i Tyskland: den herskende klasse var splittet, arbejderklassen var i bevægelse og middelklassen så til arbejderklassen for en vej frem. Det eneste der manglede for at fuldende processen, var et revolutionært parti til at lede arbejderklassen til magten ved at organisere en opstand.
KPD’s ledere var desværre ikke i stand til at løfte den opgave. Partiet blev stiftet midt under 1918 revolutionen og var derfor meget ungt og uerfarent. Samtidig var partiet blevet frarøvet sine dygtigste ledere, da Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev myrdet og var kraftigt påvirket af de politiske udviklinger, der foregik i Sovjetunionen, hvor Stalin konsoliderede sin magt.
Partiet havde ikke absorberet erfaringerne fra den russiske revolution eller lært af sine egne tidligere fejl. Alt dette betød, at ledelsen i partiet tøvede, da det afgørende øjeblik kom.
Den lovende tyske revolution endte derfor i et ydmygende nederlag. Arbejderne var demoraliserede efter at have lidt det værst tænkelige nederlag – et nederlag uden kamp. De fattige bønder, små butiksejere samt resten af småborgerskabet havde været parat til at følge arbejderne hele vejen, men var efterladt slemt skuffede over KPD’s tøven.
Revolutionen havde skræmt den herskende klasse fra vid og sans. Endnu en gang havde de tyske arbejdere været på nippet til at tage magten, men denne gang var systemet blevet reddet af de kommunistiske lederes usikkerhed og inkompetence. Den herskende klasse kunne imidlertid ikke satse på, at de ville være lige så heldige, når en ny revolutionær situation før eller siden ville genopstå. En voksende del af borgerskabet begyndte derfor at se til de fascistiske bander, som et bolværk mod en ny revolution.
Voksende støtte til nazisterne
Med 1923 revolutionen begyndte borgerskaberne i USA, Storbritannien og Frankrig at blive alvorligt bekymrede over en mulig socialistisk revolution i Tyskland. De begyndte derfor at udstede lån til Tyskland for at stabilisere landets økonomi, og på baggrund af de massive billige lån oplevede Tyskland derfor fra 1925-1929 et økonomisk boom.
Det standsede imidlertid brat i 1929, da en dyb krise slog igennem på verdensplan. Arbejdernes levestandard faldt drastisk og arbejdsløsheden i Tyskland steg til over seks millioner mennesker, svarende til en arbejdsløshed på 30%. Værst gik det imidlertid ud over småborgerskabet, såsom småbønder og små butiksejere, samt folk fra middelklassen. De blev ruineret og faldt ofte endnu dybere ned i fattigdom, end tilfældet var for arbejderklassen. Tusindvis af mennesker døde som konsekvens, og her især børn af sult og fejlernæring.
Under det økonomiske opsving i 20’erne havde de tyske kapitalister ikke haft direkte behov for fascisterne. Men med den nye krise ændrede det sig, for med den kom en enorm social og politisk ustabilitet. Utilfredsheden var massiv, og den herskende klasses gamle partier var ikke længere i stand til at lede landet, som de plejede. Den ene regering efter den anden kollapsede, og borgerskabet begyndte at frygte en ny revolution.
Den herskende klasse i Tyskland, så ligesom i så mange andre steder i Europa, med stor beundring til Mussolinis fascistiske Italien. Mussolini havde skabt et autoritært regime, der havde opløst arbejderklassens organisationer, tilbagerullet deres rettigheder, banket lønningerne i bund og øget profitterne. Hvis det kunne lade sig gøre i Italien, hvorfor så ikke også i Tyskland?
Nazistpartiet, der tidligere kun lige akkurat havde modtaget nok støtte til at holde sig ovenvande, begyndte nu at modtage enorme pengedonationer fra toppen af samfundet. Tiden var kommet til at smadre arbejderklassens organisationer og de rettigheder, de tidligere havde tilkæmpet sig. Indtil 1928 havde nazisterne på ingen måde udgjort en eksistentiel trussel over for arbejderbevægelsen, men det skulle snart ændre sig.
På kun to år, fra 1928-1930 gik nazisterne fra at være det mindste parti i Rigsdagen til at være det næststørste. I 1928 modtog nazisterne 720.000 stemmer, og i 1930 var deres støtte steget til seks millioner stemmer. Nazistpartiets voldsomme vælgertilslutning skal især forklares ud fra den økonomiske krise, som fik de ruinerede småborgere til at lede efter en udvej. Indtil slutningen af 1928 havde fascisterne ingen reel social base, men krisen skabte nye gunstige objektive betingelser for Hitler.
