Forord

Dette dokument er skrevet som en del af
en længere diskussion i elevbevægelsen om hvordan vi
bekæmper regeringens nedskæringer, hvorfor de er opstået
og hvilke farer der ligger gemt i dem. DGS’ officielle linje
ligger sig tæt op ad vores i de første 4 afsnit, mens
det femte afsnit (”Kampen mod de borgerlige”) adskiller
sig mere fra den officielle linje, og vil sandsynligvis være
det mest interessante for aktive i elevbevægelsen der ønsker
at diskutere hvordan vi reelt kan stoppe nedskæringerne.

Vores analyse af hvorfor nedskæringerne
kommer, der ligeledes er essentiel for debatten, kan virke mere
indlysende for den erfarne i bevægelsen, men hænger dog
tæt sammen med konklusionerne i afsnit 5.

Hvis du ønsker at debattere
disse ideer, om hvordan elevbevægelsens kampe reelt kan vindes,
kan du kontakte os på de telefonnumre der står omme bag i
hæftet, eller på mail: marxist@marxist.dk

Go læsning og go kamp.

April 2005

1) Elevkampens udvikling

Klassekvotienterne stiger.
Brugerbetalingen stiger. SU’en bliver skåret ned.
Fraværsreglerne strammes. Skoler i udkantsområder lukkes.
Adgangsbegrænsningerne på de videregående
uddannelser strammes. Sådan kunne man blive ved…For der
er nok at kæmpe imod som gymnasieelev i Danmark i år 2005

Og alle os gymnasieelever har da også
været utroligt aktive de sidste par år. Igen og igen har
vi været på gaden i protest imod forringelser på
vores uddannelse. Vi har lavet bannere, klistermærker,
løbesedler, demonstrationer, kamptaler, spontane
skolebesættelser, og meget andet. Vi har brugt vores
kreativitet i kampen for en ordentlig uddannelse. Kort sagt: Vi
har vist at vi ikke vil finde sig i forringelser på vores
uddannelse og vores liv.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning,
DGS, vores kamporganisation, har også fået vokseværk.
Det er blevet en organisation med aktive elever fra stort set alle
skoler i landet. Det er blevet en organisation med stærkere
regioner og lokale elevråd på de enkelte skoler. Kort
sagt: En organisation der i lang højere grad end før,
er i stand til at kæmpe elevernes sag. 

Dette er en meget vigtig udvikling. I
store dele af 90’erne var elevbevægelsen meget svagere og
meget mindre politisk, end den er nu. Man var bange for at indkalde
til protester imod nedskæringer, og man diskuterede sågar
om man skulle acceptere nogle af de små nedskæringer.

Nu er situationen noget anderledes. I
dag har man en konsekvent linje om at man ikke accepterer
nedskæringer af nogen art. Dette er absolut en helt
rigtig linje. Men samtidig stiller det os med et nyt spørgsmål:
Hvordan kæmper vi effektivt imod disse forringelser? Og hvordan
kan vi få dem stoppet permanent, og i stedet få opbygget
et uddannelsessystem som nedbryder den sociale arv og giver god og
gratis uddannelse til alle?

De to spørgsmål kan ofte
være spørgsmål som det er meget svært at
give gode svar på. Ikke desto mindre, er det det som er
formålet med denne pjece. Denne pjece er skrevet af unge som
har været aktive i elevbevægelsen i flere år, og
som har erfaringer fra en række forskellige kampe.

Vores intention med denne pjece er ikke
at give en endelig ”plan” for hvordan gymnasieeleverne
skal kæmpe imod besparelser på skolerne. Tværtimod
er vores intention med dette dokument, at fremlægge vores ideer
og erfaringer, og på den måde inspirere andre aktive
gymnasieelever til at diskutere hvordan vi kan kæmpe imod
forringelserne. Dokumentet skal altså ses som et oplæg
til debat, og derfor inviterer vi også andre gymnasieelever til
at kontakte os og diskutere det med os.

Pjecen starter ud med at tage fat i
vores, gymnasieelevernes, daglige problemer og forklarer ud fra dem,
hvilke modsætninger der findes i det danske uddannelsessystem.
Fra det udgangspunkt går vi videre og kigger på kampen
mod problemerne, de daglige krav og erfaringer fra tidligere
protestbevægelser.

2) Gymnasieelevernes daglige problemer

Langt de fleste gymnasieelever kan
nikke genkendende til det enorme stress som skolen pålægger
os. Tonsvis af afleveringer, rapporter, stile, osv. er en af de ting
som gør skolen til en hård nød at knække.
Men det afgørende problem ligger selvfølgelig ikke i
afleveringer. Det er en naturlig del af det at uddanne sig selv, at
man skal lære at formulere sig skriftligt og lære metoden
til at vurdere ting kritisk.

Problemet kommer først når
afleveringerne hober sig op i en bunke fordi man som gymnasieelev
stresser rundt, uden at man rigtig føler at man kan nå
noget. Grunden til det ligger i det ofte helt umenneskelige pres som
ligger på os. Dette pres fremmes gennem forskellige problemer
som vi støder på i vores hverdag. Et af dem er at
lærerne ofte er meget dårlige til at koordinere
skriftlige afleveringer, så man står med en hel bunke der
virker mere og mere uoverskuelig.

En anden af de ting som gør
hverdagen stresset og øger presset på os, er det
økonomiske problem. Som uddannelsessøgende bliver vi
spist af med en ussel SU. Hvis man ikke i forvejen kommer fra en
velhavende familie bliver især de udeboende studerende nødt
til at finde noget erhvervsarbejde ved siden af skolen, bare for at
kunne skrabe sammen til huslejen og maden. De hjemmeboende står
i nogenlunde samme problem. Mange skal betale til deres forældre
for at bo hjemme, hvorfor de ikke har overskud til et socialt liv med
deres kammerater ved siden af gymnasiets pres, hvorfor de også
tit får sig et fritidsjob. Erhvervsarbejde samtidig med
omfattende studier gør at vi får mindre tid til at
uddanne os og til at have et socialt liv ved siden af skolen, hvilket
er en vigtig del af et hvert ungt menneskes udvikling. Økonomien
er somme tider ligefrem den afgørende faktor der resulterer i
at elever må bøje under for presset og droppe ud, eller
at man får en alt for høj fraværsprocent. For
elever under 18 år er presset endnu større, da man her
er helt afhængig af sine forældres økonomi, eller
en alt for lav timeløn på et fritidsjob, grundet mangel
på SU.

