Filosofisk idealisme betyder, at idéer, bevidsthed, sprog eller det åndelige er det primære og at den materielle verden er af sekundær betydning.
Igennem historien er det muligt at udpege to hovedretninger indenfor filosofien: materialisme og idealisme. Materialisme er den filosofiske idé, at det er den materielt virkelige verden, der er det primære. Bevidsthed, moral, religiøse idéer og andet overtro er produkter af den materielle virkelighed og skifter med den materielle virkelighed.
Filosofisk idealisme er det modsatte. Her kommer det immaterielle før materien. Den mest udbredte form for idealisme igennem historien er religion og overtro, hvor en form for Gud har skabt eller betinger naturen og resten af den materielle verden. Mennesker, samfund og resten af verden er i sidste instans en afspejling af denne Guddom.
En form for idealisme som er udbredt i dag, især på venstrefløjen og universiteterne, er ”postmodernisme”. Her bliver der lagt vægt på hvordan det er sproget (”diskurser”), tanker og idéer som er det afgørende element i at skabe samfundet. Det er derfor også sproget og ideerne der fokuseres på i forsøget på at forandre verden: først må folk tænke og tale anderledes, dernæst kan verden ændres.
Marxismen er materialistisk og ser sagen omvendt: på trods af, at sprog og tanker øver en stor indflydelse på den materielle verden, så har de ingen selvstændig eksistens. Enhver tanke og ethvert ord er bundet til et materielt, levende menneske, som taler og tænker på grund af de materielle samfundsmæssige rammer som det er opvokset under. For at ændre de idésæt og diskurser som dominerer vores samfund, handler det derfor om at ændre de materielle rammer. Vi skal ikke overbevise hvert enkelt menneske om, at vores idéer er overlegne, men deres idéer om verden vil ændre sig i takt med, at den materielle verden ændrer sig.