Den økonomiske krise knuste småborgerskabet og gjorde dem paniske og desperate. Småborgerskabet, som klasse, er i sig selv ude af stand til at spille en selvstændig politisk rolle, men følger enten arbejderklassen eller borgerskabet. I tider med opsving i klassekampen og hvor arbejderklassen var i offensiven, som i 1918 og 1923, fulgte småborgerskabet arbejderne.
Men nu hvor arbejderklassens ledere gentagne gange havde bevist sig ude af stand til at vise en vej ud af krisen, så søgte småborgerskabet andre steder hen for en løsning. De atomiserede og desperate småborgere, der nu havde afskrevet arbejderbevægelsen, lod sig i stedet rive med af fascisterne, som direkte appellerede til de ruinerede småborgere, de desperate bønder samt lumpenproletariat, der levede en miserabel eksistens i permanent arbejdsløshed.
På demagogisk vis brugte nazisterne anti-kapitalistisk retorik. Fx fremførte nazisterne økonomiske tiltag, såsom indførelsen af tariffer, der skulle beskytte bøndernes rolle som fødevareproducenter og samtidig afskrive noget af deres gæld. Partiet var også det eneste i parlamentet, som gik ind for at nedbringe arbejdsløsheden gennem statsfinansierede initiativer. Samtidig inkluderede partiet bevidst ordet “socialist” i sit navn for bedre at appellere til tilbagestående og utilfredse arbejdere.
Nazisterne blev kun en massekraft på baggrund af de helt særlige forhold, der opstod i slutningen af 20’erne: en dyb økonomisk krise, kombineret med en fuldstændig miskreditering af de traditionelle partier, inklusiv arbejderpartierne, der tidligere havde øget folks håb om revolutionær forandring, for blot at skuffe gentagende gange.
Mindste onde
Nazisternes sejr var imidlertid på ingen måde uundgåelig. Det store flertal af arbejderklassen var imod nazisterne, og millioner af arbejdere var oven i købet bevæbnede og havde modtaget våbentræning igennem de socialdemokratiske og kommunistiske arbejdermilitser.
Den organiserede arbejderklasse udgjorde den stærkeste kraft i Tyskland, og de var klar til at bekæmpe fascisterne. Hvis lederne af SPD og KPD havde organiseret en kamp kunne fascisterne være blevet knust – et faktum som både Hitler og Goebbels selv indrømmede.
I stedet for at organisere en væbnet modstand mod fascisterne satte SPD ledelsen deres lid til, at staten ville beskytte dem. Men den borgerlige stat er ikke neutral og repræsenterer i sidste ende den herskende klasses interesser. Den samme stat, som SPD lederne appellerede til om beskyttelse, forsvarede og støttede åbent de fascistiske bander, mens de angreb arbejderdemonstrationer ved højlys dag.
Krisen i tysk kapitalisme blev reflekteret i en dyb politisk krise, der kom til udtryk i en række ustabile semi-Bonapartistiske mindretalsregeringer. Den første i rækken kom til i marts 1930 i form af den stærkt højreorienterede Heinrich Brüning regering. Den forhadte Brüning regering regerede via dekret, og på skandaløs vis støttede SPD op om Brüning som “det mindste onde”. Med argumentet om “det mindste onde” accepterede SPD alle Brünings handlinger, selv en midlertidig opløsning af det tyske parlament!
På diktatorisk vis gennemførte Brüning en forhadt økonomisk politik og underminerede dermed opbakningen til det selv samme borgerlige demokrati, som SPD-toppen klamrede sig til. Folk vendte i massevis ryggen til de gamle borgerlige partier, der forsvarede den miserable status quo, hvilket banede vejen for Hitlers fremgang.
Ved præsidentvalget i marts 1932 vandt den ærke-reaktionære militærmand Hindenburg. Han stillede op imod Hitler og Thälmann fra KPD. SPD opstillede ikke selv en kandidat, men støttede Hindenburg som “det mindste onde”. Til de socialdemokratiske lederes store lettelse vandt Hindenburg valget med 54% af stemmerne, mod Hitlers 36% og Thälmanns 10%.
De socialdemokratiske ledere havde støttet enhver reaktionær regering og præsidentkandidat, med begrundelsen om “det mindste onde”. Problemet var dog, at hver gang “det mindste onde” blev valgt, bragte det “det større onde” ét skridt nærmere magten.
Weimarrepublikkens sidste dage
Billede: Offentligt tilgængeligt
Weimarrepublikken var ved at falde fra hinanden, trukket i stykker af krisen i tysk kapitalisme og knust af de uforenelige klassemodsætningerne. I 1932 alene havde Tyskland fem valg! Et udtryk for den blindgyde, kapitalismen befandt sig i.
Valget til Rigsdagen i november 1932 blev det sidste frie valg i Weimarrepublikken. Nazisterne blev det største parti, men Hitler var stadig langt fra at have et flertal i parlamentet. Præsident Hindenburg udnævnte Kurt von Schleicher som ny kansler, men uden et parlamentarisk flertal overlevede Schleichers bonapartistiske regering kun 47 dage.