Et tredje problem som ofte forekommer i
skolen er, når man sidst i måneden får at vide at
man skal i biografen med skolen, at man skal på ekskursion,
el.lign. Pengene til det ryger selvfølgelig fra vores egen
lomme. Det samme er tilfældet med transport fra og til skolen
og med studieturen, lommeregneren, ordbogen, osv. Det er en myte at
brugerbetaling ikke eksisterer på de danske uddannelser. På
flere og flere skoler indfører amterne brugerbetaling, i form
af kopi afgifter, o. lign. F.eks. skal man i Nordjyllands amt betale
500 kr. for at få lov til at gå et gymnasie. Lignende
beløb ses over hele landet, og hertil skal føjes de
stigende priser på offentlig trafik, der over hele landet, men
især i hovedstadsområdet, skaber endnu større
omkostninger for den del af befolkningen der ikke har råd til
bil eller ikke kan få kørekort, heriblandt elever og
studerende.

Samtidig med alt det her, bliver vi tvunget til at
lytte til den ene fordømmelse efter den anden fra den
borgerlige regering. "De unge er dovne", "De unge
tager stoffer og er zapper-generation", "De unge tænker
ikke på andre end sig selv", osv.

Der er flere grunde til at den
borgerlige regering kommer med disse fordømmelser. For det
første vil de gerne sprede en myte om ungdommen. En
forestilling om at ungdommen er passiv, uvidende og egoistisk. Dette
passer nemlig godt i deres kram, fordi det er en undskyldning for så
at angribe unges levevilkår og fordi at de frygter en aktiv
ungdom som kræver en anstændig uddannelse.

For det andet vil de borgerlige gerne
frasige sig ansvaret. Det er klart at hvis man behandler mennesker
dårligt, vil de sommetider også opføre sig
dårligt. I situationer hvor stresset hænger unge op over
ørene, hvor økonomien trykker og hvor de sociale
problemer vokser, kommer dette til udtryk i fortvivlede desperate
handlinger, såsom indtagelse af stoffer, alkoholmisbrug, vold,
hærværk, osv. Men dette er bare endnu et udtryk for hvor
ulige og asocialt vores samfund er indrettet – og hvor vigtig det er
at ændre det.

Problemet for
de borgerlige er at de ikke har ret. Deres udsagn bærer mere
præg af fordomme end af reel indsigt i unges situation. Iblandt
ungdommen, heriblandt gymnasieeleverne, er der begyndt at ske nogle
ændringer. Efter en periode med relativ ro og inaktivitet, er
flere og flere unge begyndt at stille spørgsmålstegn ved
det samfund vi lever i. Vi har set en fremgang i antallet af
protestdemonstrationer og strejker, f.eks. STOP NU-demonstrationen.
Sandheden er langt fra så enkel som de borgerlige vil gøre
den. For virkeligheden er jo at gymnasieelever hver dag må
knokle for at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk,
socialt og fagligt.

3) Klassedelingen i
uddannelsessystemet

De
borgerliges mangel på forståelse af problemerne er endnu
mere tydelig, hvis man dykker ned under overfladen og undersøger
de sociale spændinger i det danske samfund. Disse klasseskel[1]
kommer allerede til syne fra børnenes tidlige opvækst.
Det er et kendt faktum at de fleste pædagoger i vuggestuer kan
se på børnene hvilke sociale klasser de kommer fra – og
i mange tilfælde ligefrem hvilken fremtidig plads de vil
indtage i klassesamfundet. I skolen fortsætter og intensiveres
denne opdeling – børn af arbejderforældre lærer
ofte at læse senere end børn af akademikere.
Klasseopdelingen udtrykker sig også i de sociale relationer
mellem børnene. En undersøgelse af børns trivsel
i skolen, udfra socialgruppe viser følgende: (socialgruppe 1
viser de bedst uddannede og socialgruppe 6 de dårligst)

Kilde: Samfundsstatistik 2003


I sær i folkeskolens sidste år foregår
der i virkeligheden en meget konsekvent sortering af børnene.
Dette sker gennem forskellige mekanismer, såsom karakterer,
eksaminer, osv. Selvom forskellige "eksperter" hævder
at det danske uddannelsessystem er fri for klassedeling, er det et
faktum at den negative sociale arv er lyslevende. I lang de fleste
tilfælde følger børnene deres forældres
erhverv, selvfølgelig med enkelte undtagelser.

I Erik
Jørgen Hansens store undersøgelse "En generation
blev voksen" (SFI, 1995), hvor mere end 3000 elever fra 7.
Klasse i 1968 er blevet fulgt, opsumerer han de tidlige uligheder,
målt som en "verbaltest", sådan:.

"Det
viste sig, at der på dette tidspunkt – i 14-års alderen –
var store forskelle i det gennemsnitlige antal rigtige besvarelser
mellem børn fra forskellige opvækstmiljøer.
Det
bedste resultat blev opnået af børnene fra
professionerne(længerevarende videregående uddannelse) og
det dårligste blev opnået af børn fra
ikke-faglærte hjem.
I den bedste tredjedel af besvarelserne
placerede sig således 64 % af døtrene fra professionerne
og 55 % af sønnerne derfra, mod 22 % af døtrene og 24 %
af sønnerne af ikke-faglærte arbejdere.

Ikke
uventet havde den sociale arv allerede tidligt sat sine spor i
generationens fordeling efter "verbal intelligens".


