Marxistisk filosofi beskrives ofte med den mere tekniske betegnelse dialektisk materialisme, hvoraf negationens negation henviser til én af lovene inden for filosofiens system som helhed.
Centralt for dialektikken er forandring; at systemer, objekter og idéer negeres til fordel for noget nyt og bliver erstattet igennem en konstant, men ujævn udvikling. Negationens negation beskriver således to af disse skift inden for et og samme område. Negationens negation finder sted inden for alle systemer og processer; sociale såvel som naturvidenskabelige.
At forklare negationens negation ud fra blot en abstrakt definition er i bedste fald utilstrækkeligt, eftersom selve lovmæssigheden udspringer af en analyse af virkeligheden selv. Det er derfor passende at inddrage et par eksempler på, hvad negationens negation eksempelvis kunne beskrive.
I naturen finder negationens negations sted som en process i alle livsformer og organismer. Når et frø udvikler sig til en plante negeres frøet til fordel for en mere udviklet organisme. Atter negeres planten gennem spredningen af nye frø, når disse er modne. Som et resultat af negationens negation er vi igen tilbage til den oprindelige form: frøet. Over tid fører en række af disse processer til en udvikling af selve organismen som helhed. Planten bliver mere hårdfør, frøet spirer under mere uegnede forhold mv. Negationens negation er altså grundlaget for den generelle udvikling mod et højere niveau af eksistens.
Også historiske udviklinger som ejendomsforhold kan beskrives ud fra negationens negation. I løbet af menneskets historie blev primitiv social ejendom udryddet og erstattet i takt med med fremkomsten af en mere avanceret privat ejendom. Det ene ejendomsforhold blev altså negeret til fordel for en kvalitativt anderledes organisering og fordeling. Denne negation introducerede en periode med klassesamfund, der har varet i årtusinder, og som vi stadig lever under i dag. Den anden negation ville således være afskaffelsen af denne private ejendom til fordel for en ny social ejendom hvilket ville genoprette den tidligere form for ejendomsforhold, men på et højere niveau. Opløsningen af klassesamfundet og en tilbagevenden til socialt ejerskab af produktionsmidlerne ville altså negere den første negation.
Fra disse eksempler kan det ses, at Marx’ koncept ikke er rent cyklisk, men i højere grad skal opfattes som en spiral, hvor afslutningen på en langvarig proces også indbefatter udvikling og fremskridt mod et højere niveau af organisk eller organisatorisk kompleksitet, og altså ikke blot beskriver en gentagelse. Indenfor dialektikken indeholder forandring og bruddet på status quo både elementer af kontinuitet og elementer af forgængelighed. At forstå negationens negation giver os som marxister mulighed for at spore forandringer og skift i både store og små systemer. Det er en grundlæggende byggesten i den dialektiske materialisme, som vi må erhverve os og bruge aktivt i kampen for socialisme.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
