Billede: Epanastasi
Den 9. november viste den græske arbejderklasse endnu et glimt af dens magt. For fjerde gang på lige over et år deltog hundredtusindvis af arbejdere over hele landet i en 24-timers generalstrejke som svar på de miserable fald i levestandarden, som inflationen har bragt med sig.
Side om side med studerende og pensionister deltog titusindvis af de strejkende arbejdere i demonstrationer fordelt i mere end 70 byer. Dette på trods af regeringens ihærdige forsøg på at kue bevægelsen, bl.a. ved at forsøge at gøre de offentligt ansatte i transportsektorens strejke ulovlig.
På de fleste store offentlige arbejdspladser var der, som ved de tidligere græske generalstrejker, stor deltagelse. Tilsvarende deltog nogle af de største private arbejdspladser i stor stil. Men endnu en gang var der kun meget begrænset deltagelse i størstedelen af den private sektor: små og mellemstore produktionsarbejdspladser, service, kontorer og butikker. Allesammen steder hvor en stor del af unge arbejdere er ansat uden stærke fagforeninger.
Denne relativt lave deltagelse fra den private sektor kan til dels tilskrives frygt for fyring, forstærket af det nådesløse pres, som inflationen har lagt på arbejderes levestandarder, især de unge og lavtlønnede. Derudover har den politiske og faglige ledelse ikke været i stand til at præsentere en tilstrækkeligt ambitiøs strategi for sejr. At den græske arbejderklasse alligevel formår at stå sammen på så stor skala er udtryk for enorme frustrationer og ikke mindst vilje til at kæmpe for forandring.
For folk er ikke dumme. Mange har efterhånden indset, hvordan fagtoppen i lang tid har gjort det til deres mål at bruge én-dags generalstrejker som løst krudt. Bureaukraterne håber på at lade masserne lukke damp ud på relativt kontrolleret vis, men de har på ingen måde viljen til at tage en seriøs kamp mod status quo. Samtidig tager de græske venstrefløjs- partier — SYRIZA (græsk pendant til Enhedslisten) og KKE (kommunistpartiet)— på ingen måde de nødvendige initiativer for at få den bund-reaktionære Mitsotakis-regering ud men gør i stedet forsøg på at stabilisere situationen med rådne kompromisser. De græske arbejdere gør deres og mere til, men som i mange andre lande halter deres ledere bag virkeligheden.
Arbejderklassen har gang på gang vist både vilje og evne til at kæmpe mod kapitalismens brutaliteter. Men uden en konkret plan og kampklare organisationer kan kampen kun lede til mere af det samme.
Ned med udbytterne, der på bekostning af arbejderklassen tjener rekord-profitter på krisen! Ned med røvernes regering! For eskalation af klassekampen i Grækenland og verden over, ikke blot i ord, men med handling!