Tilhører den bedste tredjedel til verbaltest i
14-års alderen (1968):

Og denne ulighed fortsætter i
forstærket grad livet igennem, viser undersøgelsen om de
samme personers status 25 år senere:

"25 % af mændene fra
"den bedste tredjedel" i 7. Klasse, da de var nået
frem til 38-års alderen, havde en længerevarende
videregående uddannelse.
Det er imidlertid et
gennemsnitstal, der dækker over, at det drejede sig om 49 % af
sønnerne fra professionerne, som tilhørte denne
tredjedel, mod 10 % af de lige så kvikke sønner af
ikke-faglærte arbejdere. Blandt kvinderne var de tilsvarende
tal 24 % af professionernes døtre mod så lidt som 1 % af
de lige så begavede døtre af ikke-faglærte
arbejdere."

Andel med lang videregående
uddannelse i 38-års alderen fordelt oprindelsesklasse,
præstation på verbaltest i 1968 og køn:

Kilde: s. 19-20 i "Social
arv og uddannelse", Arbejdspapir 22 om social arv, Erik Jørgen
Hansen, 1999.

Som gymnasieelev mærker man også
disse klasseskel tæt inde på kroppen. De økonomiske
barrierer for uddannelse kan nogle gange være så
afgørende at de medvirker til højere fravær og
general forsømmelse af skolearbejdet. Børn der kommer
fra akademiske hjem kan som regel få hjælp til lektierne
i hjemmet og er ofte opdraget så de har lettere ved de boglige
egenskaber i skolen. Men der er straks sværere fra børn
som ikke kommer fra akademiske hjem, både fordi de ikke i lige
så høj grad kan få hjælp derhjemme fra, men
især fordi hele skolesystemet ikke er indrettet til dem –
det fremstår ofte helt fremmed for dem. Selve sprogbrugen i
gymnasiet – og især på de videregående
uddannelser – er utrolig fjern og akademisk.

En anden af de væsentligste
sorteringsmekanismer i klassesamfundet er adgangsbegrænsningen
på de videregående uddannelser. Denne adgangsbegrænsning
er meget asocial – af flere årsager. For det første
er karaktersystemet en utrolig uretfærdig måde at dømme
folk på. Karaktererne bliver, rigtig ofte, givet fuldstændig
tilfældigt. Dette gælder for både
eksamenskaraktererne og årskaraktererne. Men udover det er
karaktererne også en meget ensidig måde at vurdere på:
De siger jo kun, på en yderst kritisabel og firkantet måde,
en lille smule om dine boglige evner, og intet om dine andre evner,
din kreativitet, dit sociale engagement, m.v. Tit og ofte ser man
endda en tendens til at elevens udstråling, hvorvidt læreren
er politisk enig med eleven, kan lide eleven personligt og dens slags
ikke-faglige ting, kommer til at have en alt for stor betydning på
et for elevens videre fremfærd i uddannelsessystemet. Især
i eksamener kan udstråling være et stort problem, trods
at der er to lærere til stede. Hvis dette bedømmer
eleven for al fremtid, er det åbenlyst et stort problem der må
bekæmpes.

For det andet er fjernelsen af kvote 2
for optagelse på universiteterne et stort problem. Kvote 2
forsøgte at lappe på forskellige problemer ved det
nuværende system, bl.a. det problem at f.eks. naturfaglige
elever der søger optagelse på et naturvidenskabeligt
studie kan risikere at blive afvist pga. manglende karakterer i
f.eks. Religion og Oldtidskundskab. Kvote 2 sikrede at man kunne
”vise sig værdig” gennem f.eks. fagrelevant
arbejde. Denne mulighed har de borgerlige nu planlagt at fjerne,
hvilket endnu mere vil afsløre uddannelsessystemets tendens
mod at fokusere på eliten.

Vi går imod denne splittelse af
”gode” og ”dårlige” elever vha. fokus
på eliten, og kræver lige og anstændig SU for alle.
SU’en er en naturlig del af at tage en uddannelse, den sikrer
et højt fagligt niveau, da man potentielt set kan klare sig
uden arbejde der vil trække tid væk fra studierne. Men
det er også vigtigt at SU’en ikke bliver en slags
fattighjælp, hvor de fattige får en slags ekstra
kompensation, men at den skal ses som en ganske naturlig del af
samfundet, hvor dem der så har for mange penge når de har
fået SU, f.eks. pga. rige forældre, kan få lov til
at tilbagebetale den overskydende del tilbage i skat. Men overordnet
set bør SU’en være lige for alle, og til at leve
af.

4) Den borgerlige regerings
uddannelsespolitik

Danmark har i dag en borgerlig
regering, bestående af Venstre og Konservative, med støtte
fra Dansk Folkeparti. Denne regering er på mange måder
begyndt at ændre fundamentalt på uddannelsessystemet. Men
hvis vi skal forstå den politik som den borgerlige regering
fører – og de planer som de har – så bliver
vi nød til for et øjeblik at gå lidt tilbage i
historien og kigge på uddannelsernes forandring i det danske
samfund.

Udviklingen af uddannelsessystemet i
Danmark

Grundlæggende
set stammer uddannelsessystemet som vi kender det i dag, fra den
’eksplosion’ der skete igennem 50’erne og 60’erne.
På dette tidspunkt var økonomien inde i et opsving[2].
Det betød at der var råd til en række nye reformer
– og det var på den måde at velfærdsstaten,
som vi kender den i dag, kom frem. Samtidig havde arbejdsgiverne også
brug for bedre uddannet arbejdskraft – og derfor for en
udvidelse af uddannelsessystemet. Men vigtigst af alt var den
kendsgerning at Socialdemokraterne og fagbevægelsen kæmpede
for et bedre uddannelsessystem. Deres ideal var et uddannelsessystem
hvor børn fra almindelige arbejderhjem kunne tage den
uddannelse de ville – uddannelse skulle være for alle og
ikke bare for en elite. Det var altså arbejderbevægelsens
organisationer der tilkæmpede sig de fleste af de rettigheder
vi har i dag – og derfor er det også dem der i fremtiden
vil spille en afgørende rolle i kampen for at forsvare dem
imod angreb fra de borgerlige. Dette vil vi vende tilbage til.

