I går, torsdag, gav råbet fra vrede demonstranter genlyd i gaderne i Athen, Rom og Madrid.
Situationen i Europa tilspidses. I Grækenland og Italien er der indsat teknokrater som regeringsledere. Her bringer vi en artikel om udviklingen i Grækenland fra Socialistisk Standpunkt nr. 70. Artiklen er skrevet før Papandreou måtte træde tilbage, men analysen er stadig relevant.

I flere omgange har EU’s topledere diskuteret Grækenland for angiveligt at finde en løsning, som kan være til ”alles bedste”. Det er dog tydeligt for enhver, at hverken Merkel eller Sarkozy har den græske eller europæiske arbejderklasse i tankerne, når de taler om ”alles bedste”. Deres første prioritet er, at den bankerot, som efterhånden synes uundgåelig, skal ramme deres egne lande og EU’s storbanker så lidt som muligt.

Den græske arbejderklasse forventer – og det med god grund – ikke andet, end at alle planer og pakker vil betyde yderligere nedskæringer og angreb på alle rettigheder og al organisering af arbejderklassen. Den virkelighed er for længst gået op for det store flertal af grækerne, og har fået arbejderne til i massiv grad at mobilisere og tage til genmæle mod den nedslagtning af deres forhold, som foregår.

Hårde angreb
Dagbladet Information bragte 17. oktober en artikel om de forfærdelige konsekvenser, nedskæringerne indtil nu har haft. De beskriver, hvordan grækerne nu bestikker lægerne med gaver, da de ikke de har 50 kroner, et lægebesøg koster. Hospitalsvæsenet er blevet skåret 40 procent på to år, og selv folk med sygeforsikringer har ikke råd til deres medicin længere, og søger hjælp på centre oprettet til at hjælpe asylansøgere. Selvmord og underernærede børn er hverdag, og antallet af selvmord er steget med 40 procent på to år. Den officielle ledighed er lige nu 16 procent, men for unge under 29 år er den 40 procent.

Hvor det ind til nu hovedsageligt har været den offentlige sektor, der har været under direkte angreb, er turen nu også kommet til den private sektor. En ny lov skal sænke minimumslønnen fra tidligere beskedne 750 Euro til helt uacceptable 550 Euro – altså cirka 4.100 kroner om måneden. Denne lov vil samtidig fuldstændig fjerne den Nationale Generelle Kollektive Overenskomst og alle de sektorale overenskomster. Selv om denne lov efter sigende kun skulle gælde til ”krisen er slut”, er det tydeligt for enhver, at formålet er at ødelægge fagbevægelsen og arbejdernes organisering så meget som muligt. Jo mere man kan svække arbejderklassen, desto nemmere vil det blive at gennemføre nye angreb og desto større er muligheden for at afskrække arbejderklassen i andre lande fra at modsætte sig nedskæringer.

Provokatører i bevægelsen
Arbejderklassen i ethvert land har kun én eneste styrke; at den er det store flertal af befolkningen mod magthavernes lille mindretal.
Arbejderklassen bliver aldrig inviteret indenfor til forhandlinger i EU eller IMF, og bliver aldrig taget med på råd om, hvordan samfundet skal planlægges og indtægter og udgifter fordeles. Arbejderklassen eneste våben er, at den har magten til at få al produktion og hele samfundet til at gå i stå ved at nægte at gå på arbejde.

Den græske arbejderklasse har for længst indset, at den eneste vej frem er at gå på gaden og protestere imod angrebene for med magt at forsøge at komme til orde. Ved efterhånden utallige generalstrejker og demonstrationer har de udvist stort mod og stor viljestyrke til at nægte at lade sig kue af EU’s elite.

Senest gennemførtes en 48-timers generalstrejke den 19-20. oktober med deltagelse af dusinvis af fagforeninger. Staten har indset, at demonstrationerne ikke kommer til at stoppe, og har derfor nu taget et nyt skridt. De har sendt provokatører ind i demonstrationerne i massivt omfang for at skabe forvirring og kaos. Adfærden hos de stenkastende provokatører ledte til det første dødsfald i forbindelse med demonstrationerne den 20. oktober, da en 53 år gammel bygningsarbejder, som deltog i demonstrationen, omkom.

