Den 11. september demonstrerede omkring 6.000 handelsskoleelever fra det meste af landet på Christiansborg Slotsplads imod de dårlige forhold på deres skoler. Halvanden uge før havde gymnasieeleverne strejket og gennemført forskellige protestaktioner over hele landet.
Forholdene på landets handelsskoler er dybt kritisable.
Handelsskolerne har rekordstore underskud og skal spare – derfor startede 80% af klasserne i år med en klassekvotient på over 28 elever. Der er eksempler på klasser med over 39 elever i! Det skaber selvsagt pladsproblemer, skader koncentrationen, øger frafaldet, giver mindre tid til hver elev og er i det hele taget en trussel mod den uddannelse, eleverne får. Samtidig har flere skoler af sparehensyn indført lærerfri undervisning, eller de sætter én lærer til at undervise flere hold på samme tid. Det er en situation, der ikke kan tolereres.
Enhed imod angrebene
Den 30. august blokerede eleverne fra de almene gymnasier deres skoler og demonstrerede i protest mod den øgede klassekvotient, som også findes på deres område. Forholdene er værst på handelsskolerne, men det ville være en stor fejl at betragte gymnasieeleverne som “forkælede” eller “pivede”, som det er blevet gjort i dele af pressen. Handelsskoleelever og gymnasieelever må stå sammen og gå i fælles kamp for flere ressourcer til uddannelserne og et lovmæssigt fastsat loft på højst 24 elever i en klasse. Løsningen er ikke bare, at handelsskoleelevernes forhold kommer op på gymnasieelevernes niveau, for det er slet ikke godt nok. Forholdene for alle elever og studerende må have et ordentligt hak opad til et ensartet og ordentligt niveau.
Unge i hele uddannelsessystemet bliver ramt af nedskæringer og besparelser. Hvis vi skal bekæmpe problemerne, nytter det ikke noget at isolere os fra hinanden. Handelsskoleelevernes og gymnasieelevernes organisationer må – sammen med andre elev- og studenterorganisationer – organisere en fortsat protest imod de dårlige forhold og for, at arbejdsmiljøloven også skal gælde for folk under uddannelse.
Økonomien på vej i krise – forringelser følger
Udsigten for økonomien er ikke god. Det er en opskrift på nedskæringer. Forventningerne til vækst og beskæftigelse nedjusteres, og ude i verden står det endnu værre til. Verdens næststørste økonomi Japan har i en årrække siddet fast i krise, der nu ser ud til at blive endnu dybere, og den største økonomi USA oplever faldende vækst, nedadgående industriproduktion og stigende arbejdsløshed. Disse ting vil komme til at ramme resten af verden, også Danmark, og hive tæppet væk under de allerede skrantende økonomier. Finansministeren har lige fremlagt forslag til finanslov, og den beskrives som “stille og rolig” og “snusfornuftig” – det betyder på politikersprog, at der ikke kommer nogen reelle forbedringer. Alt hvad der gives (og noget bliver der givet, for der er jo valg om kort tid) skal modsvares af besparelser andre steder.
Kort sagt: økonomien har det ikke godt. Så selvom man nu måske hører politikerne love, at der vil blive gjort noget ved vores problemer, så er det ingen garanti fremover. Vi vil se nye forsøg på nedskæringer. Ikke fordi politikerne eller ledelsen for skolerne er dårlige mennesker, men fordi vi lever i et samfund, der er sådan indrettet, at økonomien svinger op og ned, og hvor menneskers velfærd afhænger af, om der er tilfældigvis “er råd til det”. Vi er gået ind i en periode med nedgang for det kapitalistiske system på verdensplan og i Danmark, og det vil kunne mærkes, også i uddannelsessystemet.
Unge under uddannelse må opbygge samarbejde med arbejderbevægelsen
Især den danske arbejderklasse har i høj grad interesse i et velfungerende, offentligt uddannelsessystem. De riges børn kan altid blive sendt på privatskoler – det er ikke dem det rammer, når forholdene forringes eller hvis SU’en fx. beskæres. Almindelige, arbejdende menneskers børn har ikke de muligheder, derfor er handelsskole- og gymnasieelevernes naturlige allierede arbejderbevægelsen, lærlingeklubberne og fagforeningerne. Unge mennesker under uddannelse har ofte i
historien startet store bevægelser ved at gå foran med protester og demonstrationer imod urimelige forhold. Men skal det lykkes at gennemføre kravene, er det også i elevernes interesse at søge kampfæller i arbejderbevægelsen, som er den faktor i samfundet, der har reel magt at sætte bag deres krav i form af strejker osv. Det velfærdssystem, der bla. har sikret almindelige mennesker ret til offentlig uddannelse, er ikke dumpet ned fra himlen – det er vundet i den kamp, som arbejderklassen har udkæmpet for et samfund med plads til alle.
For et socialistisk program!
Sålænge kapitalismens økonomi gik fremad, kunne disse fremskridt beholdes, men når det går tilbage (og det triste ved vores kapitalistiske økonomi er, at det altid går tilbage, efter at det har gået frem), ja så skæres der ned. Det er en uholdbar situation.
Vi må kræve, at Socialdemokratiet sætter sig i spidsen for lovmæssigt at fastlægge et loft for klassekvotienten på 24, og i det hele taget afsætter ressourcer og kræfter til at sikre alle elever og studerende ordentlige forhold. Det kræver penge, men vi accepterer ikke, at disse findes ved nedskæringer på de arbejdsløse, på ulandsbistanden eller nogen som helst andre steder. Vi accepterer ikke et samfund, der ikke kan klare sig uden nedskæringer og forringelser.