I OECD-landene øgedes de
offentlige udgifter til uddannelse med over 10% om året fra
1950 og frem til slutningen af 1960’erne – mere end dobbelt så
meget som væksten i bruttonationalprodukt. Elevtallet øgedes
med over 30% i grunduddannelsen i samme tidsrum, med næsten
100% i de videregående og 200% i de højere uddannelser.
I 1950 havde blot 4,6% af de 19-årige en studentereksamen, i
1969 var det forøget til 12,9% og i 1972 lå det på
hele 30,0%.

I disse år blev der altså
indført en række tiltag på uddannelsesområdet.
I 1948 blev uddannelsesstøtte – SU – indført.
I 1954 blev betaling for skolemidler afskaffet. I 1958 blev
skolepligten i folkeskolen udvidet til 7 år og i 1969 til 9 år,
osv. Og i 1968 udbrød der i Europa, startende med Frankrig, et
ungdomsoprør, hvilket også havde konsekvenser i Danmark.
Vi vil ikke gå i detaljer med dette emne her, men det er endnu
en gang vigtigt at bemærke at bevægelsen iblandt
studenterne i maj 1968 i Frankrig – som faktisk fik ændret
en hel del mht. skolereformer, pædagogik, osv. (ligesom i
Danmark hvor et af resultaterne var oprettelsen af RUC i 1972) –
var ledsaget af en enorm generalstrejke indkaldt af fagforeningerne
til støtte for de studerendes krav. Endnu engang var det
arbejderbevægelsen som gik i front i kampen for uddannelse til
alle.

Skolesystemet blev altså
forandret, og udvidet betragteligt. Problemet er at vi har det man
kalder et kapitalistisk system. Det vil kort fortalt sige at en lille
gruppe kapitalejere sidder og ejer størstedelen af alle store
virksomheder, rederierne, mejerierne, industrien, fabrikkerne,
forsikringsselskaberne, telefonselskaberne, osv. I perioden efter
anden verdenskrig og op til 1973-74, var dette system inde i et
opsving (se note 1). Men kapitalismen kan aldrig fortsætte med
at gå fremad – den bevæger sig i en cyklus af
opsving, der fra tid til anden afløses af kriser, som betyder
massearbejdsløshed, stagnation i vækstrater og
produktionen generelt – og det betyder derfor også at der
ikke er nær lige så mange penge til statsbudgettet som
under et opsving.

Kapitalistisk krise og borgerlig
regering

Dette betyder basalt set at staten må
skære ned på uddannelse, på sygehuse, på
ældrepleje, på vuggestuer og fritidsordninger og på
andre af dens udgifter. Og det var lige præcis det som skete
fra midten af 70’erene og som blev intensiveret med den
borgerlige regering der kom til magten fra 82 og frem. Men Bertel
Haarder, som var undervisningsminister under den konservativt-ledede
regering og på ny er blevet ført frem til kamp igen som
erstatning for den inkompetente Ulla Tørnæs, skar ikke
bare ned – han lancerede også en række fundamentale
ændringer af uddannelsessystemet. Han fik flyttet gymnasierne
fra statens ansvarsområde ud til amterne. Dette betød –
og betyder den dag i dag – at politikerne inde på
Christiansborg kan skære ned på rammerne for amternes
budgetter – og så kan de give amterne skylden, hvilket
både betyder at kampen splittes op i stedet for at være
mod en ”fælles fjende” og at der kommer forskellige
standarder for gymnasierne i de forskellige dele af landet. Således
har man i nogle amter i dag en brugerbetaling på 500 kroner og
ingen studieture – mens man i andre amter, som regel de
rigeste, stadigvæk har alle de goder. Med det kommende skift
til selveje bliver denne tendens forstærket endnu mere, hvor de
kan skære ned på enkelte gymnasier via de forskellige
rektorer, og derved splitte kampen i højeste grad.

Dette går vi klart imod, og
kræver statseje af gymnasierne. Ikke bare pga. kampen mod
nedskæringer, men også for at sikre en fælles,
national standard for uddannelsen, så man ikke får ”gode”
og ”dårlige” gymnasier, men kan udligne de
økonomiske skel nationalt set.

Bertel Haarder indførte også
den såkaldte taxameter-ordning, som betyder at man kun har et
vist antal SU-klip. Og i det hele taget så var det Bertel
Haarder som i sin periode som undervisningsminister fik skabt en ide
om uddannelse som en vare – en vare man kunne købe hvis
man havde råd, og som ikke noget man bare fik foræret.
Bertel Haarders ideer afspejlede i virkeligheden erhvervslivets, dvs.
de store kapitalisters, interesser, som ønskede et snævrere,
mere elitært uddannelsessystem.

I 90’erne havde vi så en
socialdemokratisk regering. Denne regering havde titusinder af
arbejdende mennesker valgt til magten i håbet om at den ville
forbedre deres levevilkår. I starten fik den bl.a. formindsket
arbejdsløsheden betydeligt – med god hjælp fra det
lille opsving som kom fra 1993 og frem. Men i det lange løb
skulle den svigte sine vælgere noget så fælt. Bl.a.
lavede den særlige ordninger der betød dårligere
vilkår for unge i aktivering og unge arbejdsløse, den
brød ind i storkonflikts-strejken i 1998, den skar i
efterlønnen på trods af dens valgløfter, osv.

Og også på
uddannelsesområdet svigtede den. I 1998 måtte elever
derfor ud i kamp imod undervisningsministerens reform om at reducere
fraværsprocenten fra 10-15%. Igen i 1999 var der kampe, denne
gang ved lærernes overenskomst, fordi loftet på 28 på
klassekvotienterne skulle ophæves. Og det blev den desværre
også, hvilket den dag i dag betyder at gymnasieeleverne gang på
gang må kæmpe imod højere klassekvotienter.

Fogh-regeringen

Det er altså i lyset af årtier
med angreb på uddannelserne – og især i lyset af
den borgerlige regering i 80’erne, at man skal se den
borgerlige Fogh-regering. Denne regering har, udover at den har
intensiveret besparelserne på uddannelserne, også indledt
en række frontalangreb, for yderligere at rokke ved
uddannelsessystemet og for grundlæggende at markedsgøre
det.

