Der var nok mange som fik kaffen galt i halsen, da Mette Frederiksen i marts måned annoncerede, at hun ikke ville afvise at opsætte atomvåben på dansk jord. I de danske medier er hendes udmelding blevet omtalt som et brud med et grundprincip inden for dansk forsvarspolitik, der har været gældende siden 1957, om at Danmark ikke skal huse atomvåben.

Medierne glemmer dog på belejlig vis at nævne, at USA under den kolde krig havde atomvåben placeret i Grønland. I 1957, bag offentlighedens ryg, accepterede den socialdemokratiske statsminister, H.C. Hansen, de amerikanske imperialisters ønske om at opsætte atomvåben i Grønland, som juridisk set var lige så meget en del af Danmark som Sjælland eller Jylland.

Den samme H.C. Hansen havde på hyklerisk vis ført valgkamp på ikke at tillade atomvåben i Danmark, da han fremhævede, at det ville gøre Danmark til et bombemål i en eventuel krig mellem USA og Sovjetunionen – hvilket er ensbetydende med selvmord. Men H.C. Hansen havde tydeligvis intet problem med at gøre Grønland til et bombemål, og dermed udsætte grønlænderne for alle de farer, som fulgte med placeringen af atomvåben i deres land.

I 1968 blev de danske politikeres hemmelige aftale med USA afsløret, da et amerikansk bombefly med fire brintbomber om bord styrtede ned og forårsagede en alvorlig atomulykke, som har haft fatale menneskelige konsekvenser helt op til i dag. Men for at forstå de fulde konsekvenser af ulykken, og den danske kolonimagts medskyldige rolle, må vi starte med at se på de begivenheder, som ledte op til den.

Tvangsflytning og sult

Efter 2. verdenskrigs afslutning indledte det danske borgerskab en tæt alliance med USA, verdens mægtigste imperialistiske magt. Som del af alliancen – der mest af alt kan beskrives som forholdet mellem en herre og hans tjener – underskrev Danmark og USA i 1951 en traktat, som gav USA frie tøjler til at opføre og udbygge militæranlæg i Grønland. Til det amerikanske borgerskabs store glæde fik USA dermed en fremskudt forpost mod Sovjetunionen 3.000 kilometer fra Amerikas grænser.

Kort efter indgåelsen af traktaten mellem Danmark og USA begyndte det amerikanske militær at udbygge Thulebasen (i 2023 omdøbt til Pituffik Space Base) i Nordvestgrønland. Det fik fatale konsekvenser for den lokale grønlandske befolkning i området, også kendt som Thuleboerne.

For at gøre plads til udbygningen af den amerikanske militærbase gav den danske kolonimagt i 1953 hele lokalbefolkningen, som bestod af ca. 30 inuit-familier, tre dage til at pakke så mange af deres ting de kunne og flytte 150 kilometer nordpå. Stedet hvor Thuleboerne blev beordret at flytte hen er der hvor den nuværende by Qaanaaq ligger, men på daværende tidspunkt var der ingenting. Hvis ikke Thuleboerne adlød, truede de danske myndigheder med at jævne deres huse med jorden.

Ved Thuleboernes nye boplads havde de danske myndigheder hverken opført nye huse eller sørget for forsyninger. Et åbenlyst problem var samtidig, at fangstmulighederne ved den nye boplads var langt dårligere, så sulten begyndte hurtigt at sprede sig blandt de tvangsflyttede Thuleboere. Da de i desperation forsøgte at vende hjem til deres gamle boplads, reagerede de danske myndigheder ved at nedbrænde deres tidligere hjem.

Den lidelse, som dansk og amerikansk imperialisme havde påført Thuleboerne, var imidlertid først lige begyndt, eftersom de senere ville blive ramt af atomulykkens miljømæssige konsekvenser.

Løgn og manipulation

Den 21. januar 1968 nedstyrtede et amerikansk B52-bombefly tæt på Thulebasen. Med sig havde flyet fire brintbomber, hver især 100 gange kraftigere end de atombomber, som amerikanerne 23 år forinden havde smidt over Hiroshima, som dræbte 140.000 uskyldige civile.

Da bombeflyet nedstyrtede på en tilfrosset fjord, eksploderede brintbombernes indhold af konventionelt sprængstof uden dog at udløse en nuklear eksplosion. Eksplosionen spredte imidlertid bombernes radioaktive materiale, såsom plutonium, over et 7,7 kvadratkilometer stort område, og truede med at forgifte havet.

Eftersom det var officiel dansk politik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, reagerede den danske regering på ulykken ved at afvise kendskab til atomvåben i Grønland. Samtidig forsøgte USA at nedtone katastrofens omfang. Ikke desto mindre blev et fælles oprydningsarbejde hurtigt igangsat for netop at undgå en kæmpe miljøkatastrofe. Amerikanske, danske og grønlandske arbejdere blev mobiliseret til at deltage i oprydningsarbejdet. De blev senere kendt som Thulearbejderne.