PAME, Kommunistpartiets fraktion inde i fagforeningerne, var i stand til at organisere demonstrationen efter arbejderbevægelsen bedste traditioner, og viste stor styrke og gode organiseringsevner, da de konfronterede de stenkastende provokatører, for at holde dem udenfor demonstrationen og samtidig holde demonstrationen disciplineret. Politiets metoder med at sende provokatører ind i demonstrationerne har til formål at ødelægge organiseringen og disciplinen i bevægelsen for at miskreditere og i sidste ende fjerne PAME’s demonstrationsvagter. Politiets metoder er kendte fra demonstrationer også i Danmark, og må bekæmpes på organiseret og stålsat vis.

PAME beviste gennem deres handlinger det brændende behov, men også den konkrete mulighed for etableringen af en organiseret arbejdermilits, baseret på hele arbejderbevægelsens solidaritet og deltagelse.

PASOK i problemer
PASOK, der svarer til vores Socialdemokrati, har flertal i parlamentet, men mister opbakning dag for dag. Det er tydeligt for vælgerne, at det ikke er PASOK som dikterer, hvilken politik der skal føres, men lederne i EU som skånselsløst kræver nedslagtning af alle rettigheder. Men for arbejderklassen er det ligegyldigt, hvem der fører kniven, – og ingen tvinger PASOK til at fortsætte i regering. Arbejderne er blevet forrådt af dem, som de valgte til at lede landet, og der er en stigende modstand mod regeringen. [Efter artiklen blev skrevet blev den socialdemokratiske regeringsleder Papandreou tvunget til at gå af, og i stedet er teknokraten, tidligere vicedirektør i ECB, Papademos blevet indsat som regeringsleder – red]

Også i fagforeningerne bliver det tydeligt, at PASOK er ved at miste fodfæste. PASOK’s egen fraktion i fagbevægelsen, PASKE, bliver mere og mere kritiske overfor partiet. PASKE i kommunalarbejdernes fagforening er allerede splittet ud fra PASOK tidligere i år, og jernbanearbejderne er fulgt i deres fodspor. Flere ledende folk inden i PASOK har meldt sig ud, hvilket efterlader partiet endnu mere svækket.
PASOK mistede den tillid, som arbejderklassen gav dem i 2009, da de fik mere end 40 procent af stemmerne, og opnåede absolut flertal i parlamentet. De repræsenterer ikke længere de millioner, som går på gaden og kræver, at hele byrden for krisen ikke lægges på arbejderklassens skuldre. De græske marxister i Marxistiki Foni har rejst parolen om en venstrefløjsregering, som kan tale arbejderklassens sag.

Venstrefløjsalliance
Hvad der er brug for nu, er, at venstrefløjen tager sin historiske opgave på sig, og træder ind på den politiske scene som arbejderklassens repræsentanter. Partierne KKE (kommunistpartiet) og SYRIZA (svarer nogenlunde til SF) kan sammen med den enorme kraft, der udgøres af det aktive lag i PASKE, som er imod ledelsen fra PASOK, få afgørende betydning for den videre kamp i Grækenland.

En sådan venstrefløjsalliance må være et seriøst alternativ, som giver svar til masserne, og som viser en vej frem som ledelse for arbejderklassens kamp.
Venstrefløjen må gå sammen om et socialistisk program, som giver svar til arbejderklassen og viser et reelt alternativ til den førte nedslagtnings-politik. Venstrefløjen må kæmpe side om side med arbejderklassen, og gå forrest og sammen med PAME organisere en tidsubegrænset generalstrejke, da tidligere, begrænsede strejker på arrogant vis er blevet ignoreret af Grækenland og EU’s elite.

Grækenland først – hvem følger?
Som vi har forklaret i andre artikler, er situationen i Grækenland et udtryk for den krise, som har ramt hele verden og dermed også hele EU. EU’s ledere har forsøgt fremstille problemet som uansvarlighed og grådighed fra den græske befolknings side, men det er tydeligt, at det intet har at gøre med de reelle problemer, der stikker langt dybere. Også Italien er i store problemer, og Berlusconi er tvunget til af lave store nedskæringer på for eksempel pensionen her og nu. Også lande som Spanien og Portugal har akutte økonomiske problemer.

Det er alle lande, hvor der i forvejen er et minimum af social sikkerhed. Nedskæringer vil her, som i Grækenland, tvinge arbejderklassen på gaden i endnu større omfang, end vi hidtil har set. Den genklang som en bevægelse som ”Occupy” har vundet, trods dens afskårenhed fra fagbevægelsen og manglende organisering, viser, at en lille gnist i disse lande kan afstedkomme en massiv eksplosion, og det er blot et spørgsmål om tid før, en revolutionær udvikling som den vi ser i Grækenland, vil fremkomme i det ene land efter det andet