Med den borgerlige regerings seneste
tiltag på uddannelsesområdet ser vi erhvervslivets nye
ideer:

• Selveje
  af gymnasierne. Dette er noget som man allerede har på
  Handelsskolerne. Og det har været en ren og skær
  katastrofe. Det har nemlig betydet at skolerne selv skal forvalte
  deres økonomi, hvilket i praksis betyder at de kommer til at
  konkurrere imod hinanden, hvilket på handelsskolerne har ført
  til ekstremt høje klassekvotienter (32 og flere),
  brugerbetaling, ”lærer-fri-undervisning” (hvilket
  betyder at lærertimerne er sparet væk), m.m.
  

  
  

• En
  gymnasiereform, som er en såkaldt
  ”Nul-omkostnings”-reform, hvilket reelt set betyder
  nedskæringer. F.eks. skal lærerne nu lave tværfaglige
  timer, hvilket kræver ekstratimer til koordinering med de
  andre lærere, timer de ikke har fået, hvorfor
  undervisningen vil blive forværret.
  

  
  

• Konkurrence
  gennem offentliggørelse af karakterer i folkeskolen.
  Dette er noget der er indført af ideologiske årsager.
  Det er en måde hvorpå individualismen fremmes i
  folkeskolen, hvorpå vægten ligges mere markant på
  de boglige egenskaber, frem for de sociale og almennyttige, og
  hvorpå skolerne kan blive opdelt imellem skoler for de ”kloge”
  og for de ”dumme” – og det er klart at de ”kloge”
  skoler oftest vil være privatskolerne i de rige kommuner, osv.
  

  
  

• En
  universitetsreform, som bl.a. betyder at demokratiet på
  universiteterne bliver smadret fordi der nu skal være
  ’eksternt flertal’ i bestyrelserne (hvilket betyder at
  flertallet i bestyrelserne er fra erhvervslivets repræsentanter).
  

  
  

• Forhøjelse
  af klassekvotienter, brugerbetaling, individualisering, splittelse,
  osv. Afskaffelse af den fri ungdomsuddannelse – hvilket er
  noget der gøres for at få unge hurtigere igennem
  uddannelsessystemet.
  

  
  

De borgerlige har endda været ude
med nogle af de mest absurde ideer på det sidste. Bl.a. har de
spekuleret i at straffe unge som tager et sabbatår, ved at
reducere deres SU ved videre studie. Dette er en skandale uden lige!
De borgerlige vil simpelthen straffe unge for at holde en pause for
at finde sig selv og opdage andre sider af verden end klasselokalets
grå vægge! Dette viser endnu engang hvor lidt de tænker
på unge og vores rettigheder.

Men ikke nok med det. Den borgerlige
regering har for nylig også været ude og skåret ned
på SU’en for hjemmeboende gymnasieelever og andre på
ungdomsuddannelser. Dette har de gjort med en smædekampagne i
medierne om at det blot var ”cafe-penge”. Dette er en
ufattelig arrogant og nedladende holdning at udvise overfor
gymnasieungdommen. De små-beløb som unge over 18 år,
under uddannelse får udbetalt, er ikke mindre end rimeligt, når
man tænker på at de også har udgifter til tøj,
mad, transport, ordbøger, lommeregnere, osv. – og når
man samtidig tænker på at børnepengene bortfalder
når en person fylder 18 år, så er det jo ikke andet
end rimeligt at der gives en ydelse.

Man kunne ligeså godt vende
spørgsmålet om: Hvis de små, beskedne beløb
som gymnasieeleverne får i SU er cafepenge, hvad er statens
andre udgifter så? En del af statens udgifter går til
krig, militær, besættelsen af Irak og til støtte
til erhvervslivet. Samtidig har den borgerlige regering været
med til at sælge Nordsø-olien til Mærsk Mckinny
Møller for et latterligt lavt beløb, og derved er
staten igen gået glip af enorme indtægter. Til alt dette
skal tilføjes at de store multinationale selskaber i Danmark
snyder for milliarder i skat, og at den borgerlige regering ser
igennem fingre med det, samtidig med at den går til angreb på
almindelige unge menneskers rettigheder.

Konklusionen er at den borgerlige
regering fører en meget, meget sort, borgerlig, liberalistisk
uddannelsespolitik, som i bund og grund handler om at ændre
fundamentalt på det uddannelsessystem som blev opbygget som en
del af velfærdssamfundet efter anden verdenskrig. Det handler
om at markedsgøre uddannelse, for på den måde at
gøre det til et privilegium i stedet for en rettighed. Hvis
det lykkedes dem at fuldføre det vil konsekvenserne blive
uhyrlige. For arbejderklassen – det store flertal i samfundet –
vil det være en katastrofe, som vil betyde at mange af de
fremskridt den har tilkæmpet sig igennem kamp vil blive tabt på
gulvet. Enhver elev, studerende, lærling eller arbejder som vil
være med i kampen for at stoppe denne udvikling må være
med til at diskutere hvordan det gøres.

5) Kampen mod de borgerlige

Gymnasieeleverne har været i kamp
imod nedskæringerne hvert år siden slutningen af 90’erne.
Først var det kampen for et nej til lærernes
overenskomst, siden hen kampen mod nedskæringerne i amterne.
Man afholdte hvert år demonstrationer, hvor størstedelen
af landets gymnasieelever nedlagde undervisningen, for at bekæmpe
amternes nedskæringer. Disse demonstrationer samlede hvert år
tusinder af gymnasieelever i de større byer i Danmark, og er
vokset kraftigt år for år.

I denne periode var der dog en tendens
til at specielt 3g’erne ikke var så engagerede og aktive
som 1g’erne. Dette skyldtes at de i høj grad oplevede
demonstrationerne som gentagelser af det de havde været med til
de tidligere år. Denne strømning blev yderligere
forstærket af, at der ikke blev opstillet noget konkret
perspektiv for hvad man ville opnå med kampene og hvilken
retning man ønskede at gå. Når de samtidig igennem
deres tid som gymnasieelever fortsat har kunnet mærke den
borgerlige nedskæringskniv påvirke deres dagligdag på
skolen og i ”fritiden”, mistede en væsentlig del af
3g’erne viljen til kamp.