Atomulykken skabte en alvorlig politisk krise i Danmark, da det på dramatisk vis var blevet afsløret for offentligheden, at den danske atompolitik ikke blev overholdt, hvilket tilmed udløste antiamerikanske demonstrationer. For at redde sig selv og sin regering spillede den daværende socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, udadtil meget forarget over, at amerikanerne muligvis ikke respekterede den danske atompolitik. Men hans reaktion var blot et kynisk skuespil.

Ligesom adskillige andre toppolitikere havde Jens Otto Krag længe vidst at amerikanerne opbevarede atomvåben i Grønland – det kan man se ved at han tidligere havde beskrevet det i sin dagbog. Selv efter atomulykken blev de danske politikere i årtier ved med at benægte kendskabet til amerikanske atomvåben i Grønland. Deres løgne blev imidlertid endegyldigt punkteret i 1995, hvor offentliggørelsen af et hemmeligt dokument afslørede, at skiftende regeringer gennem 38 år havde løjet for både den danske og grønlandske befolkning. 

Stråledød

Som sædvanlig var det ikke borgerskabet eller deres politiske repræsentanter på Christiansborg, som mærkede konsekvenserne af deres løgne og reaktionære politik. Det var i stedet det grønlandske folk og Thulearbejderne, som betalte prisen for det danske borgerskabs accept af amerikanske atomvåben i Grønland.

De grønlændere, som tidligere var blevet tvangsflyttet fra området omkring Thulebasen, mistede efter atomulykken deres i forvejen sparsomme levevej, eftersom jagt og fiskeri midlertidigt blev forbudt i et stort område på grund af faren for radioaktivt stof i fisk og landdyr. Ulykken fik derfor enorme sociale konsekvenser for beboerne i Nordvestgrønland, som i dag er blandt de fattigste i hele landet.

I dag ønsker Thuleboerne stadig at vende hjem til deres oprindelige bosted, og i årtier har de ført en juridisk kamp mod den danske stat om at få en økonomisk erstatning for tvangsflytningen og ret til at vende tilbage. I 2003 tabte de imidlertid sagen, da Højesteret underkendte deres krav. Afgørelsen udstiller retsvæsenets klassekarakter; en hjørnesten i den kapitalistiske stat, som ikke bekymrer sig om, hvorvidt retfærdighed sker fyldest, men primært om at forsvare det danske borgerskab, deres imperialistiske politik og deres forbrydelser.

For mange Thulearbejdere var oprydningsarbejdet efter atomulykken en direkte dødsdom. Arbejderne blev udsat for voldsom radioaktiv stråling, og en undersøgelse fra 2005 har vist, at hele 410 ud af 1500 danske Thulearbejdere er døde af kræft – en dobbelt så stor dødelighed af kræft som i den øvrige del af befolkningen.

De amerikanske Thulearbejdere fik udleveret beskyttelsesdragter under oprydningsarbejdet, men de danske myndigheder udleverede ingen beskyttelsesdragter til de danske arbejdere, da den danske regering ikke ville indrømme, at der var tale om en atomulykke.

Ingen tillid til politikerne

Nu har Mette Frederiksen genåbnet diskussionen om, hvorvidt der skal opsættes atomvåben på dansk jord. Som historien viser, er det imidlertid løgn, når medierne påstår at Danmark ikke tidligere har opbevaret atomvåben – det har tilmed haft fatale konsekvenser for det grønlandske folk og for danske arbejdere.

Det danske borgerskab har altid behandlet Grønland og dets befolkning som en brik i et stormagtsspil, som kan bruges til at fremme deres udenrigspolitiske interesser. Få eksempler illustrerer dette bedre end dét, at de danske magthavere, bag om ryggen på både den grønlandske og danske befolkning, gav USA tilladelse til at opsætte atomvåben i landet.

Det viser det danske borgerskabs kyniske syn på Grønland, som en koloni, der kan bruges til at fremme dansk kapitalismes interesser, uanset hvilke fatale konsekvenser det medfører for grønlænderne.

Historien viser også, at magthaverne her i landet er fuldstændig ligeglade med befolkningen, men kun bekymrer sig om at tilfredsstille deres herrer i Washington og pleje alliancen med amerikansk imperialisme. Arbejdere og undertrykte kan ikke have nogen tillid til politikerne, som ignorerer flertallets vilje og i stedet lyver for at beskytte kapitalisternes interesser.

Vi kan derfor heller ikke have et gran tillid til Mette Frederiksen eller resten af politikerne, når de før eller siden begynder at tale om behovet for at Danmark får atomvåben. Det vil kun blive brugt til at fremme deres reaktionære interesser, som er i direkte modstrid med det store flertal, der altid bliver tvunget til at betale prisen af deres imperialistiske politik.