De svage regeringer fra 1930-1933, der gik forud for Hitler, vaklede alle fra én krise til den næste, uden at være i stand til at sikre borgerskabet nogen politisk stabilitet. Den herskende klasse så samtidig arbejderbevægelsen som en forhindring for at implementere den krisepolitik, der var nødvendig for at redde tysk kapitalisme, og de ønskede derfor en stærk regering, som kunne tage en direkte konfrontation med arbejderbevægelsen. For endegyldigt at feje arbejderbevægelsen af vejen, havde den herskende klasse derfor brug for en særlig form for reaktion; fascismen.
Fascisme er ikke bare en ekstrem reaktionær kraft, men en særlig form for reaktion, som er forbundet med kapitalismens blindgyde og forfald. Fascismen har sine egne unikke særpræg, der adskiller det fra andre undertrykkende regimer. Det baserer sig på en massebevægelse bestående af desperate bønder, småborgere, middelklassefolk og lumpenproletarer.
Den fascistiske bevægelses primære opgave er at destruere arbejderbevægelsens organisationer, som indeholder kimen til et nyt samfund. Trotskij sagde på rammende vis, at hvis »kommunistpartiet er partiet for revolutionært håb, så er fascismen, som en massebevægelse, partiet for kontrarevolutionær fortvivlelse.«
Den herskende klasse var overbevist om, at det kun var muligt at stabilisere tysk kapitalisme ved at bringe Hitler ind i en regering. Den 30. januar 1933 udnævnte præsident Hindenburg således Adolf Hitler til ny tysk kansler. Den samme Hindenburg, som SPD mindre end et år tidligere havde støttet som “det mindste onde”, endte med at udnævne fascisten Hitler som tysk kansler.
Arbejderklassens reaktion på Hitlers udnævnelse til kansler var at samle sig i spontane demonstrationer i alle større byer på tværs af Tyskland. I Berlin var mere end 100.000 således på gaden. Forventningerne blandt arbejderne var høje til at lederne af arbejderbevægelsen ville give ordre til at gå i aktion. Men arbejdernes forventninger blev skuffede, da deres ledere i det kritiske øjeblik tøvede og opgav uden kamp.
Komplet kapitulation
De socialdemokratiske ledere var bange for at mobilisere deres kræfter til kamp mod Hitler, da det ville have resulteret i en borgerkrig og efterfølgende socialistisk revolution. SPD-toppen anså det som deres opgave at sikre tysk kapitalisme, og de var meget usikre på, om de ville være i stand til at kontrollere arbejderne, når først kampen var brudt ud i gaderne. Arbejderråd ville være genopstået, og bevægelsen ville få sit eget liv. Det var frygten for en socialistisk revolution, som fik SPD lederne til at kapitulere til Hitlers fascister.
KPD havde tidligere, under påvirkning af den stalinistisk ledede 3. internationale, udråbt SPD til kapitalismens største støttepille, og dermed arbejderklassens største fjende. De betegnede SPD som såkaldte socialfascister, så eftersom “fascister” allerede havde magten, ville det ikke gøre nogen grundlæggende forskel, hvis Hitler kom til. Samtidig påstod de selvsikkert, at Hitlers magtovertagelse faktisk ville være et skridt på vejen til, at de selv senere ville vinde magten. Heller ikke KPD organiserede derfor nogen opstand. Den mægtige tyske arbejderbevægelse havde kapituleret til fascisterne, uden at affyre et eneste skud.
Resultatet var en fysisk udslettelse af de mest avancerede arbejdere og arbejderklassens organisationer. Hundredtusinder af arbejdere blev dræbt i koncentrationslejrene, og Tysklands mange million store arbejderbevægelse med en marxistisk tradition, der rakte 75 år tilbage, blev kvast.
Denne tragedie kunne imidlertid være undgået, hvis lederne af arbejderbevægelsen havde handlet anderledes. Straks efter rigsdagsvalget i 1930, hvor Nazisterne blev det næststørste parti, sendte Trotskij en appel til de tyske kommunister. Han appellerede til dem om øjeblikkeligt at indgå en enhedsfront med socialdemokraterne for at forhindre Hitler i at komme til magten.
Den tyske arbejderbevægelse stod overfor et spørgsmål om liv eller død – hvis ikke SPD og KPD kæmpede side og side mod fascisterne, så ville hele den tyske arbejderbevægelse blive knust.
Hvis KPD i 1930 havde fulgt Trotskijs råd og dannet en enhedsfront med SPD, kunne det have ændret hele det historiske forløb. Småborgerne, bønderne og middelklassen ville have fulgt arbejdernes organisationer frem for fascisterne. Men i fraværet af arbejderbevægelsens evne til at vise en vej ud af den dybe krise, som tysk kapitalisme befandt sig i, formåede nazisterne at vinde opbakningen fra størstedelen af det ruinerede småborgerskab.