STOP NU

I 2004 tog bevægelsen en ny
drejning og kampen for bedre vilkår på uddannelserne tog
et kæmpe skridt fremad, i form af STOP-NU-bevægelsen. En
masse-konference blev indkaldt af de fleste af elevorganisationerne,
den 22.september. Op imod 2500 elever og studerende mødte op
og vedtog blandt andet at der skulle indkaldes til en aktionsdag den
5. oktober.  I dagene op til aktionsdagen blev 52 forskellige
uddannelsesinstitutioner, hovedsageligt gymnasier, besat af elever og
studerende.

Aktionsdagen overraskede mange i sin
størrelse, da det nok har været en af de

største demonstrationsdage for
elever og studerende i Danmarkshistorien. Ifølge

arrangørerne var op imod 100.000
elever og studerende på gaden i hele landet. Dette på
trods af at den borgerlige regering, ledet af undervisningsminister
Ulla Tørnæs, i dagene op til protesterne havde kørt
en intens hetz-kampagne imod bevægelsen og anklaget den for at
bruge forkerte tal og påstå at der ikke havde været
nogle nedskæringer. Også Venstres Ungdom igangsatte en
kampagne for at mindske bevægelsens opbakning ude på
skolerne.

I København talte Ulla Tørnæs
ved demonstrationen som hun var blevet inviteret med til og blev
buhet ud af cirka tredivetusinde demonstranter. Bevægelsen blev
dækket massivt i medierne og lederne var flere gange i
live-debat på TV med regeringen, hvor man så Ulla Tørnæs
blive sat på plads, af elevbevægelsens ledere.

Desværre skete der ikke så
meget efter aktionsdagen. Ledelsen af bevægelsen havde ikke et
klart perspektiv for at føre kampen videre – der var ikke
nogen rigtig plan for hvad man skulle gøre efter den 5.
oktober. Der blev først holdt møder 2-3 uger efter
aktionsdagen, hvilket gjorde at deltagelsen blev rimelig begrænset.
På den måde løb det hele mere eller mindre ud i
sandet. Dette skete ikke fordi der ikke var masser af kampvilje hos
elever og studerende – det skete fordi der ikke var en ledelse med en
klar plan for at fortsætte og udvide kampen.

Lederne af STOP-NU bevægelsen
igangsætte en uvildig undersøgelse af forholdene i
skolerne, samt en underskriftsindsamling. Dette gjorde de imens de
stod i spidsen for den største elev-protestbevægelse
siden 1980’erne. Dette var en katastrofe, eftersom det i
virkeligheden betød at man stoppede bevægelsen uden man
havde fået gennemført nogen af kravene. I stedet burde
man have indkaldt til en ny aktionsdag samt en ny konference, for på
den måde at fortsætte kampen og mobilisere elever og
studerende til flere aktiviteter så man kunne forøge
presset på regeringen.  Desuden burde man have gjort en
indsats for at få fagforeningerne og de store arbejdspladser
med i protestaktionerne.

Kan kampen være upolitisk?

Igennem tiderne er det ofte blevet
nævnt at fagforeninger ikke må blive involverede i
politik. Denne fordom er faktisk endnu mere udbredt i
elev/studenterbevægelsen. Elever/studerende bliver opfordret
til at holde sig væk fra politik. Men dette råd er yderst
upraktisk. Selvom du prøver at holde dig væk fra politik
– selvom du gemmer dig i dit hjem, låser døren,
lukker vinduerne og gemmer dig under sengen – vil du en dag
opdage at politik kommer til dit hjem og banker på døren.

I DGS – og især i DGS
bestyrelse – findes der en tendens til ikke at ville bekende
sin politiske holdning. Man har et princip om at være
tværpolitisk, hvilket slås fast i vedtægterne. Men
bare fordi at gymnasieeleverne er tværpolitiske betyder det
ikke at man er upolitisk. Det er ikke muligt at være upolitisk
i forhold til uddannelsespolitik.

Hvis man ikke siger, at man har en
holdning til et spørgsmål, er det en stiltiende accept
af hvad der foregår, hvilket I høj grad også er
politisk. Den generelle holdning i DGS er, at det tværpolitiske
skal tolkes som om at man ikke må være partipolitisk.
Dette er for så vidt også et udmærket princip, da
DGS naturligvis ikke er noget parti. Men hvis man ser på DGS
principprogram og dets formål, er det tydeligt at de værdier
man kæmper for er overensstemmelse med venstrefløjens og
ikke hos de borgerlige.

Dette er grundlæggende et
spørgsmål om klasser. Vi vil en uddannelse for alle. De
borgerlige ønsker uddannelse for erhvervslivet. Dette skyldes
at vi lever i et klassesamfund, hvor de borgerlige partier er blevet
skabt af borgerskabet, er finansieret af borgerskabet og altid vil
forsvare deres interesser. I 50’erne og 60’erne havde de
danske kapitalister råd til – og ikke mindst brug for –
mere uddannet arbejdskraft, hvorfor at flere arbejdere fik en
uddannelse. I dag mener de stadig vi har brug for uddannelse, men det
skal være en ensrettet kasse- og pakkeløsning, som
passer ind i virksomhedernes firkantede behov. Der er en stor
modsætning mellem uddannelse for livet og uddannelse for
erhvervslivet.

Nedskæringerne de senere år
er direkte konsekvenser af den herskende klasses interesser i
Danmark. Nedskæringerne har medført at uddannelsernes
kvalitet er faldet, men inden for de områder som der er
efterspørgsel på i erhvervslivet, bliver selvfølgelig
opprioriteret. Dette ses specielt inden for naturvidenskab, hvor
private selskaber sponsorer og køber undervisning. Desuden ses
en generel opprioritering af undervisning i naturvidenskab, på
bekostning af alle andre fagområder samt de generelle forhold
på skolerne og gymnasieelevernes tilværelse. Vi er ikke
imod naturvidenskab og vi er ikke imod at naturvidenskab
opprioriteres, men vi er imod at det udelukkende er markedets
junglelove der bestemmer hvad unge mennesker skal lære i
skolerne, samt hvilke vilkår det foregår under.

