I de officielle danske medier har der været stille omkring Grækenland siden valget. Det må imidlertid ikke forledes os til at tro, at alt er tilbage til det ”normale” i landet. Det kommer selvfølgelig også an på, hvad man lægger i ordet ”normale”.
Den nuværende situation i Grækenland er efterhånden ved at blive normen. Efter fem års recession er håbet om en hurtig løsning af kapitalismens krise for længst forsvundet blandt alle i samfundet, både rige og fattige. Selv småborgerskabet er hårdt ramt. Endeløse rækker af butikker i Athen har slået brædder for vinduerne. Siden 2011 viser tal fra Foreningen af Detail-butikker (ESEE), at 68.000 forretninger er lukket og foreningen estimere, at 63.000 forretninger balancerer på randen af lukning.
Gaderne i det centrale Athen bliver jævnligt fyldt af nye massedemonstrationer. Senest har en demonstration af handicappede været på gaden imod nedskæringer af deres levegrundlag, som er en del af den nye nedskæringspakke. Som en ”kommentar” i den græske avis Ekathimerini udtrykte det: ”Når uro-politi i fuld udrustning står foran finansministeriet for at beskytte det mod handicappede demonstranter i kørestole og med gangstativer, så kan man være temmelig sikker på, at dit land bevæger sig i en foruroligende retning”.
Elendighed
Elendighed og reel fattigdom bliver stadig mere udbredt i takt med arbejdsløsheden. Med den nye sparepakke forventer den største fagforening GSEE, at arbejdsløsheden vil stige til mellem 28 og 29 procent i 2013. Som konsekvens af de mange reformer der følger med ”hjælpepakkerne”, som har ført til utallige opsagte kollektive overenskomster, er købekraften for arbejdere på mindsteløn trykket tilbage til 1979-niveau. For arbejdere på gennemsnitlige lønninger er købekraften reduceret til 1980-niveau (greece.greekreporter.com). Konsekvenserne for arbejderklassen er udtalte. Alene i Athen uddeler kommunalt drevne suppekøkkener mad til 8.000 om dagen (ekathimerini.com).
Næsten hver dag er der strejker og demonstrationer fra forskellige sektorer og grupper. For nyligt har brandmænd, journalister og ansatte ved domstolene været i strejke på grund af udsigterne til en ny sparerunde, der skal finde besparelser for 11,5 milliarder euro (cirka 86 milliarder kroner). Disse besparelser vil for langt størstedelens vedkommende hentes gennem nye lønnedsættelser, nedsættelse af pension og andre overførselsindkomster. For at sætte det i perspektiv svarer det omtalte beløb nogenlunde til, hvad den danske stat bruger sammenlagt på folkeskolen og samtlige ungdomsuddannelser i Danmark om året (fm.dk). Det er altså ikke småting. Endnu engang er det arbejderklassen, der får regningen og endnu engang er det flere arbejdere, der må stille sig op i køen til suppekøkkenet eller tvinges til ydmygende at lede affald igennem efter mad, for at finanskapitalen kan få sine profitter.
I skrivende stud er der pause i forhandlingerne mellem låne-Trojkaen og den græske regering for, at regeringspartierne kan finde intern enighed om, hvilke sektorer der nu skal kastes for løverne. Der er efter forlydende opnået enighed mellem Trojkaen og koalitionsregeringen om nedskæringer for 9,5 milliarder euro, mens de sidste 2 milliarder endnu mangler, for at Trojkaen vil udbetale den næste portion af ”hjælpepakken”. En hjælpepakke der praktisk talt går ubeskåret til at betale renter og afdrag til de nationale og internationale finanskapitalister.
Den konservative premiereminister, og leder af klassesamarbejdsregeringen mellem de konservative (ND), Socialdemokratiet (PASOK) og det midtsøgende venstrefløjsparti (DIMAR); Samars, forventes i skrivende stund at afholde en tale til nationen. Her vil han bekendtgøre de nye besparelser, og forsøge at forklare, hvorfor den græske arbejderklasse skal betale med deres liv for, at de nationale og internationale finanskapitalister kan få endnu flere profitter hjem.
Samaras håber samtidig at kunne få ekspederet de brutale nedskæringer igennem parlamentet på kun 48 timer. Årsagen er ikke så meget frygt for uro i parlamentet (hvilket der vil blive; allerede nu har Samaras advaret parlamentsmedlemmer fra ND om, at enhver træden uden for rækken vil blive mødt med eksklusion). Nej, årsagen til at debatten i parlamentet bliver begrænset til 48 timer er, ifølge kilder tæt på Samaras, som avisen Ekathimerini har talt med, for at mindske potentialet for massemobiliseringer uden for parlamentet. Og de vil formentlig blive store. Der er planlagt 24 timers generalstrejke onsdag den 26. september for alle arbejdere i den offentlige sektor og dele af den private sektor. Det vil være den første generalstrejke siden februar, og vil være den første prøve af den skrøbelige koalitionsregering, men absolut ikke den sidste. Allerede nu er det massive pres fra befolkningen så udtalt, at de to arbejderpartier i regeringen; PASOK og DIMAR har vaklet i deres støtte til den konkrete udformning af Samars nedskæringer i flere omgange. Yderligere pres gennem massemobiliseringer og strejker, kan relativt hurtigt betyde regeringens fald, hvilket meget vel kan bringe det nu største arbejderparti SYRIZA til magten.