Lektionerne for i dag
Naziternes magtovertagelse er uden tvivl en af det 20. århundredes største tragedier. Ikke mindst fordi det kunne have været undgået. På trods af at den tyske arbejderklasse havde bygget den stærkeste arbejderbevægelse uden for Sovjetunionen, så lykkedes det Hitler at komme til magten, med sine egne ord, uden at knuse et vindue.
Nederlaget var bl.a. resultatet af SPD ledernes forfejlede taktik om at støtte “det mindste onde” i stedet for at mobilisere arbejderklassen til kamp. Hitlers magtovertagelse er et klart eksempel på, hvordan den forfejlede taktik om at støtte det mindste onde ledte til komplet overgivelse. I virkeligheden brugte de reformistiske ledere fascisterne som et fugleskræmsel for at retfærdiggøre deres kapitulation til den herskende klasse.
De reformistiske ledere klamrede sig fast til et kapitalistisk system, der var i terminalt forfald. Krisen i tysk kapitalisme var så dyb, at dets sociale base, småborgerskabet og middelklassen blev ruineret, og de ledte desperat efter en vej ud af deres elendige tilstand. SPD’s støtte til “det mindste onde” i form af “respektable” borgerlige kandidater, skabte illusioner blandt befolkningen, som systemet ikke kunne indfri. Det resulterede derfor i demoralisering, og så længe venstrefløjen havde bundet sig til establishmentet, betød det, at der ikke var noget venstreorienteret alternativ til den forhadte status quo. Det efterlod højrefløjen, i form af nazisterne, som den eneste anti-establishment opposition. Vreden og frustrationerne kom derfor til udtryk gennem dem.
Det er en enormt vigtig lektion for os i dag, hvor kapitalismen står i sin dybeste krise nogensinde, og hvor tilliden til det bestående system er i frit fald. Der er mange ærlige unge og arbejdere, der med god grund er bekymrede over den store tilslutning som ærke-reaktionære politikere som Donald Trump, franske Marine Le Pen eller andre politikere får. Men al erfaring viser, at vi ikke kan besejre en højreorienteret anti-establishment politiker ved at forsvare det politiske center og status quo.Vi må i stedet forklare at det netop er det kapitalistiske system, der er roden til alle samfundet problemer, og at det liberale demokrati avler fascismen, fordi det ikke formår at løse massernes problemer. Marxister kan derfor ikke give støtte til det liberale center, men må i stedet udstille, at det kapitalistiske system er uforeneligt med flertallets interesser, og derfor må væltes.
En lige så vigtig lektion fra Hitlers magtovertagelse skal findes i KPD’s forkerte forståelse af begrebet fascisme. KPD’s ledere forstod aldrig hvordan arbejderklassens bevidsthed udvikler sig, og derfor heller ikke, hvordan de dengang kunne vinde opbakning fra flertallet af arbejderklassen. Men en ting er sikkert: man formår ikke at overbevise arbejdere om, at ens politiske program er korrekt, ved at stemple dem som socialfascister.
Efter den fejlslagne revolution i 1923 stemplede KPD næsten samtlige regeringer i Tyskland som “fascister” – 10 år inden de virkelige fascister faktisk kom til magten! På venstrefløjen i dag finder man ofte den samme uheldige tendens til at stemple alt, som er højreorienteret, som fascisme.
Ikke alt, der er reaktionært, er fascisme, og vi må ikke blive som drengen, der råbte “ulven kommer”. Ellers mister vi evnen til at analysere den reelle politiske udvikling og vores opgaver korrekt. På trods af visse højreorienterede partiers vækst rundt om i verden, især i kraft af fraværet af et revolutionært alternativ, så er der på nuværende tidspunkt intet perspektiv om en fascistisk magtovertagelse, som den i Tyskland i 1933.
Fascisme er kulminationen på arbejderklassens nederlag. Hvis man kun fokuserer på nederlaget, det endelige slutresultat, så overser man alle de tidligere skridt i processen, der netop kan forhindre, at fascisterne kommer til magten. Og det eneste, der endegyldigt kan forhindre en gentagelse af 1930’ernes tragedie, er en organisering af arbejderklassen til en socialistisk revolution.
Vi er antifascister, og den korteste – og eneste – vej til at forhindre, at fascisterne nogensinde kommer til magten igen, er gennem en socialistisk revolution. Det var netop arbejderklassens nederlag i to revolutioner, der ledte til fascismen. Vores opgave må derfor være at organisere os i dag, så vi kan lede arbejderklassen til magten i en kommende revolution.