Man bliver nødt til åbent
at forklare gymnasieeleverne hvorfor der kommer nedskæringer og
hvordan disse undgås. Hvis ikke man gør det, vil kampen
blive en endeløs kamp uden nogensinde at komme særlig
langt.

Arbejderklassens afgørende rolle

I takt med at kapitalismen vandt frem i
Danmark, voksede arbejderklassen også frem. Arbejderne ejede
intet, andet end deres evne til at arbejde. Og sådan er det
stadig, arbejderne skal ligesom alle os andre stå op tidligt om
morgenen for at kunne betale huslejen til den første.
Kapitalisterne var fra starten af interesserede i at have så
omkostningsfri arbejdskraft som mulig. Dette betyder at de altid har
forsøgt at få arbejderne til at lave mere på
kortere tid til samme løn. Jo mere kapitalisterne presser
arbejdere, jo større er deres overskud. Graden af udbytning er
absolut ikke blevet mindre inden for de seneste år. Lønkvoten
– lønnens andel af produktionsresultatet – er faldet fra 67,1%
i 1988 til 60,8% i 2000. Kapitalismen og udbytningen fungerer
stadigvæk i bedste velgående.

På grund af modsætningen
mellem kapitalistklassens interesser om billig og effektiv
arbejdskraft og arbejderklassens interesse i god løn, tid til
familien og i det hele taget et værdigt liv, oprettede
arbejderne i tidernes morgen, selv organisationer for at kæmpe
for deres rettigheder og interesser. Disse går i dag under
navnet fagforeninger og organiserer 80% af alle arbejdere i Danmark.
På samme måde som gymnasieeleverne oprettede DGS som en
kamporganisation, oprettede arbejderne altså mange år
tidligere lignende kamporganisationer for at kæmpe deres
interesser. Fagforeningerne dannede senere et politisk parti,
socialdemokratiet, der skulle kæmpe arbejdernes kampe på
den politiske scene. Længe inden DGS blev stiftet var det først
og fremmest arbejdernes fagforeninger og deres parti,
socialdemokratiet, der kæmpede for et godt og værdigt
uddannelsessystem med plads til alle.

De fleste gymnasieelevers forældres
bliver stadigvæk nødt til, at stå op om morgenen
for at stille deres arbejdskraft til rådighed for en
arbejdsgiver – enten inden for det offentlige eller inden for
det private. Om morgenen bruger studerende og arbejdere de samme
offentlige transportmidler og de har interesse i at forsvare de samme
grundlæggende velfærdsydelser som gymnasieelever. Det er
også vigtigt at huske på, at de fleste gymnasieelever,
der, når de er færdiguddannede, selv kommer til at sælge
deres arbejdskraft, og derved også tilhører
arbejderklassen. De borgerlige har altid været interesseret i
at splitte dem som har en interesse i at kæmpe imod det
borgerlige system. Men den eneste mulighed vi har for at slå de
borgerlige er ved at stå sammen, unge og arbejdere.

Ligesom gymnasieelever har interesse i,
at der er ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet, så
deres forældre har det godt og så de selv kan nyde disse
vilkår senere, har arbejderne også interesse i et godt og
almendannende uddannelsessystem for deres børn.

Førhen var der en skeptisk
holdning fra ledelsen i DGS til samarbejdet med fagforeningerne.
Dette har heldigvis ændret sig de sidste par år, hvilket
er et vigtigt skridt fremad!

Ved demonstrationerne i december 2003
imod nedskæringerne på skolepraktikordningen var LO
direkte involveret. Det var de også i STOP NU, ligesom
Socialdemokraterne også støttede initiativet økonomisk.

Problemet med det hidtidige samarbejde
har blot været at DGS og de andre elevorganisationer reelt kun
har samarbejdet med fagbevægelsestoppen. Men desværre er
det ikke toppen i fagbevægelsen der er i stand til at ligge
pres på magthaverne i Danmark. I udbredt grad, er toppen heller
ikke interesseret i dette. Den har fjernet sig så langt fra
medlemmerne, at dens liv og lønningerne er lige så
fjernt fra arbejderne, som Skagen er fra Gedser.

Fagbevægelsens ledelse i Danmark
har vist sig ikke at være villig til at gå i kamp, før
de bliver presset til det. De vil helst side i deres fine kontorer,
nyde en god middag og se på mens forholdene for arbejdere og
unge i Danmark forringes dag for dag. Imens bilder de os ind, at de
skam gerne vil kæmpe, men al dens ”kamp” foregår
i reglen med forhandlinger og diskussioner til lukkede møder,
hvor de helst ikke ser almindelige arbejdere blande sig.

En anden slags samarbejde er nødvendigt
for at vinde kampen.

Fagbevægelsens top vil tydeligvis
ikke mobilisere sine medlemmer til samlet kamp imod forringelser på
velfærdssamfundet i Danmark. Hvis ledelsen for
arbejderbevægelsen havde villet mobilisere til en 24-timers
generalstrejke med trussel om yderligere optrapning, fx i forbindelse
med STOP-NU, ville man så let som ingenting kunne tvinge de
borgerlige tilbage med det samme. En kampklar arbejderbevægelse
ville kunne mobilisere til kæmpe modstand og tvinge regeringen
til at trække alle angrebene på velfærden,
uddannelsessystemet og arbejderbevægelsen tilbage. Det er klart
at man ikke i enhver kamp kan gå ud og kræve
generalstrejke, ligesom man godt kan, hvilket DGS også har
vist, vinde mindre delkampe bare på basis af elevernes
protester. Ligeledes kan alene truslen om generalstrejke være
nok til at få indrømmelser, eller bare regeringens frygt
for at bevægelsen skulle brede sig mere eller mindre af sig
selv, som man f.eks. så i Frankrig i ’68.