Den onde cirkel
Trods alle Samars anstrengelser og løftebrud (han havde inden valget lovet at genforhandle det såkaldte ”Memorandum” – betingelserne – fra Trojkaen) meddeler IMF, at regnestykket ikke vil gå op, selv hvis der opnås enighed om besparelser for de fulde 11,5 milliarder euro. Rent faktisk vil der i forhold til den overordnede plan om at hive Grækenland ud af gældsspiralen, være et hul på yderligere 20 milliarder euro (cirka 150 milliarder kroner, svarende til mere end de samlede offentlige udgifter til det danske sundhedsvæsen), forårsaget af det fortsatte fald i den græske økonomi, som var på 6,2 procent i andet kvartal, i forhold til samme kvartal året før (nytimes.com). Problemet er klassisk: der skæres i lønninger og arbejdspladser for at nedbringe gælden i forhold til BNP, men det betyder bare, at BNP falder så meget desto mere, hvilket betyder, at kreditorerne kræver endnu flere nedskæringer og så videre, og så videre.
Altså skal Grækenland, ifølge IMF’s egne beregninger, have afskrevet endnu en stor portion af sin gæld. Det er imidlertid ikke noget, der falder i god jord hos Europas største kreditor; Tyskland: ”Hvordan skulle vi kunne gøre det?”, sagde Michael Meister, finansordfører for Angela Merkels parti CDU, i et interview i Berlin i dag. ”Hvor ville det ikke ende? Vi taler om lån fra så sent som sidste år.” Underhuset i det tyske parlament, som vil skulle godkende noget sådan vil simpelthen ikke finde sig i det” (ekathimerini.com, 25. september).
Ovenstående er ikke nogen overraskelse. Det er en offentlig hemmelighed, at Grækenland er fallit, men den herskende klasse i Europa forsøger at udskyde dødserklæringen. De er, med god grund, nervøse for konsekvenserne. Derfor er patienten nu i to år blevet holdt kunstigt i live. For omkostningerne ved et officielt bankerot vil være enorme, og de internationale investorer vil omgående sælge ud af deres papirer i de andre ”svage” Euro-lande, hvilket i første omgang vil sige Portugal, Irland, Italien og Spanien. Det vil betyde en ny økonomisk og social krise i Europa. Med andre ord: en eksplosion i klassekampen. Men i sidste ende er netop bankerot og exit fra Euro-zonen praktisk talt uundgåeligt.
Varmt efterår
Det er ikke kun i Grækenland, at arbejderklassen igen begynder at gå på gaden. Allerede nu har de voldsomme besparelser i Spanien, som betingelse for redningspakken på 100 milliarder euro til de fallerede spanske banker, forårsaget en kraftig stigning i antallet af strejker og massedemonstrationer. Men det er intet imod, hvad vi vil se, når ikke bare de spanske banker skal have en ”hjælpepakke” fra Trojkaen, men hele den spanske stat. For pengene udbetales, ligesom i Grækenland, kun hvis skrappe ”reformer” [læs: angreb på arbejdere, gamle og unge] gennemføres. Onsdag den 26. september førte det til massesammenstød mellem uro-politi og demonstranter i Madrid, der protesterede over de massive nedskæringer.
I Portugal er tålmodigheden blandt arbejderne også ved at være opbrugt efter to år, hvor arbejderklassens i mere eller mindre stilhed har accepteret store forringelser, fyringer og lønnedgang. Den 15. september gik omkring 1 millioner mennesker på gaden i mod det seneste tiltag: at sænke arbejdsgivernes skattemæssige bidrag til socialvæsnet fra 23,75 procent til 18 procent, hvilket skulle modsvares af en stigning i arbejdernes bidrag fra 11 til 18 procent. Det var dråben, der fik bægret til at flyde over, og altså resulterede i den største massedemonstration siden revolutionen i 1974.
Massedemonstrationen medførte en næste øjeblikkelig regeringskrise, og regeringen måtte trække i land og søge at finde besparelserne ad andre veje. Selv om protesterne dermed kun har vundet en delvis sejr, så har de dog givet arbejderklassen og ungdommen i Portugal nyt håb, og det er højst sandsynligt, at nye bevægelser vil springe frem.
Herskende klasse ruster op
Det er umuligt at spå om fremtiden, og det er ligeledes umuligt at forudsige økonomien og klassekampens præcise forløb i den næste periode. Men hvad der står klart, er, at i Sydeuropa er arbejderklassen ved at være presset ud i en så desperat situation, at klassekampen står over for et kraftigt opsving. Den herskende klasse forbereder sig. I Grækenland holder uro-politi hånden over de fascistiske bøller, når immigranter angribe, tæves og stikkes ned, og den herskende klasse forsøger at bruge racisme som en kile til at splitte arbejderklassen. I Spanien skærpes repressionen med gummikugler og tåregas, mens de mest rabiate dele af borgerskabet bruger et sprogbrug, der ikke er hørt siden borgerkrigen.
Borgerskabet ville allerhelst kunne vige uden om de økonomiske problemer, der rejser sig i horisonten, i form af græsk exit fra euro-zonen og statsbankerot. Ikke af sentimentale årsager eller af hensyn til arbejderklassens ve og vel. Tværtimod. Men fordi de forstår, modsat de naive reformister, dybden af den sociale krise og klassekamp, der følger i dens kølvand. Der er stadig dele af borgerskabet, der famler rundt i blinde efter en magisk løsning, om det så er en europæisk føderation, bankunion eller euro-obligationer. Men efterhånden, efter utallige redningspakker og ”afgørende” topmøder, der alle sammen intet har løst, er de ved at indse, at der ikke er nogen vej udenom. Krisen kan ikke undgås og det samme gælder den klassekamp der følger med. Hvad vi ser i dag i Sydeuropa, er kun begyndelsen.