Når gymnasieelever nedlægger
undervisningen, sker der basalt set ikke andet, end de mister en dags
undervisning og noteres fraværende. Dette truer ikke
magthaverne på nogen måder. Under en generalstrejke vil
så godt som alle arbejdere, offentligt såvel som privat
ansatte, nedlægge arbejdet. Samfundet går i stå.
Det vil blive klart hvem der egentlig har magten over økonomien.
Det er arbejderne der hver dag producerer alle samfundets værdier,
men i kraft af at der er en lille gruppe bankdirektører,
aktionærer og virksomheder ejer den, styrer de den også.
Under en storstrejke bliver det gjort klart, at den magt som denne
klasse har, kun eksisterer så længe arbejderklassen
accepterer det.

Der har længe været en
utilfreds stemning på arbejdspladserne. Arbejderne er også
udsat for nedskæringer og angreb. Hvis man kunne forene den
enorme energi og kampvilje der eksisterer i ungdommen, med den enorme
kraft og magt som arbejderklassen besidder, ville man have en
uovervindelig bevægelse.

Men en sådan bevægelse
kræver mere end blot samarbejde med toppen af fagbevægelsen.
Det kræver at tillidsmænd og almindelige arbejdere lægger
pres på ledelsen af fagforeningerne for at gå med i
kampen. DGS og de andre elevorganisationer må lancere et
offentligt slogan, der appellerer til almindelige arbejdere om at gå
med i kampen. Man må åbent kræve at lederne for
arbejderbevægelsen mobiliserer til kamp imod alle forringelser
og nedskæringer. Under strejker og protestbevægelser må
sådanne krav og paroler tages op. Disse kan forstærkes
af, at fx besatte skoler opsøger de nærmeste
arbejdspladser og går i dialog med arbejderne. Dels ved at
uddele materialer med appel om støtte og ved at indsamle
økonomisk støtte.

Havde man taget disse krav og paroler
op under STOP-NU bevægelsen, ville bevægelsen ikke været
gået i jorden med det samme, og udfaldet ville have set helt
anderledes ud.

Gå med i kampen for at ændre
uddannelsessystemet i Danmark!

Ved første
øjenkast kan det se ud som en uoverkommelig opgave at udfordre
de borgerliges uddannelsespolitiske dagsorden. For mange kan opgaven
med at ændre samfundet ligefrem se ud til at være
umulig.
Men samtidig er det klart at det ikke kan fortsætte
som nu, hvor tusinder af mennesker dømmes til et liv i
fortvivlelse, stress og fattigdom – og hvor uddannelsessystemet
hjælper med til at sortere folk i klassesamfundet.

De
kræfter som står imellem i dag og i morgen, imellem nutid
og fremtid, ser ud til at være umådeligt magtfulde;
Medierne, regeringen, de multinationale selskaber, kapitalisterne,
for slet ikke at nævne års vaner, skikke, rutiner og
traditioner. Faktisk er det selve troen på, at tingene altid
har været som de er nu og at de aldrig kan ændres, som er
den største hindring for forandring.

Alligevel er det
almindelige arbejdende mennesker, som hver dag står op og
knokler for at få samfundet til at køre rundt. Ikke ét
hjul kører rundt, ikke et lys skinner uden almindelige
arbejdende menneskers tilladelse. I og med at arbejderklassen udgør
det overvældende flertal både i Danmark og resten af
verden, er det et paradoks at uddannelsessystemet ikke er indrettet
efter almindelige arbejdere og deres børns behov. Men
historien har vist at hvis arbejdere og unge sammen går til
kamp for at ændre samfundet, på et socialistisk
program[3],
er der intet der kan stoppe bevægelsen.

Det der er brug for, er at give den
utilfredshed og vrede som allerede eksisterer i blandt mange elever,
et organiseret og bevidst udtryk. I virkeligheden er der hos mange en
udbredt følelse af frustration over forholdene, overalt i det
danske uddannelsessystem. Det der mangler er en organisation med
klare ideer, struktur og taktik, som konsekvent kæmper unges
kampe.

En sådan kamporganisation er absolut opnåelig
– hvis vi arbejder tålmodigt for det. Hvis du efter at have
læst dette dokument, er enig i vores overordnede ideer, beder
vi dig tænke over om ikke du vil være med til praktisk at
arbejde for at det bliver til virkelighed.

Vi inviterer
alle som er interesserede i de ideer som er skitseret her, til at
kontakte os og være med til at koordinere en indsats for at
ændre DGS og resten af elevbevægelsen. Vi vil også
gerne høre dine kommentarer på vores ideer – også
selvom du er uenig – en god diskussion har aldrig gjort nogen skade.


Hvis du vil vide mere, så snak med/ring til Klaus
Münster (Hobro Gymnasium) på telefon 22793002 eller Jeppe
Druedahl (Roskilde Amtsgymnasium) på telefon 30254692, vi vil
være at finde på landsmødet 05.

Et individ, uanset hvor aktiv
vedkommende er, kan aldrig ændre samfundet.
For at gøre
det, har vi brug for at blive organiserede.

Bliv en del af
kampen for et socialt uddannelsessystem og for demokratisk
socialisme!

• Max 28 elever i klasserne!
  

  
  

• Nej til brugerbetaling!
  

  
  

• For en SU til at leve af!
  

  
  

• For et ordentligt arbejdsmiljø!
  

  
  

• For ægte elevdemokrati på
  skolerne!
  

  
  

• Ingen adgangsbegrænsning på
  de videregående uddannelser!
  

  
  

• Boliger til alle – til priser der
  er til at betale!
  

  
  

• Afskaf arbejdsløsheden –
  gennem 30 timers arbejdsuge, uden løntab!
  

  
  

• Nej til imperialistiske krige –
  brug pengene på uddannelse og hospitaler!
  

  
  

• Nationaliser de største
  virksomheder, banker og forsikringsselskaber – under arbejdernes
  demokratiske kontrol!
  

  
  

• For et
  socialistisk Danmark, som en del af Europas forenede socialistiske
  stater!